1. Det er
Dig, Fabelen sigter til!
Oldtidens Vise have snildt opfundet,
hvorledes man uden at være Folk grov
lige op i Ansigtet, kunde sige dem
Sandheden. De holdt nemlig foran dem et
sælsomt Speil, i hvilket alle Slags Dyr
og forunderlige Ting kom tilsyne og
frembragte et lige saa morende som
opbyggeligt Skue. Det kaldte de en
Fabel, og hvad Taabeligt eller Klogt nu
Dyrene der udrettede maatte Menneskene
føre over paa sig og derved tænke: det
er Dig Fabelen sigter til! Saaledes
kunde nu Ingen blive vred derover. Vi
ville tage et Exempel:
Der vare to høie Bjerge, og øverst
oppe paa hvert Bjerg stod et Slot. Nede
i Dalen løb en Hund, den snusede henad
Jorden ligesom om den, for at stille
Hungeren, søgte efter Muus eller
Agerhøns. Da klang med eet, fra det ene
Slot, Trompeten, som forkyndte, at man
nu skulde der til Bords. Hunden løb
strax op ad Bjerget for at faae lidt
med, men i det den var kommen Halvveien,
holdt Trompeterne op at blæse, og en
Trompet fra det andet Slot begyndte. Da
tænkte Hunden, her har man nu afspist
før jeg kommer, men derovre vil man nu
først til at spise; den løb derfor ned
igjen og opad det andet Bjerg. Men nu
begyndte igjen Trompeten paa det første
Sted, derimod holdt den anden op. Hunden
løb igjen ned ad, og igjen opad, og blev
saaledes ved, til endelig begge
Trompeter taug stille, og Maaltidet var
endt paa hvilket Sted den kom.
Gjæt nu engang, hvad Oldtidens Vise
ville sige med denne Fabel og hvem der
er den Nar, som saaledes løber sig træt
uden at vinde, hverken her eller der.
2.
Talismanen.
En
Prinds og en Prindsesse levede endnu i
deres Hvedebrødsdage. De følte sig saa
overordentlig lykkelige; kun een Tanke
foruroligede dem, det var den: mon vi
alletider blive saa lykkelige som nu.
Derfor ønskede de at eie en Talisman,
ved hvilken de kunde sikkre sig imod
enhver Utilfredshed i Ægtestanden. Nu
havde de ofte hørt tale om en Mand, som
boede ude i Skoven og af alle Folk var
anseet for sin Viisdom; i enhver Nød og
Forlegenhed vidste han at raade til det
Bedste. Prindsen og Prindsessen begave
sig ud til ham og fortalte hvad der laae
dem paa Hjertet. Da den vise Mand havde
hørt det, svarede han: "Reis igjennem
alle Verdens Lande, og hvor I da træffe
et Par ret tilfredse Ægtefolk, beder dem
om et lidet Stykke af det Linned, de
have paa Kroppen, naar I faae det, saa
bærer det altid paa Eder. Det er et
probat Middel."
Prindsen og Prindsessen rede afsted
og snart hørte de en Riddersmand nævne,
der med sin Kone skulde leve det
allerlykkeligste Liv. De kom op paa
Slottet, spurgte dem selv ad, om de i
deres Ægteskab vare saa særdeles
tilfredse, som Rygtet sagde. "Ja vist!"
blev der svaret, "paa det ene nær, at vi
have ingen Børn!" Her var altsaa
Talismanen ikke at finde, og Prindsen og
Prindsessen maatte reise videre for at
opsøge fuldkommen tilfredse Ægtefolk.
De kom derpaa til en Stad, i hvilken,
hørte de, boede en ærlig Borgermand, der
med sin Kone levede i største
Eendrægtighed og Tilfredshed. Til ham
gik de hen og spurgte ligeledes, om han
i sit Ægteskab virkelig var saa
lykkelig, som Folk sagde. "Ja, det er
jeg!" svarede Manden, "min Kone og jeg
leve det bedste Liv med hinanden, havde
vi kun ikke saa mange Børn, de give os
megen Sorg og Bekymring!" - Hos ham var
altsaa heller ikke Talismanen at finde,
og Prindsen og Prindsessen reiste videre
igjennem Landet, spurgte allevegne efter
tilfredse Ægtefolk, men ingen meldte
sig.
En Dag, som de rede langs Mark og
Eng, bleve de vaer, ikke langt fra Veien,
en Hyrde, som nok saa lystigt blæste paa
Skalmeie. Paa samme Tid saae de, komme
hen til ham en Kone med et Barn, paa
Armen og en lille Dreng ved Haanden.
Saasnart Hyrden saae hende, gik han
hende imøde, hilste og tog det lille
Barn, som han kyssede og kjælede for.
Hyrdens Hund kom hen til Drengen,
slikkede hans lille Haand, gjøede og
sprang iveiret af Glæde. Imidlertid
satte Konen tilrette Potten, hun havde
bragt med og sagde: "Fa'er, kom nu og
spiis!" Manden satte sig og tog for sig
af Retterne, men den første Bid fik det
lille Barn, den anden deelte han med
Drengen og Hunden. Alt dette saae og
hørte Prindsen og Prindsessen, de gik nu
nærmere, talte til dem og sagde: "I ere
dog ret hvad man kalder lykkelige og
veltilfredse Ægtefolk?"
"Ja, det ere vi!" svarede Manden,
"Gud være lovet! ingen Prinds og
Prindsesse kunne mere være det, end vi!"
