Møn,
eventyrets ø
"Ud i Guds
herlige Natur, bort fra alle tørre Folianter
og kjedsommeligt Snik Snak, hvad kan være
herligere", sagde Andersen til sig selv. Han
havde bestemt sig for en sommerudflugt til
Møn.
Året var 1829, Andersen
var 24 år og endnu en ukendt digterspire.
Turen med dampskibet havde været hård;
skibet måtte kaste anker for natten ved
Ulvshale, før man kunne slippe ned til
anløbsstedet ved Koster. Andersen sprang
kluntet fra skibet og missede med øjnene mod
alle verdenshjørner. "Nu står jeg med mine
sorte galosjer på Møns jord", tænkte han.
"Denne eventyrets ø forventer jeg mig meget
af!
"Fra Koster langs
vandet mod Stege - med firspand for vognen.
Udsigt over kystlandet og Stege bugt. "Dette
er bestemt ikke nogen fjendtlig udørk",
noterede Andersen sig –"ganske mageløs
naturlighed". Stege var pyntet efter alle
kunstens regler i anledning af, at kongen
skulle besøge byen den følgende dag. Snart
ville bønderne hylde de kongelige på den
udsmykkede bro. Fruentimmerne ville neje,
herrerne løfte hatten og børnene ville
klappe, vinke og gøre store øjne…"Så store
som tekopper!"
På vejen mod Møns
Klint overnattede den trætte digter hos
præsten i Hjertebjerg. Dagen efter
spadserede han videre mod Liselund. I den
romantiske park med det smukke lystslot, den
kinesiske tepavillion, bjælkehytten og de
smukke søer fandt digteren ro og hvile.
"At bruge sin fantasie,
er ikke svært på dette sted", tænkte
Andersen, da han sad ved et vindue i
Schweitzer-huset og studerede et gammelt,
hult piletræ udenfor. Andersen begyndte så
småt at skrive: "Der kom en soldat
marcherende hen ad landevejen: én, to! én,
to!" Det skulle blive starten på eventyret
om Fyrtøjet, soldaten, heksen og det halve
kongerige. Det er ganske vist! Senere, ved
Møns Klint, på en sten i vandet, satte
digteren sig og så beundrende på de
forunderlige figurer, klinten danner.
"Især denne
Dronningestol står endnu levende for min
sjæl, en sådan uendelighed har jeg aldrig
før set", skrev han om udsigten herfra. "En
uhyre havflade ligger der foran mig, til
højre Arkona med sine hvide klinter, og lige
for skimtede jeg Sverige og til venstre
ligger Sjælland med Stevns Klint og sine
grønne skove". Samme dag tog Andersen
tilbage til Stege, hvor han ville have
overnattet, men han ombestemte sig og tog
videre mod Vordingborg, bort fra alvirakken.
Men Ulvshale, Hjertebjerg kirke, Møns Klint,
Liselund og Stege ligger der stadig og ser
ud næsten som på Andersens tid.
Denne tekst er et
uddrag af brochuren ”I
H.C. Andersens fodspor – på Sjælland og Møn”.
Udgivet i 2005. Velkommen til H.C. Andersen
Land!
|