Naar Vinden løber hen over Græsset, da
kruser det sig som et Vand, løber den
hen over Kornet, da bølger det som en
Sø, det er Vindens Dands; men hør den
fortælle: den synger det ud, og
anderledes klinger det i Skovens Træer,
end igjennem Murens Lydhuller, Sprækker
og Revner. Seer Du, hvor Vinden deroppe
jager Skyerne, som vare de en Faarehjord!
hører Du, hvor Vinden hernede tuder
gjennem den aabne Port, som var den
Vægter og blæste i Horn! Underligt suser
den ned i Skorstenen og ind i Kaminen;
Ilden flammer og gnistrer derved,
skinner langt ud i Stuen og her er saa
luunt og hyggeligt at sidde og høre til.
Lad kun Vinden fortælle! den veed
Eventyr og Historier, flere end vi Alle
tilsammen. Hør nu, hvor den fortæller:
"Hu- u- ud! fare hen!" - det er Omqvædet
paa Visen.
Der ligger ved store Belt en gammel
Gaard med tykke, røde Mure!" siger
Vinden, "jeg kjender hver Steen, jeg
saae den før, da den sad i Marsk Stigs
Borg paa Næsset; den maatte ned! Stenen
kom op igjen og blev en ny Muur, en ny
Gaard, andet Steds, det var Borreby
Gaard, som den staaer endnu!
Jeg har seet og kjendt de høiadelige
Mænd og Fruer, de vexlende Slægter, som
boede derinde, nu fortæller jeg om
Valdemar Daae og hans Døttre!
Han løftede saa stolt sin Pande, han var
af kongelig Æt! han kunde mere end jage
en Hjort og tømme et Kruus; - det vilde
nok klare sig, sagde han selv.
Hans Frue skred frem strunk i
Gyldenstykkes Kjortel, hen over sit
blanke, tavlede Gulv; Tapeterne vare
prægtige, Meublerne dyrtkjøbte, de vare
kunstigt snittede ud. Sølv- og Guldtøi
havde hun bragt i Huset; tydsk Øl laae i
Kjælderen, da der laae noget; sorte,
vælige Heste vrinskede i Stalden; der
var rigt derinde i Borreby Gaard, da
Rigdommen var der.
Og Børn var der; tre fine Jomfruer, Ide,
Johanne og Anna Dorthea; jeg husker
Navnene endnu.
Det var rige Folk, det var fornemme
Folk, født i Herlighed og voxet op i
den! hu- u- ud! fare hen," sang Vinden,
og saa fortalte den igjen
"Her saae jeg ikke, som i andre gamle
Gaarde, den høibaarne Frue sidde i
Høisalen med sine Piger og dreie
Spinderokken, hun spillede paa den
klingende Luth og sang dertil, dog ikke
altid de gamle danske Sange, men Viser i
fremmed Tungemaal. Her var Liv og
Gjestereren, her kom fornemme Gjester
fra nær og fjern, Musiken klang, Bægerne
klang, jeg kunde ikke døve dem over!"
sagde Vinden. "Her var Hovmod med Bram
og med Brask, Herskab, men ikke Vor
Herre!
Saa var det just Maidags Aften," sagde
Vinden, "jeg kom Vester fra, havde seet
Skibe qvase i Vrag paa Vestjyllands
Kyst, jaget over Heden og den skovgrønne
Kyst, hen over Fyens Land og kom nu over
store Belt, hæsende og blæsende.
Da lagde jeg mig til Ro ved Sjællands
Kyst, nær ved Borreby Gaard, hvor endnu
Skoven stod med herlige Ege.
De unge Karle fra Egnen kom herud og
samlede Riis og Grene, de største og
tørreste, de kunde finde. De gik med dem
til Byen, lagde dem i Bunke, tændte Ild
i den og Piger og Karle dandsede med
Sang rundt derom.
Jeg laae stille," sagde Vinden, "men
sagtelig rørte jeg ved een Green, den,
der var lagt af den kjønneste Ungkarl;
hans Ved blussede op, blussede høiest;
han var den udvalgte, fik Hædersnavnet,
blev Gadebasse, valgte først blandt
Pigerne sit lille Gadelam; det var en
Glæde, en Lystighed større end der inde
i det rige Borreby Gaard."
