Skoleliv 2.

H.C. Andersens skoleliv i Slagelse 1823

Prospekt af købstaden Slagelse set fra syd. Johan Jacob Bruun ca. 1800

Mere end i Odense, hvor jeg jo også kun levede i barnefantasien, fik jeg i Slagelse et Begreb om små købstædernes ånd. Hver fastelavnsmandag slog de respektive borgere katten af tønden på Postgården, nogle af lærerne selv var med, jeg skrev dog, anonym, en sang til denne fest, der begyndte med : Nordens kraft er ej forsvunden det har vi bevist i dag.

Fastelavnssang 1823.

Til tøndeslagningen på Postgaarden i Slagelse skrev den 17 årige Hans Christian denne fastelavnssang med latinske bogstaver og signeret med forfatterens underskrift.

På Torvet slog tjenestefolkene en potte itu og bønderne red fastelavn. Foruden den private komedie, kom der også rejsende selskaber, der gav store stykker. Således Bigums der af 12 forestillinger gav 11 tragedier og kun eet lystspil. Jeg så Schillers Røvere, man begyndte først at spille Kl.8 og det varede derfor til hen imod 12, tællelysene brændte ned i piben, lågerne blev for varmens skyld taget af, og folk krøb nu op ude fra og kikkede ind, hvor politiet slog dem over fingrene, medens Karl Moor deklamerede med største patos. Om sommeren var der fugleskydning og danseteltet blev dagen forud smykket med blomsterguirlander, som alle byens unge damer gik ud og bandt. Officererne ved Landseneer Regimentet og skolens disciple bragte da pigerne blomster og hjalp med. Fru Meisling tog del heri, og så turde jeg nok være med, så talte Meisling ikke derimod. Anderledes gik det med nogle syngeøvelser, som syngelæreren havde arrangeret. Hver 2 søndag skulle vi nemlig samles om aftenen hos en eller anden dannet familie, hvor da de syngende damer mødte og vi ville da udføre hele sager.

Tegningshefte for Otto Zinck søn af syngemesteren ved Det Kongelige Teater Ludvig Zinck.

Fru Meisling havde lært at synge hos Ludvig Zinck.

Fru Meisling havde, som hun sagde, i 8 år lært at synge af Zinck, ønskede at komme med, men da hele byen talte ilde om hende, ville ingen af damerne have hende med. Hun blev vred og Meisling forbød os at synge, sagde vel at vi kunne gøre hvad vi ville, men dersom vi ikke kunne vores ting på fingrene til ham, skulle han nok synge med os.

Ingen vovede da at gøre ham imod og jeg havde ulykkeligvis i selskab, deklameret et af de mange digte jeg havde lært hos Guldberg, han fik det at vide, gennem den matematiske lærer, som gav ham rapport om alt. Han kaldte mig derfor til sig og skældte mig frygtelig ud. Han sagde, at han ville melde Collin det, at jeg skulle ud af skolen, at jeg duede til intet og at han ikke længere ville tåle mig. Jeg blev fortvivlet, skrev Collin ærligt det hele til, udgød mit hjerte for Guldberg og fru Wulff og sagde at der ikke var mere for mig, jeg ville nu gå til Amerika. Collin og Guldberg trøstede mig. Fru Wulff skændte fordi jeg var sådan et barn, der straks fortvivlede over, hvad hun kaldte det: "ingen ting".

I skolen gik det ved det gamle og jeg fik næsten altid udmærket godt for religion, bibelhistorie, dansk, dansk stil og sang, samt hos alle lærerne udmærket godt for opførsel. Engang fik jeg et "meget godt", det gjorde mig ganske ulykkelig, og jeg skrevet et ynkelig brev til Collin, fordi jeg denne måned kom med et meget godt, i det jeg kaldte Gud til vidne på, at jeg slet ikke var mindre god nu end i de forrige måneder.

I mit logi hos madam Henneberg var meget stille, det var en skikkelig kone, men til min forundring den gang, kendte hun kun så lidt til digterne. Hendes to døtre vidste bedre besked, en dag talte vi om Shakespeare, "kommer De også til ham?" spurgte hun ganske naivt, eftersom hun havde hørt at når jeg var i København besøgte jeg Oehlenschläger og flere bekendte mennesker.

Digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850)
Litografi efter maleri af C. W. Eckersberg

Hendes gamle søster, der om natten sov i klostret og om dagen gjorde husgerning hjemme var fjantet og en sand original. Jeg ved endnu ikke hendes navn, hele byen kaldte hende moster. Hun var mager, høj, en bred opnæse, fremstående kindben og brede læber. En snæver frakke, en uhyre hat der sad bag ned i nakken og en frygtelig stor sypose var hendes kostume på gaden. Hjemme havde hun en snæver, hvid nattrøje og en rød kartuns kappe.

Engang hørte jeg fra mit værelse en fæl hylen inde i tørvehuset tæt ved. Jeg gik derind, og det var moster de havde gjort vred. Hun sad midt imellem tørvene og havde revet sin kappe af, så de lange grå hår fløj om det stykke ansigt. Hun skreg og sparkede i tørven så det fløj rundt om, og jeg, forskrækket løb derfra. Ofte var hun ikke den halve dag at finde, og da opdagede man hende sædvanligt nede i haven hvor der gik et tyndt trægitter ud til marken. Her havde hun da stillet sig med næsen mellem to af trælisterne, badede sig i solen, og stirrede i en halv søvn ud på den flade mark. Hun havde mange indfald og lå i en evig kamp med pigen, som også var dum, men dog altid trøstede sig for mig med, "jeg takker vor Herre, at jeg har en god forstand, for ellers kunne man da blive gal over det gale menneske".

Engang kom hun grædende ind, og fortalte at moster havde fået vaskekonen til at chikanere hende, thi når hun vred lagnerne til den ene side, så vred vaskekonen til den samme. "O" sagde hun, "Verden er en krakiler at leve i ". På generalprøverne til komedien skiftedes moster og pigen at gå og her kom nu også strid om stykkerne. Datteren i huset, Christiane skulle spille i "Ildprøven" og moster se prøven. Da pigen så den røde silkekjole med sølvsnorene på, som hun måtte bringe ind, brast hun i gråd og udgød nu sit hjerte for mig, at moster altid skulle se de bedste stykker og jeg trøstede hende med, at det var et lille ubetydeligt stykke. "Nej" sagde hun, "jeg så nok Christianes kjole, den var så forgyldt og fuld af sølv, det skal moster se, men jeg får altid de simple komedier, hvor de kun har en hvid kjole på, og sådan noget som man kan se hver dag".

Når byens engelske sprøjte skulle ud, bad skolen sig altid lov, hvem der havde bekendtskab til politimesteren, fik lov at sidde ved de åbne rådstuevinduer, der således altid var fyldte med damer. Gaderne vrimlede af folk. Når Prins Christian kom gennem byen, blev der hængt rene gardiner op, og Christiane fik en ny fløjls sløjfe i håret. Moster stod derimod hele dagen på loftet og stak hovedet ud af lugen og sagde kun "hi, hi " til en time efter at prinsen alt var af sted.

Med Snitkjær læste jeg nogle timer om ugen latin og hver gang jeg begik en fejl bankede han sin egen søn, Georg i det han sagde: "Det er mit eget kød og blod, det tør jeg straffe ". I tredje klasse havde han kun skrivning med os, en time om ugen og denne blev altid anvendt til at læse til den følgende time.

Slagelse Latinskole. Grundplan af skolebygning 1826

 

Meisling fik det at vide og det gik ud over den stakkels Snitkjær , der siden beklagede sig for os. "Hvor kan I sådan ville gøre mig fortræd" sagde han. "Nu må jeg være streng. Lænkehunden", således kaldte han Meisling, "kan komme og bide". Han sidder måske på lur nede i biblioteket, hviskede han, skyd bænken for døren, at han ikke kommer ud. Nu skal i være fiffige børn, i må ikke lade mig se at i ikke skriver, for så må jeg klage. I kan jo sætte bøgerne for og så skal i ikke skrive dato, for så mærkes der hvor lidt der bestilles hver dag. Fik han nu at se at der ikke blev skrevet, smilede han og truede, i det han sagde: "man ser og man ikke ser". Så snart timen var mod at endes, gav han os tegn, for at vi kunne sidde med pennen i hånden så snart Meisling kom , det var jo åbenbart galt, men hans egen Georg trængte til at læse i den time, og når han læste, måtte faderen også bære over med de andre.

