H.C.Andersen Information

HOME-START

OP

 

 

 

 

Ringsted – på gennemfart i den gamle kongeby

 I 1855 var Frederik den syvende på besøg i Ringsted – kongernes by. Fra 1182 til 1341 var Sct. Bendts Kirke kongehusets gravkirke. Under kirkegulvet ligger et utal af konger og dronninger og deres børn – ægte som uægte. Rækken af navne tæller både Valdemar den Store og Valdemar Sejr. Foruden Erik Menved og hans dronning.

Femogtyve år tidligere, i 1826, besøgte den unge Andersen Ringsted for første gang. Han var på vej til Roskilde sammen med rektor Meisling fra Slagelse Latinskole, hvor Andersen var elev. Meisling skulle bo hos præsten. Andersen selv, en anden elev og husets Jomfru måtte overnatte på kroen Postgården i Ringsted. "Åh, at være væk fra terperi og latin for en stund er dog en glæde i sig selv", tænkte Andersen, medens vognen trillede gennem det betagende landskab med husmandssteder og flittige bønder i marken.

Nu da Ådalen lå ligefor, hørte man de søndagsbimlende klokker fra Sct. Bendt. Dagen var til ende, og lyset dæmpedes roligt på den himmelblå hvælving. "Gyrstinge Søen, Ådalen, møllerens mølle og alle disse dejlige skove, hvilken fryd det er at være til, når blot man kan se og mærke Guds frie natur".

Andersen følte sig opløftet og glad. Der fandtes da alligevel venlighed og skønhed i verden! Siden det første besøg i 1826 har H.C. Andersen overnattet på Postgården et utal af gange, på vej til gode venner og sommerværter på Sydsjælland.

Den gamle bymidte og landskaberne omkring Ringsted kan opleves stort set som på Andersens tid. Og i Sct. Bendt fornemmes historiens vingesus så tydeligt som dengang.

Denne tekst er et uddrag af brochuren ”I H.C. Andersens fodspor – på Sjælland og Møn”. Udgivet i 2005.

Velkommen til H.C. Andersen Land!

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk