Eventyret "Hyldemoer"

H. C. Andersen: Eventyret Hyldemoer 1850

    Der var engang en lille Dreng, der var forkjølet; han havde gaaet og faaet vaade Fødder, Ingen kunde begribe, hvor han havde faaet dem fra, thi det var ganske tørt Veir. Nu klædte hans Moder ham af, bragte ham i Seng og lod Theemaskinen komme ind, for at lave ham en god Kop Hyldethee, for det varmer! I det samme kom ind ad Døren den gamle morsomme Mand, som boede øverst oppe i Huset og levede saa alene, for han havde hverken Kone eller Børn, men holdt saa meget af alle Børn og vidste at fortælle saa mange Eventyr og Historier, at det var en Lyst.
   "Nu drikker du din Thee!" sagde Moderen,"maaskee faaer du saa et Eventyr."
   "Ja naar man bare kunde noget nyt!" sagde den gamle Mand og nikkede saa mildt. "Men hvor har den lille faaet de vaade Fødder?" spurgte han.
   "Ja, hvor har han det!" sagde Moderen, "det kan der Ingen begribe."
   "Faaer jeg et Eventyr?" spurgte Drengen.
   "Ja, kan du sige mig temmelig nøiagtigt, for det maa jeg først vide, hvor dyb er Rendestenen omme i den lille Gade, hvor du gaaer i Skole."
   "Akkurat til midt paa Skafterne," sagde Drengen, "men saa maa jeg gaae i det dybe Hul!"
   "See derfra har vi de vaade Fødder," sagde den Gamle. "Nu skulde jeg rigtignok fortælle et Eventyr, men jeg kan ingen flere!"
   "De kan lave et lige strax," sagde den lille Dreng. "Moder siger, at Alt hvad De seer paa, kan blive et Eventyr, og Alt hvad De rører ved, kan De faae en Historie af!"
   "Ja, men de Eventyr og Historier due ikke! nei, de rigtige, de komme af sig selv, de banke mig paa Panden og sige: her er jeg!"
   "Banker det ikke snart?" spurgte den lille Dreng, og Moderen loe, kom Hyldethee paa Potten og skjænkede kogende Vand over.
   "Fortæl! fortæl!"
   "Ja, naar der vilde komme et Eventyr af sig selv, men saadant et er fornemt, det kommer kun naar det selv har Lyst -! stop!" sagde han lige med Et. "Der har vi det! pas paa, nu er der et paa Theepotten!"
   Og den lille Dreng saae hen til Theepotten, Laaget hævede sig meer og meer, og Hyldeblomsterne kom frem saa friske og hvide, de skjøde store lange Grene, selv ud af Tuden bredte de sig til alle Sider og bleve større og større, det var den deiligste Hyldebusk, et heelt Træ, det ragede ind i Sengen og skjød Gardinerne til Side; nei, hvor det blomstrede og duftede! og midt i Træet sad en gammel, venlig Kone med en underlig Kjole paa, den var ganske grøn, ligesom Hyldetræets Blade og besat med store hvide Hyldeblomster, man kunde ikke strax see, om det var Tøi eller levende Grønt og Blomster.
   "Hvad hedder den Kone?" spurgte den lille Dreng.
   "Ja, disse Romere og Grækere", sagde den gamle Mand, "de kaldte hende en Dryade, men det forstaae vi ikke; ude i Nyboder have de et bedre Navn til hende, der kaldes hun: "Hyldemoer", og det er nu hende, du skal passe paa; hør bare efter, og see paa det deilige Hyldetræ:
   Netop saadant et stort, blomstrende Træ staaer der ude i Nyboder; det voxede henne i Krogen i en lille fattig Gaard; under dette Træ sad en Eftermiddag, i det deiligste Solskin, to gamle Folk, det var en gammel, gammel Sømand og hans gamle, gamle Kone, de vare Oldeforældre og skulde snart holde deres Guldbryllup, men de kunde ikke rigtig huske Datoen, og Hyldemoer sad i Træet og saae saa fornøiet ud, ligesom her. "Jeg veed nok, naar det er Guldbryllup!" sagde hun, men de hørte det ikke, de talte om de gamle Dage.
   "Ja, kan du huske," sagde den gamle Sømand, "den Gang vi vare ganske smaa Unger og løb og legede, det var netop i den samme Gaard, hvor vi nu sidde, og vi stak Pinde i Jorden og gjorde en Have."
