|
H.C.
Andersen - Hans Christian Andersen eventyr
To
Brødre
1868
Paa en af de danske
Øer, hvor gamle Thingsteder løfter sig i
Kornmarkerne og mægtige Træer i
Bøgeskovene, ligger en lille Stad med
røde Tage paa de lave Huse; inde i et af
disse blev over Gløder og Emmer paa
Skorstenen lavet underlige Ting; der
kogtes i Glas, der blev blandet og
destilleret, der stødtes Urter i
Morterne; en ældre Mand stod for det
Hele.
"Man maa vel passe det Rette!" sagde
han, "ja, det Rette, det Rigtige,
Sandheden i hver skabt Deel, skal man
kjende og holde sig til."
Inde i Stuen hos den brave Huusmoder
sad to af Sønnerne, endnu smaa, men med
voxne Tanker. Om Ret og Skjel havde
ogsaa Moder altid talt til dem, om at
holde paa Sandheden, det var Vorherres
Ansigt i denne Verden.
Den ældste af Drengene saae skjelmsk
og kjæk ud, hans Lyst var at læse om
Naturens Kræfter, om Sol og Stjerner,
intet Eventyr var ham deiligere. O, hvor
lykkeligt, at kunne gaae paa
Reise-Opdagelser, eller at udfinde,
hvorledes Fuglens Vinger lade sig
eftergjøre, og da at kunne flyve! ja,
det var at finde det Rigtige! Fader
havde Ret og Moder havde Ret; Sandheden
holdt Verden sammen.
Den yngre Broder var mere stille og
gav sig ganske hen i Bøgerne; læste han
om Jacob, som klædte sig i Faareskind
for at ligne Esau og derved tilsvige sig
Førstefødselsret, da knyttede han i
Harme sin lille Haand, vred paa
Bedrageren; læste han om Tyranner og al
den Uret og Ondskab, der øvedes i
Verden, da stod Taarer i hans Øine.
Tanken om det Rette, Sandheden, der
skulde og maatte seire, opfyldte ham saa
mægtigt. En Aften, den Lille var
allerede i Seng, men Gardinerne om den
ikke heelt trukne til, Lyset skinnede
ind til ham, laae han med sin Bog og
maatte endelig læse Historien om Solon
ud.
Og Tankerne løftede og bare ham saa
sælsomt vidt; det var, som om Sengen
blev et heelt Fartøi for fulde Seil;
drømte han, eller hvad var det? Han gled
hen over rullende Vande, Tidens store
Søer, han hørte Solons Røst,
forstaaeligt og dog i fremmed Maal lød
det danske Valgsprog: "Med Lov skal man
Land bygge!"
Og Menneskeslægtens Genius stod i den
fattige Stue, bøiede sig over Sengen og
trykkede et Kys paa Drengens Pande:
"Bliv stærk i Hæder og stærk i Livets
Kamp! med Sandhed i dit Bryst, flyv mod
Sandhedens Land!"
Den ældre Broder var endnu ikke
tilsengs, han stod ved Vinduet, saae ud
paa Taagerne der løftede sig fra Engen;
det var ikke Elverpigerne, som dandsede
der, det havde rigtignok et gammelt
Tyende sagt ham, men han vidste bedre
Besked, det var Dampene, varmere end
Luften, og saa løftede de sig. Et
Stjerneskud lyste, og Drengens Tanker
vare i samme Nu fra Jordens Dunster,
heelt oppe ved det lysende Meteor.
Himlens Stjerner blinkede, det var, som
om der hang lange Guldtraade fra dem ned
til vor Jord.
"Flyv med mig!" sang og klang det
lige ind i Drengens Hjerte; og
Slægternes mægtige Genius, hurtigere end
Fuglen, end Pilen, end Alt hvad Jordisk
der flyve kan, bar ham ud i Rummet, hvor
Straale fra Stjerne til Stjerne bandt
Kloderne til hinanden; vor Jord dreiede
sig i den tynde Luft, By syntes tæt ved
By. Gjennem Sphærerne klang det:
"Hvad er nær, hvad er fjern, naar
Aandens mægtige Genius løfter Dig!"
Og atter stod den Lille ved Vinduet
og saae ud, den yngre Broder laae i sin
Seng, Moder kaldte dem ved deres Navn:
"Anders og Hans Christian!"
Danmark kjender dem, Verden kjender
de to Brødre - Ørsted.
|
