|
Mit Liv er et smukt Æventyr, saa rigt og lykkeligt -saadan begynder H. C. Andersen sin berømte Levnetsskildring, og mere betegnende Ord kunde han vel neppe finde; thi har nogen Digter paa næsten æventyrlig Vis kjæmpet sig frem fra at være den fattige, forpjuskede Fugl til at blive den feirede Sangsvane, som Alle bøiede sig for, saa er det vel ham.
Andre store Digtere, hjemme og ude, har før ham været født i smaa .Kaar og har døiet Trang og Modgang, men ingen af dem har dog levet sin Barndom under saa fortvivlede Forhold som han, ingen har med en Energi som hans arbeidet sig op fra Folkedybet og naaet saa høit.
- En fattig Skomager, der er pint af sin elendige Stilling, og som altid higer bort, bort fra Hjemmets Armod og Hjemmets Baand, det er Faderen.
En Hustru, ældre end Manden og med en Fortid, som hun dog er for uudviklet, tilsidst for sløv, til at føle sig trykket af, et stakkels Skrog, der er svag for Fristelser af forskjellig Art, og som hverken er til Støtte for Mand eller Barn -det er Moderen. Barndomshjemmet er een lille Stue, og den fattige Skomager har selv maattet tømre sin Brudeseng af det Træstillads, der kort iforveien har baaret en grevelig Ligkiste -de sorte Klædes Lister paa Sengestedet er et Minde herom, og Ingen falder paa at fjerne dem. Farfaderen, som engang har været en ret velstillet Mand, er sindssvag; Drengene hujer efter ham i Odense Gader, og Sønnesønnen skjuler sig for ham, rystende af Angst.
Alt det, og meget Andet, staaer at læse i "Mit Livs Æventyr", men med den sønligste Pietet taler Digteren alligevel om Forældrene. Moderen, det er hende, som han siden tegner for os, kjærligt og forstaaende som gamle Dornenica i "Improvisatoren", nænsomt og næsten ærbødigt som Vaskerkonen i "Hun duede ikke"; Faderen, der læser i Holberg og i ,,1001 Nat", og som sværmer for Napoleon, han bliver en rank, poetisk Skikkelse i "Kun en Spillemand". Og Barndomshjemmet, det ophører for Sønnen aldrig at være Hjemmet. ,;1 Tagrenden, mellem vort og Naboens Hus, stod en Kasse Jord med Purløg og Persille, min Moders hele Have", skriver han - i Mindets Solskin blomstrer den Have endnu i "Snedronningen" - og selv i sin Alderdom, da han synger en Sang om sin Fødeby, siger han :
"Her løb jeg om med Træsko paa
Og gik i Fattigskole,
Men hele Verden for mig laa,
Som bar jeg Grevekjole!
Nei, jeg var ingen fattig Fyr,
Og Fader ikke heller,
Han læste for mig Æventyr,
Saa jeg blev selv Fortæller."
Faderen er, alt som Tiden gik, i SønnensØine bleven noget Lignende for ham som Moderen for Goethe; har han end ikke faaet sin "Frohnatur" fra ham, saa er det dog, mener han, som en fædrene Arv, at han har sin "Lust zu fabuliren".
Og med en straalende Glorie staaer Farmoderen for ham, hun, som hver Dag, om end kun nogle Øieblikke, maa hen at se paa Sønnesønnen med sine milde, blaa Øine, hun, som fra at have været den velstaaende Landmands Kone nu i stor Fattigdom boer med sin sindssyge Mand i det lille Hus, de har kjøbt for den sidste, tarvelige Rest af deres Formue, og som dog aldrig græder, aldrig klager, men kun stille sukker, naar hun fortæller om sin Slægts Traditioner, om sin Moders Moder, der havde været "en adelig Dame i en stor, tysk By, Cassel, og der havde ægtet en Comoediant"- med hvem hun var løbet af Landet.
Barndomsindtrykkene er jo altid de stærkeste og de varigste særlig stærkt har de præget H. C. Andersen. -Farmoderen tager ham en Dag med ind paa Hospitalet, ind i "Daarekisten", hvor de Sindssvage gaaer om i Grønnegaarden, og hvor han gjennem Dørsprækken kiger ind i en af Cellerne; en nøgen Kvinde sidder paa en Bunke Straa og synger med deilig Stemme, pludselig styrter hun med et Skrig hen imod Døren, hen imod Drengen han skriger af Rædsel, og Livet igjennem kan han se den nøgne Kvinde, høre hendes Sang og fornemme hendes Skrig. - Forældrene er bedt i Selskab, det gaaer vistnok sjelden paa, i Selskab hos Portneren i Tugthuset; Sønnen er med, et Par af Fangerne varter op ved Bordet, de andre hører han synge, mens de spinder paa Skotrokken, og saa knuger Rædslen ham atter, saa han Intet kan spise, thi det er ham, som om han er traadt over Tærsklen til selve Røverhistoriernes Slot - Odense Tugthus -og Indtrykket herfra glemmer han aldrig: det er det, og saa Angsten for at møde sin Halvsøster, Moderens Førstefødte, der bærer hele Romanen "O. T.".
Hans "historiske Tid ", det er det farverige, romantiske Blad af Krønikens Bog, som hedder "da Spanierne var her". Mest er det vel gjennern de Andres senere Fortællinger, han har sin herom, men et Par Minder fra hin Tid er dog selvoplevede. En spansk Soldat tager ham en Dag paa Armen og trykker mod hans Læber et Sølvkrucifix, som han bærer paa sit blotte Bryst; en anden Dag seer han en Spaniol, der har myrdet en Franskmand, føres til Retterstedet, og i Erindringen herom skriver han mange Aar efter sit lille Digt "Soldaten", det første af ham oversættes paa Tysk.
Fredeligere, lysere Minder bevarer han dog ogsaa. Naar Laugene flytter Skilt, og naar det er Sanct Knuds Marked, saa har han sine store Dage; han er med Moderen ude at sanke Ax paa Marken "paa Boas' rige Ager", han faaer sit første Indtryk af "Landets Herlighed, naar han i Humlehøstens Tid hører Sagn og Æventyr, som han troligt gjernmer, og i Spindestuen lytter han til de gamle Koners Viser, udkrammer for dem sin Visdom og beundres som et ualmindelig klogt Barn, der sagtens ikke kan leve længe.
I Skole kommer han hos en "Lærerno'er", passer sig i sin Fritid mest selv, sidder i Gaarden ved dennes eneste Skikkelsbærbusk, "der er saa god som mange", og syer Dukker, Kludedukker til sit lille Theater. Og Dukkerne bliver ham levende Væsner, der bevæger sig og taler - han forstaaer tidlig den Kunst at give det Livløse Mæle. Theatret er for ham, som for saa mangt et Barn, Indbegrebet af al Livets Herlighed; kun en sjeden, sjelden Gang kan han selv komme der, men han faaer Placaterne, og af dem digter han sig til Stykkerne, spiller dem paa sin egen Scene.