   "Ja," sagde den gamle Kone, "det husker jeg godt! og vi vandede Pindene, og een af dem var en Hyldepind, den satte Rod, skjød grønne Skud og er nu blevet til det store Træ, vi gamle Mennesker sidde under."
   "Ja vist!" sagde han, "og derhenne i Krogen stod en Vandballe, der flød mit Fartøi, jeg havde selv skaaret det, hvor det kunde seile! men jeg kom rigtignok snart anderledes ud at seile!"
   "Ja, men først gik vi i Skole og lærte Noget!" sagde hun, "og saa bleve vi confirmerede; vi græd begge to; men om Eftermiddagen gik vi Haand i Haand op paa Rundetaarn og saae ud i Verden over Kjøbenhavn og Vandet; saa gik vi paa Frederiksberg, hvor Kongen og Dronningen i deres prægtige Baade seilede om i Kanalerne."
   "Men jeg kom rigtignok anderledes til at seile, og det i mange Aar, langt bort paa de store Reiser!"
   "Ja, jeg græd tidt for dig!" sagde hun, "jeg troede, du var død og borte og skulde ligge og pjanke dernede i det dybe Vand! mangen Nat stod jeg op og saae om Fløien dreiede sig; ja den dreiede sig nok, men du kom ikke! jeg husker saa tydelig, hvorledes det skyllede ned en Dag, Skrallemanden kom udenfor, hvor jeg tjente, jeg kom ned med Fjerdingen og blev staaende ved Døren; - hvor det var et fælt Veir! og ligesom jeg stod der, var Postbudet ved Siden af mig og gav mig et Brev; det var fra dig! ja hvor det havde reist om! jeg foer lige i det og læste; jeg loe og jeg græd; jeg var saa glad! der stod, at du var i de varme Lande, hvor Kaffebønnerne groe! hvor det maa være et velsignet Land! du fortalte saa meget, og jeg saae det altsammen, mens Regnen skyllede ned, og jeg stod med Fjerdingen. I det samme var der Een, som tog mig om Livet - -!"
   "- Ja, men du gav ham et godt Slag paa Øret, saa det kladskede efter."
   "Jeg vidste jo ikke, at det var dig! Du var kommet ligesaa tidligt som dit Brev; og du var saa kjøn! - det er du da endnu, du havde et langt, guult Silkelommetørklæde i Lommen og en blank Hat paa; du var saa fiin. Gud, hvor det dog var et Veir, og hvor Gaden saae ud!"
   "Saa bleve vi gifte!" sagde han, "husker du? og saa da vi fik den første lille Dreng og saa Marie og Niels og Peter og Hans Christian!"
   "Ja, og hvor de Allesammen ere voxede op og blevne skikkelige Mennesker, hvem Alle holde af!"
   "Og deres Børn igjen, de have faaet Smaa!" sagde den gamle Matros; "ja det er Børnebørnsbørn, der er Krummer i! - det var jo dog, synes mig, paa denne Tid af Aaret vi holdt Bryllup -!"
   "Ja, just i Dag er det Guldbryllupsdagen!" sagde Hyldemoer og stak Hovedet lige ind imellem de to Gamle, og de troede, at det var Nabokonen, der nikkede; de saae paa hinanden og holdt hinanden i Hænderne; lidt efter kom Børn og Børnebørn; de vidste godt, at det var Guldbryllupsdagen, de havde allerede imorges gratuleret, men det var glemt af de Gamle, medens de huskede saa godt Alt, hvad der var skeet for mange Aar tilbage; og Hyldetræet duftede saa stærkt og Solen, som var ved at gaae ned, skinnede de to Gamle lige ind i Ansigtet; de saae begge to saa rødmussede ud, og den mindste af Børnebørnene dandsede rundt om dem og raabte nok saa lyksalig, at i Aften skulde der være rigtig Stads, de skulde have varme Kartofler; og Hyldemoer nikkede i Træet og raabte Hurra med alle de Andre. -"
   - "Men det var jo intet Eventyr!" sagde den lille Dreng, som hørte det fortælle.
   "Ja, det maa du forstaae!" sagde han, som fortalte, "men lad os spørge Hyldemoer!"
