kapitel 6. Hjemrejsen 1834

Ankomst til München 30. april 1834

Alperne lå bag ved, og den udstrakte bajerske højslette foran mig. Den sidste maj kom jeg til München.

Tegning af H.C.Andersen
"Karlsplatz i München."

Karlsplatz, München, Tyskland 1834

Kilde: Odense Bys Museer
 

Hos en skikkelig kammager på Karlspladsen fik jeg et værelse. Bekendte havde jeg ingen af, men disse kom snart som af sig selv. På gaden mødte jeg straks min landsmand Birch, gift med den, som forfatterinde og skuespillerinde, bekendte Charlotte Birch-Pfeiffer. Hun var på den tid i Zürich direktrice for det derværende "Stadttheater", jeg lærte således ikke dengang at kende hende. Birch havde jeg tidligere og ofte set i Sibonis hus. Han kendte mig, og var i høj grad opmærksom og venlig imod mig. Vi mødtes nu oftere, og han var åben og meddelelig.

Andersens møde med Schellings i 1834
 

Filosoffen Schelling levede da i München. Jeg havde intet anbefalelsesbrev og ingen, der kunne føre mig til ham, så gik jeg uden videre til hans hus. Lod mig melde og blev meget venlig modtaget af den gamle mand, der længe underholdt sig med mig om Italien. Jeg talte ikke godt tysk, den ene danisme fulgte på den anden, men just det især interesserede ham, det danske element skinnede igennem, sagde han, det klang ham så fremmed og dog så gammelt beslægtet. Velvilligt indbød han mig i sin familiekreds og indlod sig smukt og hjerteligt med mig. Flere år efter, da jeg havde vundet et navn i Tyskland, mødtes vi i Berlin som gamle Venner. I mit album nedskrev han de ord:

H.C. Andersens tanker om det virkelige hjem "København"

Opholdet i München var lidt efter lidt blevet hjemligt godt, men imod det virkelige hjem København, pegede dagene mere og mere. Jeg søgte ved streng økonomi at drage tiden ud, idet jeg følte angst ved, igen at vokse fast hjemme og bære de rullende søer. Breve sagde mig, hvor aldeles jeg som digter var opgiven og udslettet. "Maanedsskrift for Litteratur" havde givet sit offentlige manifest derpå, skrevet af Molbech. Det var mine "Samlede Digte", udkomne under min fraværelse, og som tidligere spredte ad havde vundet stort bifald, der nu, ligesom "Aarets tolv Maaneder", fremlagdes til bevis på min åndelige død.

"Samlede Digte" af H.C.Andersen

Kjøbenhavn.

Forlagt af universitets-boghandler C. A. Reitzel

Trykt hos Fabritius de Tengnagel

1833

Andersen har modtaget et anonymt smædedigt som har været bragt i Kjøbenhavnsposten 13. maj 1833

En rejsende ven bragte mig Månedsskriftet, det var jo godt at jeg selv læste sligt. Der stod deri en anmeldelse om "den nyeste danske Poesi". Jeg stilledes sammen med de andre unge digtere, nemlig F.J. Hansen, H.P. Holst, Christian Winther og Paludan-Müller, som et ukrudt reves jeg fra disse sunde planter, og kastedes hen.

Aarets tolv Maaneder tegnede med Blæk og Pen af H.C. Andersen 1833

Ved »Aarets tolv Maaneder« udbryder anmelderen, at det er ham umuligt at fatte, hvad resultat for kunst og poesi, der skulle komme ud af en så formløs og hensigtsløs sammenblanding af umodne elementer. Det er en "rimgrød", som man snart bliver ked af det. Det er et "nonsens" og det mangler den ordnede fornuft, og at det overgåer al tålmodighed, år ud og ind, at måtte se dette sprogsjaskeri. Der tales om, at jeg har "stået skoleret" i Gjengangerbrevene, og at det ville blive et åndsfortærende arbejde, på denne måde, at gennemgå mine lyriske poesier. Han siger, at jeg har ladet mig skuffe ved det bifald, mine digte have vundet i min omgangskreds og om det, jeg har vovet at benævne "humoristisk", siger han, "her må tages i en mere physisk Betydning, end den Ordet plejer at have i Æstetik," og ender så med det råd til mig: "herefter at studere mere, at klakke mindre" etc.