En lille Perspectivkasse har han ogsaa, hvor alle Billederne er klippet ud af en gammel Bog; hvert Billede viser en gothisk Bygning, et Kloster eller en Kirke, og udenfor er der kunstigt udhuggede Springbrønde. Paa hvert Billede læser han underneden Byens Navn, og det er paa dem alle Augsburg. Han faaer Reiselængsler, Augsburg bliver ham Symbolet paa den store Verden ; han lider, som Faderen, af Udvee og færdes i sine Drømme stadig i den romantiske, lokkende By, men hvor stærk end hans Barnephantasi er, kan han dog aldrig ret naa til at se, "hvad der er bag Gadehjørnet" -det seer han først mange Aar efter.
Faderen, der jo altid havde sværmet for Napoleon og Krigsbedrifter, lader sig hverve, er en Tid borte men kommer hjem uden Bedrifter, uden engang at have været i Slag. Han døer, og Sønnen bliver endnu mere end før overladt til sig selv, mens Moderen maa gaa ud at vaske for Folk. Lang og opløben er han, med stort lysegult Haar; han gaaer barhovedet, oftest med Træsko paa Fødderne - vi har ogsaa hans Portrait i "Hun duede ikke". Med andre Børn forstaaer han ikke at lege, han er kun glad, naar han sidder alene med sine Kludedukker og ved dem lever sig ind i en drømt Verden.
Moderen gifter sig igjen - hun bilder sagtens sig selv ind, at det er for at skaffe Sønnen en Fader - og nu flytter de hen i Gaden udenfor Munkemølleport; her faaer de en rigtig Have med en Gang, der fører helt ned til Odense Aa, lige bag ved Munkemølle, hvor tre store Hjul dreier sig rundt under det styrtende Vand - det er en Herlighed! Der er Musik i Møllehjulets Fossen, og der er Musik i Navne som Munkemølle og Klokkedybet - Odense Aa har sin Poesi, men den har rigtignok faaet den gjennem sit store Byesbarn.
- Drengen bliver confirmeret, nu skal han være Noget, bestemme sig. Moderen vil have, han skal være Skrædder; det maa han egne sig til, for han syer jo tidlig og sildig paa sine Dukker, og tænk, om han engang kunde blive som Mester Stegmann, der har fire Svende paa Bordet! Farmo'er sigter høiere, hun vil have ham paa en Skriverstue, men hvad vil han selv?
Med en Sikkerhed, der maa imponere, erklærer han, at han vil være berømt; "man gaaer først gruelig meget Ondt igjennem, og saa bliver man berømt!" Moderen og Farmo'er er betænkelige, og en klog Kone hentes for i Kort og Kaffe at spaa Drengens Skjæbne. "Hendes Søn bliver en stor Mand", siger Sibyllen til Moderen; " til Ære for ham skal engang Odense By blive illumineret ! " Og Orakelsvaret er afgjørende, men det er jo ikke alle kloge Koner givet at se saa klart ind i Fremtiden, som den Gamle i Odense gjorde.
Theatret, selve det kongelige Theater i Kjøbenhavn, hvis Kunstnere og Kunstnerinder Aaret iforveien har givet Gjæsteforestillinger i hans Fødeby, er det, der staaer for ham som Veien til Berømmelse, der vil han hen. Moderen pakker hans fattige Klæder sammen i en lille Bylt og følger ham udenfor Porten, hvor postkarlen har lovet at tage ham med som blind Passageer; her staaer gamle Farmo'er, lægger Armen om Halsen paa ham og græder uden at kunne sige et Ord - det er sidste Gang, han seer hende. Postillonen blæser, det er en deilig Solskins Eftermiddag, og med tretten Rigsdaler i Lommen kjører han ad Kjøbenhavn til, kjører Berømmelsen imøde.
- Der er andre Digtere, som før ham har kastet Broen af efter sig og med ungdommelig Tro paa Lykken er draget ud i den vide Verden. Det gjorde Holberg, og det gjorde Ewald. Men Holberg havde ikke alene tresindstyve Rigsdaler i Lommen, han havde sin Embedsexamen at falde tilbage paa, kunde blive baade Præst og Bisp, om det skulde være; og Ewald havde dog sin Studenterexamen og sin Families haarde Skjød. Men H. C. Andersen havde Intet, absolut Intet at falde tilbage paa, han maatte frem. Og det er vel ogsaa Tanken herom, som - maaske i Forbindelse med det lettere, fyenske Temperament -giver ham ikke blot den uhyre Dristighed men ogsaa den forbausende Energi. Han har jo Intet at tabe men Alt at vinde.
Saa kommer han da til Kjøbenhavn, hvor Lykken og Berømmelsen venter, og hvor det kongelige Theater reiser sine graa Mure. Han seer Musernes Tempel udvendigt, seer det med hellig Ærefrygt, og gaaer Dagen efter sin Ankomst op til den berømte Danserinde Md. Schall, for hvem han giver en Scene af "Cendrilion " - baade Solodans og Sang, hvortil han bruger sin Hat som Tambourin! - men hun troer, hvad man egentlig ikke kan fortænke hende i, at Drengen er forrykt, og søger hur1igst muligt at faae ham paa Døren. Saa maa han altsaa videre, gaaer til selve Theaterchefen, Kammerherre Holstein, og beder ham om Ansættelse, men Kammerherren finder ham "for mager for Theatret". Det tager imidlertid paa ingen Maade Modet fra ham, tvertimod, og resolut svarer han: "Aa, naar jeg kun maa blive ansat med hundrede Rigsdalers Gage, saa skal jeg nok blive fed!" Dermed er Audientsen hos Theaterchefen forbi.
- Godt og vel et halvt Aarhundrede tidligere havde Johannes Ewald været i en ganske lignende Situation. Han var løben hjemmefra og stod i Hamborg for den preussiske Ministerresident, hvem han bad om at maatte blive Soldat. Ministeren indvender, at Ewald - næsten Barn endnu og fin af Lemmer som en Jomfru - er for lille til at være Kriger, men Ewald svarer uforknyt: "Jeg kan voxe, og i den Tid staaer jeg mindre Fare end den største Grenadeer: de Kugler, som træffer ham, vil gaa over Hovedet paa mig." - Sceneriet er forskjelligt, men de to vordende Digteres Svar til de mægtige Mænd er i deres hele Blanding af Galgenhumor og ungdommelig Fripostighed ganske ens.
