H.C. Andersen og Jean-Jacques Rousseau

I løbet af 1700 tallet bliver barnet et mål for det ideale menneske. Børnenes stemmer høres dog aldrig i Oplysningstiden (ca. 1680 – 1780 ) og man ser i litteraturen sjældent børnene udvikle sig som hele mennesker. Jean-Jacques Rousseau var en af datidens afvigere, da han ændrede dette syn på barnet og lægger i begyndelsen af 1800’tallet vægt på, at barnet bliver mere synligt og at man forholder sig til barndommen og ikke ser væk fra barnets væsen og natur.

Interessen fra digternes og malernes side for barnet og barndommen skete som sagt fra begyndelsen af 1800’tallet og dette særlig i Tyskland og England. I disse lande erkendte man at barnet og barndommen er en vigtig del af den menneskelige bevidsthed.

Tidligere havde man den tanke, at et barns karakter skulle udvikle sig gennem en skrap disciplinering af barnets krop og sjæl og at den naturlige og sunde dømmekraft hos barnet skulle prioriteres højere end en boglig viden.

Rousseau lagde stor vægt på barndommen, som en periode i menneskets liv med selvstændig og særlig stor værdi, da barnet er tættest på naturtilstanden i barndommen. ”Mennesket er godt af naturen”, så derfor skal barnet have den fornødne frihed så alle anlæg, som naturen giver, kan udvikles. Lad barnet se, røre ved alt sagde Rousseau.

Rousseau har i det pædagogiske tidsskrift ”Emilie” i 1762 gjort sig til talsmand for at al opdragelse af barnet skal rette sig mod barnets egen individuelle natur og identitet og ikke følge de voksnes normer.

Selvom der er en tidsmæssig forskel mellem Rousseau og H.C. Andersen på ca. 70 år, så er der mange lighedstræk i deres filosofi om barnet. Rousseau skrev i tidsskriftet ”Emilia”, at han ville ønske, at en mand med klogskab og dømmekraft engang ville give menneskene en lærebog i, hvordan man iagttager børn, fordi et sådant skrift ville være af stor betydning for menneskehedens dannelse.

H.C. Andersens mange eventyr er netop sådan en ”lærebog” i, hvordan man tager børnene alvorligt og fremstiller barnet på dets egne naturlige betingelser og måder og lægger vægten på værdierne i barndommen, som en del af menneskets livsfase. Andersen gjorde op med forestillingen om, hvad et eventyr var og gjorde også op med det syn der var fremherskende, at barndommen ikke skulle indgå i litteraturen endsige malerkunsten.

Dette syn skabte Andersen mange kritikere, da han begyndte at skrive og producere eventyr for børn.

Vi kan i H.C. Andersens eventyr se , at der er mange, aktive og levende børn, som indtager vigtige roller i eventyrene. Andersen er dog ikke alene om at forholde sig til barnet også Charles Dickens beskæftiger sig med barnets sociale og psykologiske verden i bl.a. hans storby romaner ”Oliver Twist” og Nicholas Nickleby” fra 1830’erne.

Foto: Lars Bjørnsten Odense