"Nu saa hør", sagde Prindsen, "viis
os en Villighed, som I ikke skulle komme
til at fortryde. Giv os et lille Stykke
af det Linned, I have paa Kroppen!"
Ved denne Tiltale saae Hyrden og hans
Kone underligt paa hinanden; tilsidst
sagde han: "Gud veed, gjerne vilde vi
give Eder, og det ikke blot et lille
Stykke men endogsaa hele Skjorten og
Særken, havde vi bare nogen, men vi eie
ikke en Trevl!"
Saa maatte da Prindsen og Prindsessen
med uforrettet Sag reise videre. Endelig
bleve de kjede af denne lange forgjæves
Omflakken og vendte derfor hjemad. Da de
nu kom forbi den vise Mands Hytte,
skjændte de paa ham, fordi han havde
givet dem et saa daarligt Raad. Hele
deres Reise-Historie fik han at vide.
Da smilede den vise Mand og sagde:
"Have I virkeligt reist saa forgjæves?
Komme I ikke hjem, rige paa Erfaring?"
"Ja," svarede Prindsen, "det har jeg
erfaret, at Tilfredshed er et sjeldent
Gode paa denne Jord!"
"Og jeg har lært", sagde Prindsessen,
"at man, for at være tilfreds, behøver
ikke andet, end netop - at være
tilfreds!"
Derpaa gav Prindsen Prindsessen
Haanden, saa paa hinanden med et Udtryk
af den inderligste Kjærlighed, og den
vise Mand velsignede dem og sagde: "I
Eders Hjerte have I fundet den sande
Talisman! Vogt den omhyggeligt, og
aldrig i Evighed skal da Utilfredshedens
onde Aand faae Magt over Eder!"
3. Den
gamle Gud lever endnu.
Det
var en Søndagmorgen. Solen skinnede
klart og varmt ind i Stuen; mild og
forfriskende strømmede Luften ind ad det
aabne Vindue og ude under Guds blaae
Himmel, hvor Mark og Eng stode med Grønt
og Blomster, jublede alle Smaafuglene.
Medens udenfor overalt var Glæde og
Lyst, boede Sorg og Elendighed inde i
Huset. Selv Konen, som dog ellers altid
var ved godt Mod, sad denne Dag ved
Frokosten og saae bedrøvet ned for sig;
endelig reiste hun sig op, uden endnu at
have smagt en Bid, tørrede sine Øine og
gik henimod Døren
Det syntes virkeligt ogsaa, som laae
der en Forbandelse over dette Huus.
Dyrtid var der i Landet; med Næringen
gik det daarligt; Skatterne bleve mere
og mere trykkende; Aar for Aar forfaldt
Huusvæsenet, og der var tilsidst ikke
andet her at forudsee, end Armod og
Elendighed. Alt dette havde i lang Tid
nedtrykt Manden, som ellers var en
flittig og ordentlig Borger; nu
fortvivlede han reent ved at tænke paa
Fremtiden, ja yttrede endogsaa mangen
Gang, at han vilde gjøre en Ulykke paa
sig selv og saaledes have Ende paa dette
sit elendige, trøsteløse Liv. Hverken
hjalp det, hvad hans Kone, i sit gode
Humeur, sagde, ikke heller hans Venners
verdslige og aandelige Trøstegrunde; han
blev herved kun endnu mere taus og
sorrigfuld. Det er da let at indsee, at
hans stakkels Kone tilsidst ogsaa maatte
tabe Modet. Dog med hendes Sørgmodighed
havde det en ganske anden Beskaffenhed,
som vi snart skulle høre.
Da Manden saae, at ogsaa hans Kone
sørgede og at hun vilde ud af Stuen,
holdt han hende tilbage og sagde: "Du
slipper ikke bort før Du siger mig, hvad
Du feiler!"
Hun taug endnu en Stund, derpaa drog
hun et dybt Suk og sagde: "Ak, kjære
Mand, jeg har i denne Nat drømt, at den
gamle Gud var død, og at alle Englene
fulgte ham til Graven!"
"Hvor kan Du dog troe eller tænke
saadant dumt Tøi!" svarede Manden. "Veed
Du ikke nok, Gud kan aldrig døe!"
Da straalede den gode Kones Ansigt af
Glæde, og idet hun kjærligt trykkede
begge Mandens Hænder, udbrød hun: "Altsaa
lever den gamle Gud endnu!"
"Ja vist!" svarede Manden, "Hvo vil
tvivle om det!"
Da omfavnede hun ham, saae paa ham
med huldsalige Øine, der straalede af
Tillid, Fred og Glæde, idet hun sagde:
"Ih nu, kjære Mand! naar den gamle Gud
lever endnu, hvorfor troe og stole vi da
ikke paa ham! han har talt hvert Haar
paa vort Hoved, ikke eet falder af uden
hans Villie, han klæder Lillierne paa
Marken, giver Spurvene ders Føde og
Ravnene deres Rov!"
Ved disse Ord blev det for Manden,
ligesom om der faldt en Hinde fra hans
Øine, og som om alle tunge Baand om
Hjertet løsnedes; for første Gang i lang
Tid, smilede han og takkede sin fromme,
kjære Kone for den List, hvorved hun
havde gjenoplivet hans døde Tro paa Gud
og kaldt hans Tillid tilbage. Da
skinnede Solen endnu venligere ind i
Stuen paa tilfredse Menneskers Ansigt,
Luften viftede mere vederqvægende om
Smilet paa deres Kind, og Fuglene
jublede endnu lydeligere Hjertets Tak
til Gud
