"Nu ryster Jorden!"
sagde Muldvarpen, "see det kan jeg gjøre!"
og saa sad han midt i den lille Klat
bløde Jord han var gaaet op med. Det var
Muldvarpe-Kongen, for Muldvarpene havde
een de havde arvet. - "Her sidder jeg!"
sagde han, "skal jeg nu op, eller skal
jeg ned! jeg sidder meget godt, som jeg
sidder!" og saa blev han siddene; for
han var dvask og doven, saaledes hvad
man ogsaa kalder phlegmatisk; der sad
han og knugede Øinene sammen, for han
kom lige fra Mørket, og hvorfor kom han,
ja det vidste han ikke selv; "uh hvor
det blæsser!" sagde han, "det er godt
jeg er Pels, men jeg kan dog forkjøle
mig, og døe af det; - saa er det gjort!"
- og saa blev han siddende.
"Sjap, sjap!" sagde det hen ad
Marken, der kom en gammel Person i lange
side Klæder og de drev af Vand, men i
Blæsten blev de nok tørre, han havde
Sørgeflor om Hatten og det hang langt
ned, hans Ansigt var ganske underligt at
see paa, det var ligesom han havde
Sildehovede og det havde han, det var
den gamle Sildekonge, sin lille Datter
førte han ved Haanden, hun havde ogsaa
Sørge-Flor, de vare lige stegne op fra
Havet begge to, og da Mulvarpen var den
første levende de stødte paa, spurgte de
ham om Veien til Byen. - Mulvarpen saae
meget daarligt, for den saae egentligt
slet ikke og vilde derfor spørge hvem de
Fremmede var, men den spurgte ikke, den
var phlegmatisk, som det ogsaa kaldes;
men Sildekongen i Sørgeflor og
overordentlig melankolsk, troede at
ogsaa Mulvarpen havde Sorg og saa sagde
Sildekongen sit Navn og sin Stand. Han
var med hele sit Hof og hele sit Folk
altid paa Vandring; snart laae de ved
den Kyst og snart ved den Kyst, det man
paa Jorden kalder Nomadeliv, men ingen
Stæder var han glad, for han var
Enkemand og sat med sin lille
Sildeprindsesse, som han nu selv skulde
opdrage, og for hendes Skyld og med
hende, var han gaaet i Land, om han
maaskee kunde finde en rigtig god
Gouvernante, for paa Havsens Bund var
der ingen der duede, og saa græd han det
salte Havvand og den lille Silde
Prindsesse græd, og Muldvarpen sad og
hørte paa det, for det var det
mageligste. -
Svip i Gallop kom der den yndigste
Sommerfugl, ja i det den rørte Jorden
var den ligesaa godt Menneske som
Muldvarpe-Kongen og Sildekongen. Hvad
der havde seet ud som Vinger var nu den
deiligste Slængkappe af skotsk Tøi, den
løftede sig i Blæsten, det var
Sommerfuglenes Konge: "Ja, jeg vil
rigtig more mig!" sang han, "kysse og
klappe! hei faldera!" - Jo han vidste at
fornøie sig og sige mere end God Dag og
Farvel til Tulipaner og Roser; det var
Talegaver han havde; selv Muldvarpen
blev opmærksom, og Sildekongen maatte
græde fordi han selv ikke havde de
Talegaver. - Og Sommerfuglenes Konge der
strax mærkede hvem han talede med,
kaldte dem hver lille Fætter, for
kongelige Personer, selv af forskjellig
Troesbekjendelse, sagde han, vare
Fættere. - "Jeg boer i Luften, og er
hvad de lærde kalde sangvinisk, det er
saadan halv vaad og halv tør, som man
skal være i denne Verden. Deres
Havmajestæt, Hr. Sildekonge er nu af et
andet Temperament, De er melankolsk, som
jeg ikke fortænker Dem i, naar man som
De altid sidder i Vandvæsenet; Fætter
Jord-Drot, det var Muldvarpen han meente,
lider af den slemme Syge, som man kalder
Phlegma, den er gaaet ham over i Blodet
og i Charakteren, det kommer af
Stillesidden og det evige Mørke under
Jorden, kom med mig saa skal jeg muntre
Dem begge to, og det vil De have godt af
og den lille med, saa faaer hun Verdens
Kundskab, og det er den bedste
Gouvernante!" - Men gamle Sildekonge
græd endnu mere for han var nerveus og
Muldvarpekongen knittrede med Øinene,
han gad ikke mere! - "Saa maa jeg have
den fjerde Fætter med! han er cholerisk,
Fyr og Flamme, kan han ikke varme op,