Andre forfattere om H.C. Andersens digterskab

Nu omtales de andre forfattere. Hos F.J. Hansen erkendes dog "en vis Art Vittighed og Lune", der gives prøver herpå, han "er en Digter, med Spor af et umiskendeligt Talent". H. P. Holst er mere alvorlig i sin poetiske virken, og viser en, hos den unge begynder i Kunsten, rosværdig bestræbelse for idet mindste at danne og polere den ydre form.
Derpå går anmelderen over til en sprogdannet, korrekt og urbanlyrisk muse: Christian Winther , men kommer i sand dithyrambisk flugt ved Paludan-Müller, det er danserinden der omtales.

Tegning af H.C. Andersen.

Udført af J.A. Jerichau ca. 1838

Andersen tager til genmæle mod Molbechs kritik

Molbech gør en lang undskyldning, for at han nu ikke kan være kold nok, og fortæller, at da jeg første gang læste dette digt, virkede det på mig, som om jeg, ved fantasiens magt, blev henført til en himmelegn, hvor sydlige blomsters duft blandede sig med vore bøgelundes friske morgenluftninger, og med den styrkende køling fra de danske strandbredder, og medens jeg følte denne styrkelse udgyde sig over min ånd, hørte jeg bekendte toner, der, fra den pludselige fremtryllede poetiske verden uden om mig, fandt vejen til mit inderste væsen. Det var en klang, som vårens og sommerens sangere blandede deres smeltende triller med klagende naturtoner, som man undertiden hører dem i skovene ved høstvindens susen i afløvede trætoppe. Snart igen lød det som en fjern, dæmpet brusen af havets vrede, når stormen med latter pisker det til at løfte sig i høje bølger o. s. v. o. s. v. !

Christian Knud Frederik Molbech

(1783-1857)
litterat, historiker, filolog
født i Sorø

En hård kritiker af H.C. Andersen

Her har man en prøve på Molbechs stil og kritik, den søde og den bitre, jeg fik den bitre. Jeg fik den sidste, fik skålen så den strømmede over, og dog havde den samme kritiker, omtrent to, tre år før, skrevet netop om mine "Digte" - at her var "Præg af et eget Digterliv og en ungdommelig Friskhed og at jeg havde Sands for den humoristiske Spøg, og en Evne til at frembringe den, som Ingen vilde kalde almindelig, der ved, hvor sjælden overhovedet den er, og hvor langt sjeldnere den allerede i den tidligere Ungdom ytrer sig!".

Angst for hjemkomstens time

Det var dommen dengang, manden havde glemt den, min omgivelse glemt den. Nedtrådt, udvisket var jeg blandt danske digtere, som en rusten, stumpet kniv gik hvert nedskrevet ord gennem mit sind og gennem sjæl og nerver. Man vil da forstå min angst for hjemkomstens time, at jeg drog den ud, og lod rejselivets afveksling, såvidt det kunne, sprede tankerne fra den fremtid, der snart ville komme. Endnu en måned kunne jeg blive ude. Fra München ville jeg over Salzburg gå til Wien og derfra endelig hjem.

Afgang München 31 maj 1834 og mødet med Hr. Wespermann i vognen

Jeg forlod München. Jeg havde fået plads med en "Hauderer" i vognen var en livlig mand, der skulle til Badet Gastein. Ved Porten kom digteren Saphir og rakte ham hånden, og sagde vittigheder om Thor-Schein und Schein der Thoren. Badegæsten var højst underholdende, snart kom vi på tale om teatret og om den seneste forestilling af "Gøtz von Berlichingen", hvor Esslair spillede hovedrollen og var flere gange kaldt frem. Mig behagede han Ikke, jeg udtalte det og sagde, at den jeg af dem alle syntes bedst om, var ham, der udførte "Selbitz's" rolle, nemlig Hr. Wespermann. "Jeg takker for Complimenten" udbrød den fremmede i vognen, det var Wespermann selv, jeg havde ikke kendt ham, og min Glæde over at være sammen med den dygtige kunstner drog ham nærmere til mig og rejsen gjorde os til venner.

