H.C.Andersen Information

HOME-START

OP

 

 

H.C. Andersen - Hans Christian Andersen eventyr

Smaahistorier

1836

1. Det er Dig, Fabelen sigter til!

   Oldtidens Vise have snildt opfundet, hvorledes man uden at være Folk grov lige op i Ansigtet, kunde sige dem Sandheden. De holdt nemlig foran dem et sælsomt Speil, i hvilket alle Slags Dyr og forunderlige Ting kom tilsyne og frembragte et lige saa morende som opbyggeligt Skue. Det kaldte de en Fabel, og hvad Taabeligt eller Klogt nu Dyrene der udrettede maatte Menneskene føre over paa sig og derved tænke: det er Dig Fabelen sigter til! Saaledes kunde nu Ingen blive vred derover. Vi ville tage et Exempel:
   Der vare to høie Bjerge, og øverst oppe paa hvert Bjerg stod et Slot. Nede i Dalen løb en Hund, den snusede henad Jorden ligesom om den, for at stille Hungeren, søgte efter Muus eller Agerhøns. Da klang med eet, fra det ene Slot, Trompeten, som forkyndte, at man nu skulde der til Bords. Hunden løb strax op ad Bjerget for at faae lidt med, men i det den var kommen Halvveien, holdt Trompeterne op at blæse, og en Trompet fra det andet Slot begyndte. Da tænkte Hunden, her har man nu afspist før jeg kommer, men derovre vil man nu først til at spise; den løb derfor ned igjen og opad det andet Bjerg. Men nu begyndte igjen Trompeten paa det første Sted, derimod holdt den anden op. Hunden løb igjen ned ad, og igjen opad, og blev saaledes ved, til endelig begge Trompeter taug stille, og Maaltidet var endt paa hvilket Sted den kom.
   Gjæt nu engang, hvad Oldtidens Vise ville sige med denne Fabel og hvem der er den Nar, som saaledes løber sig træt uden at vinde, hverken her eller der.

2. Talismanen.

   En Prinds og en Prindsesse levede endnu i deres Hvedebrødsdage. De følte sig saa overordentlig lykkelige; kun een Tanke foruroligede dem, det var den: mon vi alletider blive saa lykkelige som nu. Derfor ønskede de at eie en Talisman, ved hvilken de kunde sikkre sig imod enhver Utilfredshed i Ægtestanden. Nu havde de ofte hørt tale om en Mand, som boede ude i Skoven og af alle Folk var anseet for sin Viisdom; i enhver Nød og Forlegenhed vidste han at raade til det Bedste. Prindsen og Prindsessen begave sig ud til ham og fortalte hvad der laae dem paa Hjertet. Da den vise Mand havde hørt det, svarede han: "Reis igjennem alle Verdens Lande, og hvor I da træffe et Par ret tilfredse Ægtefolk, beder dem om et lidet Stykke af det Linned, de have paa Kroppen, naar I faae det, saa bærer det altid paa Eder. Det er et probat Middel."
   Prindsen og Prindsessen rede afsted og snart hørte de en Riddersmand nævne, der med sin Kone skulde leve det allerlykkeligste Liv. De kom op paa Slottet, spurgte dem selv ad, om de i deres Ægteskab vare saa særdeles tilfredse, som Rygtet sagde. "Ja vist!" blev der svaret, "paa det ene nær, at vi have ingen Børn!" Her var altsaa Talismanen ikke at finde, og Prindsen og Prindsessen maatte reise videre for at opsøge fuldkommen tilfredse Ægtefolk.
   De kom derpaa til en Stad, i hvilken, hørte de, boede en ærlig Borgermand, der med sin Kone levede i største Eendrægtighed og Tilfredshed. Til ham gik de hen og spurgte ligeledes, om han i sit Ægteskab virkelig var saa lykkelig, som Folk sagde. "Ja, det er jeg!" svarede Manden, "min Kone og jeg leve det bedste Liv med hinanden, havde vi kun ikke saa mange Børn, de give os megen Sorg og Bekymring!" - Hos ham var altsaa heller ikke Talismanen at finde, og Prindsen og Prindsessen reiste videre igjennem Landet, spurgte allevegne efter tilfredse Ægtefolk, men ingen meldte sig.
   En Dag, som de rede langs Mark og Eng, bleve de vaer, ikke langt fra Veien, en Hyrde, som nok saa lystigt blæste paa Skalmeie. Paa samme Tid saae de, komme hen til ham en Kone med et Barn, paa Armen og en lille Dreng ved Haanden. Saasnart Hyrden saae hende, gik han hende imøde, hilste og tog det lille Barn, som han kyssede og kjælede for. Hyrdens Hund kom hen til Drengen, slikkede hans lille Haand, gjøede og sprang iveiret af Glæde. Imidlertid satte Konen tilrette Potten, hun havde bragt med og sagde: "Fa'er, kom nu og spiis!" Manden satte sig og tog for sig af Retterne, men den første Bid fik det lille Barn, den anden deelte han med Drengen og Hunden. Alt dette saae og hørte Prindsen og Prindsessen, de gik nu nærmere, talte til dem og sagde: "I ere dog ret hvad man kalder lykkelige og veltilfredse Ægtefolk?"
   "Ja, det ere vi!" svarede Manden, "Gud være lovet! ingen Prinds og Prindsesse kunne mere være det, end vi!"
   "Nu saa hør", sagde Prindsen, "viis os en Villighed, som I ikke skulle komme til at fortryde. Giv os et lille Stykke af det Linned, I have paa Kroppen!"
   Ved denne Tiltale saae Hyrden og hans Kone underligt paa hinanden; tilsidst sagde han: "Gud veed, gjerne vilde vi give Eder, og det ikke blot et lille Stykke men endogsaa hele Skjorten og Særken, havde vi bare nogen, men vi eie ikke en Trevl!"
   Saa maatte da Prindsen og Prindsessen med uforrettet Sag reise videre. Endelig bleve de kjede af denne lange forgjæves Omflakken og vendte derfor hjemad. Da de nu kom forbi den vise Mands Hytte, skjændte de paa ham, fordi han havde givet dem et saa daarligt Raad. Hele deres Reise-Historie fik han at vide.
   Da smilede den vise Mand og sagde: "Have I virkeligt reist saa forgjæves? Komme I ikke hjem, rige paa Erfaring?"
   "Ja," svarede Prindsen, "det har jeg erfaret, at Tilfredshed er et sjeldent Gode paa denne Jord!"
   "Og jeg har lært", sagde Prindsessen, "at man, for at være tilfreds, behøver ikke andet, end netop - at være tilfreds!"
   Derpaa gav Prindsen Prindsessen Haanden, saa paa hinanden med et Udtryk af den inderligste Kjærlighed, og den vise Mand velsignede dem og sagde: "I Eders Hjerte have I fundet den sande Talisman! Vogt den omhyggeligt, og aldrig i Evighed skal da Utilfredshedens onde Aand faae Magt over Eder!"