"Og hen imod Gaarden kom med sex Heste
agende i gylden Karreet den høie Frue og
hendes tre Døttre, saa fine, saa unge,
tre yndelige Blomster: Rose, Lilie og
den blege Hyazint. Moderen selv var en
prangende Tulipan, hun hilsede ikke Een
af den hele Flok, der holdt op i Legen
og knixede og krøb, man skulde troe, at
Fruen var skjør i Stilken.
Rose, Lilie og den blege Hyazint, ja,
jeg saae dem alle tre! hvis Gadelam
skulde vel de engang blive, tænkte jeg;
deres Gadebasse bliver en stoltelig
Ridder, maaskee en Prinds! - Hu- u- ud!
- fare hen! fare hen!
Ja, Agetøiet foer med dem og
Bønderfolkene foer i Dandsen. Der blev
redet Sommer i By til Borreby, til
Tjæreby, til alle de Byer omkring.
Men om Natten, da jeg reiste mig," sagde
Vinden, "lagde den høifornemme Frue sig,
for aldrig mere at staae op; det kom
saadan over hende, som det kommer over
alle Mennesker, det er ikke noget Nyt.
Valdemar Daae stod alvorlig og
tankefuld, en lille Stund; det stolteste
Træe kan vries, men ikke knækkes, sagde
det inde i ham; Døttrene græd og paa
Gaarden tørrede de Allesammen deres Øine,
men Fru Daae var faret hen, - og jeg
foer hen! hu- u- ud!" sagde Vinden.
"Jeg kom igjen, jeg kom tidt igjen, over
Fyens Land og Beltets Vand, satte mig
ved Borreby Strand, ved den prægtige
Egeskov; der byggede Fiskeørnen,
Skovduerne, de blaae Ravne og selv den
sorte Stork. Det var tidligt paa Aaret,
Nogle havde Æg og Nogle havde Unger. Nei,
hvor de fløi, hvor de skreg; der var
Øxeslag at høre, Slag paa Slag; Skoven
skulde fældes, Valdemar Daae vilde bygge
et kosteligt Skib, et Orlogsskib paa tre
Fordæk, som Kongen nok vilde kjøbe, og
derfor faldt Skoven, Sømændenes Mærke,
Fuglenes Bo. Tornskaden fløi
forskrækket, dens Rede blev ødelagt;
Fiskeørnen og alle Skovens Fugle mistede
deres Hjem, de fløi vildsomme om og
skrege i Angest og Vrede, jeg forstod
dem nok. Krager og Alliker raabte høit i
Spot: "fra Reden! fra Reden! frç! frç!"
Og midt i Skoven, ved Arbeidernes Flok,
stod Valdemar Daae og hans tre Døttre,
og de loe Allesammen af Fuglenes vilde
Skrig, men hans mindste Datter, Anna
Dorthea, følte Ynk derover i sit Hjerte,
og da de ogsaa vilde fælde et
halvudgaaet Træ, paa hvis nøgne Green
den sorte Stork havde bygget, og de smaa
Unger stak Hovederne frem, bad hun for
den, bad med Vand i Øinene, og saa fik
Træet Lov at staae med Reden for den
sorte Stork. Det var en ringe Ting kun.
Der blev hugget, der blev savet, - der
blev bygget et Skib paa tre Fordæk.
Bygmesteren selv var af ringe Kuld, men
af adelig Huld; Øine og Pande mælede om
hvor klog han var og Valdemar Daae hørte
ham gjerne fortælle, det hørte ogsaa
liden Ide, den ældste, den femtenaars
Datter; og mens han byggede Skib for
Faderen, byggede han Drømmeslot for sig
selv, hvori han og liden Ide sad som
Mand og Kone, og det var ogsaa skeet,
havde Slottet været af murede Steen med
Volde og Grave, Skov og Have. Men med al
sin Kløgt var Mester dog kun en fattig
Fugl, og hvad skal Spurv i Tranedands?
Hu- u- ud! - jeg fløi bort og han fløi
bort, for han turde ikke blive, og liden
Ide forvandt det, for hun maatte
forvinde det!"
