Der
var en mægtig Dronning, i hvis Have
fandtes de deiligste Blomster for enhver
af Aarets Tider og fra alle Verdens
Lande, men især var det Roserne, som hun
elskede, og derfor havde hun af disse de
meest forskjellige Arter, ligefra de
vilde Hæk med de æbleduftende grønne
Blade til Provences skjønneste Rose, og
de voxte opad Slottets Mure, slyngede
sig om Søilerne og Vindueskarmene, ind i
Gangene og henad Loftet i alle Sale; og
Roserne vexlede i Duft, Form og Farve.
Men Sorg og Bedrøvelse boede herinde;
Dronningen laae paa sin Sotteseng og
Lægerne forkyndte, at hun maatte døe.
"Det er dog en Frelse for hende!"
sagde den Viseste iblandt dem. "Bring
hende Verdens deiligste Rose, den, der
er Udtrykket af den høieste og reneste
Kjærlighed; kommer den for hendes Øine,
før de briste, da døer hun ikke."
Og Unge og Gamle kom rundt om fra med
Roser, de deiligste der blomstrede i
hver Have, men de Roser var det ikke;
fra Kjærlighedens Urtegaard maatte
Blomsten hentes; men hvilken Rose der
var Udtrykket af den høieste, den
reneste Kjærlighed?
Og Skjaldene sang om Verdens
deiligste Rose, hver nævnede sin. Og der
gik Bud vidt om Land til hvert Hjerte
der slog i Kjærlighed, der gik Bud til
hver Stand og hver Alder.
"Ingen har endnu nævnet Blomsten;"
sagden den Vise. "Ingen har peget hen
paa det Sted hvor den fremsprang i sin
Herlighed. Ikke er det Roserne fra Romeo
og Julies Kiste eller fra Valborgs Grav,
skjøndt de Roser ville altid dufte
gjennem Sagn og Sange, det er ei
Roserne, som skyde frem fra Winkelrieds
blodige Landser, fra Boldet, der helligt
vælder ud fra Heltens Bryst i Døden for
Fædrelandet, skjøndt ingen Død er mere
sød, ingen Rose rødere end dette Blod,
der da flyder. Ei heller er det hiin
Underblomst, for hvis Pleie Manden i Aar
og Dage, i lange søvnløse Nætter, i den
eensomme Stue, hengiver sit friske Liv,
Videnskabens magiske Rose!"
"Jeg veed, hvor den blomstrer", sagde
en lyksalig Moder, der med sit spæde
Barn kom til Dronningens Leie. "Jeg veed,
hvor Verdens deiligste Rose findes! Den
Rose, der er Udtrykket af den høieste og
reneste Kjærlighed. Den blomstrer paa de
blussende Kinder af mit søde Barn, naar
det styrket af Søvnen slaaer Øinene op
og leer imod mig med hele sin Kjærlighed!"
"Deilig er den Rose, men en deiligere
findes der!" sagde den Vise.
"Ja langt skjønnere!" sagde en af
Qvinderne. "Jeg har seet den, en mere
ophøiet hellig Rose blomstrer der ikke,
men den var bleg, som Thee-Rosens Blade;
paa Dronningens Kinder saae jeg den; hun
havde lagt sin kongelige Krone og gik
selv i den lange sorgfyldte Nat med sit
syge barn, græd over det, kyssede det og
bad til Gud en Bøn for det, som en Moder
beder i Angstens Time!"
"Hellig og vidunderlig i sin Magt er
Sorgens hvide Rose, men dog er det ikke
den!"
"Nei, Verdens deiligste Rose saae jeg
foran Herrens Alter," sagde den fromme
gamle Biskop. "Jeg saae den lyse, som en
Engels Aasyn viste sig. De unge Piger
gik til Nadverens Bord, fornyede deres
Daabs Pagt, og der blussede Roser og der
blegnede Roser paa de friske Kinder; en
ung Pige stod der; hun saae med hele
Sjælens fulde Reenhed og Kjærlighed op
mod sin Gud; det var Udtrykket af den
reneste og den høieste Kjærlighed!"
"Velsignet være den!" sagde den Vise,
"dog ingen af Eder har endnu nævnet
Verdens deiligste Rose."
Da traadte ind i Stuen et Barn,
Dronningens lille Søn; Taarerne stode i
hans Øine og paa hans Kinder; han bar en
stor opslagen Bog, dens Bind var af
Fløiel og med store Sølvhægter.
"Moder!" sagde den Lille, "O hør dog
hvad jeg har læst!" og Barnet satte sig
ved Sengen og læste af Bogen om ham, der
hengav sig selv til Korsets Død for at
frelse Menneskene, selv de ufødte
Slægter. "Større Kjærlighed gives der
ikke!"
Og der gik et Rosenskjær over
Dronningens Kinder, hendes Øine bleve
saa store, saa klare, thi hun saae fra
Bogens Blade løfte sig Verdens deiligste
Rose, Billedet af den, som fremsprang
fra Christi Blod paa Korsets Træ.
"Jeg seer den!" sagde hun. "Aldrig
døer den, som seer den Rose, den
deiligste paa Jorden!"