Theatret er altsaa foreløbig lukket for ham, det føler han ; men kan han ikke naa ind i Lykkens Tempel ad den først prøvede Vei, saa maa han forsøge ad en anden.
I Aviserne har han læst om en Italiener - Siboni hedder han der er Directeur for det kongelige Musikconservatorium ; hjemme i Odense havde alle Mennesker jo rost hans Stemme: maaske Siboni tager sig af ham. Siboni har Middagsselskab, men den fattige, underlige Dreng fortæller saa omstændeligt og saa indtrængende Husjomfruen om sin Fortid og sit Fremtidshaab, at hun alligevel lukker ham ind; for hele Selskabet - Weyse og Baggesen er blandt Gjæsterne - synger og declamerer han, uden Lampefeber men stærkt betagen baade af sig selv og af Situationen, og Baggesen propheterer høit og lydeligt, at den Dreng vil der engang blive Noget af. - Det var anden Gang, Baggesen propheterede om en ung Digter: første Gang var det om Johan Ludvig Heiberg ude paa Sophienholm - og begge Gange slog hans Prophetier til.
Weyse tager sig af Drengen - han vidste selv, hvad det vil sige at være fattig i fremmed By - og Siboni synger med ham; han faaer Logis i Holmensgade og kommer midt ind i Kjøbenhavns Mysterier uden at forstaa dem - han er henrykt ! Saa mister han Stemmen, men ikke Energien. "Man gaaer først gruelig meget Ondt igjennem, og saa bliver man berømt" det var jo hans Ord til Moderen, og dem husker han. Kan han ikke blive Sanger, kan han maaske blive Skuespiller; han faaer Lindgreen til at instruere sig og lever saa forresten af, hvad gode Mennesker samler sammen til ham, sulter og fryser men gaaer paa. Skulde det ogsaa slaa feil med at blive Skuespiller, kan han maaske blive Danser, og af Solodanser Dahlen faaer han saa Undervisning paa hans Danseskole; videre end til at blive Figurant kan han dog neppe drive det, mener Dahlen, men Figurant er jo ogsaa Noget, og gjennem Danseskolen naaer han dog at slippe indenfor Helligdommens Porte, op paa Theatret, hvor han er med til Prøver og staaer paa Programmet til Balletten "Armida " sammen med Johanne Louise Pätges - det er første Gang, de to Navne overhovedet staaer paa Tryk.
Igjen gaaer han over til Sangen, kommer paa Theatrets Syngeskole og er med i Chorene, skriver i Løbet af fjorten Dage en Tragedie, som man er sex Uger om at forkaste; og "entlediges" saa ved Saisonens Slutning i 1822 fra Chor- og Danseskolen.
Han er "stødt ud i rum Sø, uden Hjælp og uden Tilhold", men Overbevisningen herom viyker kun saaledes paa ham, at han føler, at "han maa skrive et Stykke for Theatret" og at "det maa antages", og saa skriver han en ny Tragedie. Tragedien forkastes - selvfølgelig - men Collin taler nu Forfatterens Sag hos F'rederik den Sjette, og der bevilges ham kongelig Understøttelse til at gjennemgaa en Latinskole.
Hans første Trængselstid er forbi, men den har ogsaa varet længe. Man studser altid over, at Holberg virkelig holdt! halvandet Aar ud paa sin første, mislykkede Reise, der sikkert har beredt ham mange Ydmygelser - mange flere end dem, han omtaler - men de tre lange Aar, i hvilke H. C. Andersen gik for Lud og koldt Vand , Kjøbenhavn, det var dog den dobbelte Tid.
En smuk Eftermiddag reiser han saa med Posten til Slagelse, der, hvor Baggesen, Ingemann, Bredahl og C. N. Rosenkilde ogsaa havde havt deres Skolegang. Han har naaet det første Maal, og han har naaet det ved sin egen, aldrig svigtende Energi. Han har allerede døiet "gruelig meget Ondt" -som man jo skal men han har mere ivente, og med Berømmelsen har det endnu lange Udsigter.
~ Et glad Skoleliv, som Ingemann og Rosenkilde havde levet det, et glad Skoleliv, hvorfra han siden kunde hente tusend fornøielige Minder, det blev det ikke, hverken i Slagelse eller siden i Helsingør. Han staaer ganske vist ikke Skoleret som Baggesen, men han lider under at være den udvoxne, fremmede Fugl mellem Kameraterne og lider under hver Bebreidelse, hvert spottende Ord, som han maa høre af den vistnok velmenende, men lidet hensynsfulde Rector. Han har ingen Forkundskaber, Intet at bygge paa; hvad de andre Elever har fra Hjemmet og fra den forberedende Undervisning, det maa 'han tilegne sig fra nyt. Det er Arbeidsaar, Skoleaarene, strenge Arbeidsaar; han lider ikke længer Sult, men der er stadig fuld Brug for hans Energi, blot under andre Former end hidtil.
Lyspunkter i hans Skoleliv i Slagelse er Søndagsvandringer til Ingemann i Sorø, og et Lyspunkt, der aldrig glemmes, er en Ferieudflugt til Odense, som han ikke har seet, siden han hin Søndag reiste som blind Passageer til Kjøbenhavn. Farfa'er er død, og Farmo'er ogsaa, men Moderen lever, og hun og Sønnen er lige stolte, naar Folk i de smaa Stræder aabner Vinduerne for at se Marie Skomagers Hans Christian, der nu studerer for Kongens Penge. Han kommer rundt til Byens Honoratiores, hvor han overalt modtages med Venlighed, og en Eftermiddag "seiler han med Guldbergs og Biskoppens Familier paa Aaen mellem Haverne" ~ Moderen græder over, at "han bliver hædret som et Grevebarn", selv dukker han sig, ydmyg men lykkelig, og for første Gang jubler det her ubevidst i ham: "Saa megen Lykke drømte jeg ikke om, da .jeg var den grimme Ælling! " Siden har han gjentaget det utallige Gange; han er bleven hyldet som den feirede Gjæst i de mange Fyrstehjem, hvor Dørene, ligesom i Æventyrene, altid af sig selv sprang op for ham, men neppe har han nogensinde følt sig stoltere og lykkeligere end under hin Seilads paa Odense Aa "med Guldbergs og Biskoppens Familier".
Lyspunkterne i Skolelivet er dog faa, Graaveiret er det fremtrædende. "Vær flittig!" hedder det stadig til ham i Tide og Utide; "husk, Du tærer Kongens Penge, og skriv endelig ingen Vers ! " - Ikke skrive Vers, naar de kribler og krabler i ham for at faae Form, og naar Versene, som han nu har indseet, er Veien til Berømmelse! Det er umuligt, og det Umulige er det vanskeligt at præstere; han skriver ogsaa Vers - gode og daarlige imellem hinanden - men Student bliver han alligevel, Student i det berømmelige Anno 28, da der var tolv store og tolv smaa Poeter blandt Aarets Russer -- Marie Skomagers Hans Christian blev dog den navnkundigste af dem.
