Skoleliv 4.

H.C. Andersens skoleliv i Slagelse. H.C. Andersen flytter ind hos familien Meisling i 1825.

Fruen havde intet godt rygte og man fortalte mange skandaløse historier. Smuk var hun ikke, fed og rødhåret. Det var rigtig nok kun de forlorne krøller, der havde denne farve sagde hun. Da hun som barn havde rødt hår ville hun bære den kulør krøller for at man ikke skulle tro det var forfængelighed hos hende.

Prospekt af Slagelse 1824.

Hun tog dem mere mørke, skønt det var hendes egentlige hårfarve, hvilket dog var snak. Jeg fik et lille værelse ved siden af fruens sovekammer, men med egen indgang. Begge værelser stod i forbindelse med hinanden ved en dør. Nøglen til denne bad hun Meisling tage til sig , da Slagelse havde så meget bysladder og hun ønskede sit rygte forskånet. Meisling lo deraf og tog nøglen til sig. Hun var et underligt jovialt væsen, der tog alting let og manglede ikke hjerte. For at Meisling ikke skulle forstyrres ved børneskrig, fik han sit værelse på kvisten. Hver aften kl. 8 gik han til sengs og lavede sin punch, og drak den, mens fruen læste for ham i Walter-Skotts romaner. Når han sov gik hun ned, og da blev mellem døren altid lukket af for ham, men blev igen åbnet så tidligt om morgenen, at han ikke mærkede det. Ofte, når hun ikke havde lyst at læse for ham, gav hun sig til at skændes. Resultatet var da at han jog hende ned og det ønskede hun. Så lavede hun sig selv stærk punch, hvortil jomfruen måtte stjæle rom fra Meisling. Mens fruen læste bemærkede han at rommen svandt og fruen bildte ham ind, at jomfruen drak den og bad ham også at overraske hende. Noget han dog ikke ville, da han erkendte at hun ellers tog sig så ypperligt af alle dele i huset.

Sov nu Meisling, da fandt fruen tit fornøjelse i, at forklæde sig, som bondepige og vandre ud. Hun fortalte mig selv at hun en aften var gået i skoven og  havde truffet officererne, hvis regiment lå i byen .

Meisling i "Vignetter til danske digtere" 1832. Udkom 24. december 1831

De kendte hende, og det gav mange løjer, da hun siden vandrede hjem, var der spektakel lige udenfor skolen. Meisling lå på kvisten og så ned og hun blev
forskrækket, men tog mod til sig og trampede stærkt med sine træsko i det hun gik forbi og slap siden vel ind. Hver dag fortalte hun mig, at hun var så uheldig med at få slemme piger og det vil i grunden sige  at spille det første parti i le Djeu et la Bayadère. Hun sagde at det kunne hun let finde på og  bad mig om straks at fortælle det, hvis jeg om natten hørte den mindste larm. Jeg gik selv og satte halmstrå for dørene og undersøgte om morgenen, om disse havde forandret stilling. "Rygtet" er ens kostbareste gode sagde hun.

Tit hørte jeg hendes klager, thi jeg måtte om aftenen sidde og læse i et lille kabinet, hvorigennem man måtte for at komme ind i stuen. Snart kom jomfruen og sagde: "Det er et frygteligt hus vi er i "  og så kom kokkepigen, der havde et poetisk sving og korresponderede med romanskriveren Johannes Vilt og forsikrede mig "Dette kan man kalde helvede på jorden ! " Lidt efter kom stuepigen og beklagede sig over, at fruen talte så ilde om hende, fordi hun var jaloux over at kammerjunkeren gjorde mere af ud af pigen end fruen. Jeg stod i går aftes og vaskede gulv og ved det åbne vindue kom kammerjunkeren, og sagde "god Aften lille Ane", så kunne jeg ikke andet end at sige "Tak", men da kom fruen og blev så lynende o.s.v. Da vi talte, kom fruen og jog hende på flugt og jamrede sig over sine slette folk, uanset om hun tog dem fra København eller Slagelse så var de lige fordærvede.

En aften var der fremmede, en præst ude fra Ringsted kanten. Mod sædvane var vi alle oppe til over 12. Det var sildigt og Meisling forlangte, at hun skulle spille og synge. Hun vægrede sig, men til sidst måtte hun og straks efter hørte man det banke på ruden. Hun sprang forskrækket op, Meisling sagde, jeg skulle se efter, hvad det var for nogle drenge der gjorde disse optøjer, jeg så ud, og sagde i ren uskyldighed, hvad sandhed var. "Det var en officer, nu gik han". Meisling ville ikke tro mig, og fruen for mig næsten med hænderne lige ind i ansigtet. " Hvor kunne De være så enfoldig " sagde hun næste dag til mig". At sige sligt, det har været løjer af en af officererne og så siger de det. De ved ikke hvor jaloux Meisling er.

Det var en ganske underlig verden der lidt efter lidt gik op for mig. Jeg var virkelig så ganske barn endnu, at jeg rødmede og vist nok over for meget mere  end der var grund til. Fruen sagde også, "det er ingen rigtig mandfolk". En aften kom hun ind til mig og fortalte mig, at hun begyndte at blive mager. Hendes kjole hang ganske løst om hende, bad mig føle det, jeg bukkede mange gange for min rektors frue og hun gav mig meget ypperlig punch. Hun var særdeles venlig og god, men, jeg ved ikke selv og jeg følte mig som på nåle og gjorde hende vist uret, troede jeg da. Jeg fik slemme tanker om hende, skyndte mig bort så snart jeg kunne og rystede over mit hele legeme. Bysnakken om hendes karakter havde smittet mig og jeg gjorde hende vist uret, men jeg var fra den tid mistroisk.

