Rundt
om Haven var et Gjerde af Nøddebuske, og
udenfor var Mark og Eng med Køer og Faar,
men midt i Haven stod en blomstrende
Rosenhæk, under den sad en Snegl, den
havde Meget i sig, den havde sig selv
"Vent til min Tid kommer!" sagde den,
"jeg skal udrette noget Mere, end at
sætte Roser, end at bære Nødder, eller
give Mælk, som Køer og Faar!"
"Jeg venter grumme Meget af den!"
sagde Rosenhækken. "Tør jeg spørge, naar
kommer det?"
"Jeg giver mig Tid!" sagde Sneglen.
"De har nu saa megen Hastværk! det
spænder ikke Forventningerne!"
Næste Aar laae Sneglen omtrent paa
samme Sted i Solskinnet under
Rosentræet, der satte Knop og udfoldede
Roser, altid friske, altid nye. Og
Sneglen krøb halv frem, strakte ud
Følehornene, og tog dem til sig igjen.
"Alt seer ud, som ifjor! der er ingen
Fremgang skeet; Rosentræet bliver ved
Roserne, videre kommer det ikke!"
Sommeren gik, Efteraaret gik,
Rosentræet havde stadigt Blomster og
Knopper lige til Sneen faldt, Veiret
blev raat og vaadt, Rosentræet bøiede
sig mod Jorden, Sneglen krøb i Jorden.
Nu begyndte et nyt Aar, og Roserne
kom frem, og Sneglen kom frem.
"Nu er De en gammel Rosenstok!" sagde
den. "De maa snart see at gaae ud. De
har givet Verden Alt, hvad De har havt i
Dem; om det betød Noget, er et
Spørgsmaal, jeg ikke havde Tid at tænke
over; men det er da tydeligt, De har
ikke gjort det Mindste for Deres indre
Udvikling, der var ellers kommet noget
Andet frem af Dem. Kan De forsvare det?
De gaaer nu snart op i bare Pind! Kan De
forstaae, hvad jeg siger?"
"De forskrækker mig!" sagde
Rosenhækken. "Det har jeg aldrig tænkt
over!"
"Nei, De har nok aldrig givet Dem
meget af med at tænke! har De nogensinde
gjort rede for Dem selv, hvorfor De
blomstrede, og hvorledes det gik til med
at blomstre. Hvorledes og ikke
anderledes!"
"Nei!" sagde Rosenhækken. "Jeg
blomstrede i Glæde, for jeg kunde ikke
andet. Solen var saa varm, Luften saa
forfriskende, jeg drak den klare Dug, og
den stærke Regn; jeg aandede, jeg
levede! Der kom fra Jorden en Kraft op i
mig, der kom en Kraft fra Oven,jeg
fornam en Lykke, altid ny, altid stor,
og derfor maatte jeg altid blomstre; det
var mit Liv, jeg kunde ikke andet!"
"De har ført et meget mageligt Liv!"
sagde Sneglen.
"Tilvisse! Alt blev givet mig!" sagde
Rosenhækken; "men Dem blev endnu Mere
givet! De er een af disse tænkende,
dybsindige Naturer, een af de høit
begavede, der vil forbause Verden!"
"Det har jeg aldeles ikke isinde!"
sagde Sneglen. "Verden kommer ikke mig
ved! hvad har jeg med Verden at gjøre?
jeg har Nok med mig selv og Nok i mig
selv!"
"Men skulle vi ikke Alle her paa
Jorden give vor bedste Deel til de
Andre! bringe hvad vi kunne -! ja, jeg
har kun givet Roser! - men De? De, som
fik saa Meget, hvad gav De Verden? Hvad
giver De den?"
"Hvad jeg gav? Hvad jeg giver? jeg
spytter af den! den duer ikke! den
kommer ikke mig ved. Sæt De Roser, De
kan ikke drive det videre! lad
Hasselbusken bære Nødder! lad Køer og
Faar give Mælk; de have hver deres
Publicum, jeg har mit i mig selv! jeg
gaaer ind i mig selv, og der bliver jeg.
Verden kommer ikke mig ved!"
Og saa gik Sneglen ind i sit Huus og
kittede det til.
"Det er saa sørgeligt!" sagde
Rosentræet. "Jeg kan med bedste Villie
ikke krybe ind, jeg maa altid springe
ud, springe ud i Roser. Bladene falde
af, de flyve hen i Vinden! dog een af
Roserne saae jeg blive lagt i
Huusmoderens Psalmebog, een af mine
Roser fik Plads ved en ung, deilig Piges
Bryst og een blev kysset af en Barnemund
i livsalig Glæde. Det gjorde mig saa
vel, det var en sand Velsignelse. Det er
min Erindring, mit Liv!"
Og Rosentræet blomstrede i
Uskyldighed, og Sneglen dvaskede i sit
Huus, Verden kom ikke ham ved.
Og Aaringer gik.
Sneglen var Jord i Jorden, Rosentræet
var Jord i Jorden; ogsaa Erindringsrosen
i Psalmebogen var veiret hen, - - men i
Haven blomstrede nye Rosenhækker, i
Haven voxte nye Snegle; de krøb ind i
deres Huus, spyttede, - Verden kom ikke
dem ved.
Skal
vi læse Historien om forfra igjen? - Den
bliver ikke anderledes.
