|
H.C. Andersen skriver :
|
Mit Livs Eventyr I Mit Livs Eventyr skriver 'H.C. Andersen bl.a. om sit besøg ved Terrazina: ..."Over Albanerbjergene og Sumpene, i deiligt Foraarsveir, naaede vi Terrazina, hvor Orangerne groe, hvor de første Palmetræer sees i Haverne nær ved Veien; den indiske Figen vælter sine tunge Blade henover Fjeldet, der bærer Ruinerne af Theodoriks Borg; cyclopiske Mure, Laubær og Myter blev snart hverdagsskue; Hesperiens aabne Have viste sig fra Ciceros Villa i Mola di Gaeta ! Improvisatoren (1835) 2 del
....."Omtrent en Time før ave maria havde jeg Sumpene bag ved mig; Bjergene med deres gule Fjeldmasser nærmede sig mere og mere, og tæt foran laae Terracina i den fyldige, hespiriske Natur. Tre høie Palmetræer med Frugt stode ikke langt fra Veien; de store Frugthaver opad Bjergsiderne syntes et stort, grønt Teppe med Millioner gyldne Punkter; Citroner og Apelsiner var det, som tyngede Grenene til Jorden. Foran et lille Bondehuus paa Veien laae en Mængde nedfaldne Citroner, samlet i Bunke som var det afrystede Castanier. Rosmarin og vilde, mørkerøde Levkøier voxte frodigt i Fjeldkløfterne høit op mod Klippens Top, hvor den prægtige Ruin af Østgothekongen Theodoriks Diederik af Bern. Borg laae og overskuede Byen og den hele Omegn.
Mit Øie var blændet ved det skjønne Malerie; stille drømmende gik jeg ind i Terracina. Da laae Havet for mig; første Gang saae jeg Havet, det underdeilige Middelhav. Det var Himlen selv i det reneste Ultramarin, der som en uhyre Slette var spændt ud foran mig. Langt ude laae Øer, som svømmende Skyer i den skjønneste lilla Farve; jeg øinede Vesuv, hvor den sorte Røgstøtte blaanede hen i Horizonten. Havfladen syntes blikstille; dog mod Kysten, hvor jeg stod, gik de lange Brændinger, saa blaae, saa klare, som Ætheren selv, og løde, som Tordenen mellem Bjergene.
Mit Øie var bundet som min Fod; al min Sjæl aandede Henrykkelse. Det var, som om det Legemlige inden i mig, Hjerte og Blod, blev til Aand, opløste sig i den, for at kunne svæve ud mellem disse to Himle: det uendelige Hav og Himlen oven over. Taarerne strømmede mig ned over Kinderne, jeg maatte græde som et Barn.
Tæt ved hvor jeg stod laae en stor, hvid Bygning; Brændingen slog imod Grunden, den var reist paa. Dens underste Etage imod Gaden var en eneste Buegang, inde i hvilken de Reisendes Vogne holdt. Det var Værtshuset i Terracina, det største og skjønneste paa hele Veien mellem Rom og Neapel"....... |
