H.C. Andersens første eventyr 

Andersen har siden sin barndom fortalt eventyr og senere i livet begyndte han også at skrive og klippe. Først i 1830 prøvede han som eventyrdigter, at udgive sin første digtsamling ”Digte” herunder det fynske folkeeventyr ”Dødningen” . Beskeden til læserne var, at hvis man brød sig om denne genre, så havde han mere af samme slags. 

I forordet til ’”Dødningen”. Et fyensk Folke Eventyr fra 1830 hedder det: ”Som Barn var det min største Glæde at høre Eventyr, en stor Deel Staae endnu ret levende i min Erindring, og nogle af disse ere kun lidet eller intet bekjendte; jeg har her gjenfortalt et, og dersom jeg seer det optaget med Bifald, vil jeg saaledes behandle flere, og engang levere en Cyklus af dansk Folke-Eventyr”.  

Endnu engang ses vigtigheden for Andersen at få tilbagemeldinger på sine litterære værker, således at han kunne vurdere om de skulle udgives. H.C. Andersen fik ikke den positive tilbagemelding han havde ønsket sig og hvem kan forstå det i dag! En negativ tilbagemelding var der i ”Maanedsskrift for Litteratur” og det var digteren Christian Molbech. Hans negative holdning skyldes at Andersen havde forfejlet den episke tone, hvori sådanne eventyr må fortælles var beskeden fra Molbech. Desuden kan årsagen til hans negativitet også skyldes, at han selv forsøgte sig som både fortæller og udgiver af eventyr og at Andersen var en "konkurrent".

Udsigten fra lejligheden i Nyhavn. H.C. Andersen tegning

H.C. Andersen var skuffet og først i 1835 blev der igen udgivet eventyr. Andersen havde brug for penge efter hjemkomsten fra Italiensrejsen. Han var nu flyttet ind i Nyhavn 20 hos Karen Sophie Larsen , hvor der skulle betales husleje og desuden havde Andersen fået afslag på sin ansøgning til Det Kongelige Bibliotek, så han var i akut pengemangel.

Fra sin rejse til Italien havde han masser af dagbogsnotater, som skulle omdannes til kunst, der kunne sælges. Andersen gik derfor tiggergang til sin velgører Jonas Collin i håb om at få penge til husleje, tøj og støvler m.m. Andersen havde fået antaget flere stykker på Det kongelige Teater, men desværre faldt pengene først efter at stykkerne var blevet opført.  

I 1835 havde Andersen to bogudgivelser ”Improvisatoren og ” Eventyr, fortalte for Børn”, men som så ofte før, så var bogudgiveren ikke sikker på salget af værkerne og var derfor tilbageholden med at betale honoraret til Andersen.

 I august 1836 ændrede H.C. Andersens økonomiske situation og havde de penge, der skulle til for at leve og desuden kunne han sætte penge i ”Sparekassen”. Den 30-årige Andersen betalte sin gæld til Jonas Collin.

Siden 1836 have H.C. Andersen penge nok til de daglige fornødenheder og rejser og efter sigende var H.C. Andersen millionær, da han døde i 1875. 

 Det var romanen O.T. samt teaterstykkerne ”Festen på Kenilworth” og ”Skilles og mødes” der gav Andersen de første penge og det var forlægger Reitzel der havde fået et guldæg i sin rede. H.C. Andersen var ikke klar over at hans børneeventyr senere ville blive den store succes og guldåre for både Andersen og forlæggeren, som eftertiden viste.

Det første hefte af tre med ”Eventyr, fortalte for Børn” udkom i maj 1835 og indeholdt  H.C. Andersens  fire første eventyr "Fyrtøjet", "Lille Claus og store Claus", "Prinsessen på Ærten" og "Den lille Idas Blomster". Det andet hefte udkom i december med eventyrene ”Tommelise”, ”Den uartige Dreng” og ”Rejsekammeraten”.

Digteren B.S. Ingemann frarådede Andersen at skrive flere af den slags historier og derfor udkom det tredje hefte først i 1839 med eventyrerne ”Den lille Havfrue” og ” Kejserens nye Klæder”

Tegning af "Den lille Havfrue" Lorenz Froelich 1837.

Andersen havde ændret eventyrgenren med disse børneeventyr. Da Andersen første eventyr var en realitet i 1830’erne blev børn ikke taget alvorligt, man respekterede ikke barnets egen identitet, natur- følelses- og fantasi liv.

Andersens nye eventyrgenre blev betragtet som et brud mod tidligere tiders kunstarter.  Hans eventyr bar præg af fantasi, vildhed, primitivitet og var hele tiden ukultiverede. Andersens alt for friske og ligefremme sprogbrug overskred en helt nødvendig og belærende afstand mellem de voksne og barnet, hvis selvopfattelse kunne tage slemt skade af en fortæller som Andersen, der var så indforstået og jævnbyrdig med børnene.

Eventyr skulle være et led i datidens børneopdragelse og håndhæve en magt, således som det blev fremført i Dansk Litteratur-Tidende fra 1836. ” Børn maa som sagt ikke gives Anledning til i deres Forestillinger at sætte sig på den høie Hest, eller blive kritiske. Hvad der leveres dem bør altid staae over den, og det er ogsaa saadanne Ting, som de helst ønske, at høre” i nutidens samfund er det netop det modsatte synspunkt der er gældende nemlig, at børn skal udfolde fantasi og være kritiske overfor det de læser, ser og hører.

Andersen havde svært ved at finde forståelse for sine eventyr i Danmark, men han fortsætter udgivelserne af eventyr sammen med digte, romaner og dramaer. Inden rejsen til Nærorienten blev det til 17 eventyr. Udenfor Danmarks grænser i Centraleuropa havde man et andet syn på Andersens eventyr man erkendte at Andersen form- og indholdsmæssige fornyelse af litteraturen. Ingen har tidligere brugt barnet, så radikalt i sin kunstneriske udfoldelse som H.C. Andersen gjorde. Barnet bliver handlekraftigt ved at tænke, tale, føle, skabe og fantasere. Vigtige værdier i ethvert menneskets udvikling.

 lb 

Foto: Lars Bjørnsten Odense