   "Det var intet Eventyr;" sagde Hyldemoer, "men nu kommer det! Ud af det Virkelige voxer just det forunderligste Eventyr; ellers kunde jo min deilige Hyldebusk ikke være sprunget ud af Theepotten!" og saa tog hun den lille Dreng ud af Sengen, lagde ham ved sit Bryst, og Hyldegrenene, fulde af Blomster, sloge sammen omkring dem, de sad, som i det tætteste Lysthuus, og det fløi med dem igjennem Luften, det var saa mageløst deiligt. Hyldemoer var med eet blevet en ung, nydelig Pige, men Kjolen var endnu af samme grønne, hvidblomstrede Tøi, som Hyldemoer havde baaret; paa Brystet havde hun en virkelig Hyldeblomst, og om sit gule, krøllede Haar en heel Krands af Hyldeblomster; hendes Øine vare saa store, saa blaa, o, hun var saa velsignet at see paa! hun og Drengen kyssedes, og saa vare de i lige Alder og af lige Lyst.
   De gik Haand i Haand ud af Løvhytten og stode nu i Hjemmets smukke Blomsterhave; ved den friske Græsplet var Faders Stok tøiret til en Pind; for de Smaa var der Liv i Stokken; saasnart de satte sig skrævs over den, forvandlede sig den blanke Knap til et prægtigt vrinskende Hoved, den lange sorte Manke flagrede, fire slanke, stærke Been skjød ud; Dyret var stærkt og væligt; i Gallop foer de rundt om Græspletten; hussa! - "Nu ride vi mange Mile bort!" sagde Drengen; "vi ride til Herregaarden, hvor vi vare ifjor!" og de reed og reed Græspletten rundt; og altid raabte den lille Pige, der, som vi veed, var ingen anden end Hyldemoer: "Nu ere vi paa Landet! seer du Bondens Huus med den store Bagerovn, der synes et kjæmpestort Æg i Muren ud mod Veien; Hyldetræet hælder sine Grene hen over den, og Hanen gaaer og skraber for Hønsene, see, hvor den bryster sig! - nu ere vi ved Kirken! den ligger høit paa Bakken mellem de store Egetræer, hvoraf det ene er halvt gaaet ud! - Nu er vi ved Smedien, hvor Ilden brænder, og de halvnøgne Mænd slaae med Hammeren, saa Gnisterne flyve vidtomkring. Afsted, afsted til den prægtige Herregaard!" og Alt, hvad den lille Pige, der sad bag paa Stokken, sagde, det fløi ogsaa forbi; Drengen saae det, og dog kom de kun Græspletten rundt. Saa legede de i Sidegangen og ridsede i Jorden en lille Have, og hun tog Hyldeblomsten af sit Haar, plantede den, og den voxte akkurat ligesom det var skeet for de Gamle Folk i Nyboder den Gang de vare Smaa, og som der tidligere er fortalt om. De gik Haand i Haand, ligesom de Gamle Folk havde gjort det som Børn, men ikke op paa det runde Taarn, eller til Frederiksberghave, nei, den lille Pige tog Drengen om Livet, og saa fløi de vidt omkring i hele Danmark, og det var Vaar og det blev Sommer, og det var Høst og det blev Vinter, og tusinde Billeder afspeilede sig i Drengens Øine og Hjerte, og altid sang den lille Pige for ham: "det vil du aldrig glemme!" og paa den hele Flugt duftede Hyldetræet saa sødt og saa deiligt; han mærkede vel Roserne og de friske Bøge, men Hyldetræet duftede endnu mere forunderligt, thi dets Blomster hang ved den lille Piges Hjerte, og til det hældede han i Flugten tidt sit Hoved.
   "Her er deiligt i Vaaren!" sagde den unge Pige, og de stode i den nys udsprungne Bøgeskov, hvor den grønne Bukkar duftede for deres Fødder, og de blegrøde Anemoner saae saa deilige ud i det Grønne. "O, var det altid Vaar i den duftende danske Bøgeskov!"
   "Her er deiligt i Sommeren!" sagde hun, og de foer forbi gamle Herregaarde fra Riddertiden, hvor de røde Mure og takkede Gavle speilede sig i Kanalerne, hvor Svanerne svømmede og kiggede op i den gamle kjølige Alleer. Paa Marken bølgede Kornet, ligesom det var en Sø, Grøfterne stode med røde og gule Blomster, Gjærderne med vild Humle og blomstrende Convolvoli; og om Aftenen steg Maanen rund og stor, Høstakkene paa Engene duftede saa sødt. "Det glemmes aldrig!"
