Skoleliv 10.

H.C. Andersens skoleliv 1827. Jonas Collin tager beslutning om, at flytte H.C. Andersen fra Helsingør til København.

Wulffs tog så kærligt imod mig og jeg var hos dem . Den første aftens venlighed vakte mit gamle håb og mod og jeg fik igen tillid og tro.

Da jeg vågnede næste morgen gik jeg fuld af forventning til Collin, der opmuntrede mig på det bedste, men bad mig holde ud hvad der ikke lod sig forandre.

Jonas Collin  1776-1861. Foto af maleri 1830.

Imidlertid kom Werliin til ham, jeg ved ikke deres samtale, men Collin bestemte øjeblikkelig, at jeg skulle ud af Meislings hus og til København for at læse privat. Werliin havde anbefalet den hebraiske lærer Müller til at læse med mig og jeg tror for 16 Rdlr om måneden. Jeg skulle dimitteres året efter.

Hvor jeg blev lykkelig og jeg åndede og levede på ny. Mit gamle lune vendte tilbage og jeg kunne knap sove om natten derefter. I den tidlige morgen på sengen skrev jeg med blyant ude hos Wulffs mit første komiske digt: "Aftenen", der findes i mine digte. Det var også det første der tiltalte den åndrige kære Jette der fra den tid blev min tro beskytterinde og forsvarer og siden næsten tør jeg sige søster.

Skønt jeg tit driller og plager hende, men alt i spøg og det var hendes ros, hendes lune der virkede ind på mig. Hun er skyld i de fleste komiske digte og hun vækkede mere og mere min sands for disse, medens hun drev mig fra det sentimentale. Selv "Det døende Barn" fandt ikke ret nåde, hun og Lotte Oehlenschläger lo ret hjerteligt, når jeg deklamerede det og Alfs monolog i Hagbarth og Signe. Dog, meget kom også af min fynske udtale, således sagde jeg i det døende barn, om moderens kind: "Den er vo" i stedet for "den er våd".

Collin skrev imidlertid et brev til Meisling, som var her i byen, at han troede det gavnligere for mig, at jeg læste det sidste år privat. På grund heraf ville han herved tage mig ud af skolen. Mig rådede han til at tage med dampskibet hjem og oppebie Meisling og for at sige ham farvel, så alt kunne ske på den venligste og den bedste måde. Jeg forudså det kommende uvejr, men gjorde naturligvis som han forlangte.

Søndag middag indtraf jeg således pludselig i Helsingør med dampskibet. Fruen blev ikke lidet forundret derover, men grunden turde jeg ikke straks sige, da jeg frygtede hun også ville blive lidenskabelig.

Dampskib fra H.C. Andersens tid

Især da hun med længsel ventede på månedspenge jeg skulle betale forud for den følgende måned. Den første dag sagde jeg det derfor ikke, men at jeg så pludselig kom hjem var uheldigt. "Vi har spist alting op" sagde hun halvt i spøg "de må i aften gå ud i besøg og få dem noget. Pigerne har også fået lov og det til i morgen tidlig. "Jeg havde endnu ingen aften været ude i Helsingør, så jeg glædede mig derfor til at besøge en af lærerne. Fruen gav mig nøglen til porten og jeg flagrede af sted.

Da jeg klokken 10 kom tilbage og ville ind var det mig ikke muligt at få porten op. Vægteren hjalp mig, men uden nytte og det var en urigtig nøgle. Jeg ringede derfor, så naboerne vågnede, men ingen kom fra vort og åbnede mig porten. Der var altså ikke andet for mig end at gå tilbage til læreren igen, men her var også lukket. Der stod jeg nu midt på gaden uden en skilling hos mig. Endelig opdagede jeg lys et sted, hvor en af mine meddisciple boede og her ringede jeg på og delte seng med ham den nat.

Næste morgen lo fruen ret hjertelig og drillede mig med min nattevandring. Det var nøglen til brændehuset og ikke til porten , som hun ved en fejltagelse havde givet mig. Pigerne gav dog tydelige vink og grunde til, hvorfor vi alle var fjernede og lukkede ude den nat.

Da jeg derpå fortalte hende at jeg skulle bort blev hun straks noget bedrøvet, men det gik snart over og hun foreslog at vi den dag skulle spadsere sammen på gaderne for at folk kunne se, at vi ikke skiltes ad, som uvenner. Onsdag aften ventede vi Meisling og mit hjerte bankede af angst. Endelig kom han med en søn af skuespiller Heger, der skulle træde i mit sted i huset, men han blev kun nogle uger. "Er De endnu ikke borte?" spurgte han, "Når vil De væk?" "I morgen med posten" svarede jeg, i det jeg hjalp ham af vognen.

Han sagde ikke et ord mere. Da jeg var kommet i seng kom den ene pige efter den anden og bad om undskyldning i det de tog hver sin dyne eller pude fra mig til den unge Heger, så jeg til sidst sank næsten ned på sengebunden. Da Meisling om morgenen gik ned i biblioteket gik jeg til ham og sagde: "Jeg vil nu sige Dem farvel og tak for alt, hvad godt De har vist mig". "Rejs De ad helvede til " var hans svar hans sidste ord. Fruen derimod var rørt ligesom jeg. Disciplene nikkede mig venligt lev vel og jeg rullede bort fra al min jammer og elendighed til et nyt optrin af mit liv.
 

Foto:  Lars Bjørnsten Odense