Skoleliv 6.

Om H.C. Andersens skoleliv 1826. Rektor Meisling mobber. H.C. Andersen går i selvmordstanker

Pigerne fortalte mig straks da jeg kom til Slagelse, at fruen havde fået brev fra Meisling  og skrevet at han var vred på mig og at han var vis på, at jeg i de 8 dage jeg var i København ikke havde læst et græsk eller latinsk ord. "Ja men Herre Gud, jeg skulle jo fornøje mig": svarede jeg.

H.C. Andersens dagbogsblad fra 1826, hvor han er i "dårlige tanker og mismodig".

 Jeg blev så bedrøvet, ingen trøstede mig og mine følelser var meget overspændte og jeg bad derfor Vor Herre om, at jeg dog endelig måtte dø før Meisling kom hjem. Nytårsaften blev der slet ikke leget og vi måtte alle i seng klokken 8. "Gud i Himlen" tænkte jeg. Jo, Meisling har forbudt hende at lade mig lege med børnene. Nu er han rigtig vred og jeg græd den halve nat. Om morgenen fortalte pigerne nogle skandaløse ting, hvorfor jeg og børnene var kommet så tidligt til ro.

Rektor Simon Meisling i skolestuen .Udsnit af tegning udført af G.J.Quaade.

Det var nytårsdag 1826 og min hele sjæl var så opfyldt af smerte og frygt for Meisling og det kommende lange år. Jeg tænkte den dag meget over min fremtid og pinte mig selv så meget, at jeg fik den skrækkelige tanke, heller at dø, en sådan gå og lide. Endnu troede dine velgørere godt om dig, tænkte jeg, men når nu det siden går værre og værre, da er alt forbi. Heller dø nu, end siden når de alle er vrede på dig. Jeg gik der ganske overladt til mig selv og revet bort fra al den kærlighed og godhed der nu nogle dage havde omgøglet mig i København, fuld af frygt og mismod. Jeg beredte mig formeligt til at dø, thi jeg bildte mig ind at nu var mine lidelsers skål fyldt. Meisling ville ved sin hjemkomst bringe mig til fortvivlelse og det ord i hans brev: "noget som nok skal køle" udlagde jeg som, at han ville flytte mig ned i 3 klasse igen.

Efter 8 dages selvpinsel kom Meisling om natten. Jeg lå i min seng og vidste ikke ret om jeg skulle styrte ud og høre min skæbne. Men han talte så vredt, syntes jeg og havde ikke mod. I den tidlige morgenstund gik jeg ind til ham, han var i godt humør og han sagde at han havde skrevet sit brev i hidsighed. Det han havde ytret om "noget som nok skulle køle" var, at han ville sige mig, at det var Oehlenschläger der havde fortalt ham, at jeg havde digtet og læst dette for ham og tillige ytret, at jeg var så forfængelig, at jeg anså et hvert smil for et bifaldssmil.

Det var det, som han troede ville køle mig og desuden kunne jeg lige så godt vise ham, hvad jeg havde digtet, som nogen anden, da han også var digter. Således opløste sig den frygtelige angst, kun var jeg bedrøvet, ret inderlig bedrøvet at Oehlenschläger havde sagt sligt, da jeg troede han måtte kende til Meisling.

Adam Oehlenschläger, tragediedigter. Født 14. november 1799 og død 20. januar 1850.

Skolen begyndte, de gamle lidelser tog fat, det huslige liv vedblev som før og jeg blev mere hjemme. Hørte om aftenen, hvorledes fruen kujoneredes af pigerne der vidste alt for god besked med alt. Jeg skal gå ind til Simon, sagde hun og klage eder an. Ja gå kun, svarede de og vi skal nok følge med og fortælle et og andet. "I er slette mennesker" udbrød hun og får krampe. Uh! og nu spiller hun komedie, sagde pigerne.

Vi kom ellers ingen steder, men hos Hennebergs var jeg dog vant til det. Præsten Fuglesangs familie var mig meget kær. Det var en meget åndrig kone, men de ville ikke omgås Fru Meisling og derfor måtte jeg heller ikke komme der. Et andet, ret poetisk bekendtskab havde jeg også gjort, men som jeg nu rent måtte give slip på.

En løjtnant Hage havde giftet sig med general Sunts datter, men da havde han måtte tage sin afsked og hendes fader var imod partiet og ville ikke hjælpe dem. De levede stille ude i et lille bondehus, tæt under Antvorskovs Slots ruiner. Inde i den lille bondestue var meget hyggeligt, smukke gardiner, nye møbler, et fortepiano og en harpe. Det tiltalte mig meget, og jeg gik gerne derud lidt om søndagen og lånte dem de bøger jeg havde og fik da kaffe eller frugt. Det var to venlige mennesker og nu er de siden kommet godt frem. Her kommer jeg nu heller ikke mere, jeg måtte og skulle vokse fast i den meislingske jordbund.

H.C. Andersens kvitteringer for kost, varme, lys og husleje fra rektor Simon Meisling 1826

Blok Tøxen havde skreven en lille pjece mod Meisling, den kom en søndag til Slagelse. Fruen fortalte mig det og var meget urolig. Der kan stå nogle slette historier om mig, sagde hun. Det er et farligt menneske. Jeg tænker at her vil blive et slemt spektakel. Jeg blev ganske forskrækket, Meisling kom imidlertid, og sagde at det hele var noget væv.

Står der intet om mig ? spurgte fruen! "Nej" sagde han, ikke andet end at jeg er så nærig at jeg har søgt mammon selv på bunden af den værste bærmetønde. Det er da dig, "Ja mig" sagde hun og lo, men viskede siden til mig: "Gud ske Lov, at der ikke stod andet og jeg fik lidt skræk i blodet.

Hvis ikke andet er nævnt, så er foto af Lars Bjørnsten Odense