Midt i
en Have voxede der et Rosentræ, der var
ganske fuldt af Roser, og i en af disse,
den smukkeste af dem alle, boede en Alf;
han var saa lille bitte, at intet
menneskeligt Øie kunde see ham; bag
hvert Blad i Rosen havde han et
Sovekammer; han var saa velskabt og
deilig som noget Barn kunde være og
havde Vinger fra Skuldrene lige ned til
Fødderne. O, hvor der var en Duft i hans
Værelser, og hvor Væggene vare klare og
smukke! de vare jo de blegrøde fine
Rosenblade.
Hele Dagen fornøiede han sig i det
varme Solskin, fløi fra Blomst til
Blomst, dandsede paa Vingerne af den
flyvende Sommerfugl og maalte hvor mange
Skridt han maatte gaae, for at løbe hen
over alle de Landeveie og Stier, der var
paa et eneste Lindeblad. Det var hvad vi
kalde Aarerne i Bladet, som han ansaae
for Landeveie og Stier; ja det var da
evige Veie for ham! før han blev færdig,
gik Solen ned; han havde ogsaa begyndt
saa sildigt.
Det blev saa koldt, Duggen faldt og
Vinden blæste; nu var det nok bedst at
komme hjem; han skyndte sig Alt hvad han
kunde, men Rosen havde lukket sig, han
kunde ikke komme ind - ikke en eneste
Rose stod aaben; den stakkels lille Alf
blev saa forskrækket, han havde aldrig
været ude om Natten før, altid sovet saa
sødt bag de lune Rosenblade, o, det
vilde vist blive hans Død!
I den anden Ende af Haven, vidste
han, var en Løvhytte, med deilige
Caprifolier, Blomsterne saae ud som
store bemalte Horn: i et af disse vilde
han stige ned og sove til imorgen.
Han fløi derhen. Tys! der var to
Mennesker derinde; en ung smuk Mand og
den deiligste Jomfru; de sad ved Siden
af hinanden og ønskede, at de aldrig i
Evighed maatte skilles ad; de holdt saa
meget af hinanden, langt mere, end det
bedste Barn kan holde af sin Moder og
Fader.
"Dog maae vi skilles!" sagde den unge
Mand; "Din Broder er os ikke god, derfor
sender han mig i et Ærinde saa langt
bort over Bjerge og Søer! Farvel min
søde Brud, for det er Du mig dog!"
Og saa kyssede de hinanden, og den
unge Pige græd og gav ham en Rose; men
før hun rakte ham den, trykkede hun et
Kys paa den, saa fast og inderligt, saa
Blomsten aabnede sig: da fløi den lille
Alf ind i den, og hældede sit Hoved op
til de fine duftende Vægge; men han
kunde godt høre, at der blev sagt
Farvel, Farvel! og han følte, at Rosen
fik Plads paa den unge Mands Bryst - o,
hvor dog Hjertet bankede derinde! den
lille Alf kunde slet ikke falde i Søvn,
saadan bankede det.
Længe laae Rosen ikke stille paa
Brystet, Manden tog den frem og mens han
gik ene gjennem den mørke Skov, kyssede
han Blomsten, o, saa tidt og stærkt, at
den lille Alf var nær ved at blive
trykket ihjel; han kunde føle gjennem
Bladet, hvor Mandens Læber brændte, og
Rosen selv havde aabnet sig som ved den
stærkeste Middagssol.
Da kom der en anden Mand, mørk og
vred, han var den smukke Piges onde
Broder; en Kniv saa skarp og stor tog
han frem, og mens den anden kyssede
Rosen, stak den onde Mand ham ihjel,
skar hans Hoved af og begravede det med
Kroppen i den bløde Jord under
Lindetræet.
"Nu er han glemt og borte," tænkte
den onde Broder; "han kommer aldrig mere
tilbage. En lang Reise skulde han gjøre,
over Bjerge og Søer, da kan man let
miste Livet, og det har han. Han kommer
ikke mere, og mig tør min Søster aldrig
spørge om ham."
