Skoleliv 9.

H.C. Andersen skoleliv i Helsingør.

Det traf sig nu, at jeg  fra Oehlenschläger selv havde fået hans roman: "Øen i Sydhavet", denne vandrede om imellem disciplene. En af disse, en søn af den kendte Lars Bache havde lånt den. Hos hans moder logerede en svensk konsulatsekretær Ludolph Schley, der havde oversat "Frithiofi" og "Axel" på tysk. Han kom til at læse mit eksemplar af "Øen i Sydhavet" og da han derfor en dag så mig hos Bache, takkede han mig forbindtligt og ytrede at han havde hørt jeg havde meget sands for poesi. Jeg kunne mit "døende barn" udenad og sagde det for ham. Han blev henrykt og det glædede mig, men jeg troede straks, at han vist ikke mener dette, men Meisling kender mig bedre og forstår sig også på det.

En dag, da jeg sad hjemme på mit lille værelse bankede det på døren og jeg fik en visit af Schley. Jeg blev uhyre forskrækket derover og Meisling led ikke engang ved at nogen af disciplene gik ind til mig. Jeg sagde ham ganske ærligt, at jeg ikke turde tage imod hans besøg, da Meisling ikke brød sig om det og jeg bad ham aldrig mere at komme til mig. Han svarede, at min naive åbenhjertighed behagede ham og bad mig engang at komme til sig. Jeg vovede det en søndags morgen. Han trakterede mig med frokost og vin, forærede mig sin "Frithiof" og sagde, at han ikke ret kunne forklare det, men at han måtte holde meget af mig og at jeg skulle tit besøge ham. Dette gjorde mig forskrækket nu igen og jeg skrev derfor til ham, at jeg ikke oftere turde gøre visit uden  Meislings vidende samt at jeg ikke vovede at fortælle ham det.

En dag, som jeg sidder får jeg da et brev at han ville sige mig "Lev vel" da han var blevet ansat i Libau i Kurland, skulle nu rejse og bad mig skrive i sin stambog, hvor jeg fandt Atterbom, Tegner, Geyer og flere svenske digteres navne. Spurgte tillige om han kunne komme til mig, eller om jeg ville besøge ham til afsked. Jeg lovede det sidste, men skrive et vers havde jeg ikke mod på. Jeg måtte jo ikke, og frygtede for at det skulle komme for Meislings øre.

 Et par ord i prosa, et kort "Lev vel", var alt hvad jeg kunne give ham, men han fik dog også en afskrift af digtet: "Det døende Barn" da vi skiltes trykkede han hjerteligt min hånd og sagde at vi måtte være venner. Vi måtte nærmere lære hinanden at kende og dette kunne ske endnu ved breve. Vi indgik det og indtil dette øjeblik består dette poetiske venskab, skønt vi ikke siden den tid har set hinanden. Havet ligger imellem og mange erindringer, der vist har forandret vore træk og hos mig i det mindste meget af mit hele væsen.

Skolens lærer i hebraisk blev ansat som præst på Bornholm og vi fik en ny lærer Christian Werliin en teologisk kandidat, der havde været Meislings discipel, og som han selv ønskede sig derned. Det unge menneske måtte hver søndag være hos ham og det var fastsat regel. Han blev derved lidt efter lidt indviet i det huslige liv. Meisling behandlede mig igen som før, ja det tiltog og selv brænde til min kakkelovn blev mig alt for sparsomt givet.

Han lod mig sidde i skolen og læse når de andre var borte og skolen endnu varm, men ikke med den bedste luft. Selv klagede han over, at jeg spiste for meget. Fruens selskab blev mig imod og det morede hende tit med pigerne, at gøre mig undseelig kort. Det var vederstyggeligt, ulykkeligt og jeg var ved at gå til grunde og bukke under for Meislings spot og fejlagtige måde at tage mig på.

Der kom endnu et brev fra Collin, men kun nogle få dage virkede det, så var alt igen som før. Werliin så, hvorledes jeg havde det og hvordan jeg led. En dag rådede han mig til, men med største forsigtighed, at sige Collin ganske min stilling. Selv ville han i den tilstundende påskeferie gå til ham og fortælle det hele.

Han trøstede mig hjertelig og sagde mig, at jeg havde hoved. Der ville og måtte blive noget af mig og denne ros opflammede mig, således at jeg selv i hebraisk bragte det til at få "udmærket godt" flere gange. Ferien kom og Meisling, Werliin og jeg tog til København, hvor jeg ventede åndelig liv eller død.