LAURA FRIDERICHE TØNDER LUND (1803-31)

I forbindelse med sin konfirmations forberedelse skriver H.C.Andersen:

Jeg husker ikke en Eeneste fra den Tid, saa lidt maae der have givet sig af med mig ," jeg havde daglig Følelsen af, at jeg havde trængt mig ind, hvor jeg ikke hørte hjemme ," ogsaa Stiftsprovsten selv lod mig .føle det, og da jeg engang hos nogle af hans Bekjendtskab havde declameret Scener af en Comedie, kaldte han mig for sig, udtalte det Upassende i at gjøre Sligt paa en Tid, jeg forberedte mig til Confirmationen, og at naar han hørte Sligt om mig igjen, vilde jeg blive viist bort ," jeg blev meget angest og fortrykt i Sindet.

Blandt disse konfirmander finder vi dog HCA 's "første Velynderske" : Dog Een her var mig venlig og god, det var en ung Pige, af Confirmanderne, en Frøken Tønder-Lund, hun blev anseet for den fornemste af dem Alle, ...hun alene saae mildt til mig, sagde mig et venligt Goddag, og gav mig endogsaa engang en Rose, og jeg gik hjem, lyksalig , fordi der dog var Een, som ikke oversaae og forskød mig ".

Det har siden vist sig, at der ikke var nogen pige der blev konfirmeret sammen med Andersen med dette navn, så her må Andersen havde husket forkert..

Den unge pige, som havde gjort stort indtryk på H.C.Andersen, er Laura Frideriche Tønder Lund (1803-31). Hun var datter af etatsråd Niels Tønder Lund og ved faderens død i 1809 var moderen sammen med sine døtre flyttet til Odense. Her fik de en lejlighed i Vestergade og den lille Laura har sandsynligvis set skomagersønnen optræde, og under konfirmationsforberedelsen hos stiftsprovsten tog hun sig åbenbart af ham. Da Hans Christians moder døde i 1819, kom Laura i huset hos en slægtning i København, admiral J. C. Krieger .Her besøgte HC.Andersen flere gange sin lille veninde. Hun var en uvurderlig støtte for Andersen i forhold til at han kunne blive præsenteret for borgerskabet i København og for at sørge for at han kunne få økonomisk støtte under de trange år i København.Hun forsynede ham med barndomskapitlet i "Mit Livs Eventyr", der rummer ikke så få dystre minder: For den sindsvage Fa'erfa'ers havde.ieg en stor Angest,. kun een eneste Gang havde han talt til mig og da brugt den mig uvante Tiltale "De" ,. han snittede i Træ selsomme Billeder, Mennesker med Dyrehoveder, Dyr med Vinger og forunderlige Fugle,. disse pakkede han i en Kurv og gik saa ud paa Landet ,. ...een Dag han kom hjem igjen til Odense, hørte jeg Gadedrengene skrige høit efter ham ,. af Skræk skjulte jeg mig bag en Trappe, mens de stimlede forbi,. jeg vidste, jeg var af hans Kjød og Blod. Især to institutioner i byen kom til at stå som uhyggelige minder i hans erindring Odense Tugthus og Daarekisten.