-Hvad har det ikke været for ham at blive Student, at kaste Lænkerne og slaa med Vingerne! Man føler en Gjenklang af Rusaarets Jubel, naar han Aaringer efter skriver: "Ikke Kjærlighedens Lykke, ikke Begeistring for Kunst og Videnskab electriserer saaledes alle Nerver som dette: nu er jeg Student! "
I Skoletiden havde han for Alvor kun kunnet arbeide paa eet: at naa over Examen, men nu kan han igjen arbeide for sin Berømmelse, og Veien til Berømmelse er at blive Digter, Digter og intet Andet. Han er fuldstændig klar over sit Maal, og han har en aldrig glippende Tro paa sit guddommelige Kald, derfor skal der skrives, skrives med Dampen oppe; han vil" være Digter til Paaske", saa det haster stærkt. Men lige saa sikker han er paa sit Kald og paa tilsidst at slaa igjennem, lige saa usikker er han overfor sin Genre. Og saa begynder han med Parodien. Han skriver sin "Fodreise", faaer "Kjærlighed paa Nicolai Taarn" opført paa det kongelige Theater og er ved Siden af Lyriker a la Heine. Han parodierer, hvad der egentlig er ham helligt, han spotter med sine egne Følelser - Alt er ham ligegyldigt, naar han blot kan blive bemærket og vinde et Navn.
Han kommer paa sin første lille Udenlandsreise, jubler over Alt, hvad han seer, over Nordtysklands Bjerge og over de gamle Byer med gothiske Kirker og kunstige Springbrønde paa Torvet nu kan han jo begynde at kige bagved det Gadehjørne, som han i Barndommens Perspectivkasse ikke kunde naa udenom. Og overalt, hvor han kommer, færdes han allerede nu mellem Aandens Stormænd, naturligt og uden Sky; han føler, at han hører hjemme imellem dem, og han forstaaer med et Minimum af Gloseforraad at gjøre sig forstaaelig paa de fremmede Sprog.
Dengang Oehlenschläger som pur ungt og ganske ubekjendt Menneske hørte paa Samtalen om, hvor dybt den danske Digtekunst var sunken, og pludselig slog i Bordet og sagde: "ja, den er sunken, men den skal F. g. m. reise sig igjen!" da tog han Forskud paa sin tilkommende Storhed. Og Andersen gjør egentlig noget Lignende nu. Vel har han allerede præsteret Noget og viist ubetinget Talent, men det er dog, som om hans urokkelige Tro paa sig selv tidlig giver ham Mod til at tage op af den Berømmelsens Kapital, som han endnu ikke har erhvervet, og den Evne til at introducere sig selv, som i Virkeligheden beroer paa Følelsen af eget Værd, og som han allerede viser overfor Sibonis Husholderske, den følger ham baade paa hans første Udenlandsreise og siden Livet igjennem. Ikke saaledes at forstaa, som om han skulde have været Supplicanten, der ad Bagtrappen søgte at nærme sig de Store, tvertimod; han gaaer altid lige paa, ind ad Hoveddøren, og Skildvagten præsenterer- Honneur for Geniet!
Efter Hjemkomsten udgiver han sine "Skyggebilleder", skriver Operatexter -dels for at skrive, dels for at leve -og kommer saa paa sin anden, sin store Udenlandsreise.
Frugten af den er "Improvisatoren", denne i saa mange Henseender vidunderlige Bog, der synes som een Støbning, og som imponerer lige saa meget ved den Characteristik, den giver af Digteren selv, som ved det Billede, den opruller af Italien. -Gjerne muligt, at Italien i Virkeligheden ikke har taget sig accurat saadan ud, som det skildres i "Improvisatoren", men hvad har det at sige: det er jo dog Digtning og Kunst, der giver baade Samtid og Efterverden den Opfattelse, som er den blivende. Historien kan længe nok paavise, at vi veed lige saa lidt om Dagmars Fromhed som om Bengjærds Ondskab; Folkevisen, Digtningen har slaaet begge fast, og Folkevisen har større Magt over Sindene end Krøniken, thi den kan kun berette, men Poesien og Kunsten kan give Billeder, Syner, og det er større. Hvad gjør saa det, om Historien siger os, at Pavens Rom dengang var en smudsig Rede, hvor Friheden kvaltes, og Elendigheden blomstrede - for os Danske er og bliver dog Pavens Rom i første Halvdel af forrige Aarhundrede det Rom, som lever i "Improvisatoren", i Ludvig Bødtchers Digte og i Marstrands og Külchlers Billeder. Fra "Improvisatoren" har vi Danske faaet, saa at sige, hele vor "italienske Opdragelse", og fra den har Bou
a, som om Sydens blaa Himmel og varme Luft har bragt Digterens Blod til at rulle hurtigere, fyrigere end før; her er Glød og Lidenskab, her er varm Erotik. Improvisatoren, det er helt igjennem ham selv. Naar Antonio som fattig Dreng improviserer i Borghesernes Palads, saa er det Mindet om Digterens egen første Optræden for Weyse og Baggesen, der har inspireret ham, og Jesuiterskolen, det er Slagelse og Helsingør; Domenica er Moderen, den pedantiske Habbas Dahdad er en Blanding af Rectoren Meisling og Kritikeren Molbech, og Francesca og Fabiani, der mener ham det saa godt, men altid anseer det for deres Pligt at holde ham nede og dæmpe hans Begeistring og hans Selvfølelse, det er alle de Mange herhjemme, der ligesom Katten og Hønen lader den grimme Ælling høre, hvad man har gjort for den, og hvad man venter sig af dens Taknemmelighed. Saa uretfærdigt som muligt bebreidede man i sin Tid Andersen, at han baade i "Improvisatoren " og sine andre Romaner skildrede sig selv, sine Barndomsindtryk og sine Omgivelser. Som om ikke ikke enhver Digter skildrer, og maa skildre, sig selv og omforme sine egne Oplevelser og Iagttagelser! Der er med Hensyn til Andersen kun det Eiendommelige, at faa Digtere har oplevet saa Meget og derfor havt saa Meget at fortælle.