3. Den gamle Gud lever endnu.

   Det var en Søndagmorgen. Solen skinnede klart og varmt ind i Stuen; mild og forfriskende strømmede Luften ind ad det aabne Vindue og ude under Guds blaae Himmel, hvor Mark og Eng stode med Grønt og Blomster, jublede alle Smaafuglene. Medens udenfor overalt var Glæde og Lyst, boede Sorg og Elendighed inde i Huset. Selv Konen, som dog ellers altid var ved godt Mod, sad denne Dag ved Frokosten og saae bedrøvet ned for sig; endelig reiste hun sig op, uden endnu at have smagt en Bid, tørrede sine Øine og gik henimod Døren
   Det syntes virkeligt ogsaa, som laae der en Forbandelse over dette Huus. Dyrtid var der i Landet; med Næringen gik det daarligt; Skatterne bleve mere og mere trykkende; Aar for Aar forfaldt Huusvæsenet, og der var tilsidst ikke andet her at forudsee, end Armod og Elendighed. Alt dette havde i lang Tid nedtrykt Manden, som ellers var en flittig og ordentlig Borger; nu fortvivlede han reent ved at tænke paa Fremtiden, ja yttrede endogsaa mangen Gang, at han vilde gjøre en Ulykke paa sig selv og saaledes have Ende paa dette sit elendige, trøsteløse Liv. Hverken hjalp det, hvad hans Kone, i sit gode Humeur, sagde, ikke heller hans Venners verdslige og aandelige Trøstegrunde; han blev herved kun endnu mere taus og sorrigfuld. Det er da let at indsee, at hans stakkels Kone tilsidst ogsaa maatte tabe Modet. Dog med hendes Sørgmodighed havde det en ganske anden Beskaffenhed, som vi snart skulle høre.
   Da Manden saae, at ogsaa hans Kone sørgede og at hun vilde ud af Stuen, holdt han hende tilbage og sagde: "Du slipper ikke bort før Du siger mig, hvad Du feiler!"
   Hun taug endnu en Stund, derpaa drog hun et dybt Suk og sagde: "Ak, kjære Mand, jeg har i denne Nat drømt, at den gamle Gud var død, og at alle Englene fulgte ham til Graven!"
   "Hvor kan Du dog troe eller tænke saadant dumt Tøi!" svarede Manden. "Veed Du ikke nok, Gud kan aldrig døe!"
   Da straalede den gode Kones Ansigt af Glæde, og idet hun kjærligt trykkede begge Mandens Hænder, udbrød hun: "Altsaa lever den gamle Gud endnu!"
   "Ja vist!" svarede Manden, "Hvo vil tvivle om det!"
   Da omfavnede hun ham, saae paa ham med huldsalige Øine, der straalede af Tillid, Fred og Glæde, idet hun sagde: "Ih nu, kjære Mand! naar den gamle Gud lever endnu, hvorfor troe og stole vi da ikke paa ham! han har talt hvert Haar paa vort Hoved, ikke eet falder af uden hans Villie, han klæder Lillierne paa Marken, giver Spurvene ders Føde og Ravnene deres Rov!"
   Ved disse Ord blev det for Manden, ligesom om der faldt en Hinde fra hans Øine, og som om alle tunge Baand om Hjertet løsnedes; for første Gang i lang Tid, smilede han og takkede sin fromme, kjære Kone for den List, hvorved hun havde gjenoplivet hans døde Tro paa Gud og kaldt hans Tillid tilbage. Da skinnede Solen endnu venligere ind i Stuen paa tilfredse Menneskers Ansigt, Luften viftede mere vederqvægende om Smilet paa deres Kind, og Fuglene jublede endnu lydeligere Hjertets Tak til Gud

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk