I
gamle Dage, da Mo'erfa'er var en ganske
lille Dreng og gik med røde Buxer, rød
Trøie, Skjærf om Livet og Fjer i
Kasketten, for saaledes gik i hans
Barnetid de smaa Drenge klædte, naar de
vare rigtigt pyntede, da var Saameget
ganske anderledes end nu; der var tidt
Stads i Gaden, Stads, som vi ikke see,
for den er afskaffet, den blev saa
gammeldags; men morsomt er det at høre
Mo'erfa'er fortælle om den.
Det maa rigtignok have været en Stads
den Gang at see Skomagerne flytte Skilt,
naar de skiftede Laugshuus. Deres
Silkefane vaiede; der var malet paa den
en stor Støvle og en Ørn med to Hoveder;
de yngste Svende bare Velkomsten og
Laden, og havde røde og hvide Baand
flagrende ned om Skjorteærmerne; de
ældre førte dragen Kaarde med en Citron
paa Spidsen. Der var fuld Musik, og
deiligst af Instrumenterne var "Fuglen";
som Mo'erfa'er kaldte den store Stang
med Halvmaanen paa og alt muligt
klingende Dingeldangel, rigtig tyrkisk
Musik. Den blev løftet og svungen, den
klingede og klang, og det skjar
ordenligt i Øinene at see Solen skinne
paa alt det Guld, Sølv eller Messing.
Foran Toget løb Harlekin, i Klæder
syet sammen af alle mulige couleurte
Lapper, sort i Ansigtet og med Bjælder
paa Hovedet, ligesom en Kanehest; og saa
slog han ind paa Folk med sin Brix, der
smældede uden at gjøre ondt, og Folk
trykkede hverandre for at komme tilbage
og for at komme frem; smaa Drenge og
Piger faldt over deres egne Been lige i
Rendestenen; gamle Madamer puffede med
Albuerne, saae suurt og skjændte. Een
loe, en Anden snakkede; der var Folk paa
Trapper og i Vinduet, ja heelt ude paa
Taget. Solen skinnede; lidt Regn fik de
ogsaa, men det var godt for Landmanden,
og naar de bleve rigtig dyngvaade, saa
var det en sand Velsignelse for Landet.
O hvor Mo'erfa'er kunde fortælle! Han
havde, som lille Dreng, seet al den
Stads i dens største Deilighed. Den
ældste Laugssvend holdt Tale fra
Stilladset, hvor Skiltet blev hængt ud,
og Talen var paa Vers, ligesom om den
kunde være digtet, og det var den ogsaa;
de havde været Tre om det og først
drukket en heel Bolle Punsch, for at
faae den rigtig god. Og Folk raabte
Hurra for Talen, men de raabte endnu
mere Hurra for Harlekin, da han kom frem
paa Stilladset og vrængede efter. Narren
gjorde saa udmærket Nar og drak Mjød af
Snapseglas, som han saa hivede ud
imellem Folk, der greb dem i Luften.
Mo'erfa'er havde eet af dem, som
Kalkslageren havde fanget og foræret
ham. Det var rigtignok morsomt. Og
Skiltet hang med Blomster og Grønt paa
det nye Laugshuus.
Saadan en Stads glemmer man aldrig
ihvor gammel man bliver, sagde
Mo'erfa'er, og han glemte den heller
ikke, nagtet han fik at see megen anden
Stads og Herlighed og fortalte derom,
men morsomt var det dog at høre ham
fortælle om at flytte Skilt ogsaa inde i
den store Stad.
Mo'erfa'er reiste jo som Lille derind
med sine Forældre; han havde den Gang
aldrig før seet det største Stad i
Landet. Der var saa mange Mennesker paa
Gaden, saa at han troede at der skulde
flyttes Skilt, og der vare mange Skilte
at flytte; man kunde faae hundrede Stuer
fyldte med Billeder, bleve de hængte op
indenfor og ikke udenfor. Der var
saaledes alle Slags Menneskeklæder
malede af hos Skrædderen, han kunde sye
Folk om fra Grovt til Fiint; der var
Tobaksspinderskilter med de yndigste
Smaadrenge, der røg Cigar, ligesom i det
Virkelige; der vare Skilter med Smør og
Spegesild, Præstekraver og Liigkister,
og saa desuden Indskrifter og Opslag;
man kunde godt gaae en heel Dag op og
ned ad Gaderne og see sig mæt paa
Billeder, og saa vidste man med det
Samme, hvilke Mennesker der boede
derinde, de havde selv hængt deres Skilt
ud, og det er saa godt, sagde Mo'erfa'er,
og saa lærerigt at vide i en stor By,
hvad der boer indenfor.
