Skoleliv 3.

Om H.C. Andersens skoleliv 1825 i Slagelse og besøg i fødebyen Odense.

I sommerferien 1825 gjorde jeg atter en lille tur på 8 dage til Odense; jeg boede da hos oberst Guldberg, der betragtede mig som et barn af huset.

Odense Å med Sct. Knuds Kirke i baggrunden. H. Em. 1856.

Men kun 8 dage turde jeg blive, da Meislings børn længtes efter mig og Meislings ønske var at jeg til den tid kom igen, var mig nok. Guldbergs gjorde mig de få dage så usigeligt behagelige. Jeg spadserede ud til alle de steder, som jeg havde tumlet mig som lille, sejlede på den smukke å, langs haverne og læste dem de enkelte digte jeg havde skrevet, samt de få kapitler af romanen. Guldberg ydede mig særdeles ros, fandt det ypperligt. "Virkeligt? ærligt", spurgte jeg. "Ved den levende Gud". Det for mig saligt igennem sjælen, at han erkendte mit digterværd og mit talent. Jeg inddrak et mod, en lyst til mine studeringer ved dette ene ord, som Meislings hårdhed dag ud og dag ind aldrig havde gjort. Det ligger således i min natur, at dadel sløver og afskrækker mig, ros giver mig mod og lyst, den har aldrig gjort mig forfængelig, nej, jeg er ved den blevet et barn i hjertet, har taknemlig klynget mig til Gud og kun følt frygt for ikke at vedblive denne ros værdig. Dog det kan jo ikke de mange vide, som med så megen bitterhed siden have ville opdrage mig.

 Min odenseanske skolemester C. F. Welhaven tog nu ganske anderledes mod mig, næsten for ydmyg, jeg glemte hans spot i de tidlige dage.

Morten Hallagers: Forsøg til en Læse-Øvelses-Bog brugt i landets skoler. Denne læsebog have tilhørt H.C. Andersen, da han gik i skole i Odense.

"Ja, jeg følte altid der lå noget hos Dem", sagde han, "noget ualmindeligt". Manden var ikke lykkelig og jeg blev ganske bedrøvet for ham. Meget man i min barndom havde dadlet, fik nu ros, blev kaldt genialt, selv at jeg dengang brød mig så lidt om skolesager og kun læste morskabsbøger, fandt man naturligt og velgørende for at give min ånd et mere poetisk sving.

Den gamle Iversen var død, jeg savnede ham på hans dejlige Tolderlund. Det forbavsede mig ellers, hvor alle genstande jeg her havde set som barn, nu forekom mig små. Jeg har siden i "Juni måned" udtalt disse følelser.

Familien Iversens landsted "Mariehøj" ved Tolderlund. Tegning af af J.H.T. Hank.

Et sted Andersen ofte besøgte.

 "Bevar Deres hjertes renhed", sagde Guldberg til mig og studer flittig, da vil De med Deres geni komme frem. Min fader var kun en ringe bonde af fødsel og meget fattig, dog nåede han en post aldrig nogen havde anet. Snart skulle jeg nu bort og jeg gav min gamle moder af hvad jeg kunne, da mine rejsepenge var kun få og jeg havde også den glæde at se hende bo husfrit og få noget vist hver uge. Guldberg og biskoppen, der interesserede sig for mig havde ved stiftamtmanden skaffet hende ind i de såkaldte Doctors Boder i Hospitalet, for skikkelige gamle koner. Omtrent som Vartov i København.  "skriv mig nu altid ærlig til", sagde Guldberg ved afskeden, "kunne De komme i øverste klasse til oktober og gå denne igennem på to år, hvor herligt! men sker det ikke, tab da heller ikke modet". Han trykkede mig til sit hjerte, jeg følte hans kys og brast i gråd.

Nu gik det hjem igen til skolen. Jeg læste af alle kræfter, gjorde også fremgang, men Meisling vedblev sin måde, jeg kunne ikke vænnes til den, ikke med rolighed betragte den. Mere end jeg gjorde kunne jeg ikke, modet sank derfor og jeg har endnu nogle blade af en dagbog jeg skrev den tid, og viser ret, skønt mange udtryk klinge svulstigt, mit ulykkelige humør. Hvad skal der blive af, jeg er halv klog, halv vanvittig. O Gud, måtte jeg dø, eller blive ganske vanvittig; ikke som nu, denne mellem ting, dette, at jeg selv føler min afmagt. O giv mig kraft til at jeg selv kan skyde de velgerninger bort jeg nyder med uret. O Gud, jeg vil jo det gode - kampen er for hård. Således klinger næsten hvert blad, dog undertiden ret naivt. Jeg er bestemt forfængelig. Ja, derfor er du vred du gode Gud. Så sladrer jeg også lidt, og i går gav jeg 1 Rdlr ud til komedie, den burde jeg have sendt til min moder. Ja men ellers er jeg jo ren og uskyldig. Gud, hvor jeg dog vil undskylde mig selv.

Min anstrengelse, forenet med mit fortvivlede humør, gjorde mig syg, jeg havde slet intet håb om fremtiden og af lærerne var der ingen jeg ret havde tillid til uden overlæreren Quistgaard. Jeg skrev ham mit hjertes sorg til, bad ham råde mig, om jeg ikke burde træde bort fra en vej jeg ikke var skikket til, og hvad jeg skulle gøre. Han blev rørt over mit brev og bragte mig selv et svar hvilket jeg endnu gemmer. Trøstede mig på det bedste, mente endog at mit mismod over mine mangler var et tegn på at jeg nu var langt klogere end da jeg kom i skolen og at jeg virkelig havde gjort fremgang, og ville under Guds Velsignelse udrette meget, ja såre meget. Viste mig den skærende overgang mellem mit fri liv i København, og det afmålte skoleliv, og at jeg deri måtte søge grunden til mit mismod ikke i mangler hos mig selv. Bad mig for Guds skyld ikke forlade studeringerne, og at jeg nok ville vinde Meisling der i at billige og misbillige kun brugte stærkere udtryk end man var vant til.

Det hjalp for en tid, men så blev det igen det samme. En Dag var han påfaldende mild, jeg plejede ellers altid at få mådeligt og slet for græsk, denne dag fik jeg mg. Fruen kaldte mig til sig og fortalte, at hendes mand mente mig det så godt og hun også. De havde derfor talt om, at jeg kunne logere hos dem, i stedet for hos Madam Henneberg. Jeg skulle give dem det samme som hende 200 Rdlr årlig, og nyde alt der i huset. Meisling ville hjælpe mig med græsk og latin, jeg kom nu rimeligvis snart op i øverste klasse og det ville da være godt for mig. Desuden blev Meisling vistnok forflyttet til Helsingør, jeg skulle da med dem, var der i en dejlig egn, nærmere København. Meisling kunne gøre meget for mig som student, og det ville være anbefalende at jeg havde været i deres hus.

H.C. Andersens største velgører Jonas Collin 1860

Meisling talte nu også med mig og jeg måtte jo anse det for en lykke, hans venlighed ene gjorde mig så usigelig glad. Jeg skrev til Collin om at flytte til Meislings og han svarede det var ham kært. Med tårer tog jeg nu afsked fra den gamle madam og flyttede til rektoren.
 

Hvis ikke andet er nævnt, så er foto af Lars Bjørnsten Odense