|
Gartneren talte tidt til sit Herskab om at lade fælde de gamle Træer, de saae ikke godt ud, og kom de bort blev man rimeligviis fri for de skrigende Fugle, de vilde søge andetsteds hen. Men Herskabet vilde hverken af med Træerne eller med Fuglevrimlen, det var Noget, Gaarden ikke kunde miste, det var Noget fra den gamle Tid, og den skulde man ikke aldeles slette ud. 
Og Gartneren tog til Byen og spurgte Frugthandleren, hvorfra han havde disse høipriste Æbler og Pærer.
"De ere fra Deres egen Have!" sagde Frugthandleren og viste ham baade Æble og Pære, som han kjendte igjen.
Naa, hvor blev han glad, Gartneren; han skyndte sig til Herskabet og fortalte, at baade Æblerne og Pærerne vare fra deres egen Have.
Det kunde Herskabet slet ikke troe. "Det er ikke muligt, Larsen! kan De skaffe skriftlig Forsikkring fra Frugthandleren?"
Og det kunde han, skriftlig Attest bragte han.
"Det var da mærkeligt!" sagde Herskabet.
|