Meisling var også for slem mod den gamle mand. Han havde i sin skolegang ikke lært fransk, forstod slet ikke at udtale ordene, for at han nu skulle blive til nar, lod Meisling ham diktere de franske oversættelser i de to øverste klasser, medens han selv, fruen og børnene stod uden for og morede sig over løjerne derinde, når gamle Snitkjær nok så komisk udtalte ordene og selv lo over "de besynderlige benævnelser".

Hver aften om vinteren kom hans tjenestepige med lygten og ledede ham hjem. Han havde ret spillende øjne, fortalte os mange historier og lærte os at lave kødboller til suppe. Han satte dem altid selv på hjemme, sagde han. Ved denne tid skulle der i nærheden af Skælskør tre mennesker henrettes. En ung 17 årig pige der, eftersom faderen var imod hendes kærlighed, fik elskeren og tjenestekarlen til at dræbe ham, efter at hun selv, forgæves, havde forsøgt det med rottekrudt. Øverste klasse fik frihed for at tage derned at se det og vi kørte om natten udenfor Skælskør steg vi af og gik til byen, jeg kom akkurat til porten, da de dømte kørte ud, så jeg netop har set ind i, men ikke været i denne by.

Kanehøj. Galgebakke

Enhver ordentlig by havde i gammel tid sin Galgebakke. Således også Skælskør. Lidt uden for Skælskør på vej mod Eggeslevmagle ligger den store gravhøj Kanehøj fra begyndelsen af bronzealderen. Den tjente også som rettersted.

Kilde: Skælskør Kommunes Biblioteker:  http://www.skaelskoerbib.dk/

"Den sidste henrettelse på Kanehøj ved Skelskør" H. C. Andersen overværede som latinskoleelev i Slagelse henrettelsen den 8. april 1825.

Pigen var meget smuk, men dødbleg, med et forunderligt udtryk stirrede hun på mængden og egnen rundt om. Hun lå i kærestens arme, han var rød og sund at se til. Tjenestekarlen var gulbleg, med langt sort hår der hang ham over ansigtet. Nogle andre tjenestekarle råbte ham lev vel, han tog hatten af og nikkede. De tre præster fulgte dem op på retterstedet og det var sådan en smuk morgen. De sang alle 6 en salme og jeg hørte pigens klare stemme over alle de andres. De kyssede hinanden og præsterne, til sidst kyssede hun kæresten endnu engang. Først ved det andet slag faldt hovedet. Nu fulgte de to andre, der på samme blodige blok lå deres hoveder.

Jeg var kommen ind i kredsen, syntes at deres blik havde stirret på mig og jeg var forunderlig til mode. Rakkerknægtene spiste ål og drak brændevin efter eksekutionen. Nu kom pigens gamle bedstemoder og græd, lagde hendes lig i en kiste, medens begge karlenes hoveder blev sat på stage og kroppene lagt på stejle.

Bønderfolkene stod underligt ufølsomme deromkring, talte om de gode klæder der nu skulle ligge der til ingen nytte, som mangen en kunne have godt af. "O, det er de sidste de slide", sagde de mere liberale.

En skrædder fra Slagelse havde digtet en vise, man kunne købe sig. Ordene var lagt i munden på de henrettede, og den gik på melodien: "Jeg fremmed her til stedet kom". Den hele scene virkede frygteligt på mig, især da jeg kom hjem i mit øde værelse ud til haven. Vinrankerne slog på ruden og det blev stærk storm, plankeværket blæste ned, jeg lå uden at sove og så kun de to blege hoveder på stagerne, og pigens forunderlige blik som jeg aldrig kan glemme. Hendes egen moder var der ude, men gik dog før henrettelsen fandt sted. Skrædderen tjente så meget ved sin vise, at han rent opgav sit håndværk.

En dag kom hans kone til præsten Fuglsang, hvor jeg da just var, og ville skilles fra manden, thi siden han havde begyndt at digte, var han blevet ren gal, drak og bankede hende. "Han havde" sagde hun fortjent 11 Rdlr ved henrettelsen og fået 7 Rdlr for en vise om en jordemoder der druknede sig, det var jo ganske anderledes fortjent end ved nålen, men nu var der slet ikke mere at skrive om, og dog var han lige gal. De blev dog ellers sammen og skrædderen fik embede som borgerskabets velmeriterede trommeslager.

Hvis ikke andet er nævnt, så er foto af Lars Bjørnsten Odense