Paa
det sidste Huus i en lille By stod der
en Storkerede. Storkemoderen sad i Reden
hos sine fire smaa Unger, der stak
Hovedet frem med det lille sorte Næb,
for det var ikke blevet rødt endnu. Et
lille Stykke derfra paa Tagryggen stod
saa strunk og stiv Storkefaderen, han
havde trukket det ene Been op under sig,
for dog at have nogen Uleilighed, idet
han stod Skildvagt. Man skulde troe, han
var hugget ud af Træ, saa stille stod
han; "det seer vist nok saa fornemt ud,
at min Kone har en Skildvagt ved Reden!"
tænkte han, "de kan jo ikke vide, at jeg
er hendes Mand, de troe vist, jeg er
commanderet til at staae her. Det seer
saa raskt ud!" og saa blev han ved at
staae paa det ene Been.
Nede paa Gaden legede en heel Flok
Børn, og da de saae Storkene, saa sang
en af de modigste Drenge, og siden de
Allesammen, det gamle Vers om Storkene,
men de sang det nu, som han kunde huske
det:
"Storke, Storke Steie
Flyv hjem til dit Eie!
Din Kone ligger i Reden sin
Med fire store Unger.
Den ene skal hænges,
Den anden skal stænges,
Den tredie skal brændes,
Den fjerde endevendes!"
"Hør
dog hvad Drengene synge!" sagde de smaa
Storkeunger, "de sige vi skulle hænges
og brændes!"
"Det skal I ikke bryde Eder om!"
sagde Storkemoderen; "hør bare ikke
efter, saa gjør det ikke noget!"
Men Drengene blev ved at synge, og de
pegede Fingre af Storkene; kun een
Dreng, han hed Peter, sagde, at det var
Synd at gjøre Nar af Dyrene, og vilde
slet ikke være med. Storkemoderen
trøstede ogsaa sine Unger; "bryd Jer
ikke derom," sagde hun, "see bare, hvor
rolig Jer Fader staaer, og det paa eet
Been!"
"Vi ere saa angst!" sagde Ungerne, og
trak Hovederne dybt ned i Reden.
Næste Dag, da Børnene kom sammen
igjen for at lege, og de saa Storkene,
begyndte de deres Vise:
"Den ene skal hænges,
Den anden skal brændes! -"
"Skal
vi vel hænges og brændes?" spurgte
Storkeungerne.
"Nei vist ikke!" sagde Moderen, "I
skal lære at flyve, jeg skal nok
exercere Jer! saa tage vi ud paa Engen
og gjøre Visit hos Frøerne, de neie i
Vandet for os, de synge "koax, koax!" og
saa spise vi dem op, det kan rigtig
blive en Fornøielse!"
"Og hvad saa!" spurgte Storke-Ungerne.
"Saa samles alle de Storke, her ere i
hele Landet, og saa begynder
Høstmaneuvren, da maa man flyve godt,
det er af stor Vigtighed, thi den som
ikke kan flyve, stikker Generalen ihjel
med sit Næb; derfor pas vel paa at lære
Noget, naar Exercitsen begynder!"
"Saa blive vi jo dog stængede, som
Drengene sagde! og hør, nu synge de det
igjen!"
"Hør paa mig og ikke paa dem," sagde
Storkemoderen. "Efter den store Maneuvre
flyve vi til de varme Lande, o, saa
langt herfra, over Bjerge og Skove. Til
Ægypten flyve vi, hvor der ere
trekantede Steenhuse, der gaae i en
Spids op over Skyerne, de kaldes
Pyramider og ere ældre end nogen Stork
kan tænke sig. Der er en Flod, som løber
over, saa Landet bliver til Mudder. Man
gaaer i Mudder og spiser Frøer."
"O!" sagde alle Ungerne.
"Ja! der er saa deiligt! man gjør
ikke andet end spise hele Dagen, og
imens vi har det saa godt, er i dette
Land ikke et grønt Blad paa Træerne; her
er saa koldt, saa Skyerne fryse i
Stykker og falde ned i smaa hvide
Lapper!" det var Sneen, hun mente, men
hun kunde jo ikke forklare det
tydeligere.
"Fryse saa ogsaa de uartige Drenge i
Stykker?" spurgte Storkeungerne.
"Nej, i Stykker fryse de ikke! men de
ere nær ved det og maae sidde inde i den
mørke Stue og kukkelure; I kan derimod
flyve om i fremmed Land, hvor der er
Blomster og varmt Solskin!"
Nu var der allerede gaaet nogen Tid,
og Ungerne vare saa store, at de kunde
staae op i Reden og see vidt omkring, og
Storkefaderen kom flyvende hver Dag med
pæne Frøer, smaa Snoge og alt det
Storke-Slikkeri, han kunde finde! O, det
saae morsomt ud, hvor han gjorde Kunster
for dem. Hovedet lagde han lige om paa
Halen, Næbbet knebrede han med, som var
det en lille Skralde, og saa fortalte
han dem Historier, allesammen fra
Sumpen.
"Hør nu maae I lære at flyve!" sagde
en Dag Storkemoderen, og saa maatte alle
fire Unger ud paa Tagryggen, o hvor de
dinglede! hvor de balancerede med
Vingerne, og vare dog færdig ved at
falde ned!
