Der
var engang en fattig Prinds; han havde
et Kongerige, der var ganske lille, men
det var da altid stort nok til at gifte
sig paa, og gifte sig det vilde han.
Nu var det jo rigtignok noget kjækt
af ham, at han turde sige til Keiserens
Datter: "vil Du ha' mig?" men det turde
han nok, for hans Navn var vidt og bredt
berømt, der vare hundrede Prindsesser,
som vilde have sagt Tak til, men see om
hun gjorde det.
Nu skulle vi høre:
Paa Prindsens Faders Grav voxte der
et Rosentræ, o saadant et deiligt
Rosentræ; det bar kun hvert femte Aar
Blomst, og det kun een eneste, men det
var en Rose, der duftede saa sødt, at
man ved at lugte til den glemte alle
sine Sorger og Bekymringer, og saa havde
han en Nattergal, der kunde synge, som
om alle deilige Melodier sad i dens
lille Strube. Den Rose og den Nattergal
skulde Prindsessen have; og derfor kom
de begge to i store Sølv-Foderaler og
bleve saa sendte til hende.
Keiseren lod dem bære foran sig ind i
den store Sal, hvor Prindsessen gik og
legede "komme Fremmede", med sine
Hofdamer; og da hun saae de store
Foderaler med Presenterne i, klappede
hun i Hænderne af Glæde.
"Bare det var en lille Missekat!"
sagde hun, - men saa kom Rosentræet frem
med den deilige Rose.
"Nei, hvor er den nydelig gjort!"
sagde alle Hofdamerne.
"Den er mere end nydelig!" sagde
Keiseren, "den er pæn!"
Men Prindsessen følte paa den og saa
var hun færdig at græde.
"Fy Papa!" sagde hun, "den er ikke
kunstig, den er virkelig!"
"Fy!" sagde alle Hoffolkene, "den er
virkelig!"
"Lad os nu først see, hvad der er i
det andet Foderal, før vi blive vrede!"
meente Keiseren, og saa kom Nattergalen
frem; den sang da saa deiligt, at man
ligestrax ikke kunde sige noget ondt mod
den.
"Superbe! charmant!" sagde
Hofdamerne, for de snakkede allesammen
fransk, den ene værre, end den anden.
"Hvor den Fugl minder mig om salig
Keiserindens Spilledaase," sagde en
gammel Cavaleer; "ak ja! det er ganske
den samme Tone, det samme Foredrag!"
"Ja!" sagde Keiseren, og saa græd
han, som et lille Barn.
"Jeg skulde dog ikke troe, den er
virkelig!" sagde Prindsessen. "Jo, det
er en virkelig Fugl!" sagde de, som
havde bragt den.
"Ja lad saa den Fugl flyve," sagde
Prindsessen, og hun vilde paa ingen
Maade tillade, at Prindsen kom.
Men han lod sig ikke forknytte; han
smurte sig i Ansigtet med Bruunt og
Sort, trykkede Kasketten ned om Hovedet
og bankede paa.
"God Dag, Keiser!" sagde han, "kunde
jeg ikke komme i Tjeneste her paa
Slottet."
"Jo nok!" sagde Keiseren, "jeg
trænger til een, som kan passe Svinene!
for dem har vi mange af!"
Og saa blev Prindsen ansat, som
keiserlig Svinedreng. Han fik et
daarligt lille Kammer nede ved
Svinestien og her maatte han blive; men
hele Dagen sad han og arbeidede, og da
det var Aften, havde han gjort en
nydelig lille Gryde, rundt om paa den
var der Bjælder og saa snart Gryden
kogte, saa ringede de saa deiligt og
spillede den gamle Melodie:
"Ach, Du lieber Augustin
Alles ist væk, væk, væk!"
men
det Allerkunstigste var dog, at naar man
holdt Fingeren ind i Dampen fra Gryden,
saa kunde man strax lugte hvad Mad der
blev lavet i hver Skorsteen, der var i
Byen; see, det var rigtignok noget andet
end den Rose.
Nu kom Prindsessen spadserende med
alle sine Hofdamer, og da hun hørte
Melodien blev hun staaende og saae saa
fornøiet ud; for hun kunde ogsaa spille
"Ach, Du lieber Augustin," det var den
eneste hun kunde, men den spillede hun
med een Finger.
"Det er jo den jeg kan!" sagde hun, "saa
maa det være en dannet Svinedreng! hør!
gaae ned og spørg ham, hvad det
Instrument koster!"
Og saa maatte een af Hofdamerne løbe
ind, men hun tog Klods-Skoe paa. -
"Hvad vil Du have for den Gryde?"
sagde Hofdamen.
"Jeg vil have ti Kys af Prindsessen!"
sagde Svinedrengen.
"Gud bevar' os!" sagde Hofdamen.
"Ja, det kan ikke være mindre!"
svarede Svinedrengen.
