Endnu står tilbage at omtale H.C.
Andersens farmoder, som han kalder ”en
født Nommesen” måske et lille tilløb til
at antyde, at der dog var én af lidt
finere herkomst blandt hans ellers så
ringe slægtninge. Jeg siger måske, thi
Andersen var sikkert langt fra at skamme
sig ved sine lave byrd, hvad en mand som
han viseligt heller ikke behøvede
(Note 2).
Navnet har imidlertid interesseret ham.
Thi i fortællingen ”De to Baronesser”
kalder han en af personerne Nommesen.
Hendes mormoder fortæller Andersen (Note
3), var
en adelig dame fra Cassel (Kassel), der var løbet
bort med en ”Comediantspiller”. Dette er
ret romantisk, men ved nærmere
undersøgelse viser det sig kun at være
et skønt sagn – i alt fald må man
længere tilbage, længere end man vist
kan komme for at nå til disse personer.
Ved midten af det 18 århundrede fandtes
blandt Odense Bys den gang så talrige
handskemagere en mand ved navn Nommen
Nommensen. Således skriver han sig selv,
mens kirkebogen ændrer navnet noget, i
St. Hans kirkebog er under 1745 følgende
indført; ”onsdag den 1. Decb. Morgen
kl.7 er Numen Numensen og kones Cathrine
Sørensdatter deres datter født, den 5.
Decb. Døbt og kaldet Cathrine”. Dette
barn er Andersens bedstemoder. Hun
kaldes ellers hyppigt Anne Cathrine og
har vel også haft ret til begge navne,
uagtet kun det ene er tillagt hende i
kirkebogen. Hendes navn bliver altså
Anne Cathrine Nommensdatter, et navn
der, som tidligere anført, varieres på
mange måder og endelig også, hvis man
ville tage faderens efternavn som
familienavn kunne blive til Nommensen,
hvoraf så igen Nommesen fremstod ( Note
4) .
Om hendes giftermål 1781 har jeg ovenfor
fortalt, hvad der var at fortælle. Hun
var 36 år, adskillige år ældre end sin
mand, med hvem hun havde det ene barn
Hans Andersen, der ligeledes i sit
ægteskab med en langt ældre hustru kun
blev fader til eet barn, H.C. Andersen.
Hendes forældres omstændigheder har
formodentlig været så kummerlige, at
hendes bryllup ikke kunne stå i deres
hus. I en fortegnelse over fattige i
Odense, som bør nyde almisse i året
1779, opføres Nommen Nommensen, tambur,
boende i Hans Jensens Stræde
(Note 5) . Han har
altså ombyttet handskemageriet med den
ringe, men sikre stilling som
stadstambour, som sådan døde han 6.
februar 1787, 80 år gammel, og blev
begravet i fattigjorden på St. Hans
Kirkegård
(Note 6) . Hans enke Cathrine Tambour
Nomesens enke, nævntes i en fattigliste
1792 som boende hos sin svigersøn,
skomagersvend Anders Hansen. Hun er 84
år og kan intet bestille og er meget
skrøbelig, har betlet, har ingen
understøttelse. Hun fik 3 Sk. Daglig af
fattigvæsenet, hvilket 1798 forhøjes til
4 Sk. Hun endte sine dage som lem i
Doctors Boder den 1. april 1799, altså i
en alder af omtrentlig 91 år, og så
ringe var Catrina Nomens, som hun
kaldtes, at hun ved sin død hverken er
indført i kirkebog eller stifteprotokol.
Fattigere kan man vel vanskelig være
(Note 7) .
Denne gamle stakkel er altså den
oldemor, som skulle være frugten af en
forbindelse mellem comediantspilleren og
den adelige tyske dame! Da H.C. Andersen
blev født, var det kun 6 år siden hun
døde. Afstanden i tid mellem ham og hans
oldemor er da ikke længere, end at
traditionen burde være pålidelig. Men
går vi til bunds i sagen, få vi i stedet
for comediantspilleren en postrider og
for den adelige dame fra Kassel en
fattig kvinde fra Assens – nubem pro
Junone,
Note 2: Dette navn Nommesen har da også
gjort sin virknning, idet f.eks. i hans
biografi Dansk biogr. Lex. ikke undlader
at anføre det.
Note 3: Mit Livs Eventyr s.7
Note 4: Nommen Nommensen og hustru synes
at have haft flere børn, men de er ikke
født i Odense. Lignenede navne
forekommer senere af og til i byen,
måske båret af slægtninge af Andersens
bedstemoder. En
Anne Marie Nommesen eller Nummens og en
Maren Naamans nævnes i politisager og
andetsteds ikke for deres dyders skyld.
Note 5: Odense
Rådstuearkiv.
Note 6: Sct. Hans Kirkebog
Note 7: Odense Provstearkiv og
Rådstuearkiv. Graabrødre Hospitals
Indskrivnings- og uddelingsprotokol
1798-1845 Fol. 5,9
Note generelt:
Ovenstående er uddrag af en omskrivning
"Om Hans Christian Andersens Slægt" Af
Gustav Ludvig Wad. Odense Hempelske
Boghandels Forlag Fyens
Stiftsbogtrykkeri (Dreyer) 1905.
Oversigt over
hele indholdet