"I Stalden vrinskede de sorte Heste,
værd at see paa og de bleve seet paa. -
Admiralen var sendt fra Kongen selv for
at see paa det nye Orlogsskib og tale om
dets Kjøb, han talte høit i Beundring om
de vælige Heste; jeg hørte det godt!"
sagde Vinden; "jeg fulgte med Herrerne
gjennem den aabne Dør og strøede
Halmstraae som Guldstænger foran deres
Fødder. Guld vilde Valdemar Daae have,
Admiralen vilde have de sorte Heste, thi
roste han dem saa, men det blev ikke
forstaaet og saa blev Skibet heller ikke
kjøbt, det stod og skinnede ved
Stranden, dækket til med Planker, en Noæ
Ark, der aldrig kom paa Vandet. Hu- u-
ud! fare hen! fare hen! og det var
ynkeligt!
I Vinterens Tid, naar Marken laae med
Snee, Drivisen fyldte Beltet og jeg
skruede den op paa Kysten," sagde
Vinden, "kom Ravne og Krager, den ene
sortere end den anden, store Flokke; de
satte sig paa det øde, det døde, det
eensomme Skib ved Stranden og skrege med
hæse Skrig om Skoven, der var borte, de
mange kostelige Fuglereder, der vare
lagte øde, de huusvilde Gamle, de
huusvilde Smaa og alt det for det store
Skrammels Skyld, det stolte Fartøi, der
aldrig skulde ud at seile.
Jeg hvirvlede Sneefoget; Sneen laae som
store Søer høit omkring det, hen over
det! jeg lod det høre min Røst, hvad en
Storm har at sige; jeg veed, at jeg
gjorde mit til, at det kunde faae
Skibskundskab. Hu- u- ud! fare hen!
Og Vinteren foer hen, Vinter og Sommer
de foer og de fare, som jeg farer, som
Sneen fyger, Æbleblomsten fyger og Løvet
falder! fare hen, fare hen, fare hen,
Menneskene med!
Men endnu vare Døttrene unge, liden Ide
en Rose deilig at see, som da
Skibsbyggeren saa hende. Tidt tog jeg
fat i hendes lange, brune Haar, naar hun
ved Æbletræet i Haven stod tankefuld og
ikke mærkede, at jeg dryssede hende
Blomster paa Haaret, der løste sig, og
hun saae paa den røde Sol og den gyldne
Himmelgrund mellem Havens mørke Buske og
Træer.
Hendes Søster var som en Lilie,
skinnende og strunk, Johanne; hun havde
Reisning og Kneisning, var som Moderen
skjør af Stilk. Gjerne gik hun i den
store Sal, hvor Slægtens Billeder hang;
Fruerne vare malede af i Fløiel og Silke
med perlebestukken lille bitte Hat paa
de flettede Haar; det var skjønne Fruer!
deres Hosbond saae man i Staal eller
kostelig Kappe med Egernskindsfoer og
den blaa Pibekrav; Sværdet var spændt om
Laaret og ikke om Lænden. Hvor skulde
vel Johannes Billed engang hænge paa
Væggen og hvordan saae han ud den
adelige Hosbond? ja, det tænkte hun paa,
det smaasnakkede hun om, jeg hørte det,
naar jeg foer gjennem den lange Gang ind
i Salen og vendte mig igjen.
Anna Dorthea, den blege Hyazint, kun et
fjortenaars Barn, var stille og
eftertænksom; de store, vandblaae Øine
saae tankefulde ud, men Barnesmilet sad
om Munden, jeg kunde ikke blæse det
bort, og det vilde jeg ikke heller.
Jeg traf hende i Haven, Huulveien og paa
Hovmarken, hun samlede Urter og
Blomster, dem hun vidste, at hendes
Fader kunde bruge til de Drikke og
Draaber, han vidste at destillere;
Valdemar Daae var hovmodig og kry, men
ogsaa kyndig og vidste saa meget; det
mærkede man nok, det mumledes der om;
Ilden brændte i hans Kamin selv ved
Sommertid; Kammerdøren var lukket af;
det tog til i Dage og Nætter, men han
talte ikke meget om det; Naturens
kræfter skal man stille raade, snart
vilde han nok udfinde det Bedste - det
røde Guld.
Derfor dampede det fra Kaminen, derfor
knittrede og flammede det! ja, jeg var
med!" fortalte Viden, "lad fare! lad
fare! sang jeg gjennem Skorstenen. Det
bliver Røg, Smøg, Emmer og Aske! Du
brænder Dig selv op! hu- u- ud! fare
hen! fare hen! men Valdemar Daae lod det
ikke fare!