   "Her er deiligt i Efteraaet!" sagde den lille Pige, og Luften blev dobbelt saa høi og blaa, Skoven fik de deiligste Couleurer af Rødt, Guult og Grønt, Jagthundene foer afsted, hele Skarer Fuglevildt fløi skrigende henover Kæmpehøien, hvor Brombærranken hang om de gamle Stene; Havet var sortblaat med hvide Seilere og i Loen sad gamle Koner, Piger og Børn og pillede Humle i et stort Kar; de Unge sang Viser, men de Gamle fortalte Eventyr om Nisser og Trolde. Bedre kunde der ikke være! "Her er deiligt i Vinteren!" sagde den lille Pige; og alle Træer stode med Riimfrost, de saae ud som hvide Koraller, Sneen knirkede under Fødderne, som om man altid havde nye Støvler paa, og fra Himlen faldt det ene Stjerneskud efter det andet. I Stuen tændtes Juletræet, der var Presenter og godt Humeur; paa Landet klang Violen i Bondens Stue, Æbleskiver fløi i Grams; selv det fattigste Barn sagde: "Det er dog deiligt om Vinteren!"
   Ja, det var deiligt! og den lille Pige viste Alting til Drengen, og altid duftede Hyldetræet og altid vaiede det røde Flag med det hvide Kors, Flaget, hvorunder den gamle Sømand i Nyboder havde seilet; - og Drengen blev Knøs, og han skuldde ud i den vide Verden, langveis bort til de varme Lande, hvor Kaffeen groer; men i Afskeden tog den lille Pige en Hyldeblomst af sit Bryst, gav ham den at gjemme og den blev lagt i Psalmebogen, og altid i fremmed Land, naar han aabnede Bogen, var det just paa det Sted, hvor Erindringsblomsten laae, og jo mere han saae paa den, des friskere blev den; han ligesom følte en Duft fra de danske Skove, og tydeligt saae han mellem Blomsterbladene den lille Pige titte frem med sine klare blaa Øine, og hun hvidskede da: "her er deiligt i Vaar, i Sommer, i Høst og Vinter!" og hundrede Billeder glede gjennem hans Tanker.
   Saaledes gik mange Aar, og han var nu en gammel Mand og sad med sin gamle Kone under et blomstrende Træ; de holdt hinanden i Hænderne, ligesom Oldefader og Oldemoder gjorde det ude i Nyboder, og de talte ligesom de om de gamle Dage, og om Guldbrylluppet; den lille Pige med de blaae Øine og med Hyldeblomsterne i Haaret sad oppe i Træet, nikkede til dem begge to, og sagde: "i Dag er det Guldbryllupsdag!" og saa tog hun to Blomster af sin Krands, kyssede paa dem, og de skinnede først som Sølv, saa som Guld, og da hun lagde dem paa de gamle Folks Hoveder, blev hver Blomst til en Guldkrone; der sad de begge to som en Konge og en Dronning, under det duftende Træ, der ganske og aldeles saae ud som et Hyldetræ, og han fortalte sin gamle Kone Historien om Hyldemoer, saaledes som den var fortalt ham, da han var en lille Dreng, og de syntes begge to, at der var saa meget i den, som lignede deres egen, og det der lignede, det syntes de bedst om.
   "Ja, saadan er det!" sagde den lille Pige i Træet, "Nogle kalde mig Hyldemoer, Andre kalde mig Dryade, men egentlig hedder jeg Erindring, det er mig, der sidder i Træet, som voxer og voxer, jeg kan huske, jeg kan fortælle! Lad mig see, om du har din Blomst, endnu!"
   Og den gamle Mand aabnede sin Psalmebog, der laae Hyldeblomsten, saa frisk, som den nylig var lagt deri, og Erindringen nikkede, og de to Gamle med Guldkrone paa sad i den røde Aftensol; de lukkede Øinene, og - og -! ja saa var Eventyret ude!
   Den lille Dreng laae i sin Seng, han vidste ikke, om han havde drømt, eller om han havde hørt det fortælle; Theepotten stod paa Bordet, men der voxte intet Hyldetræ ud af den, og den gamle Mand, som havde fortalt, var lige ved at gaae ud af Døren, og det gjorde han.
   "Hvor det var deiligt!" sagde den lille Dreng. "Moder, jeg har været i de varme Lande!"
   "Ja, det troer jeg nok!" sagde Moderen, "naar man faaer to svingende Kopper Hyldethee til Livs, saa kommer man nok til de varme Lande!" - og hun dækkede godt til om ham, at han ikke skulde forkjøle sig. "Du har nok sovet, mens jeg sad og skjændtes med ham, om det var en Historie eller et Eventyr!"
   "Og hvor er Hyldemoer?" spurgte Drengen.
   "Hun er paa Theepotten!" sagde Moderen, "og der kan hun blive!"