Eventyr af H.C. Andersen: Tolv med Posten 1861

H.C. Andersen - Hans Christian Andersen eventyr

Tolv med Posten

1861

   Det var knagende Frost, stjerneklart Veir, blikstille. "Bums!" der sloge de en Potte paa Døren, "Pjaf!" der skøde de Nytaar ind; det var Nytaarsaften; nu slog Klokken tolv.
   "Trateratra!" der kom Posten. Den store Postkarreet holdt udenfor Byens Port, den bragte tolv Personer, ikke flere kunde der rummes, alle Pladser vare besatte.
   "Hurra! Hurra!" blev der sjunget inde i Husene, hvor Folk holdt Nytaarsaften og just nu havde reist sig med det fyldte Glas og drak det nye Aars Skaal:
   "Sundhed og Helsen i det nye Aar!" sagde de, "en lille Kone! mange Penge! Ende paa Vrøvlet!"
   Ja, saaledes ønskede man og der blev klinket og - Posten holdt for Byens Port med de fremmede Gjester, de tolv Reisende.
   Hvad var det for Personer? De havde Pas og Reisegods med, ja, Foræringer til Dig og mig og alle Mennesker i Byen. Hvem vare de Fremmede? Hvad vilde de og hvad bragte de?
   "God Morgen!" sagde de til Skildvagten ved Porten.
   "God Morgen!" sagde han, for Klokken var jo slaaet tolv.
   "Deres Navn? Deres Stand?" spurgte Skildvagten Den, der først traadte ud af Vognen.
   "See i Passet!" sagde Manden. "Jeg er jeg!" Det var ogsaa en heel Karl, klædt i Bjørneskinds-Pels og med Kanestøvler. "Jeg er den Mand, hvem grumme Mange sætte sit Haab til. Kom i Morgen, skal Du faae Nytaar! jeg kaster Skillinger og Dalere igrams, giver Presenter, ja jeg giver Baller, hele een og tredive Baller, flere Nætter har jeg ikke at give bort. Mine Skibe ere indefrosne, men der er varmt paa mit Contor. Jeg er Grosserer og hedder Januar. Jeg har kun Regninger med mig!"
   Saa kom den Næste, han var Lystigmager, han var Directeur for Komedierne, Maskeraderne og al den Fornøielse der kan findes paa. Hans Reisegods var en stor Tønde.
   "Den skal vi til Fastelavn slaae meget Mere af end Katten!" sagde han. "Jeg vil fornøie Andre og mig selv med, for jeg har den korteste Levetid af hele Familien; jeg bliver kun otte og tyve! ja, maaskee skyder man een Dag til; men det gjør lige meget Hurra!"
   "De maa ikke skrige saa høit!" sagde Skildvagten.
   "Jo vist maa jeg saa!" sagde Manden, "jeg er Prinds Carneval og reiser under Navnet Februarius!"
   Nu kom den Tredie; han saae ud som bare Faste, men kneisede, for han var i Familie med "de fyrgetyve Riddere" og var Veir-Prophet; men det er ikke noget fedt Embede, derfor priste han Fastetiden. Hans Pynt var en Dusk Violer i Knaphullet, men de vare meget smaa.
   "Marts, Marsch!" raabte den Fjerde og stødte til den Tredie. "Marts, Marsch! ind i Vagten, her er Punsch! jeg kan lugte den!" men det var ikke sandt, han vilde narre ham April, dermed begyndte den fjerde Fyr. Han saae ud til at være rask paa det; han bestilte nok ikke Meget, men holdt mange Helligdage! "Op og ned er det med Humeuret!" sagde han, "Regn og Solskin, Flytten ud og Flytten ind! jeg er ogsaa Flyttedags-Commissair, jeg er Bedemand, jeg kan baade lee og græde. Jeg har Sommertøi i Kofferten, men det vilde være meget galt at tage det i Brug. Her er jeg! til Stads gaaer jeg i Silkestrømper og med Muffe!"
   Nu kom der en Dame ud af Vognen.
   "Frøken Mai!" sagde hun. I Sommertøi med Kalosker; hun havde en bøgebladegrøn Silkekjole paa, Anemoner i Haaret, og hun duftede dertil saadan af Skovmærker, saa Skildvagten maatte nyse. "Gud velsigne Dem!" sagde hun, det var hendes Hilsen. Hun var nydelig! og Sangerinde var hun; ikke paa Theatrene, men inde i Skoven; ikke i Teltene, nei, i den friske grønne Skov gik hun og sang for sin egen Fornøielse; hun havde i sin Sypose Christian Winthers "Træsnit", for de ere som Bøgeskoven selv, og "Smaadigte af Richardt", de ere ligesom Skovmærker.