Da jeg kom ind i mit værelse, læste jeg min aftenbøn, bad Vor Herre, at jeg måtte blive et godt menneske. Kom for første gang i mit liv til at tænke over forhold, der aldrig var faldet mig ind. Forstanden begyndte at spille slangen fra kundskabstræet; men der var Gudskelov, en god grund i mig, i barnlig uskyld flagrede jeg forbi og glemte alt det onde om mig. Dog mine begreber og bevidstheden om noget letsindigt udenfor var jeg ikke længere uvidende om. Mit barnlige gemyt, der lod sig bestikke af andre gode træk anså det ikke for så stor en synd, som det gælder for. Jeg undskyldte folk, men følte dog rædsel for deres liv og handlinger. Det var altså min barnlige uvidenhed, der her blev jaget bort. Barn var jeg endnu i sind og hjerte. Der var meget griseri i huset. Meisling selv var fuld af dun og vaskede næsten aldrig hænderne. Om aftenen Kl. 8 gik han i seng og lavede sig da stærk punch. Satte den overskårne citron mellem tænderne for bedre at udpresse den og fik da altid rene, hvide fingerspidser.

I dagligstuen stod en divan med skabe i hver ende. I disse lå mange forskellige ting: Stivelse, søm m.m. Når vi nu spiste kødsuppe og levnede kødboller tog hun tit disse og lagde derind, således at pigerne ikke skulle få dem. Men vi havde dem til aftensmad. Men bortset fra alle disse væmmelige erindringer kom oktober eksamenen. Jeg udmærkede mig her i matematik og Meisling roste mig. Jeg var lykkelig for nu også at bevæge vor Herre, således  at han skulle hjælpe til at jeg kom i øverste klasse. Jeg bad Meisling om jeg ikke måtte gå til alters, men han fandt det underligt, at jeg midt i eksamen faldt på så noget, men lod mig gå. Jeg var så barnagtig, at jeg troede det kunne hjælpe. Jeg lå foran altret og bad så inderlig i mit hjerte, men just her vågnede tanken om fruens letfærdighed og jeg syntes at det var en frygtelig synd at jeg her kunne erindre dette. Eksamens udfald blev da, at jeg flyttedes op i den øverste klasse. Jeg var så lykkelig, så uskyldig glad. Skrev 14 breve på en søndag for at meddele venner og bekendte min lykke.

 Vi havde nu nogen tid ferie, da digtede jeg på min roman, thi jeg var så glad, og vi havde ingen lektier for. Da skolen igen begyndte faldt det mig noget vanskeligt at følge med de andre. Da jeg i grunden var umoden for denne klasse. Meisling tabte også straks tålmodigheden og tog fat på samme måde som før med at spotte og håne. Om livet derhjemme har jeg fortalt alt , så man kan tænke sig min stilling og dog, hver søndag var Meisling igen så venlig, lystig og morsom, at jeg den dag fik modet bragt i vejret.

Hans karakter var ganske forunderlig og han havde noget ret barnagtigt. Om søndagen kunne han more sig med børnenes tinsoldater eller også kom det lille dukketeater frem. Jeg måtte da spille, sædvanligvis "skuespilleren imod sin vilje", hvilket stykke jeg kunne ganske udenad. Ofte kørte han mig i en
lille barnevogn omkring i øverste klasse, hvor bordene da var flyttede til side  eller vi legede juleleg, fruen, han, jomfruen, børnene og nogle af disciplene. Engang var der en lystig begravelse. Svinet var dødt, da det havde slugt et peberkorn sagde Pigen. Svinet havde sit logi i skolens vandhus. Der blev gravet en grav i haven, hvori der blev strøet sand og blomster. Svinet blev jordet, vi fulgte alle og fruen sang en bravur arie over det. Fra dette og lignende ting blev jeg ledt til at finde morskab i at blande det højtidelige med det latterlige og uden at jeg så andet deri end en uskyldig spøg. Julen nærmede sig nu. Jeg glædede mig så meget til at komme til København. Wulff var nu blevet Kommandør i søetaten. Han havde tidligere som chef for Akademiet fået en større bolig på Amalienborg Slot.

Stålstil af Amalienborg 1863.

Kommandør Wulff boede i hjørnepalæet i midten af billedet.

Fruen skrev til mig til at jeg kunne bo hos dem, mens jeg var i byen og at jeg ret var dem inderlig velkommen. Kammerjunker Holsteins vogn kørte netop ind og Meisling, jeg og en discipel til fulgte frit med. Dog fik jeg på denne lille Tur et eksempel på hans nærighed. Ved et værtshus kom karlen med en trappestige, for at vi kunne stige af og han gav ham derfor en 3 skilling  idet han sagde til os: "Vi kan siden dividere det med tre" og vi dividerede virkeligt.

Hvis ikke andet er nævnt, så er foto af Lars Bjørnsten Odense