H.C.
Andersen - Hans Christian Andersen eventyr
Vænø og
Glænø
1868
Der laae engang ved
Sjællands Kyst, ud for Holsteinborg, to
skovbegroede Øer, Vænø og Glænø, paa dem
var Kirkeby og Gaarde; de laae Kysten
nær, de laae hinanden nær, nu er der kun
den ene Ø.
En Nat blev det et forfærdeligt Veir,
Havet steg som det ikke var steget i
Mands Minde; Stormen tog voldsomt til;
det var et Dommedags-Veir, det lød, som
om Jorden revnede; Kirkeklokkerne kom i
Sving og ringede uden Menneskehjelp.
I den Nat forsvandt Vænø i Havets
Dyb; det var som om den Ø aldrig havde
været. Men siden, mangen Sommernat, ved
stille, klart Lavvande, naar Fiskeren
var ude at stange Aal ved Blus forude i
Baaden, saae han, med rigtigt skarpt
Syn, dybt nede under sig Vænø med dens
hvide Kirketaarn og den høie Kirkemuur.
"Vænø bier efter Glænø," sagde Sagnet;
han saae Øen, han hørte Kirkeklokkerne
ringe dernede, men deri tog han dog feil,
det var tilvisse Lyd fra de mange vilde
Svaner, som her tidt ligge paa
Vandfladen; de klukke og klage, som
hørte man langt borte fra Klokkeklang.
Der var en Tid, da endnu mange gamle
Folk paa Glænø huskede saa godt hin
Stormnat og at de selv, som Smaa, havde
ved Lavvande kjørt mellem de to Øer, som
man nutildags fra Sjællands Kyst, ikke
langt fra Holsteinborg, kjører over til
Glænø; Vandet naaer kun midt op om
Hjulene. "Vænø bier efter Glænø," blev
der sagt, og det blev Sagn og Vished.
Mangen lille Dreng og Pige laae i
stormfulde Nætter og tænkte: i Nat
kommer Timen, da Vænø henter Glænø. I
Angest læste de deres Fadervor, sov saa
ind, drømte sødt - og næste Morgen var
Glænø der endnu med sine Skove og
Kornmarker, sine venlige Bønderhuse og
Humlehaver; Fuglen sang, Daadyret
sprang; Muldvarpen lugtede ikke Havvand,
saa langt den kunde rode.
Og dog ere Glænø's Dage talte; vi
kunne ikke sige, hvor mange de ere, men
de ere talte, en skjøn Morgen er Øen
forsvunden.
Du var maaskee endnu igaar hernede
ved Strandbredden, saae de vilde Svaner
ligge paa Vandet mellem Sjælland og
Glænø, en Seilbaad med udspændte Seil
gled forbi Skovtykningen, Du selv kjørte
over det lave Vadested, der var ingen
anden Farvei; Hestene trampede i Vandet,
det plaskede om Vognhjulene.
Du er reist derfra, reiser maaskee nu
et lille Stykke ud i den vide Verden og
kommer efter nogle Aaringer tilbage
igjen: Du seer da Skoven her omslutte en
stor grøn Engstrækning, hvor Høet dufter
foran pyntelige Bønderhuse. Hvor er Du?
Holsteinborg pranger jo her endnu med
sit forgyldte Taarnspir, men ikke tæt
ved Fjorden, det ligger høiere oppe i
Landet; Du gaaer igjennem Skov, hen over
Mark, ned mod Stranden, - hvor er Glænø?
Du seer ingen Skovø foran Dig, Du seer
det aabne Vand. Har Vænø hentet Glænø,
som den saa længe biede paa? Naar var
den Stormnat, hvori dette skete, hvor
Jorden rystede, saa at det gamle
Holsteinborg flyttede mange Tusind
Hanefjed op i Landet?
Det var ingen Stormnat, det var ved
den lyse Solskins-Dag. Menneskekløgt
lagde Dæmning for Havet, Menneskekløgt
blæste Indvandet bort, bandt Glænø til
det faste Land. Fjorden er bleven Eng
med frodigt Græs, Glænø er groet fast
til Sjælland. Den gamle Gaard ligger
hvor den altid laae. Det var ikke Vænø,
som hentede Glænø, det var Sjælland, som
med lange Dige-Arme greb til og med
Pompernes Muundveir blæste og læste
Trylleordene, Formælingens Ord, og
Sjælland fik mange Tønder Land i
Brudegave. Det er Sandhed, den er
thinglæst, Du har Syn for Sagn, Øen
Glænø er forsvunden.
|