De prægtige Heste paa Stalden, - hvor
blev de af? det gamle Sølv- og Guldtøi i
Skab og i Buur, Køerne paa Marken, Gods
og Gaard? - ja, de kunne smelte! smelte
i Gulddigelen, og der kommer dog ikke
Guld.
Der blev tomt i Lo og i Fadebuur, i
Kjælder og paa Loft. Færre Folk, flere
Muus. Een Rude sprak, een knak, jeg
behøvede ikke at gaae ind ad Døren!"
sagde Vinden. "Hvor Skorstenen ryger,
braser Maaltidet, Skorstenen røg, den,
der slugte alle Maaltider, for det røde
Guld.
Jeg blæste gjennem Borgporten, som en
Vægter der blæser i Horn, men der var
ingen Vægter!" sagde Vinden; "jeg
dreiede Spirets Veirhane, den skurrede,
som om Vægteren snorkede paa Taarnet,
men der var ingen Vægter; der var Rotter
og Muus; Fattigdom dækkede Bordet,
Fattigdom sad i Klædeskab og i Madskab,
Døren gik af Hængselet, der kom Revner
og Sprækker; jeg gik ud og jeg gik ind,"
sagde Vinden, "derfor veed jeg god
Besked!
I Røg og Aske, i Sorg og søvnløs Nat
blev Haaret graat i Skjæg og om Pande,
Huden grumset og guul, Øinene saa
gridske efter Guld, det forventede Guld.
Jeg pustede ham Røg og Aske ind i hans
Ansigt og Skjæg; Gjeld kom for Guld. Jeg
sang gjennem de knækkede Ruder og aabne
Revner, blæste ind til Døttrenes
Slagbænk, hvor Klæderne laae falmede,
luslidte, for de maatte altid holde ud.
Den Vise var sjungen for de Børns Vugge!
Herreliv blev kummerligt Liv! jeg alene
var den, som sang høit paa Slottet;"
sagde Vinden. "Jeg sneede dem inde, det
luner, siger man; Brænde havde de ikke,
Skoven var fældet, hvor de skulde hente
det fra. Det var klingrende Frost; jeg
svang mig gjennem Lydhuller og Gange,
over Gavl og Muur for at holde mig
flink; derinde laae de i Sengen, for
Kuldens Skyld, de adelige Døttre;
Faderen krøb under Skinddynen. Ikke at
bide og ikke at brænde, det er Herreliv!
hu- u- ud! lad fare! - Men det kunde
ikke Hr. Daae!
"Paa Vinter kommer Foraar!" sagde han, "paa
Trang komme gode Tider! - men de lade
vente paa sig, vente! - Nu er Gaarden
Gjeldsbrev! nu er det den yderste Tid -
og saa kommer Guldet! til Paaske!"
Jeg hørte ham mumle ind i Edderkoppens
Spind. - "Du flinke, lille Væver! Du
lærer mig at holde ud! rives itu dit
Spind, begynder Du forfra igjen og
fuldender! atter itu - og ufortrøden
tager Du igjen fat, forfra! - forfra!
det er det man skal! og det lønnes!"
Det var Paaskemorgen, Klokkerne klang,
Solen legede paa Himlen. I Feberhede
havde han vaaget, kogt og kølet, blandet
og destilleret. Jeg hørte ham sukke som
en fortvivlet Sjæl, jeg hørte ham bede,
jeg fornam at han holdt sin Aande
tilbage. Lampen var gaaet ud, han
mærkede det ikke; jeg pustede til
Kulgløderne, de skinnede ham ind i hans
kridhvide Ansigt, det fik et farvet
Skjær, Øinene klemtes i de dybe
Øienhuler - men nu blev de store, store
- som vilde de springe.
See, det alchymistiske Glas! det blinker
deri! det er glødende, puurt og tungt!
han løftede det med zittrende Haand, han
raabte med zittrende Tunge: "Guld!
