Der var en Mand i Embede, hvori der skulde skrives pænt udenpaa; til Embedet duede han, men pæne Bogstaver kunde han ikke skrive og saa satte han i Avisen om at faae Een der skrev pænt, og der mældte sig saa mange at deres Navne kunde fylde en heel Bøtte. Een kunde gjøre det, og saa tog Manden den første den bedste, men med en Haandskrift som viiste en født Skjønheds-Skrivemaskinen.

 

Manden i Embedet havde Aand til at skrive og da nu det Skrevne stod med raske Bogstaver, sagde alle Folk: det er yndigt skrevet. "Det har jeg gjort", sagde Fyren der var en halv Skilling værd og da han hørte det sige en heel Uge, saa blev han stolt og vilde selv være Mand i Embede.

 

Han kunde virkelig have blevet en god Skrivelærer og seet godt ud deri med hvidt Halstørklæde til Theevands Selskab; men han vilde nu skrive alle de andre Skrivere sønder og sammen, og han skrev om Malere og Billedhuggere, om Poeter og de som gjør Musik, han skrev en voldsom Sludder, og naar det var alt for galt, saa skrev han næste Dag at det var en Trykfeil. Alt hvad han skrev var en Trykfeil, og i det Trykte, det var Ulykken, kunde man jo ikke see den pæne Haandskrift, der hos ham var Hovedsagen. Jeg kan knuse, jeg kan løfte, jeg er en allerhelvedes Karl, saadan en lille Vorherre, og ikke saa lille endda!

 

Det var nu Sniksnak og det døde han af og det blev fortalt ......... Var det nu ikke et kjedeligt Eventyr for at pyntes paa! af en Ven af ham der kunde skrive Eventyr - men hans Livhistorie, Skridt, Skrat, - Svat, blev med den bedste Villie et daarligt Eventyr.