H.C.
Andersen - Hans Christian Andersen eventyr
Veirmøllen
1865
Der stod paa Bakken en
Veirmølle, stolt at see paa og stolt
følte den sig:
"Aldeles ikke stolt er jeg!" sagde
den, "men jeg er meget oplyst, uden og
inden. Sol og Maane har jeg til udvortes
Brug og til indvendig med, og saa har
jeg desuden Stearinlys, Tranlampe og
Tællepraas; jeg tør sige, at jeg er
oplyst; jeg er et tænkende Væsen og saa
velskabt at det er en Fornøielse. Jeg
har en god Qværn i Brystet, jeg har fire
Vinger og de sidde mig oppe i Hovedet,
lige under Hatten; Fuglene have kun to
Vinger og maae bære dem paa Ryggen. Jeg
er en Hollænder af Fødsel, det kan sees
paa min Skabelon; en flyvende Hollænder;
den regnes til det Overnaturlige, veed
jeg, og dog er jeg meget naturlig. Jeg
har Galleri om Maven og
Beboelsesleilighed i Nederdelen; der
huse mine Tanker. Min stærkeste Tanke,
den der styrer og raader, kaldes af de
andre Tanker: Manden paa Møllen. Han
veed hvad han vil, han staaer høit over
Meel og Gryn, men har dog sin Mage og
hun kaldes Mutter; hun er Hjertelaget;
hun løber ikke avet om, ogsaa hun veed
hvad hun vil, hun veed hvad hun kan, hun
er mild som et Vindpust, hun er stærk
som Blæsten; hun forstaaer at lirke, at
faae sin Villie. Hun er mit bløde Sind,
Fatter er mit haarde; de ere To og dog
Een, de kalde ogsaa hinanden "min
Halvpart." De have Rollinger de To: smaa
Tanker, som kunne voxe. De Smaa gjøre et
Styr! Forleden, da jeg i Dybsindighed
lod "Fatter" og hans Svende see Qværn og
Hjul efter i mit Bryst, jeg vilde vide
hvad der var i Veien, thi der var Noget
i Veien indeni mig, og man skal randsage
sig selv, saa gjorde de Smaa et
forfærdeligt Styr, der ikke tager sig
ud, naar man, som jeg, staaer høit oppe
paa Bakken; man maa huske at man staaer
i Belysning: Omdømmet er ogsaa
Belysning. Men hvad jeg vilde sige, det
var et forfærdeligt Styr af de Smaa! Den
Mindste foer mig lige op i Hatten og
trallede saa det kildrede i mig. De smaa
Tanker kunne voxe, det har jeg
fornummet, og udefra komme ogsaa Tanker
og ikke ganske af min Slægt, for jeg
seer Ingen af den, saa langt jeg seer,
Ingen uden mig selv; men de vingeløse
Huse, hvor Qværnen ikke høres, de have
ogsaa Tanker, de komme til mine Tanker
og forlove sig med dem, som de kalde
det. Underligt nok, ja der er Meget
underligt. Det er kommet over mig eller
i mig; Noget har forandret sig i
Mølleværket, det er som om Fatter havde
skiftet Halvpart, faaet et endnu mildere
Sind, en endnu kjærligere Mage, saa ung
og from og dog den samme, men blødere,
frommere med Tiden. Hvad Beesk var er
fordunstet; det er meget fornøieligt det
Hele. Dagene gaae og Dagene komme, altid
fremad til Klarhed og Glæde, og saa, ja
det er sagt og skrevet, saa kommer der
en Dag, at det er forbi med mig og
aldeles ikke forbi! jeg skal rives ned
for at reise mig ny og bedre, jeg skal
høre op og dog blive ved at være! blive
en ganske Anden og dog den Samme! det er
mig svært at begribe, ihvor oplyst jeg
end er, ved Sol, Maane, Stearin, Tran og
Tælle! mit gamle Tømmer og Muurværk skal
reise sig igjen af Gruset. Jeg vil haabe
at jeg beholder de gamle Tanker: Fatter
paa Møllen, Mutter, Store og Smaa,
Familien, den kalder jeg det Hele, Een
og dog Saamange, hele Tanke-Compagniet,
for det kan jeg ikke undvære! og mig
selv maa jeg ogsaa blive, med Qværn i
Brystet, Vinger paa Hovedet, Altan om
Maven, ellers kan jeg ikke kjende mig
selv, og de Andre kunne heller ikke
kjende mig og sige, der har vi jo Møllen
paa Bakken, stolt at see, dog aldeles
ikke stolt!"
Det sagde Møllen, den sagde meget
Mere, men dette var nu det Vigtigste.
Og Dagene kom og Dagene gik, og den
yderste var den sidste.
Der gik Ild i Møllen; Flammerne
løftede sig, sloge ud, sloge ind,
slikkede Bjælker og Bræder, aad dem op.
Møllen faldt, der var kun en Askehob
tilbage; Røgen foer hen over
Brandstedet, Vinden bar den bort.
Hvad Levende der havde været paa
Møllen blev, det kom ikke Noget til ved
den Begivenhed, det vandt ved den.
Møllerfamilien, een Sjæl, mange Tanker
og dog kun een, fik sig en ny, deilig
Mølle, den kunde være tjent med, den
lignede aldeles den gamle, man sagde:
der staaer jo Møllen paa Bakken, stolt
at see! men denne var bedre indrettet,
mere tidssvarende, for det gaaer fremad.
Det gamle Tømmer, der var ormstukket og
svampet, laae i Støv og Aske; den
Møllekrop reiste sig ikke, som den havde
troet; den tog det lige efter Ordene, og
man skal ikke tage Alting lige efter
Ordene!
|