Guld!" han svimlede derved, jeg kunde
have blæst ham om," sagde Vinden, "men
jeg blæste kun paa de glødende Kul,
fulgte ham gjennem Døren, ind, hvor
Døttrene frøs. Hans Kjortel var belagt
med Aske, den hang i hans Skjæg og i
hans filtrede Haar. Han reiste sig saa
høit, løftede sin rige Skat i det skjøre
Glas: "fundet! vundet! - Guld!" raabte
han, strakte i Veiret Glasset, der
blinkede i Solstraalerne; - og Haanden
zittrede og det alchymistiske Glas faldt
paa Gulvet og sprang i tusinde Stykker,
sprungen var hans Velfærds sidste Boble.
Hu- u- ud! fare hen! - Og jeg foer fra
Guldmagerens Gaard.
Seent paa Aaret, i de korte Dage
heroppe, naar Taagen kommer med sin
Viskeklud og vrider vaade Draaber paa de
røde Bær og de bladløse Grene, kom jeg i
frisk Humeur, luftede op, blæste Himlen
reen og knækkede raadne Grene, og det er
intet stort Arbeide, men det skal gjøres.
Der blev ogsaa feiet reent paa anden
Maade inde i Borreby Gaard hos Valdemar
Daae. Hans Uven Ove Ramel fra Basnæs var
der med tilkjøbt Gjeldsbrev over Gaard
og Indbo. Jeg trommede paa de sprukne
Ruder, slog med de forfaldne Døre, peb
igjennem Revner og Sprækker: hu- i! -
Hr. Ove skulde ikke faae Lysten efter at
blive der. Ide og Anna Dorthea græd
modige Taarer; stod strunk og bleg, bed
sig i Tommelfingeren saa at den blødte
derved, det skulde stort hjelpe! Ove
Ramel forundte Hr. Daae at blive paa
Gaarden sin Livstid, men han fik ikke
Tak for Tilbud; jeg lyttede derefter; -
jeg saae den gaardløse Herre løfte sit
Hoved stoltere, slaae med Nakken, og jeg
slog et Tag imod Gaarden og de gamle
Lindetræer, saa at den tykkeste Green
knak, og den var ikke raadden; den laae
for Porten, som en Feiekost, dersom
Nogen vilde feie ud, og der blev feiet
ud; jeg tænkte det nok!
Det var en haard Dag, en stiv Stund at
holde sig i, men Sindet var haardt,
Nakken var stiv.
Intet havde de i Eie uden Klæderne paa
Kroppen; jo det alchymistiske Glas, som
nyligt var kjøbt og fyldt med det Spild,
som var skrabet op fra Gulvet; Skatten,
der lovede, men ikke holdt. Valdemr Daae
gjemte det inde paa sit Bryst, tog saa
sin Kjep i Haanden, og den eengang rige
Herre gik med sine tre Døttre ud fra
Borreby Gaard. Jeg blæste koldt paa hans
hede Kinder, jeg klappede hans graa
Skjæg og hans lange, hvide Haar, jeg
sang, som jeg kunde det: hu- u- ud! fare
hen! fare hen! - Det var Enden paa den
rige Herlighed.
Ide og Anna Dorthea gik hver ved hans
Side; Johanne vendte sig i Porten, hvad
skule det til, Lykken vilde dog ikke
vende sig. Hun saae paa Murens røde
Steen fra Marsk Stigs Borg, tænkte hun
paa hans Døttre:
tænkte hun paa den Sang; - her vare de
tre, - Faderen var med! - De gik hen af
Veien, hvor de havde kjørt i Karreet, de
gik Stoddergang med Faderen, til
Smidstrup Mark, til det klinede Huus,
der var leiet for ti Mark aarlig, det
nye Herresæde med tomme Vægge og tomme
Kar. Krager og Alliker fløi henover dem
og skrege, som i Spot: "fra Reden! fra
Reden! frç! frç!" som Fuglene skreg det
i Borreby Skov, da Træerne bleve
fældede.
Hr. Daae og hans Døttre fornam det vel!
jeg blæste dem om Ørerne, det var ikke
værd at høre derpaa.
Saa drog de ind i det klinede Huus paa
Smidstrup Mark, - og jeg foer afsted
over Mose og Mark, gjennem nøgne Hækker
og afpillede Skove, til aabne Vande,
andre Lande, - hu- u- ud! fare hen! fare
hen! og det i alle Aaringer!"
