Skoleliv 5.

H.C. Andersens skoleliv og ferien i København. Fest på Amalienborg. Kærligheden til Oehlenschlägers datter Lotte og Ida Wulff.

Det var en mærkelig overgang at komme fra Meislings til Wulffs hus; her var alt elegance, alt var fint og nydeligt. Jeg kom dertil om aftenen. O det står så levende for mig og man tog sig så kærligt mod mig, som et barn af huset. Da jeg var mættet og styrket førte tjeneren mig til mit sovested. Jeg fik 2 Værelser der vendte ud til pladsen og man havde foræret mig 3 Bind af Shakespeare, nydeligt indbundne før jeg gik til sengs. Jeg følte mig så gennemtrængt af inderlig taknemlighed, så lykkelig.

Måske var denne bog et af de bind , som H.C. Andersen fik foræret af Wulff's. William Shakespeare bog: The knightes tale og The dialogues.

Kilde: Shakespeare's Globe London.

Jeg har endnu nogle blade af en dagbog fra dette ophold i byen, hvor jeg netop den aften har skrevet "Der ude på den store plads gik jeg for 5 - 6 år siden. Ingen kendte mig i den hele by og nu kan jeg hos en kær, agtet familie ret glæde mig med min Shakespeare. O Gud, det er jo ligesom Aladdin, jeg sidder også på Amalienborg slot og ser ned. Du gode Gud! Nej du vil ikke forlade mig. Jeg kunne kysse dig".

Næste morgen var jeg straks hos Collin, han var tilfreds med mig. "Jeg ser jo tydelig deres flid, og den er hovedsagen" sagde han. Her talte jeg for første gang med hans frue. "Kong Salomon" var for nylig blevet spillet og havde gjort furore. Hun fortalte mig en del derom, så jeg syntes bedst om hende. Ingeborg kunne jeg også godt lide, men sønnerne, især Eduard var mig frastødende.

Etatsråd Jonas Collin 1776-1861 . Portrætmedaljon af H. Conradsen 1860

De gav sig slet ikke af med mig, og Louise var et barn jeg ikke lagde Mærke til. Den første dag løb jeg omkring, til alle mennesker jeg kendte lidt til for at de skulle se mig og vide at jeg var kommet i øverste klasse. Dog glemte jeg ikke Meisling kom hver dag til ham for at gå nogle ærinder, som han havde pålagt mig jeg skulle. Hvad jeg havde skrevet af min roman havde jeg med, jeg læste det hos Wulffs og vandt meget bifald. Oehlenschläger måtte da også høre det.

Adam Oehlenschläger 1779-1850 .Han var poet og rektor for Københavns Universitet. Litografi 1822. 

Jeg læste det for ham "Det er meget godt" sagde han, kun lidt for omstændigt og det at afmale en ting vidtløftigt er ikke det poetiske, som  jeg nu ville sige. "Andersen sad i sofaen og læste ved siden af Lotte Oehlenschläger.

Nu gik døren op, og Johannes som kom fra skole, gik ganske stille, da han hørte nogen læse, og satte sig på en skammel, hvor farven var slidt. "Se det er ikke poetisk! men der er mange gode ting deri og De har vist at benytte meget og lagt mærke til menneskene om Dem.  De har ånd for det poetiske". Nu læste jeg ham mit lille digt "Sjælen". "Det er ypperligt" udbrød han, "det sætter jeg over fortællingen". Jeg var så usigelig glad; spurgte ham nu ganske naivt om jeg var mest for det tragiske eller det komiske. Han smilede, og fandt det sidste. Den gamle professor Nyerup, som holdt meget af mig, gav mig meget opmuntring så jeg ret var lykkelig. Den gamle forvalter Balling tog imod mig som en søn og gav mig lommepenge og tog mig med i Parquettet og enhver var elskelig imod mig. Kun Meisling, som jeg daglig gjorde min opvartning var tvær og kold. Alt den 4 dag efter at jeg var kommen, sagde han: "Har De hørt om vogn til tirsdag" ? Jeg svarede "Nej". "Men De må så Gud se, at komme ud til deres græsk og latin og tage fat igen ": sagde han. I min dagbog finder jeg derfor dette: "Et par dage har jeg kun været her, jeg vil jo til Slagelse i næste uge, og dog plager han mig. Det er en underlig kontrast til de andres modtagelser. Hver dag kommer jeg til ham, og dog ser han ikke mildt! Jeg ville gerne holde af ham, ret af hjertet, men jeg kan jo dog ikke selv skabe mine følelser.

Snart glemte jeg igen disse sorger, Alt udenfor bragte mig glæde. Jeg blev snart ganske hjemme hos Wulffs. Den eneste, som ikke var god mod mig var en Frøken Schouboe fra Norge, en sær skabning, der tit fortalte mig, at jeg var en forstyrret en, der aldrig kunne blive noget af. Det var den forunderlige naivitet, jeg i en så sildig alder endnu havde. Hun kunne ikke begribe, enhver barnagtig ytring, enhver overspændt tanke som jeg sagde, da jeg tænkte lydeligt og højt. Det gjorde hende bitter mod mig. Hun fik mig til at græde og de andre lo af os begge to og så var det forbi.

Charlotte (Lotte) Oehlenschläger. Kilde: www.kb.dk  271104

Oehlenschlägers datter Lotte var alt en voksen ung pige, vist 13 - 14 år. Hun var meget munter, og det morede hende. De fleste disciple i øverste klasse, havde alle flere gange været forelsket. Det faldt mig nu ind, at det også var på tide at jeg blev det. Jeg sværmede for Oehlenschläger, og dette sværmeri mente jeg også måtte gå over til datteren.

