|
Der laae op til det rige Herresæde en deilig velholdt Have med sjeldne Træer og Blomster; Gaardens Gjester udtalte deres Henrykkelse over disse, Omegnens Folk fra Landet og Kjøbstæderne kom paa Søn- og Helligdage og bade om Tilladelse til at see haven, ja hele Skoler indfandt sig til lignende Visit.
Udenfor Haven, op til Stakittet mod Markveien, stod en mægtig Tidsel; den var saa stor, fra Roden i flere Grene, saa at den bredte sig og nok kunde kaldes en Tidselbusk. Ingen saae paa den, uden det gamle Asen, der trak Malkepigernes Mælkevogn. Det gjorde lang Hals efter Tidselen og sagde: "Du er kjøn! jeg kunde æde dig!" men Tøiret var ikke saa langt at Asenet kunde naae at æde den. 
Ungdommen tumlede sig paa Græsplainen og spillede "Croquet"; de gik mellem Blomsterne, og hver af de unge Piger plukkede en Blomst og satte den i en af de unge Herrers Knaphul; men den unge skotske Frøken saae længe rundt om, vragede og vragede; ingen af Blomsterne syntes at falde i hendes Smag; da saae hun over Rækværket, derude stod den store Tidselbusk med sine rødblaae, kraftige Blomster, hun saae dem, hun smiilte og bad Husets Søn plukke hende een af disse.
"Den er Skotlands Blomst!" sagde hun; "den pranger i Landets Vaaben, giv mig den!" |