"See nu paa mig!" sagde Moderen, "saadan
skal I holde Hovedet! saadan skal I
sætte Benene! een to! een to! det er
det, som skal hjælpe Jer frem i Verden!"
saa fløi hun et lille Stykke, og
Ungerne, de gjorde et lille kluntet Hop,
bums! der laae de, for de vare tunge i
Livet.
"Jeg vil ikke flyve!" sagde den ene
Unge, og krøb op i Reden igjen, "jeg
bryder mig ikke om at komme til de varme
Lande!"
"Vil du da fryse ihjel her, naar det
bliver Vinter! skal Drengene komme og
hænge og brænde og stænge dig? nu kalder
jeg paa dem!"
"O nei!" sagde Storkeungen, og saa
hoppede den igjen paa Taget ligesom de
Andre, den tredie Dag kunde de ordentlig
flyve lidt, og saa troede de, at de
kunde ogsaa sidde og hvile paa Luften;
det vilde de, men bums! der dumpede de,
saa maatte de til at røre Vingerne igjen.
Nu kom Drengene nede paa Gaden og sang
deres Vise:
"Skulle vi ikke flyve ned og hugge
deres Øine ud?" sagde Ungerne.
"Nei lad være med det!" sagde
Moderen, "hør bare efter mig, det er
vigtigere! een, to, tre! nu flyve vi
høire om! een to, tre! nu venstre om
Skorstenen! - see det var meget godt!
det sidste Slag med Vingerne var saa
nydeligt og rigtigt, at I skal faae Lov
at komme i Sumpen med mig imorgen! der
komme flere nette Storkefamilier med
deres Børn, lad mig nu see, at mine ere
de pæneste, og saa at I kneise, det seer
godt ud, og det giver Anseelse!"
"Men skal vi da ikke have Hævn over
de uartige Drenge?" spurgte
Storkeungerne.
"Lad dem skrige hvad de ville! I
flyve dog mod Skyerne, komme til
Pyramidernes Land, naar de maae fryse og
ikke have et grønt Blad eller et sødt
Æble!"
"Ja hævnes ville vi!" hviskede de til
hinanden, og saa blev der igjen
exerceret.
Af alle Drengene paa Gaden var Ingen
værre til at synge Spottevisen, end just
han, som havde begyndt, og det var en
ganske lille Een, han var nok ikke mere
end sex Aar; Storkeungerne troede
rigtignok, at han var hundrede Aar; for
han var jo saa meget større end deres
Moder og Fader, og hvad vidste de om,
hvor gamle Børn og store Mennesker kunne
være. Hele deres Hævn skulde gaae ud
over den Dreng, han havde jo først
begyndt, og han blev altid ved:
Storkeungerne vare saa irriterede, og
alt som de bleve større, vilde de mindre
taale det; Moderen maatte tilsidst love
dem, at de nok skulde faae Hævn, men hun
vilde ikke tage den, før paa den sidste
Dag, de vare i Landet.
"Vi maae jo først see, hvorledes I
bære Jer ad ved den store Maneuvre!
komme I galt fra det, saa Generalen
jager Jer Næbet i Brystet, saa have jo
Drengene dog Ret, i det mindste paa een
Maade! lad os nu see!"
"Ja det skal du!" sagde Ungerne, og
saa gjorde de sig just Umage; de øvede
sig hver Dag, og fløi saa nydeligt og
let, saa det var en Lyst.
Nu kom Høsten, alle Storkene begyndte
at samles for at flyve bort til de varme
Lande, mens vi have Vinter. Det var en
Maneuvre! over Skov og Byer maatte de,
bare for at see, hvor godt de kunde
flyve, det var jo en stor Reise, som
forestod. Storkeungerne gjorde deres
Ting saa nydeligt, at de fik Udmærket
Godt med Frø og Slange. Det var den
allerbedste Characteer, og Frøen og
Slangen kunde de spise, det gjorde de
ogsaa.
"Nu skulle vi hævnes!" sagde de.
"Ja vist!" sagde Storkemoderen. "Hvad
jeg havde udtænkt, det er just det
rigtige! jeg veed, hvor den Dam er, hvor
alle de smaa Menneskebørn ligge, til
Storken kommer og henter dem til
Forældrene. De nydelige smaa Børn sove
og drømme saa deiligt, som de aldrig
siden komme til at drømme. Alle Forældre
ville gjerne have saadant et lille Barn,
og alle Børn ville have en Søster eller
Broder. Nu ville vi flyve hen til
Dammen, hente en til hver af de Børn,
som ikke have sjunget den onde Vise og
gjort Nar af Storkene, for de Børn
skulle slet ingen have!"
"Men han, som begyndte med at synge,
den slemme, hæslige Dreng!" skrege de
unge Storke, "hvad gjøre vi ved ham?"
"Der ligger i Dammen et lille dødt
Barn, det har drømt sig ihjel, det vil
vi tage til ham, saa maa han græde,
fordi vi have bragt ham en død lille
Broder, men den gode Dreng, ham har I
dog ikke glemt, han som sagde: "det er
Synd at gjøre Nar af Dyrene!" ham ville
vi bringe baade en Broder og en Søster,
og da den Dreng hed Peter, saa skulle I
ogsaa Allesammen kaldes Peter!"
Og det skete hvad hun sagde, og saa
hed alle Storkene Peter, og det kaldes
de endnu.