Jeg fandt det poetisk at elske hans datter og besluttede mig til det. Jeg stirrede på hende og jeg ville så gerne blive forelsket, men jeg kunne ikke. Dog mærkede man mine blik og sagde: "han elsker Lotte" og nu troede jeg det selv skønt jeg godt husker, at jeg undrede mig over at man sådan kunne blive forelsket når man selv ville! Jeg var et barn, der var ikke ide om sand kærlighed. Nu vel' jeg elskede Lotte, men mente egentligt hendes fader.

Om aftenen skulle der være et stort bal hos Wulffs; der kom hun med sin fader og jeg havde stor lyst til at danse. Men da jeg ved præsentationen for kongen så kadetterne danse tabte jeg rent modet. Jeg følte det var noget, men jeg kunne slet intet. Jeg pyntede mig på bedste måde, men det eneste gode klædningsstykke jeg havde var en lang blå frakke, syet til denne jul i Slagelse. Den kom jeg ned med og alle lysekronerne var tændte. Prinserne sad inde i et lille værelse og uniformerne gjorde stærkt indtryk på mig. Jeg følte mig lidt genert over min frakke, som tog sig så godt ud i Slagelse. De fremmede kom nu og mit hjerte bankede. Jeg så, kommandøren viske til sin kone og det anede mig at de talte om min frakke og at jeg ikke kunne gå der i den. Jeg gik hen til fruen og spurgte hende ærligt om: "Har De en kjole der er bedre!« sagde hun. Jeg fløj op på mit værelse. Jeg havde vel en kjole, men den var af groft gråt klæde som jeg normalt gik i skole med. Den tog jeg nu på og børstede den halv itu og kom nu ind. Men Herre Gud, alle herrerne dernede var sorte fra top til tå og jeg var den eneste i grå. O jeg var så forlegen og ingen talte til mig udover Oehlenschläger. Han gik midt gennem vrimlen og rakte hånden og det gjorde mig stolt.

Ingeborg Collin kom med sin kæreste hun nikkede også venligt til mig, men jeg kom i dårligt humør. "Man tager dig an for en opvarter, tænkte jeg" og således skal Lotte se mig. ". O, jeg skammede mig så uhyre over den grå kjole, så jeg listede bort Klokken 9 . Fløj på mit værelse, hvor jeg græd, mens vognene rullede til og fra derude. "O Herre Gud" bad jeg, "lad mig dog engang få en sort kjole og blive et ordentligt menneske". Jeg græd så længe til jeg faldt i søvn og sagde så næste dag, at jeg på grund af hovedpine var gået bort før ballet begyndte.

Næste morgen fandt jeg også, at frøken Wulff. Ida var dog langt smukkere i mine øjne, end Lotte Oehlenschläger, og at hun også var langt frommere og i grunden mere venlig mod mig i går aftes. Jeg tænkte da på om jeg ikke hellere skulle elske hende, men så stod igen digteren Oehlenschlägers berømmelse og navn for øje, og jeg blev ved tanken om Lotte. Men de følelser eller hvad jeg skal kalde det blev snart fortrængt. Jeg skulle hjem til Slagelse igen. Kun 8 dage havde mit ophold været, Meisling ville at jeg skulle være i den sidste halvdel af juleferien i hans hus for at lege med børnene. Jeg fik nu en lejlighed med en løjtnant Thrane, der skulle rejse gennem Slagelse og havde "Kongerejse". Dagen før jeg skulle af sted gik jeg til Meisling for at få at vide hvilke breve og beskeder han ønskede med ud. Jeg traf ham ikke hjemme, derimod lå der et brev til mig af følgende
indhold:

"Jeg har Intet at meddele dem ved afrejsen, kun den bestemteste anmodning, at De fra ankomsten til Slagelse anvender tiden, ikke til at skrive fortællinger og digte, hvormed De til vedkommendes store morskab har opvartet men til skolesager.

Hvorvidt De frustrerer mig ved at spilde tiden på den måde, når jeg tror at læse Deres pensum skal jeg nok mundtlig tale med Dem om, og opgive Dem adskillige data, som muligt turde køle".
Meisling.

Flere gange læste jeg brevet igennem og var rystet i mit inderste. Wulffs beklagede mig, Collin gav mig også mod, thi jeg tog mig det så inderligt nær. Jeg skrev Meisling et hjerteligt og oprigtigt brev om, at han havde gjort mig så bedrøvet, at digtene og den stump af romanen var skrevet i en ferie, hvilket jo var sandheden, at jeg ikke kunne vise større flid end jeg gjorde og at jeg altid ville blive ved som jeg havde begyndt.

Hele denne sidste dag var jeg så bedrøvet, men om aftenen fik jeg Boyes nye Stykke "William Shakespeare", at læse højt for Wulffs. Det gjorde et forunderligt indtryk på mig. Det var lige ud af min sjæl. Jeg syntes det var min egen historie, så jeg brast i gråd under læsningen, men følte mig også styrket derved. Jeg besluttede fast i min sjæl, at gå i møde, hvad der måtte ske og jeg følte, at jeg virkelig var flittig. Jeg stolede på den gode Gud og sov rolig ind den sidste nat på det kære slot.

Næste Morgen gik det af sted til Slagelse. Vandet stod mig i øjet da vi kørte ud af byen, men officeren var lystig, sang og lo. Jeg blev da også glad og vi tog afsted.

Hvis ikke andet er nævnt, så er foto af Lars Bjørnsten Odense