Det
var Vintertid, Luften kold, Vinden
skarp, men inden Døre var luunt og godt,
inden Døre laae Blomsten, den laae i sit
Løg under Jord og Snee.
En Dag faldt Regn; Draaberne trængte
ned gjennem Sneelaget ned i Jorden,
rørte ved Blomsterløget, meldte om
Lysverdenen ovenover; snart trængte
Solstraalen saa fiin og borende, gjennem
Sneen, ned til Løget og prikkede paa
det.
"Kom ind!" sagde Blomsten.
"Det kan jeg ikke!" sagde Solstraalen;
"jeg er ikke stærk nok til at lukke op!
jeg bliver stærk til Sommer."
"Naar er det Sommer?" spurgte
Blomsten, og gjentog det, hvergang en ny
Solstraale trængte ned. Men det var
langt fra Sommertid; Sneen laae endnu,
der frøs Iis paa Vandet hver evige Nat.
"Hvor det varer! hvor det varer!"
sagde Blomsten. "Jeg føler Kriblen og
Krablen, jeg maa række mig, jeg maa
strække mig, jeg maa lukke op, jeg maa
ud! nikke Godmorgen til Sommeren, det
bliver en livsalig Tid!"
Og Blomsten rakte sig og strakte sig
derinde mod den tynde Skal, som Vandet
udenfor havde blødgjort, Snee og Jord
opvarmet, Solstraalen prikket ind i; den
skød frem under Sneen, med hvidgrøn Knop
paa sin grønne Stilk, med smalle tykke
Blade, der ligesom vilde skjerme om den.
Sneen var kold, men gjennemstraalet af
Lyset, dertil saa let at bryde igjennem,
og her kom Solstraalen med stærkere Magt
end før.
"Velkommen! velkommen!" sang og klang
hver Straale, og Blomsten løftede sig
over Sneen ud i Lysverdenen.
Solstraalerne klappede og kyssede den,
saa at den aabnede sig heelt, hvid som
Sneen og pyntet med grønne Striber. Den
bøiede sit Hoved i Glæde og Ydmyghed.
"Deilige Blomst!" sang Solstraalerne.
"Hvor Du er frisk og skjær! Du er den
Første, Du er den Eneste! Du er vor
Kjærlighed! Du ringer Sommer, deilig
Sommer over Land og By! Al Sneen skal
smelte! de kolde Vinde jages bort! Vi
skulle raade! Alting vil grønnes! Og saa
faaer Du Selskab, Syrener og Guldregn og
tilsidst Roserne, men Du er den Første,
saa fiin og skjær!"
Det var en stor Fornøielse. Det var,
som Luften sang og klang, som trængte
Lysets Straaler ind i dens Blade og
Stilk; der stod den saa fiin og let til
at bryde og dog saa kraftig, i ung
Deilighed; den stod i hvid Kjortel med
grønne Baand og priste Sommer. Men det
var langt fra Sommertid, Skyer skjulte
Solen, skarpe Vinde blæste paa den.
"Du er kommen lidt for tidligt!"
sagde Vind og Veir. "Vi have endnu
Magten! den skal Du føle og finde Dig i!
Du skulde være bleven inden Døre, ikke
løbet ud at stadse, det er ikke Tiden
endnu!"
Det var bidende koldt! Dagene, som
kom, bragte ikke en Solstraale! det var
Veir til at fryse istykker i, for saadan
en lille skjør Blomst. Men der var mere
Styrke i den, end den selv vidste; den
var stærk i Glæde og Tro paa den Sommer,
der maatte komme; der var den forkyndt i
dens dybe Attraa og bekræftet af det
varme Sollys, og saaledes stod den med
Fortrøstning i sin hvide Dragt, i den
hvide Snee, bøiende sit Hoved, naar
Sneefnuggene faldt tætte og tunge,
medens de iisnende Vinde fore hen over
den.
"Du knækker over!" sagde de. "Visner,
iisner! Hvad vilde Du ude! Hvorfor lod
Du Dig lokke, Solstraalen har gjækket
Dig! Nu kan Du have det saa godt, du
Sommergjæk!"
"Sommergjæk!" gjentog den i den kolde
Morgenstund.
"Sommergjæk!" jublede nogle Børn, der
kom ned i Haven, "der staaer een, saa
yndig, saa deilig, den første, den
eneste!"