H.C. Andersen har problemer ved indrejsen til Østrig

Vi nåede den østrigske grænse. Mit pas fra København var fransk, grænsesoldaten så deri, spurgte om mit navn, og jeg svarede: "Hans Christian Andersen" "Det står der ikke i Deres pas, der hedder De Jean Chretien Andersen. De rejser altså under et andet navn, end Deres eget?"

H.C. Andersens kuffert.

Måske den der blev endevendt ved indrejsen til Østrig 1834

Nu blev der en eksamineren, som faldt ud i det komiske. Jeg alene, som hverken førte cigarer eller havde nogen slags kontrabande med mig, fik hele min kuffert vendt, og jeg selv blev strengt undersøgt. Alle mine breve hjemmefra så man igennem, og spurgte mig på samvittighed, om de indeholdt andet end familieanliggender. Dernæst hvad min chapeaubas var for en ting, jeg svarede: en selskabshat, "hvad slags Selskab?" spurgte de, "dog intet hemmeligt?" min vedbend-krans fra julefesten i Rom var såre mistænkelig. "Har De været i Paris?" spurgte man, "Ja" og nu lod man mig vide, at alt var, som det skulle være i Østrig, at man ikke der skulle have revolutioner, og man var tilfreds med Kejser Franz. Jeg forsikrede dem, at det var jeg også, at de kunne være aldeles rolige, jeg var en hader af revolutioner og i højeste grad en god undersåt. Det hjalp ikke, jeg frem for alle de andre blev på det strengeste undersøgt og det ene og alene, fordi det københavnske politi havde oversat det danske Hans Christian ved Jean Chretien.

Salzburg

Tegning af H.C. Andersen
Motivet er en tegning af Johan Michael Haydns grav.

Kirche St. Peter, Salzburg, Østrig

2 juni 1834

Kilde: Odense Bys Museer

Historien om Theophrastus Bombastus Paracelsus

I Salzburg, tæt ved hvor jeg boede, lå et gammelt hus med billeder og indskrift på. Det havde tilhørt doktor Theophrastus Bombastus Paracelsus, derinde var han død. Den gamle pige i værtshuset fortalte, at hun også var født i det hus og vidste om Paracelsus, at det var en mand, der kunne helbrede for den sygdom, som kun de fornemme havde og som kaldes podagra; men derover blev de andre doktorer vrede og gav ham gift, men han mærkede det og var klog nok til at kunne drive den ud, lukkede sig derfor inde, efter at have befalet sin tjener ikke at åbne døren, før han hørte ham kalde, men tjeneren var gruelig nysgerrig, åbnede døren før tiden, og da havde hans herre endnu ikke fået giften højere op end i halsen og da så døren gik op, styrtede Paracelsus død om. Det var, den folkelige fortælling, jeg fik. For mig har Paracelsus altid været en romantisk tiltrækkende personlighed, og måtte kunne benyttes i en dansk digtning, idet hans vandreliv fører ham her til Danmark. Vi hører om ham som Felt-læge for de fremmede tropper her og han nævnes under Christian den
Anden, hvor han i København giver mo'er Sigbrith en slags galgemand i en flaske, der, da denne går itu, flyver ud under et stort tordenbulder.
Stakkels Paracelsus, han kaldtes en charlatan, var dog et geni, gik i sin kunst forud for sin tid. Men hver, som går foran tidens vogn, bliver sparket eller nedtrådt af dens heste.

Er man i Salzburg må man til Hallein, rutsche gennem saltværket der, gå hen over låget på den saltkogende, uhyre jernpande. Vandfaldet ved Golling bruser over stenblokkene, men jeg har glemt indtrykket deraf og kun beholdt et barnesmil. Det var en ganske lille dreng, jeg havde fået til fører. Han havde i forunderlig høj grad den ældres alvor, den enkelte børn tit kunne have. Der var en forstandighed, en ganske egen alvor udbredt over fyren og ikke et smil kom over hans ansigt. Først da vi stod lige foran det skummende, styrtende vand, der gav sine drøn, da lyste hans øjne, da smilede den lille så lyksalig, så stolt "Det er Golling Fald" Vandet bruser og bruser endnu, jeg har glemt det, men ikke drengens smil.

