Der
var engang en Stoppenaal, der var saa
fiin paa det, at hun bildte sig ind, at
hun var en Synaal.
"Seer nu bare til, hvad I holde paa!"
sagde Stoppenaalen til Fingrene, der
toge den frem. "Tab mig ikke! falder jeg
paa Gulvet, er jeg istand til aldrig at
findes igjen, saa fiin er jeg!"
"Der er Maade med!" sagde Fingrene og
saa klemte de hende om Livet.
"Seer I, jeg kommer med Suite!" sagde
Stoppenaalen og saa trak den en lang
Traad efter sig, men som dog ikke havde
Knude.
Fingrene styrede Naalen lige mod
Kokkepigens Tøffel, hvor Overlæderet var
revnet og nu skulde det syes sammen.
"Det er et nedrigt Arbeide!" sagde
Stoppenaalen. "Jeg gaaer aldrig igjennem,
jeg knækker! jeg knækker!" - og saa knak
hun. "Sagde jeg det ikke nok!" sagde
Stoppenaalen, "jeg er for fiin!"
Nu duer hun ikke til Noget, meente
Fingrene, men de maatte dog holde fast,
Kokkepigen dryppede Lak paa hende, og
stak hende saa foran i sit Tørklæde.
"See, nu er jeg en Brystnaal!" sagde
Stoppenaalen; "jeg vidste nok, at jeg
kom til Ære; naar man er noget, bliver
man altid til noget;" og saa lo hun
indvendig, for man kan aldrig see
udvendig paa en Stoppenaal, at den leer;
der sad hun nu saa stolt, som om hun
kjørte i Kaaret og saae til alle Sider.
"Maa jeg have den Ære at spørge om De
er af Guld," spurgte hun Knappenaalen,
som var Nabo. "De har et deiligt
Udseende og deres eget Hoved, men lille
er det! De maa see til at det voxer ud,
thi man kan ikke alle lakkes paa Enden!"
og saa reiste Stoppenaalen sig saa stolt
i Veiret, at hun gik af Tørklædet og i
Vasken, just som Kokkepigen skyllede ud.
"Nu gaae vi paa Reise!" sagde
Stoppenaalen, "bare jeg ikke bliver
borte!" men det blev hun.
"Jeg er for fiin for denne Verden!"
sagde hun da hun sad i Rendestenen. "Jeg
har min gode Bevidsthed og det er altid
en lille Fornøielse!" og saa holdt
Stoppenaalen sig rank og tabte ikke sit
gode Humeur.
Og der seilede Alleslags hen over
den, Pinde, Straae, Stumper af Aviser.
"See, hvor de seile!" sagde
Stoppenaalen. "De veed ikke hvad der
stikker under dem! jeg stikker, jeg
sidder her. See, der gaaer nu en Pind,
den tænker paa ingen Ting i Verden uden
paa "Pind" og det er den selv; der
flyder et Straa, see hvor det svaier,
see hvor det dreier! tænk ikke saa meget
paa dig selv, du kunde støde dig paa
Brostenene! - der flyder en Avis! -
glemt er det, som staaer i den og dog
breder den sig! - Jeg sidder taalmodig
og stille! jeg veed hvad jeg er og det
bliver jeg!" -
En Dag var der noget, der skinnede
saa deiligt tæt ved, og saa troede
Stoppenaalen, at det var en Diamant, men
det var et Flaskeskaar og da det
skinnede ,saa talte Stoppenaalen til det
og gav sig tilkjende som Brystnaal! "De
er nok en Diamant?" - "Ja, jeg er
saadant noget!" og saa troede den ene om
den anden, at de vare rigtig kostbare og
saa talte de om hvor hovmodig Verden
var.
"Ja, jeg har boet i Æske hos en
Jomfru," sagde Stoppenaalen, "og den
Jomfru var Kokkepige; hun havde paa hver
Haand fem Fingre, men noget saa
indbildsk, som de fem Fingre, har jeg
ikke kjendt, og saa vare de kun til for
at holde mig, tage mig af Æske og lægge
mig i Æske!"
"Var der Glands ved dem?" spurgte
Flaskeskaaret.
"Glands!" sagde Stoppenaalen, "nei,
der var Hovmod! de vare fem Brødre, alle
fødte "Fingre," de holdt sig ranke op
til hverandre, skjøndt af forskjellig
Længde; den yderste af dem: Tommeltot,
var kort og tyk, han gik udenfor Geledet,
og saa havde han kun eet Knæk i Ryggen,
han kunde kun bukke een Gang, men han
sagde: at blev han hugget af et
Menneske, saa var hele det Menneske
spoleret for Krigstjeneste. Slikpot kom
i Sødt og Suurt, pegede paa Sol og Maane,
og det var ham, der klemte, naar de
skrev; Langemand saae de andre over
Hovedet; Guldbrand gik med Guldring om
Maven og lille Peer Spillemand bestilte
ikke noget og deraf var han stolt. Pral
var det og Pral blev det og saa gik jeg
i Vasken!"
"Og nu sidde vi og glindse!" sagde
Glasskaaret. I det samme kom der mere
Vand i Rendestenen, den strømmede over
alle Bredder og rev Glasskaaret med sig.
"See nu blev det forfremmet!" sagde
Stoppenaalen, "jeg bliver siddende, jeg
er for fiin, men det er min Stolthed og
den er agtværdig!" og saa sad den rank
og havde mange Tanker.
"Jeg skulde næsten troe at jeg er
født af en Solstraale, saa fiin er jeg!
synes jeg ikke ogsaa, at Solen altid
søger mig under Vandet. Ak, jeg er saa
fiin, at min Moder ikke kan finde mig.
Havde jeg mit gamle Øie, som knak, saa
troer jeg at jeg kunde græde! - skjøndt
jeg gjorde det ikke - græde det er ikke
fiint!"
En Dag laae der nogle Gadedrenge og
ragede i Rendestenen, hvor de fandt
gamle Søm, Skillinger og saadant noget.
Det var Griseri, men det var nu deres
Fornøielse.
"Av!" sagde den Ene, han stak paa
Stoppenaalen. "Det er ogsaa en Fyr!"
"Jeg er ingen Fyr, jeg er en Frøken!"
sagde Stoppenaalen, men ingen hørte det;
Lakket var gaaet af den og sort var den
blevet, men sort gjør tyndere og saa
troede den at den var endnu finere, end
før.
"Der kommer en Æggeskal seilende!"
sagde Drengene, og saa stak de
Stoppenaalen fast i Skallen.
"Hvide Vægge og selv sort!" sagde
Stoppenaalen, "det klæder! saa kan man
dog see mig! - bare jeg ikke bliver
søsyg, for saa knækker jeg mig!" - men
den blev ikke søsyg og den knak sig
ikke.
"Det er godt mod Søsyge at have
Staalmave og saa altid huske paa at man
er lidt mere end et Menneske! nu er mit
gaaet over! jo finere man er, desmere
kan man holde ud."
"Krask!" sagde Æggeskallen, der gik
et Vognmandslæs over den. "Hu, hvor det
klemmer!" sagde Stoppenaalen, "nu bliver
jeg dog søsyg! jeg knækker! jeg
knækker!" men den knak ikke, skjøndt der
gik et Vognmandslæs over, den laae paa
langs - og der kan den blive liggende!