"Improvisatoren" gjør Opsigt, hjemme og ude, Digteren anerkjendes, han begynder formelig at feteres i de forskjellige Kredse, og det sporer ham til ny, næsten forceret Virksomhed. Hurtigt - maaske for hurtigt - ovenpaa hinanden følger "O. T.", "Kun en Spillemand" og "De to Baronesser". Ingen af dem staaer paa Høide med "Improvisatoren", men naar man undertiden næsten synes at glemme, eller at ville glemme, at Andersen overhovedet har skrevet Andet end Æventyrene, saa er det atter en Uretfærdighed; hans Romaner har ikke blot deres bestemte og betydningsfulde Plads i hans Udvikling som Digter, men tillige deres store, selvstændige Værd indenfor den nationale danske Fortælling.
Feilene i dem er let at se: først og fremmest har de den, at Forfatteren altid har villet have for Meget med. Naar han kommer til at tænke paa, hvor meget det har kostet ham at tilegne sig Skolens Lærdom, men at han dog nu har den, saa maa det vises, vises paa Tryk gjennern Latin og Lærdom. Han er bleven forholdsvis belæst i den fremmede Skjønliteratur - han var alle sine Dage en "hurtig" Læser - og det maa docurnenteres gjennern Citater. Han kommer i fine Selskaber og rundt paa Herregaarde det er ham stadig som et Æventyr, det vidunderligste af alle, at det virkelig er ham! - og saa maa han naturligvis gjennern Bøger vise Verden det, vise, at Marie Skomagers Hans Christian nu gaaer ud og ind hos de Store og har Kjendskab til Livet i de høiere Sphærer. Han har været rundt at se sig om i Fædrelandet - i Jylland og paa Halligerne - de Indtryk maa med. Alt, hvad der i Øieblikket har moret eller interesseret ham selv - og Alt interesserer ham, fordi Alt er ham nyt - det maa med. Helheden lider naturligt herunder, man mærker, at han selv haster mod Slutningen, og Romanen bliver mindre en sluttet Composition end en broget Billedbog, noget i Slægt med det Skjermbrædt, han paa sine gamle Dage selv lavede sig, og hvor Billeder allestedsfra var klippede ud og klistrede sammen, tilsyneladende planløst, men dog ordnede af en genial Haand.
Manglerne var lette at se, men man skulde rigtignok synes, at Fortrinene maatte have sprunget endnu mere i Øinene. Der er i alle Romanerne en Rigdom paa Motiver, som kunde brødføde Snese af moderne Forfattere der er Friskhed og Originalitet, der er Følelse og Lune, Figurer og Sceneri. Og saa Naturskildringerne, Billederne !
H. C. Andersens Evne til at tegne et Landskab, en Gade, et Interieur er i en vis Forstand enestaaende. Fuldtud viser hans Evne i denne, som i næsten alle Henseender, sig vel først i Æventyrene, men den er beundringsværdig allerede i Romanerne og mange af Digtene. Som han læser hurtigt, saadan seer han hurtigt, og han tegner med en Sikkerhed, der er ligefrem forbausende. Mangen Gang har man næsten Følelsen af, at han har taget et Øiebliksbillede fra Coupe`vinduet i Iltoget, og naar han -i Modsætning til saa mange andre Digtere - altid priser Farten "paa Damphestens Ryg" paa Bekostning af Fortidens Diligencer, saa kommer det vel netop af, at han har den Evne at kunne se saa hurtigt og saa hurtigt opfatte det, som er det Characteristiske for de skiftende Billeder. Med faa Streger tegner han, men levende, anskueligt: han tvinger Læserens Phantasi til at supplere det Manglende, og supplere det paa rette Maade.
J. L. Heiberg fremhæver jo i sin Omtale af Oehlenschägers "St. Hansaftensspil " Perspectivkassebillederne som noget af det Ypperste, den danske Literatur eier af "poetiske Naturbeskrivelser", og han gjør opmærksom paa, at det, hvorved disse virker, netop er ved den samme Umiddelbarhed, hvormed Billederne i en rigtig Perspectivkasse tiltaler den barnlige Phantasi: "Hovedsagen i Billedet staaer gjerne isoleret uden Forbindelse med Omgivelserne, finere Schatteringer og Overgange findes ikke, paa Skygge er der i det Hele sparet, Alt staaer med skarpe Conturer og med stærke, brogede Farver". Men hvad her er sagt om Oehlenschägers, kan med lige saa megen Ret siges om mange af H. C. Andersens Landskabsskildringer; tænk blot paa Digte som "Aftenlandskab" og "Studie efter Naturen", eller paa de Par Linier, hvormed han i "Under Piletræet" giver os det hele Nürnberg! -Man mindes uvilkaarligt hans egen Barndoms Perspectivkasse, som han maaske har lært Mere af, end han selv aner. Først og sidst, og med særlig Forkjærlighed, har han - navnlig i Romanerne - givet Billeder af sin Fødeø F yen, men det er ikke tilstrækkelig rammende for Naturskildringens Vedkommende at kalde ham Fyens Digter - hans Rige er større. Vilde man tænke sig et Kort, paa hvilket det med forskjellige Farver var angivet, hvor hver dansk Digters Domaine laa, saa vilde Blichers ligge idet nordlige Midtjylland og Christian Winthers i Sydøstsjælland, men for Andersens Vedkommende vilde Kortet komme til at ligne det brogede Mellemtyskland, hvor Fyrsterne har Enclaver rundt omkring, stundom ret langt borte fra deres Stammeland. F yen vilde ganske vist være Andersens Stammeland, men hans Farver vilde ogsaa være at finde i Egnen om Silkeborg, ved Vesterhavet og Skagen, ja, langt udenfor Danmarks Grænser, mod Nord og mod Syd.
- I Udlandet, i Tyskland og England vinder han sig et Navn ved Romanerne; herhjemme bliver han bekjendt ved dem, men endnu ikke berømt. Det danske Publicum er en Tid lang nærmest tilbøieligt til kun at smile ad den Lykke, han gjør hos det fremmede, og den bekjendte Omtale af ham i "En Sjæl efter Døden" har sikkert været et Udtryk for den Opfattelse, de fleste af Andersens Landsmænd længe havde af ham. Den Tid var ganske vist forbi, da det kort og godt hed: "Han er for stor og aparte, og saa skal han nøfles", men endnu bestandig støder han i sin Omgang paa Folk, der ikke forstaaer ham, eller ikke vil forstaa ham, og som, naar han beklager sig herover, svarer ligesom Hønen i "Den grimme Ælling" : "Ja, forstaaer vi Dig ikke, hvem skulde saa forstaa Dig! Du vil dog vel aldrig være klogere end Katten og Konen, for ikke at nævne mig. Mig kan Du tro! Jeg mener Dig det godt, jeg siger Dig Ubehageligheder, og derpaa skal man kjende sine sande Venner!" - Og er det Kjendetegnet, saa har Andersen altid været saa lykkelig at have mange "sande Venner", baade af dem, der var ubehagelige af Misundelse og Nid, og af dem, der - ligesom Francesca og Fabiani - følte det som en hellig Pligt at holde ham nede. Han gaaer i Virkeligheden stadig "gruelig meget Ondt igjennem ", thi hvert lille Naalestik er for ham et Hjertesaar, og Berømmelsen, den rigtige, store Berømmelse har han endnu ikke naaet -endelig kommer den.