Tegning af H. C. Andersen
"Det Indre i Gaarden af Kloster Mölck med Udsigt over Donaufloden."
Mölck, Donau, Tyskland

8 juni 1834
 

Kilde: Odense Bys Museer

Som her, således andre steder, er det ofte noget, mange vil kalde uvæsentligt eller tilfældigt, man opfatter, og erindringen glemmer .Det prægtige Kloster "Stift Melk" ved Donau har af al sin marmorpragt, af sin ophøjede udsigt, hos mig kun ét vedvarende frisk minde og det er en stor, sort, brændt plet i Gulvet. Det var i krigen 1809, østrigerne lå på den nordlige Donaubred, Napoleon havde taget sit kvarter i klosteret. En depeche, som han i harme tændte og kastede hen, har brændt et hul i gulvet.

Tegning af H. C. Andersen
 

"Voldgraven om Wien."
Wien, Østrig
1834
 

Kilde: Odense Bys Museer

Ankomst Wien 9. juni 1834

Endelig øjnede jeg Stephanstårnet, og snart stod jeg i kejserstaden. Her var i den tid, for alle danske, det Sonnenleitnerske Hus et sandt hjem og tilhold. Her traf man landsmændene, og denne gang var her en del dygtige folk, kaptajn Tscherning, lægerne Bendz og Thune, nordmanden Schweigaard og om aftnen samledes kredsen. Jeg voksede ikke fast her, da teatret drog mig til sig. "Burgtheater" var så ganske fortræffeligt, jeg så Anschiitz som "Gotz von Berlichingen", Fru von Weissenthurn som "Madam Herb" i "Amerikaneren", som var et komediespil. I de dage debuterede en ung pige, der senere har fået kunstnernavn, Mathilde Wildauer, jeg så hendes debut som "Gurli" i "Indianerne i England". Flere af Kotzebues stykker blev her fortræffeligt givet. Kotzebue havde forstand, men ikke stor fantasi, han var sin tids skriver, han kunne skrive udigteriske stykker, men hans forstand gav dem alle en glimrende dialog. I Hitzing så og hørte jeg Strauss, han stod der midt i sit orkester, som hjertet i det hele valsepositiv, det var, som om melodierne strømmede gennem ham ud af alle lemmer, hans øjne lyste, han var livet og lederen her, det var tydeligt.

HCA's møde med skuespillerinden Johanna Franul von Weissenthurn

I Hitzing var det, fru von Weissenthurn havde sin sommerbolig og her gjorde jeg denne interessante kones bekendtskab. Jeg har senere i "En Digters Bazar" givet en slags silhuet af denne elskværdige, begavede dame. På den danske scene er med stort bifald optaget hendes lystspil "Hvilken af dem er Bruden" og "Godset Sternberg". Den yngre slægt hos os tror jeg ikke kender Johanna Franul von Weissenthurn, hun var datter af en skuespiller og allerede som lille barn optrådt på scenen. 1809 spillede hun for Napoleon i Schonbrunn, "Phædra", og fik af ham en gave af 3000 Francs. 25 år gammel, foranlediget ved et væddemål, skrev hun i 8 dage sørgespillet "die Drusen", senere har hun leveret henved 60 dramatiske stykker, efter 40 års virksomhed fik hun af Kejser Franz "die goldene Civilehrenmedaille", som endnu ingen skuespillerinde her havde fået, denne forskaffede hende den preussiske gyldne medalje for kunst og videnskab. Hun forlod 1841 teatret og døde i Hitzing den 18. maj 1847. Hendes skuespil er udkommet i 14 bind.

Ude i Hitzing, på hendes landsted, talte vi første gang sammen. Hun var en stor beundrer af Oehlenschläger "der Crosse", kaldte hun ham altid. Da han, som yngre, var i Wien, havde hun lært at kende og skatte ham. Hun kunne ikke blive træt af at høre mig fortælle om Italien. Hun syntes, at mine ord gjorde hende dette land beskueligt og levende, hun var der med mig, sagde hun. I mit album skrev hun:

I Sonnenleitners hus lærte jeg Grillparzer at kende, der havde skrevet "die Ahnfrau" og "das goldne Vlies", paa ærlig wienervis rakte han mig hånden og hilste mig som digter med:

Castelli så jeg oftest. Han er unægtelig en type for en ægte wiener. Alle dennes fortræffelige, særegne egenskaber findes forenede her.