Og de Ord gjorde Blomsten saa godt,
det var Ord ligesom varme Solstraaler.
Blomsten fornam i sin Glæde ikke engang,
at den blev plukket; den laae i
Barnehaand, blev kysset af Barnemund,
blev bragt ind i den varme Stue, seet
paa af milde Øine, sat i Vand, saa
styrkende, saa oplivende. Blomsten
troede, at den med Eet var kommen lige
ind i Sommeren.
Datteren i Huset, en yndig, lille
Pige, hun var confirmeret, hun havde en
kjær lille Ven, og han var ogsaa
confirmeret, han læste til Levebrød.
"Han skal vær min Sommergjæk!" sagde
hun; tog saa den fine Blomst, lagde den
i et duftende Stykke Papir, som der var
skrevet Vers paa, Vers om Blomsten, der
begyndte med Sommergjæk, og endte med
Sommergjæk, "lille Ven, vær Vinternar!"
hun havde gjækket ham med Sommeren. Ja,
det stod Altsammen i Verset, og det blev
lagt som Brev, Blomsten laae deri, og
der var mørkt om den, mørkt, som da den
laae i Løget. Blomsten kom paa Reise,
laae i Postsæk, blev klemt og knuget,
det var slet ikke behageligt; men det
fik ogsaa Ende.
Reisen var forbi, Brevet blev aabnet
og læst af den kjære Ven; han var saa
fornøiet, han kyssede Blomsten, og den
blev, med sit Vers omkring sig, lagt ned
i en Skuffe, hvori laae flere deilige
Breve, men alle uden Blomst, den var den
Første, den Eneste, som Solstraalerne
havde kaldt den, og det var fornøieligt
at tænke over.
Længe fik den ogsaa Lov at tænke
derover, den tænkte, medens Sommeren
gik, og den lange Vinter gik, og det
blev Sommer igjen, da kom den atter
frem. Men da var den unge Mand slet ikke
glad; han tog saa haardt paa Papirerne,
smed Verset hen, saa at Blomsten faldt
paa Gulvet, flad og vissen var den
bleven, men derfor skulde den dog ikke
kastes paa Gulvet; dog der laae den
bedre end i Ilden, der blussede Versene
og Brevene op. Hvad var der skeet? Hvad
der skeer saa tidt. Blomsten havde
gjækket ham, det var en Spøg; Jomfruen
havde gjækket ham, det var ingen Spøg;
hun havde kaaret sig en anden Ven i
Skjærsommer.
I Morgenstunden skinnede Solen ind
paa den lille fladtrykte Sommergjæk, der
saae ud, som den var malet paa Gulvet.
Pigen, som feiede, tog den op, lagde den
ind i en af Bøgerne paa Bordet, idet hun
troede, at den var falden ud, da hun
ryddede op og lagde i Orden. Og Blomsten
laae igjen mellem Vers, trykte Vers, og
de ere fornemmere end de skrevne,
idetmindste er der kostet Mere paa dem.
Saa gik Aaringer, Bogen stod paa
Hylden: nu kom den frem, blev aabnet og
læst i; det var en god Bog: Vers og
Viser af den danske Digter Ambrosius
Stub, som nok er værd at kjende. Og
Manden, som læste i Bogen, vendte
Bladet. "Der ligger jo en Blomst!" sagde
han, "en Sommergjæk! det er nok med
Betydning, den er lagt her; stakkels
Ambrosius Stub! han var ogsaa en
Sommergjæk, en Digtergjæk! han kom for
tidlig i sin Tid, og derfor fik han Slud
og skarpe Vinde, gik paa Omgang hos de
fyenske Herremænd, som Blomst i
Vandglasset, Blomst i Riimbrevet!
Sommergjæk, Vinternar, Spas og
Narrestreger, og dog den første, den
eneste, den ungdomsfriske danske Digter.
Ja, lig som Mærke i Bogen, lille
Sommergjæk! Du er lagt der med
Betydning."
Og saa blev Sommergjækken igjen lagt
i Bogen, og følte sig der baade beæret
og fornøiet ved at vide, at den var
Mærke i den deilige Sangbog, og at Den,
der havde først sjunget og skrevet om
den, ogsaa havde været Sommergjæk,
staaet til Nar i Vinteren. Blomsten
forstod det nu paa sin Maade, ligesom vi
enhver Ting paa vor Maade.
Det var Eventyret om Sommergjækken!