Men saa skulde det med Skiltene
hænde, ligesom Mo'erfa'er kom til Byen;
han har selv fortalt det, og han havde
ingen Skjelm bag Øret, som Moder sagde
at han havde, naar han vilde bilde mig
Noget ind; han saae ganske tilforladelig
ud.
Den første Nat, han kom til den store
By, blev her det frygteligste Veir, man
nogensinde har læst om i Avisen: et Veir,
som det ikke havde været i Mands Minde.
Hele Luften var opfyldt med Tagsteen;
gamle Plankeværk gik overende; ja, der
var en Trillebør, der af sig selv løb op
ad Gaden, bare for at redde sig. Det
tudede i Luften, det hylede og ruskede,
det var en Storm saa forfærdelig. Vandet
i Canalerne løb heelt op over Bolværket,
det vidste ikke, hvor det turde være.
Stormen foer hen over Byen og tog
Skorstenene med sig; meer end eet
gammelt, stolt Kirkespiir maatte bøie
sig og har siden aldrig forvundet det.
Der stod et Skilderhuus udenfor hos
den gamle, skikkelige Brandmajor, der
altid kom med sidste Sprøite; Stormen
kunde ikke unde ham det lille
Skilderhuus, det blev revet af Tappen og
trumlede hen ad Gaden; og, underligt
nok, det reiste sig og blev staaende
udenfor Huset, hvor den sølle
Tømmersvend boede, der havde reddet tre
Menneskers Liv ved den sidste Ildebrand;
men Skilderhuset tænkte ikke Noget
derved.
Barberens Skilt, den store
Messingtallerken, blev revet af og
flyttet lige hen i Vinduesfordybningen
hos Justitsraadens, og det var næsten
som en Ondskab, sagde hele Nabolaget,
for det og de allerintimeste Veninder
kaldte Fruen Ragekniven. Hun var saa
klog, hun vidste mere om Menneskene, end
Menneskene vidste om sig selv.
Der fløi et Skilt med en afridset tør
Klipfisk lige hen over Døren, hvor der
boede en Mand, som skrev en Avis. Det
var en flau Spøg af Stormvinden, den
huskede nok ikke, at en Avisskriver
aldeles ikke er at spøge med, han er
Konge i sin egen Avis og i sin egen
Mening.
Veirhanen fløi over paa Gjenboens
Tag, og der stod den, som den sorteste
Ondskab, sagde Naboerne.
Bødkerens Tønde blev hængt ud under
"Damepynt."
Spiseqvarterets Madseddel i svær
Ramme, som hang ved Døren, blev af
Stormen stillet lige over Indgangen til
det Theater, hvor Folk aldrig kom; det
var en løierlig Placat: "Peberrods Suppe
og fyldt Kaalhoved;" men saa kom der
Folk!
Bundtmagerens Ræveskind, der er hans
honnette Skilt, blev flyttet hen paa
Klokkestrængen hos den unge Mand, der
altid gik i Froprædiken, saae ud som en
nedslaaet Paraply, stræbte efter Sandhed
og var "Exempel", sagde hans Moster.
Indskriften: "høiere
Dannelses-Anstalt" blev flyttet hen over
Billardklubben, og Anstalten selv fik
Skiltet: "her opammes Børn paa Flaske";
det var aldeles ikke vittigt, kun
uartigt, men Stormen havde nu gjort det,
og den kan man ikke styre.
Det var en frygtelig Nat; og om
Morgenen, tænk bare, da vare næsten alle
Byens Skilter flyttede; og somme Steder
var det med en saadan Malice, at
Mo'erfa'er vilde ikke omtale det, men
han loe indvendig, det saae jeg nok, og
det er muligt at han da havde Noget bag
Øret.
De stakkels Mennesker i den store By,
især de Fremmede, de gik aldeles feil af
Menneskene, og de kunde ikke andet, naar
de gik efter Skiltet. Nogle vilde ind
til en meget alvorlig Forsamling af
Ældre, der skulde afhandle de vigtigste
Ting, og saa kom de ind i en skraalende
Drengeskole, der var lige ved at springe
op paa Bordet.
Der var Folk, som toge Feil af Kirken
og Theatret, og det er dog forfærdeligt!
Saadan en Storm har nu aldrig blæst i
vore Dage, det er kun Mo'erfa'er, som
har oplevet den, og det var som ganske
Lille; saadan en Storm kommer maaskee
ikke i vor Tid, men i vore Børnebørns;
da maae vi rigtignok haabe og bede om,
at de holde sig inde, mens Stormen
flytter Skilt.