saa bliver der aldrig noget istand!" -
og saa tog han sit Brændespeil for at
fange en Solstraale, der kunde hente
Fætter, men da der ingen Solskin var,
saa kom der ingen, men saa tog han sit
Fyrtøi op af Lommen, een, to, tre, der
gik Staalet mod Flintestenen, Gnisterne
fløi, og fut op og ned som den røde Lue,
stod Fætter Ildkonge der, det vil sige
Konge over al Ild var han ikke, men han
havde ligesaa meget Magt over den, som
Sildekongen havde over Havet og
Mulvarpen over Jorden og Sommerfugle
Kongen over Luften; han var bare
Lygtemand men selv antændende og det var
nu det meest respectable ved den. - Det
knaldede ordentlig da han kom, og der
var Knald i Karlen. "Chemi!" sagde han,
for han vidste hvoraf han selv og hele
Verden bestod, i alle Dele, hvorledes de
sad sammen og hvorledes de ikke sad
sammen, "Chemi kan jeg! og mig selv
kjender jeg, hvorfra jeg kommer, hvor
hen jeg gaaer, fut er det Hele! - vi
fire ere i Familie, Fættere ere vi, jeg
er den forbindende, kommende fra Jorden,
svævende over Vandet, begge tilsammen er
Sump, Luften tænder mig Lygten, jeg
blusser jeg dandser, og er dog
selvstændig! jeg er Ildkonge i det Smaa,
fut, fut! hele Verden er jo fut!" - og
saa sprang han imellem dem og løb
Sildekongen op af Brystet og satte sig
paa Hovedet af Muldvarpen, men lige
meget hjalp det; og saa foreslog
Løgtemanden at de skulde skifte Ringe,
der ved fik hver lidt af den andens
Natur, og saa vilde der komme Ligevægt.
Muldvarpen fik Lygtemandens gloende Ring
og saa kom der Liv i ham; og selv blev
Lygtemanden lidt mere sindig!
Sommerfuglenes Konge, der var sangvinisk,
byttede Ring med den melankolske
Sildekonge og det hjalp især paa den
sidste; og saa besluttede de at gjøre en
Vandring sammen til Staden; "man maa dog
eengang slaae sig løs," sagde Mulvarpen!
"vi skal alle fire paa Eventyr!" sagde
Sommerfuglekongen, for han var nu
letsindig. Lygtemanden var nu altid Fyr
og Flamme og Sildekongen haabede at
finde en god Gouvernante til sin lille
Silde-Prindsesse. "Ja jeg vil give mig
ud for Dykker!" sagde han, "saa bliver
jeg dog i Elementet og kan ikke
forsnakke mig!" "og jeg vil være
Handlende med chemiske Svovlstikker,"
sagde Løgtemanden, "jeg veed Beskeed med
Chemi og de Dele!" - "og jeg er
Luftballonseiler!" sagde Sommerfugle
Kongen. "Men hvad skal jeg give mig ud
for!" sagde Mulvarpen. "Dersom her bare
var Bjergværker her i Landet! saa kunde
De være Bjergmand, men her er ingen, og
være Kjældermand er ikke dybt nok!" -
"Han er reisende Bjergmand!" sagde
Sildekongen! "Ja nok!" sagde Muldvarpen,
der ikke holdt af mange Ord, "saa er jeg
reisende!"
"Det første vi gjør, naar vi komme
til en Stad," sagde Sildekongen, "er at
vi gaae ind til en Barbeer og faae
Skjællene skravet af os!" Han meente
Skjægget, og deri var de alle enige og
saa gik de til Byen, og til Barberen.
II.
Barberstuen.
Disse
gamle Grækere som Skoledrengene endnu i
deres Lexier have saa meget at gjøre
med, for de skulle kunde dem, de gik hen
paa Torvet i Hvælvingerne og talte om
Dit og Dat, til Lands og Vands, og inde
hos Naboens; vi derimod gaae over til
Condittoren, eller kommer ind til
Barberen, der er Torvet. Alle Stænder
komme de, Præsten og Slagteren, Bonden
og Kammerjunkeren, det vil sige naar det
er en fiin Barbeerstue, og det var det
just her, de sæbes Alle lige ind, men de
fine Folk faae reent Haandklæde, de
simplere faae det skident, ligemeget
koster det, men man maa jo vide at gjøre
Forskjæl; Aviser ligge her, der ere Folk
som læse hele Timer, man maae jo vide
hvad man læser, Stuen er varm og mange
Gjæster komme her. - "Veed De hvad man
siger og det har jeg hørt! hele
Barbeerstuen er en levende Avis. -" Det
vilde være lærerigt at [ ]