Godmodighed, en fornøjelig humor, tro. fasthed og kærlighed til sin kejser. "Den gode Franz" sagde han, "jeg har skrevet et Bønskrift til ham, et lille Vers, om, at når vi Wienere møde ham og hilse, at han da vil lade være igen at tage Hatten af i det kolde Veir!" Jeg så alle Castellis snurrepiberier, hans samlinger af snustobaksdåser, en af dem, i form af en snegl, havde været Voltaires: "Bøj Dem og kys den" sagde han. Jeg har i "Kun en Spillemand", hvor Naomi træder op i Wien, ladet Castelli være en af de deltagende personer. Verset, som indleder kapitlet, skrev digteren til mig, før vi skiltes ad:

Rejseoplevelser i vognen til Prag

Efter at have været en måned i Wien, gik rejsen hjemad over Prag. Her manglede ikke rejselivets poesi, som man kalder det, set i afstand og vel overstået. Vi var stuvet en mængde mennesker sammen og vognen stødte og skrumplede, men tilfældet havde gjort sit til at hjælpe derpå, bragt humor i vognen, det vil sige en del komiske personligheder. Således havde vi en gammel herre, misfornøjet med alt, et offer for prelleri og i stadig regnen efter, hvor meget han havde givet ud, og altid for meget, snart for en kop kaffe, som ikke var det værd, snart i ærgrelse over nutidens fordærvede ungdom og den alt for store rolle, den nu spillede i alt, selv i verdens skæbne.

H. C. Andersen tegning
Motivet er: "Collin in Böhmen."
Sted: Kolín, Böhmen, Tjekkiet.
10 juli 1834

 

Kilde: Odense Bys Museer

En skiden mosait sad hos ham og sladrede i et væk, en sand Geert Westphaler, han fortalte over ti gange om sin rejse til Ragusa i Dalmatien. Han ville ikke, sagde han, være konge, det var så svært, men nok en konges kammertjener, ligesom en han havde kendt, der var blevet så tyk, at han ikke kunne gå, men måtte atter holde sig igen en kammertjener. Som sagt, han så temmelig griset ud, lige til neglene, og talte dog idelig om renlighed. Det oprørte ham at vide, at i Ungarn hedede man bageovnene med komøg. Han opvartede os med gamle anekdoter. Pludselig blev han tankefuld, trak et papir op af lommen, vendte øjnene i hovedet og skrev. Det var ideer, han fik, sagde han og bad mig læse det skrevne op.

I vognen var ikke bestemte pladser, man måtte selv enes om disse, de to bedste blev imidlertid ranede fra os af to nye rejsende, som trådte til i Iglau og klogelig steg ind, imedens alle vi andre, trætte og sultne, søgte aftensbordet.  Det var en ung dame med sin mand, han sov allerede, da vi kom og steg ind igen, hun var vågen for dem begge og snaksomheden selv, talte om kunst og litteratur, om en fin dannelse, om at læse en digter og forstå ham, om musik og plastik, om Calderon og Mendelssohn, imellem standsede hun med et Suk til manden, der hvilede sit hoved på hende: "Løft dit englehoved, det knuser mit Bryst" sagde hun og nu talte hun om sin faders bibliotek, om gensynet hos ham, og da jeg spurgte om bøhmisk litteratur, stod hun i bekendtskab med alle landets dygtigste forfattere, de kom til hendes fader. I hans bibliotek fandtes al den nyere litteratur o. s. v. Ved daggry så jeg, at hun og manden var et blondt jødepar, han vågnede, drak kaffe og sov igen, lagde sit englehoved til konens bryst og åbnede der kun engang munden, for at sige en ældgammel vittighed, så sov han, den engel.

