H.C.
Andersen - Hans Christian Andersen eventyr
Ved det
yderste Hav
1855
Et Par store Fartøier
vare sendte høit op mod Nordpolen for
der at finde Landenes Grændser mod Havet
og prøve hvor vidt Menneskene kunde der
trænge igjennem. Allerede Aar og Dage
havde de mellem Taage og Iis styret
heroppe og prøvet stort Besvær; nu var
Vinteren begyndt, Solen nede; mange,
mange Uger vilde blive her een lang Nat;
Alt rundtom var eet eneste Stykke Iis;
fast til det var hvert Skib fortøiet;
Sneen laae høit, og af Sneen selv var
bikubeformede Huse reiste, nogle store,
som vore Kjæmpehøje, andre ikke større,
end at de kunde rumme to eller fire
Mænd; men mørkt var det ikke, Nordlysene
skinnede røde og blaa, det var et evigt,
storartet Fyrværkeri og Sneen lyste,
Natten her var een lang blussende
Dæmring; paa den klareste Tid kom Skarer
af de Indfødte, underlige at see i deres
haarede Skindklæder, og paa deres
Slæder, som vare tømrede af Iisstykker;
de bragte Skind i store Bunker og
Sneehusene fik derfra varme Gulvtæpper;
Skind blev Tæppe og Dyne, som Matroserne
redte sig til Seng under Sneekuplen,
mens det udenfor gnistrende frøs, som vi
ike kjende det ved vor strengeste
Vintertid. Hos os var det endnu
Efteraarsdage, det tænkte de paa
deroppe; de huskede paa Solstraalerne i
Hjemmet og paa det rødgule Løv, som hang
paa Træerne. Uhret viste at det var
Aften og Sovetid, og i et af Sneehusene
strakte sig allerede To for at hvile;
den Yngste havde med sin bedste, rigeste
Skat hjemmefra, den, Bedstemo'er før
Afreisen gav ham med, det var Biblen.
Hver Nat laae den under hans Hovedgjerde,
han vidste fra Barndomsaarene af, hvad
der stod i den; hver Dag læste han et
Stykke, og paa hans Leie kom ham tidt
saa trøstende i Tanker de hellige Ord:
"Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger,
Vilde jeg boe ved det yderste Hav, Du
skulde dog føre mig og din høire Haand
holde mig fast!" - og under Sandhedens
Ord og Tro lukkede han Øinene, Søvnen
kom og Drømmen kom, Aandens Aabenbarelse
i Gud; Sjælen var den levende under
Legemets Hvile; han forman det, det var
som Melodier af gamle kjære, kjendte
Sange; det aandede saa mildt, saa
sommervarmt, og fra sit Leie saae han
det skinne over sig, som om Snekuplen
blev gjennemstraalet udefra; han løftede
sit Hoved, det straalende Hvide var ikke
Vægge eller Loft, det var de store
Vinger fra en Engels Skuldre, og han
saae op i hans milde, lysende Ansigt. Ud
fra Bibelens Blade, som fra en Lillies
Bæger, løftede Engelen sig, bredte sine
Arme vidt ud og Sneehyttens Vægge sank
rundt om, som et luftigt let Taageslør;
Hjemmets grønne Marker og Høie med de
rødbrune Skove laae rundtom i stille
Solskin en deilig Efteraarsdag; Storkens
Rede stod tom, men endnu hang Æblerne
paa det vilde Æbletræ, skjøndt Bladene
vare faldne; de røde Hyben skinnede og
Stæren fløitede i det lille grønne Buur
over Bondehusets Vindue, hvor Hjemmets
Hjem var; Stæren fløitede, som det var
lært den og Bedstemo'er hang Fuglegræs
om Buret, som Sønnesønnen altid havde
gjort; og Smedens Datter, saa ung og saa
smuk, stod ved Brønden og drog Vand op,
nikkede til Bedstemo'er, og Bedstemo'er
vinkede, viste et Brev langveis fra;
denne Morgen var det kommet fra de kolde
Lande, høit oppe fra Nordpolen selv,
hvor Sønnesønnen var - i Guds Haand. -
Og de loe og de græd, og han, under Iis
og Snee, der i Aandens Verden, under
Engelens Vinger saae og hørte det Alt,
loe med dem og græd med dem. Og der blev
læst høit af Brevet selv de Bibelens
Ord: - "Ved det yderste Hav, hans høire
Haand vil holde mig fast!" - Som deilig
Psalmesang klang det rundt om, og
Engelen lod sine Vinger, som et Slør
lægge sig om den Sovende, - Drømmen var
endt - det var mørkt i Sneehuset, men
Bibelen laae under hans Hoved, Troen og
Haabet laae i hans Hjerte. Gud var med
og Hjemmet var med - "ved det yderste
Hav!"
|