Forholdsvis tidlig har han givet sig i Lag med Æventyrdigtningen, men i Begyndelsen kun ligesom tilfældigt, og uden at egentlig hverken han selv eller Andre lægger nogen synderlig Vægt derpaa. Han nøies i lang Tid med gjennem Gitterporten at kige ind til "Slotshaven i sit Digterrige" og i Ny og Næ at hente en enkelt Blomst inde fra det brogede Flor. Men efterhaanden bliver det ham fuldt bevidst, hvor hans Storhed ligger; Fremkomsten af de gule Hefter bliver en Begivenhed, en Begivenhed for Store og Smaa, og Storken bag paa Omslaget seiler for fulde Vinger Verden over, bærende hans Berømmelse paa sin Ryg.
-Æventyrdigtningen er saa gammel som selve Digtningen; den hører lige godt hjemme i Østerland og mellem Polens Is, og den vil leve til alle Tider, saa vist som kun Digteren kan vise os det lukkede Land, vi Alle drømmer om, det, der ligger inde bag Bjergene, hvor Alferne boer, og hvor Ingen har været. Hvad er det da, som gjør, at Andersens Æventyr alligevel staaer som Noget for sig, som Noget, der ikke findes Sidestykke til i Literaturen ?
Først og fremmest vel det, at de i deres hele Form som ingen andre udenfor de egentlige Folkeæventyrs Kreds bærer Præget af at være fortalte. Der er over mange af dem en Stilens Kunst, som er beundringsværdig, og mange af dem har Digteren skrevet om og atter om, men ikke desto mindre virker de ved Læsningen som en Improvisation, som om de i Øieblikket var født paa Fortællerens Læber. Ikke for Intet har Andersen hentet Raastoffet til adskillige af Æventyrene fra dem, han i sin Barndom hørte ved Humleplukningen og iSpindestuen : han har bevaret Erindringen om det mundtlige Foredrags Klang og Virkning, og ingen anden dansk Digter fra vor Guldalder - Blicher i "E Bindstow" ene undtaget - har bragt sin Stil saa nær op ad den daglige Tale som han. Hvad enten han begynder med et Spørgsmaal som: "Har Du nogensinde seet et rigtig gammelt Træskab, ganske sort af Alderdom og skaaret ud med Snirkler og Løvværk ?" eller endnu jevnere: "Man skulde rigtignok tro, der var Noget paa Færde i Gadekjæret, men det var der ikke", saa er man strax in medias res, Børn og Voxne er strax paa det Rene med, at der fortælles, og det giver paa Forhaand Digteren en Magt over Sindene, som han udnytter paa alle Maader. Han veed, at Alt, hvad vi siden faaer at høre, gjennem Sprogets Klangfarve vinder den mundtlige Troværdighed, Æventyrets Virkelighed; han veed, at han kan byde os, hvad han vil, vi undres ikke over Nogetsomhelst, men finder det Hele ganske naturligt, og vi raisonnerer ikke engang der, hvor vi under andre Forhold ganske sikkert vilde raisonnere, thi Æventyret - og fremfor Alt det fortalte Æventyr -har sin egen Maalestok for Moral og høiere Retfærdighed. Naar Soldaten hugger Hovedet af Hexen, saa er det godt gjort; ellers havde han jo ikke faaet Fyrtøiet, og Fyrtøiet skal han have, og naar lille Claus giver sin døde Bedstemoder, som han dog har holdt saa meget af, Søndagsklæderne paa og sætter hende op i Bagsædet af Vognen udenfor Kroen og forlanger et Glas Mjød til hende, saa tænker Ingen af os paa at beskylde ham for Mangel paa Pietet overfor den Døde, thi det er jo ved den Komedie, lille Claus tjener sine Penge, og Penge skal lille Claus tjene. Andre Digtere har havt en mægtigere Phantasi, der har bragt dem større Syner, men ingen har indenfor Æventyrets Verden havt den malende Phantasi som han - det er, som om han selv maa have seet Alt, hvad han skildrer. Han maa selv, synes man, have været med Elisa, da de vilde Svaner flyver over Havet med hende, dengang da hun ved Solnedgang dybt, dybt under sig, øiner den lille Klippeø, som de skal naa, inden Solen slukkes "lig den sidste Gnist i det brændende Papir" ; han maa have fulgt den lille Havfrue gjennem Havhexens Skov, hvor Træer og Buske er Polyper, halv Dyr, halv Plante, med lange, slimmede Arme som Grene og med Fingre som smidige Orme - han maa have været der, hvordan skulde han ellers have seet det ?
Og til denne malende Phantasi kommer saa det velgjørende, burleske Lune midt i Eventyret. - Alt det Troldtøi, som den danske Folketro har skabt, stævner han sammen i "Elverhøj " : først Elverfolket selv, saa Havmanden og hans Døtre, der hver faaer en " vaad Sten at sidde paa eller noget Bedre", Aamanden og Nisserne, Natravnen og Lygtemændene, ja, endogsaa Gravsoen, Helhesten og Kirkegrimen, der jo rigtignok "hører til Geistligheden " og derfor egentlig ikke er af Elverkongens Folk. Og hvordan behandler han ikke Selskabet! Med en Familiaritet, en Dristighed uden Lige, en Dristighed, som culminerer, da "Helhesten faaer ondt og maa gaa fra Bordet" - Helhesten, som hidtil af Alle, selv af Blicher, kun har været behandlet med Pietet, Helhesten, som man hidtil kun har hørt nævne med Gysen, den bliver ved de Par Ord gjort saa tam, at ethvert Barn nu tør gaa hen og klappe den og sige: "God, gammel Helhest, bider ikke" saa stor er Æventyrdigterens Magt!
Men hvor høit Andersen end vilde have staaet, om han kun havde skrevet sine Æventyr om Prinser og Prinsesser, Havfruer -og Hexe, saa vilde han dog ikke have staaet tilnærmelsesvis som .nu, da han ind i Æventyrets Tryllekreds tillige har draget ikke blot Dyrene og Blomsterne men Alt, hvad han overhovedet møder paa sin Vei.
Dyrefabelen er jo saa gammel som Æventyret og Digtningen ; i den har Oldtiden lagt sin Livsvisdom og sin Skjemt, gjennem Dyrenes Mund har man tidlig lært at sige det, man ikke turde lægge Mennesker paa Tungen, og Sommerfuglen, Træer og Blomster var alle Dage "poetiske". Herhjemme har Holberg fablet paa Latin, Schack - Staffeldt har odet til den døende Sommerfugl, Oehlenschläger lader baade Egetræet og Sanct Hans Ormen tale, og Kaalund har digtet sine skjønne "Fabler for Børn". Men Sommerfuglen er for Schack-Staffeldt kun et Symbol, ligesom Egetræet og Sanct Hans Ormen er det for Oehlenschläger, og naar Kaalund lader Dyrene optræde, er det som oftest for enten ogsaa at symbolisere eller for at indprente Menneskene Kjærlighed til de "gode Dyr". Andersen derimod behandler Dyrene som Realiteter, hvad ogsaa Blicher og Christian Winther gjør, men medens den sjællandske Digter indskrænker sig til at nævne og i et Par mesterlige Linier at characterisere den Fauna, han kjender fra Mark og Skov, og medens hans jydske Fælle, Jægeren, kun har givet" Trækfuglene" Stemme, saa skjænker Andersen alle Dyrene Maal og Mæle. Og han nøies ikke med paa gammeldags Fabelvis blot at lade dem tale som Mennesker, nei, hans Dyr taler, som de paagjældende Dyr maatte tale, om de kunde; der er her, som næsten altid hos Andersen, midt idet Æventyrlige, en forbausende Virkelighedssans, en Evne til at opfatte og gjengive det Characteristiske under alle Former.
Fuglene er vel nok hans Yndlingsdyr , og Storken ikke mindst dens stadige Skiften mellem Nord og Syd minder ham om hans egne stadige "Flyvelyster". Storken bruger han som Raisonneur i "Dynd-Kongens Datter", Spurvene i "Nabofamilierne" og Uglerne i "Det er ganske vist" ; de danner "Choret" - man mindes formelig om gamle Aristophanes! Men hans Fauna strækker sig langt udenfor Ornithologien, "langt paa den anden Side Haven, lige ind i Præstens Mark " og endnu længere. Han kjender ud og ind Hund og Kat -Stuekatten og Kjøkkenkatten er Raisonneurerne i "Isjomfruen " - han bruger Muldvarp og Markmus, Skruptudse og Snegl - hvem glemmer de "gamle Snegle" i "Den lykkelige Familie"!
- Om Ole Lukøje hedder det, at "han rørte med sin lille Troldsprøite ved alle Meublerne i Stuen, og strax begyndte de at snakke. " Enten har Andersen selv eiet den Troldsprøite, eller ogsaa har han baaret sig ad paa lignende Maade som Nissen hos Spækhøkeren, der om Natten, da Alle var til Sengs, "gik ind og tog Madamens Mundlæder, som hun jo ikke brugte, mens hun sov, og hvor i Stuen han satte det paa nogensomhelst Gjenstand, der fik den Maal og Mæle og kunde udtale sine Tanker og Følelser." Thi hvad end Andersen rører ved, Toppen eller Bolden, Flipperne eller Snemanden, saa udtaler de netop de " Tanker og Følelser", som vi bestemt synes, de maa have, og handler i Overensstemmelse med dem. - Tænk paa "Den standhaftige Tinsoldat". Han er helt igjennem den modige Soldat, baade dengang, han seiler under Rendestensbrædtet, hvor Vandrotten er efter ham, og da han styrter ud i Kanalen; ja, selv da han smelter, staaer han endnu standhaftig med Geværet i Armen. Her kommer det ægte Æventyrmæssige og den lune Humor saa slaaende frem derved, at baade den Voxne og Barnet hele Tiden veed, at Tinsoldaten af gode Grunde er nødt til at være "standhaftig" og beholde Geværet i Armen, men alligevel beundrer man det tinsoldatlige Mod og forstaaer saa godt, at Helgesen, Helten fra Frederiksstad, satte det militaire Æventyr høiere end noget andet. - Eller tænk paa " Hyrdinden og Skorstensfejeren " ! Skal Porcelainsfigurer -zarte, kokette Figurer af Meissener Porcelain fra den gode, gamle Rococotid - skal de tale, saa maa de tale, som de gjør her; Hyrdinden er elskovsfuld men forsigtig, thi hun er sig sin "Skrøbelighed "bevidst, og den gamle Kineser, som ender med at falde ned og slaa sig i Stykker, saa han skal have en Klinke i Ryggen, han maa raisonnere, som han gjør, det kan slet ikke være anderledes. Det er ikke Mennesker, der er støbt om i Porcelainsformer, nei, det er Porcelainsfigurer, der er blevet levende. -Hvor er den afvexlende og broget, den Skat, Andersen i Æventyrene har givet os Danske og den øvrige Verden - os dog først og fremmest ! Thi selvom hans Digtning er fløiet Verden om, og selvom han er den eneste af Danmarks Digtere, hvis Navn er kjendt i alle Lande, hvor der overhovedet læses, saa er han dog i Følelse og Lune, i Valg af Emner og Sceneri, ja, selv i sin Phantasi saa dansk som nogen, og fuldt ud nyde og forstaa ham, det kan vel kun hans Landsmænd. Hvor er ikke for os alene Æventyrenes kjendte Titler som en festlig Musik ! "Tommelise" og "Lykkens Galosker", "Snedronningen" og "Det gamle Hus", "Den flyvende Kuffert" og "Klokken" -den Klokke, hvis Klang maaske er den klingreste Romantik, der har lydt gjennem dansk Digtning - man begynder for sig selv at ville nævne nogle enkelte, og saa myldrer der i et Nu halvhundrede op for Ens Tanke - Og "Historierne" : " Under Piletræet" og "Portnerens Søn", "Deilig" og "Ib og lille Christine"! Var Andersen i sine store Fortællinger bred og stundom formløs, saa har han her til Fuldkommenhed lært baade Begrænsningens og Stilens Kunst i mange af "Historierne" er en hel Roman givet paa et Par Sider, man hører Vinden suse gjennem "Valdemar Daa og hans Døtre", og Ingen glemmer fra "Bispen paa Børglum og hans Frænde" en Duraccord som den: "Det er Løvfaldstid, Strandingstid; nu kommer den isnende Vinter."
-I mange, mange Aar forundtes det H. C. Andersen at leve som den berømte Digter, og som kun Faa nød han sin egen Berømmelse. Det har man bebreidet ham, smilet over i alt Fald. Men har man egentlig havt Ret til det'?