Tegning af H. C. Andersen
"Prag."
Karlsbrücke, Prag, Tjekkiet.
11 juli 1834


Kilde: Odense Bys Museer

Hun ville af os alle vide vor stilling og vilkår, og da hun hørte, jeg var forfatter, blev jeg hende såre interessant, men ikke længere, end til vi ved Prags porte opgav vore navne og en gammel, døv herre der sagde sit "Professor Zimmermann" da gav hun et skrig "Zimmermann om ensomhed" "Er De Zimmermann". Hun tænkte ikke på, at forfatteren, hun mente, længst var død, den døve gentog sit navn, nu brød hun ud i beklagelse over, at hun først i skilsmissens stund hørte, hvem hun havde kørt med. Jeg havde sagt, at jeg straks næste morgen rejste videre ad Dresden til, hun beklagede det, thi ellers ville hun have indbudt mig til at besøge sig hos hendes fader, se hans bibliotek og måske "træffe en åndsbeslægtet". "Vi bor i den største gård på pladsen" hun viste mig den, jeg så hende og manden gå derind, og ved afskeden fik jeg hans kort.

Von Andersen og englehovedet på den store gård !

Næste morgen tog jeg den bestemmelse at blive to hele dage i Prag, da ville jeg også kunne gøre mit rejseselskab visit, og se biblioteket der med den bøhmiske litteratur. Jeg gik til den store gård, hvor jeg havde set ægteparret træde ind. I stuen vidste ingen om denne familie, på første sal ikke heller, da jeg kom op på anden, talte jeg om det store bibliotek, som faderen skulle eje. Nej, ingen kendte det! jeg kom op på tredje, men heller ikke der, og man sagde, at der fandtes ingen flere familier end dem, jeg nu alt havde været hos. Rigtignok levede her en gammel jøde, der havde et par små tagkamre øverst oppe, men ham kunne det jo aldeles ikke være, imidlertid gik jeg derop. Væggene ud til trappen havde høvlede brædder, der var en lav dør med en lap papir på, jeg bankede, en gammel mand i
en snavset slåbrok åbnede døren til en lav stue og midt på gulvet stod en stor klædekurv, fuld af gamle bøger. "Her boer ikke" sagde jeg, "denne Familie" og jeg viste kortet. "Mein Gott"  råbte det fra et lille sidekammer, det var damens stemme, jeg så derhen og i dyb neglige, balancerende med sin fine, sorte silkerejsekjole højt på hænderne over hovedet, for at få den på, stod hun der, og i kamret lige overfor gabede manden så søvnigt, og hældede med sit "Englehoved". Jeg stod forbavset og damen kom ind med åben Kjole i ryggen, løs kappe på hovedet, blussende rød ved overraskelsen. "Von Andersen" sagde hun og bad om undskyldning, alt var i uorden, hendes faders bibliotek - hun pegede på klædekurven - således opløste sig den hele skvalder fra rejsevognen, et "tagkammer og en sæk fuld af bøger".
 

Prag - Teplitz - Dresden -  København

Fra Prag gik det over Toplitz og Dresden hjem til København. Det var en blandet følelse jeg steg i land med, og ikke alle mine tårer var glædestårer. Men Gud var med mig.

Tegning af H.C. Andersen
Motiv "Tøplitz."
Kulm, Teplitz, Teplice, Tjekkiet
16 juli 1834

 

Kilde: Odense Bys Museer

Egentligt havde jeg ikke haft sind og øje for Tyskland. Mit hjerte hang ved Italien, som et for mig tabt Paradis, hvorhen jeg, aldrig mere skulle komme og med skræk og angst så jeg i møde den kommende tid hjemme. Jeg ligesom drev af sted, altid nærmere København. Min sjæl var opfyldt af Italiens natur og dets folkeliv, efter det land følte jeg hjemve, Det ligesom smeltede sammen med mit eget Jeg, og ganske improvisatorisk fremskød en digtning, der voksede og voksede jeg måtte nedskrive den, uagtet jeg var overtydet om, at den ville bringe mig mere sorg end glæde, dersom nøden hjemme engang bragte mig til at lade den trykke. Alt i Rom var skrevet de første kapitler, og senere i München havde jeg fortsat disse, det var min Roman "Improvisatoren". I et brev jeg modtog i Rom, blev sagt mig en ytring af J. L. Heiberg, han betragtede mig som en slags "Improvisator", de ord var den gnist, der gav mit nye digt navn og person.