Hvor gik det Valdemar Daae, hvor gik det
hans Døttre? Vinden fortæller:
"Den Sidste af dem jeg saae, ja sidste
Gang, det var Anna Dorthea, den blege
Hyazint, - nu var hun gammel og bøiet,
det var et halv hundrede Aar derefter.
Hun levede længst, hun vidste om det
Hele.
Derovre paa Heden, ved Viborg By, laae
Domprovstens nye, stadselige Gaard, med
røde Steen og med takket Gavl; Røgen kom
feed op af Skorstenen. Den milde Frue og
de favre Døttre sad i Karnappen og saae
ud over Havens hængende Bukketjørn, ud
til den brune Hede -! hvad saae de der
efter? De saae efter Storkereden derude
paa det faldefærdige Huus. Taget var med
Mos og Huusløg, for saa vidt at der var
Tag, det som meest dækkede var Storkens
Rede, og den var den eneste, der blev
hjulpen paa, Storken holdt den istand.
Det var et Huus at see paa, ikke at
røre! jeg maatte fare varligt!" sagde
Vinden. "For Storkeredens skyld fik
Huset Lov at staae, det var jo ellers en
Skræmsel paa Heden. Storken vilde
Domprovstens ikke jage bort, saa havde
Rønnen Lov at blive og Stakkelen derinde
kunde have Lov at boe der; det kunde hun
takke den ægyptiske Fugl for, - eller
var det Tak, fordi hun engang bad for
hans sorte vilde Broders Rede i Borreby
Skov? Da var hun, Stakkelen, et ungt
Barn, en fiin, bleg Hyazint i den
adelige Urtegaard. Hun huskede det
Allesammen: Anne Dorthea.
"O! o!" - ja, Menneskene kunne sukke,
som Vinden kan det i Siv og Rør. "O! -
der ringede ingen Klokker over din Grav,
Valdemar Daae! de fattige Skoledrenge
sang ikke, da Borrebys fordums Herre
blev lagt i Jorden! - O! Alt faaer dog
Ende, ogsaa Elende! - Søster Ide blev en
Bondes Viv! det var vor Fader den
haardeste Prøvelse! Datters Mand, en
usselig Træl, der af Herremanden kunde
sættes til at ride paa den haarde Fjæl!
- Nu er han vel under Jorden? og Du med?
Ide! - O ja! o ja! det er ikke forbi
endda, jeg gamle Stakkel! jeg fattige
Stakkel! løs op for mig, rige Christ!"
Det var Anna Dortheas Bøn i det ynkelige
Huus, der havde Lov at staae for
Storkens Skyld.
Den Raskeste af Søstrene tog jeg mig
af!" sagde Vinden, "hun fik sig Klæder
skaaret, som hun var i Sindet baaret!
hun kom som fattig Karl og tog Hyre hos
Skipperen; knap var hun paa Ord, tvær af
Mine, men villig til sin Dont; dog
klattre kunde hun ikke; - saa blæste jeg
hende overbord, før Nogen vidste, at hun
var et Qvindfolk, og det var nok vel
gjort af mig!" sagde Vinden.
"Det var en Paaskemorgen, som da
Valdemar Daae troede, at han fandt det
røde Guld, da hørte jeg under Storkens
Rede, mellem de skrøbelige Vægge,
Psalmesang, Anne Dortheas sidste Sang.
Der var ingen Rude, der var kun et Hul i
Væggen; - Solen kom, som en Guldklump,
og satte sig deri; det var en Glands!
hendes Øine brast, hendes Hjerte brast!
det havde de gjort alligevel, om Solen
ikke den Morgen havde skinnet paa hende.
Storken gav hende Tag over sig til
hendes Død! jeg sang ved hendes Grav!"
sagde Vinden, "jeg sang ved hendes
Faders Grav, jeg veed, hvor den er og
hvor hendes Grav er, det veed ellers
Ingen!
Nye Tider, andre Tider! gammel Alfarvei
gaaer op i lukket Mark, fredede Grave
blive færdet Landevei, - og snart kommer
Dampen med sin Vognrække og bruser hen
over Gravene, glemte som Navnene, hu- u-
ud! fare hen!
Det er Historie om Valdemar Daae og hans
Døttre. Fortæl den bedre, I Andre! om I
kunne det!" sagde Vinden og vendte sig.
Væk var den.