Det siges jo almindeligt, at Den, der selv har erhvervet sig en Formue, holder mere fast ved den end Den, som paa lettere Maade er kommen til sin Velstand - simpelthen, fordi Den, som selv har maattet bygge sin Formue op fra Grunden af, veed, hvad den er er værd, veed, hvad den har kostet. Andersen vidste, hvad Berømmelsen havde kostet ham huskede hvordan han Skridt for Skridt havde maattet kjæmpe sig frem ad "Ærens Tornevei " ; derfor værnede han, ængstligere end nødvendigt, om sin Berømmelse - men derfor havde han ogsaa, mere end Andre, Lov til at gjøre det. Lykken og Hæderen gjorde ham ydmyg og taknemmelig, men han ydmyger sig aldrig for Mennesker, han veed, hvad han selv er værd og forlanger sig respecteret. Nu nøies han ikke længer med at seile paa Odense Aa mellem Haverne "med Guldbergs og Biskoppens Familier", nei, paa Frederiksborg Slotssø og mellem Bjergene paa Starnberger Søen seiler han og læser sin Digtning høit for Kongerne, men i Kraft af Geniets Naadegave sidder han som deres Ligemand: han er jo Digter "af Guds Naade", som de er Konger, han føler sig som Vorherres Lensmand i Poesiens Rige. Og saa lidt som han glemmer at tale om den Stilling, hall nu har naaet, saa lidt lægger han Skjul paa sin Oprindelse, sin Fortid: idelig og idelig kommer han tilbage til den, nævner den med Stolthed og fører den som sit Adelsmærke. Han skriver om Prinser og Prinsesser, og han skildrer denne Verdens Store med Forstaaelse og Sympathi, men først og sidst hævder han gjennem sin Digtning, at det er Aandens Adel, det kommer an paa, hævder stolt og selvbevidst, at for Den, der har ligget i et Svaneæg, gjør det Ingenting at være født i Andegaarden.
Og saa troner han i sine sidste Aar som den "gode, gamle Digter", som den fredlyste Digterpatriark, der hyldes af Alverden. Flyver han "med Storken " til de fremmede Lande, modtages han som en Fyrste, og sidder han i Danmark, i Nyhavn, er hans Hjem et Valfartssted; Landets Konge hædrer ham der ved sine Besøg, alt, hvad der har et Navn i Aandens Verden, kommer til ham, og unge, ubekjendte Mænd banker forlegne paa hans Dør, saadan som den fattige Johannes i "Reisekameraten" banker paa hos Kongen. Og den gode Æventyrkonge, med Digtningens usynlige Guldkrone paa sit Hoved og med Phantasiens Scepter under Armen, lukker selv op og fører den Fremmede ind ide hyggelige Stuer, hvor Hyacintherne blomstrer i Vinduet, og hvor det vidunderlige Skjermbrædt, som Enhver maa se, har en Hædersplads; han er saa mild og naturlig, saa opmuntrende og ligefrem, at mangen fattig Johannes gjemmer Mindet om sit første besøg: hos Æventyrkongen som en Helligdom, han ikke vil miste.
- Der gaaer Sagn om ham, endnu mens han lever hele Sagnkredse digter Udlandet om ham. Og dog overgaaer Virkeligheden for hans Vedkommende egentlig Sagndannelsen. Baggesen havde jo spaaet, at der nok blev Noget af Drengen, som mødte op ved Siboni's Selskab, og det var slaaet til. Men den Kone, som endnu tidligere spaaede, at Odense By engang ville blive illumineret til Ære for Marie Skomagers Hans Christian hun fik ogsaa Ret: han blev Æresborger i sin Fødeby, og Odense blev illumineret til hans Ære.
Da han saa staaer oppe i Raadhusets Sal, siger han, at det er tredie Gang, han er her; første Gang var han som Dreng oppe for at se et Voxkabinet, anden Gang tog en gammel Stadsmusikant ham med, for at han fra Orchestret kunde betragte: Borgerskabet, der dansede paa Kongens Fødselsdag, og tredie Gang, det er nu, da han selv er Centrum i Høitiden. ~ Paa li Maade udtalte den berømte tyske General v. Goeben sig om sine tre Besøg i Darmstadt: første Gang, han var der, maatte han tiggefærdig laane et Par Skilling af en Haandværkssvend til Nattelogis anden Gang var han i Prinsen af Preussens Følge, og tredie Gang kom han i 66 som Chef for en seirrig Armee, der havde lagt Lande for sin Fod. Det havde H. C. Andersen ogsaa, endnu flere end den tyske General. - Og da han saa har modtaget Diplomet som Æresborger, udtaler han i sin Tak, at han maa "tænke paa Aladdin, som, da han ved den vidunderlige Lampe havde sit herlige Slot, traadte hen til Vinduet og sagde: "Dernede gik jeg som en fattig Dreng"." Sammenligningen med Aladdin passer for saa vidt som "Gud ogsaa havde forundt ham en saadan Aladdins Lampe, Poesien ", men en Aladdinsnatur, det har H. C. Andersen ikke været. Der faldt ingen Appelsiner i hans fattige Barneturban og han staaer ikke, som Aladdins Digter, "med et Hop - på Fjeldets Top". Først som moden Mand og efter en Kamp der maa aftvinge Enhver Beundring, faaer han den vidunderlige Lampe i sin Haand og lærer dens rette Brug, og derfor er det ikke det mindst Store ved H. C. Andersen, at hanl til alle Tider vil staa som Typen paa den maalbevidste, ubøielige Energi:
-Det er en Lykke for et Folk at være religieust opdraget, og det er en Lykke at være historisk opdraget; men det er ogsaa en Lykke at være poetisk opdraget, tidlig opdraget til at have Sans for Poesiens evige Herlighed. Og er det danske Folk fra Barnsben af vænnet til at have Øre for Digtningens Klang og Øie for dens Syner, saa skyldes det mere end nogen Anden H. C. Andersen. Han er den første Digter, et dansk Barn stifter Bekjendtskab med:
"Lampen brænder, Moder syer,
Fa'er, han læser Æventyr;
Prinser og Prinsesser smaa
Se vi om paa Teppet gaa,
Alfer danse, Trolde buldre,
Tinsoldater staa og skuldre."
(Johan Krohn.)
Hvem af os har ikke fra Barndommens Dage bevaret Mindet om en saadan Høitidsstund, naar Bogen kom frem, og hele Æventyrets Vidunderverden løftede sig ud fra dens Blade! Og hvilken Fryd er det ikke for den Ældre blot at blade i hans rige Billedskat og ved en enkelt Linie at kunne sættes tilbage i Barneaarenes tabte Trylleland! - Det er en f'ryd i Slægt med Asernes, da de i det duggede Græs finder de Guldterninger, med hvilke de legede i Tidernes Morgen.
- Ære være den Digter, hvis Værker kan følge et Folk fra Barndommen gjennem hele Livet! |