Da jeg som lille dreng, i Odense en af de første gange kom i teatret, var, som jeg alt har sagt, forestillingerne der tyske og jeg så "Das Donauweibchen".

Odense Teater ca. 1850

Publikum jublede for hende, der udførte hovedrollen og hun blev hyldet og hædret, og syntes for mig at være det lykkeligste væsen på jorden. Da jeg senere, mange år efter, som student, kom i besøg til Odense og der i Hospitalet, så jeg i en stue, hvor fattige enker boede, hvor, som i Vartov, seng stod ved seng med et lille skab, et bord eller en stol, som hele bohavet, var ophængt over en af sengene et kvindeligt portræt i en forgyldt ramme "Lessings: Emilie Galtotti ", der plukker rosen itu. Men billedet var portræt, det stak selvsomt af til al den fattigdom rundt om. "Hvem forestiller det?" spurgte jeg, " O, svarede en af de gamle Koner, det er den tyske Dames Ansigt" og nu kom en mager, lille, fin kvinde, med rynkede kinder og i en fattig silkekjole, der engang havde været sort, det var den hædrede sangerinde, hende jeg havde set som " Das Donauweibchen", hvem dengang alle tiljublede. Det gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig, og kom ofte i mine tanker. I Neapel hørte jeg første gang Malibran. Hendes stemme og spil stod over alt, hvad jeg før havde hørt, og dog huskede jeg i det samme på min stakkels sangerinde i Odense Hospital. Begge skikkelser smeltede sammen til Annunziata i romanen, jeg skrev. Italien var baggrunden for det oplevede og det digtede.

Ankomst til Danmark august 1834

Min rejse var endt. Det var i august 1834 jeg kom til Danmark, og snart, under et besøg hos Ingemann ude i Sorø, på et lille kvistværelse, mellem duftende linde, med udsigt til sø og skov endte jeg første del, sidste del sluttedes i København.

En af H.C. Andersens gode venner:

B.S. Ingemann

1789-1862

HCA søger forlægger !

Selv mine bedste venner var ved at opgive mig som digter. Man havde taget fejl af mit talent og hvor almindelig var ikke denne talemåde bleven. Nær havde jeg ikke fået en forlægger til min bog. Endelig, af godhed mod mig, vovede boghandler Reitzel det, men der måtte indbydes til subskription, og jeg måtte selv se at få mine venner til at tegne sig. I planen fortalte, at det ikke var om min rejse, hvortil jeg bød læseren, men en slags åndigt resultat af en sådan. Naturligvis erholdt jeg et utroligt ringe honorar, thi der var aldeles ingen udsigt til, at bogen ville blive købt og læst.

Konferensråd Collin og hans ædle hustru, i hvem jeg fandt forældre, hans børn, i hvem jeg har fundet søskende, hjemmets hjem, bringer jeg her det bedste, jeg ejer. Det var tilegnelsen. Bogen blev læst, udsolgt og atter oplagt . Kritikken tav og bladene sagde intet, men rundt om hørte jeg, at der var interesse for min digtning, og at mange glædede sig over den.

Carl Baggers anmeldelse i Søndagsbladet

Endelig skrev digteren Carl Bagger, der da var redaktør for Søndagsbladet en anmeldelse der, den begyndte med:

"Digteren Andersen skriver nu ikke mere så godt som før, han er udtømt, ja, det har jeg såmænd længe ventet! saaledes er Digteren bleven omtalt hist og her i nogle af Hovedstadens Circler, netop maaskee der, hvor han ved sin første Fremtræden allermest forkæledes og næsten forgudedes. Men at han ikke er udtømt, og at han nu tværtimod har svunget sig til en før ukendt Højde, har han ved sin "Improvisator" nylig på en glimrende Måde lagt for Dagen....."

Projekt af København.

København set fra Valby og til højre Kalveboderne.

Malet af Carl Ludvig Ferdinand Messmann
Født i København, 15. marts 1826 og død i Göteborg 1. december 1893

Man ler nu af mig, men det er så, jeg græd mig ud, jeg græd mig glad og følte taknemlighed mod Gud og menneskene.

Hvis intet er nævnt, så er foto af Lars Bjørnsten Odense