"Han er jo uartig!" sagde Prindsessen,
og saa gik hun, - men da hun havde gaaet
et lille Stykke saa klang Bjælderne saa
deiligt:
"Ach, Du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!"
"Hør,"
sagde Prindsessen, "spørg ham, om han
vil have ti Kys af mine Hofdamer!"
"Nei Tak!" sagde Svinedrengen, "ti
Kys af Prindsessen, eller jeg beholder
Gryden."
"Hvor det er noget kjedeligt noget!"
sagde Prindsessen, "men saa maae I staae
for mig, at Ingen faaer det at see!"
Og Hofdamerne stillede sig op for
hende, og saa bredte de deres Kjoler ud,
og saa fik Svinedrengen de ti Kys og hun
fik Gryden.
Naa, der blev en Fornøielse! hele
Aftenen og hele Dagen maatte Gryden
koge; der var ikke een Skorsteen i hele
Byen, uden de vidste hvad der blev kogt
der, baade hos Kammerherren og hos
Skomageren. Hofdamerne dandsede og
klappede i Hænderne.
"Vi veed hvem der skal have sød Suppe
og Pandekage! vi veed hvem der skal have
Grød og Karbonade! hvor det er
interessant!"
"Ja, men hold reen Mund, for jeg er
Keiserens Datter!"
"Gud bevar' os!" sagde de Allesammen!
Svinedrengen, det vil sige Prindsen,
men de vidste jo ikke andet, end at han
var en virkelig Svinedreng, lod ikke
Dagen gaae hen uden at han bestilte
noget, og saa gjorde han en Skralde,
naar man svingede den rundt, klang alle
de Valse og Hopsaer, man kjendte fra
Verdens Skabelse.
"Men det er superb!" sagde
Prindsessen, i det hun gik forbi, "jeg
har aldrig hørt en deiligere Composition!
hør! gaae ind og spørg ham, hvad det
Instrument koster: men jeg kysser ikke!"
"Han vil have hundrede Kys af
Prindsessen!" sagde Hofdamen, som havde
været inde at spørge.
"Jeg troer han er gal!" sagde
Prindsessen, og saa gik hun; men da hun
havde gaaet et lille Stykke, saa blev
hun staaende.
"Man maa opmuntre Kunsten!" sagde
hun, "Jeg er Keiserens Datter! Siig ham,
han skal faae ti Kys ligesom igaar,
Resten kan han tage hos mine Hofdamer!"
"Ja, men vi ville saa nødig!" sagde
Hofdamerne.
"Det er Snak!" sagde Prindsessen, "og
naar jeg kan kysse ham, saa kan I ogsaa!
husk paa, jeg giver Eder Kost og Løn!"
og saa maatte Hofdamen ind til ham igjen.
"Hundrede Kys af Prindsessen," sagde
han, "eller hver beholder sit!"
"Staae for!!!" sagde hun, og saa
stillede alle Hofdamerne sig for og han
kyssede da.
"Hvad kan det dog være for et Opløb
dernede ved Svinestien!" sagde Keiseren,
der var traadt ud paa Altanen; han gned
sine Øine og satte Brillerne paa. "Det
er jo Hofdamerne, der ere paa Spil! jeg
maa nok ned til dem!" - og saa trak han
sine Tøfler op bag i, for det var Skoe,
som han havde traadt ned.
Hille den! hvor han skyndte sig!
Saasnart han kom ned i Gaarden, gik
han ganske sagte, og Hofdamerne havde
saameget at gjøre med at tælle Kyssene,
for at det kunde gaae ærligt til, at de
slet ikke mærkede Keiseren. Han reiste
sig paa Tæerne.
"Hvad for noget!" sagde han, da han
saae de kyssedes, og saa slog han dem i
Hovedet med sin Tøffel, lige i det
Svinedrengen fik det sex og
fiirsindstyvende Kys. "Heraus!" sagde
Keiseren, for han var vred, og baade
Prindsessen og Svinedrengen bleve satte
uden for hans Keiserrige.
Der stod hun nu og græd, Svinedrengen
skjændte og Regnen skyllede ned.
"Ak, jeg elendige Menneske!" sagde
Prindsessen, "havde jeg dog taget den
deilige Prinds! ak, hvor jeg er
ulykkelig!"
Og Svinedrengen gik bag ved et Træ,
tørrede det Sorte og Brune af sit
Ansigt, kastede de stygge Klæder og
traadte nu frem i sin Prindsedragt, saa
deilig, at Prindsessen maatte neie ved
det.
"Jeg er kommet til at foragte Dig,
Du!" sagde han. "Du vilde ikke have en
ærlig Prinds! Du forstod Dig ikke paa
Rosen og Nattergalen, men Svinedrengen
kunde du kysse for et Spilleværk! nu kan
du have det saa godt!" -
Og saa gik han ind i sit Kongerige og
lukkede Døren i for hende, saa kunde hun
rigtignok synge:
"Ach, Du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!"