   "Nu kommer Fruen, den unge Frue!" raabte de inde i Vognen, og saa kom Fruen, ung og fiin, stolt og nydelig. Hun var født til at holde "Syvsovere", kunde man strax see. Hun gjorde Gilde paa den længste Dag i Aaret, for at man kunde faae Tid til at spise de mange Retter Mad; hun havde Raad til at kjøre i egen Vogn, men kom dog med Posten som de Andre, hun vilde derved vise at hun ikke var hovmodig; alene reiste hun heller ikke, hun var fulgt af sin yngre Broder Julius.
   Han var vel ved Magt, sommerklædt og med Panama-Hat. Kun lidt Reisetøi førte han med, det var saa besværligt i Varmen. Han havde kun Badehætte og Svømmebuxer; det er ikke Meget.
   Nu kom Mutter, Madam August, Frugthandlerske i Tøndeviis, Eierinde af mange Hyttefade, Landmand i stor Crinoline; hun var fed og varm, tog Deel i Alt, gik selv med Ølbimpel til Folkene ud paa Marken. "Æde sit Brød i sit Ansigts Sved, skal man," sagde hun, "det staaer i Bibelen; bagefter kan man holde Skovbal og Høstgilde!" Hun var Mutter.
   Nu kom igjen et Mandfolk, Maler af Profession, Couleurmesteren, det fik Skoven at vide, Bladene maatte skifte Couleur, men deiligt, naar han vilde det; rød, guul, bruun kom Skoven snart til at see ud. Mester fløitede som den sorte Stær, var en flink Arbeider og hang den brungrønne Humleranke om sit Ølkruus, det pyntede, og Pynt havde han Øie for. Her stod han nu med sin Farvepotte, den var hele hans Reisegods.
   Nu fulgte Proprietairen, der tænkte paa Sædemaaned, paa Jordens Pløining og Behandling, ja, ogsaa lidt paa Jagtens Fornøielse; han havde Hund og Gevær, han havde Nødder i sin Taske, knik knak! rædsom meget Gods førte han med, og en engelsk Plov; han talte landoekonomisk, men man fik ikke Meget at høre for Hosten og Hiven, - det var November som kom.
   Han havde Snue, voldsom Snue, saa at han brugte Lagen og ikke Lommetørklæde, og dog skulde han følge Pigerne i Condition! sagde han, men Forkølelsen gik nok over, naar han kom til at hugge Brænde, og det vilde han, for han var Savskærer-Mester for Lauget. Aftenerne tilbragte han med at skære Skøiter, han vidste at om ikke mange Uger havde man Brug for det fornøielige Skotøi.
   Nu kom den Sidste, den gamle Mo'erlille med Ildpotten; hun frøs, men hendes Øine straalede som to klare Stjerner. Hun bar en Urtepotte med et lille Grantræ. "Det vil jeg pleie og det vil jeg passe, saa at det bliver stort til Juleaften, naaer fra Gulvet lige op til Loftet, og groer med tændte Lys, forgyldte Æbler og Udklipninger. Ildpotten varmer som en Kakkelovn, jeg tager Eventyr-Bogen op af Lommen og læser høit, saa at alle Børnene i Stuen blive stille, men Dukkerne paa Træet blive levende og den lille Engel af Vox, øverst oppe i Træet, ryster med Knittergulds-Vingerne, flyver fra den grønne Top og kysser Smaa og Store inde i Stuen, ja de fattige Børn med, som staae udenfor og synge Julesangen om Stjernen over Bethlehem!"
   "Og saa kan Karreten kjøre igjen!" sagde Skildvagten, "nu har vi Tylten. Lad en ny Reisevogn kjøre frem!"
   "Lad først de Tolv komme vel ind!" sagde Capitainen, som havde Vagt. "Een ad Gangen! Passet beholder jeg; det gjælder for hver, een Maaned; naar den er omme, skal jeg skrive paa det hvorledes hver har opført sig. Vær saa god, Hr: Januar, vil De behage at træde ind!"
   Og saa gik han ind. -
   - Naar et Aar er omme skal jeg sige Dig hvad de Tolv have bragt Dig, mig og os Allesammen. Nu veed jeg det ikke, og de veed det nok heller ikke selv, - for det er en underlig Tid vi leve i!