Saa ragede han med Foden visne Blade
hen over den opgravede Jord og gik hjem
igjen i den Mørke Nat; men han gik ikke
alene, som han troede: den lille Alf
fulgte med, den sad i et vissent,
sammenrullet Lindeblad, der var faldet
den onde Mand i Haaret da han gravede
Graven. Hatten var nu sat ovenpaa, der
var saa mørkt derinde, og Alfen rystede
af Skræk og Vrede over den fæle Gjerning.
-
I Morgenstunden kom den onde Mand
hjem; han tog sin Hat af og gik ind i
Søsterens Sovekammer; der laae den
smukke blomstrende Pige og drømte om
ham, hun holdt saa meget af og som hun
nu troede gik over Bjerge og gjennem
Skove; og den onde Broder bøiede sig
over hende og loe fælt, som en Djævel
kan lee; da faldt det visne Blad af hans
Haar ned paa Sengeteppet, men han
mærkede det ikke og gik ud, for selv at
sove lidt i Morgenstunden. Men Alfen
smuttede ud af det visne Blad, gik ind i
Øret paa den sovende Pige og fortalte
hende, som i en Drøm, det skrækkelige
Mord, beskrev hende Stedet, hvor
Broderen havde dræbt ham og lagt hans
Liig, fortalte om det blomstrende
Lindetræ tætved og sagde: "For at Du
ikke skal troe, det bare er en Drøm, jeg
har fortalt Dig, saa vil Du finde paa
Din Seng et vissent Blad!" og det fandt
hun, da hun vaagnede.
O, hvor græd hun ikke de salte Taarer!
og til Ingen turde hun sige sin Sorg.
Vinduet stod hele Dagen aabent, den
lille Alf kunde let komme ud i Haven til
Roserne og alle de andre Blomster, men
han nænte ikke at forlade den Bedrøvede.
I Vinduet stod et Træ med Maaneds-Roser,
i en af Blomsterne der satte han sig og
saae paa den stakkels Pige. Hendes
Broder kom mange Gange ind i Kammeret,
og han var saa lystig og ond, men hun
turde ikke sige et Ord om sin store
Hjertesorg.
Saasnart det blev Nat, listede hun
sig ud af Huset, gik i Skoven til det
Sted, hvor Lindetræet stod, rev Bladene
bort fra Jorden, gravede ned i den og
fandt strax ham der var slaaet ihjel, o,
hvor hun græd, og bad vor Herre, at hun
ogsaa snart maatte døe. -
Gjerne vilde hun føre Liget med sig
hjem men det kunde hun ikke; saa tog hun
det blege Hoved med de lukkede Øine,
kyssede den kolde Mund og rystede Jorden
af hans deilige Haar. "Det vil jeg eie!"
sagde hun, og da hun havde lagt Jord og
Blade paa det døde Legeme, tog hun
Hovedet med sig hjem og en lille Green
af det Jasmintræ, der blomstrede i
Skoven, hvor han var dræbt.
Saasnart hun var i sin Stue, hentede
hun den største Blomsterpotte, der var
at finde, i den lagde hun den Dødes
Hoved, kom Jord derpaa og plantede saa
Jasmingrenen i Potten.
"Farvel! farvel!" hviskede den lille
Alf, han kunde ikke længer holde ud at
see al den Sorg, og fløi derfor ud i
Haven til sin Rose; men den var
afblomstret, der hang kun nogle blege
Blade ved den grønne Hyben.
"Ak hvor det dog snart er forbi med
alt det Skjønne og Gode!" sukkede Alfen.
Tilsidst fandt han en Rose igjen, den
blev hans Huus, bag dens fine duftende
Blade kunde han bygge og boe.
Hver Morgenstund fløi han til den
stakkels Piges Vindue, og der stod hun
altid ved Blomsterpotten og græd; de
salte Taarer faldt paa Jasmingrenen, og
for hver Dag som hun blev blegere og
blegere stod Grenen mere frisk og grøn,
det ene Skud voxede frem efter det
andet, der kom smaae hvide Knopper til
Blomster og hun kyssede dem, men den
onde Broder skjændte og spurgte, om hun
var blevet fjantet? han kunde ikke lide
og ikke begribe hvorfor hun altid græd
over den Blomsterpotte. Han vidste jo
ikke, hvilke Øine der vare lukt og
hvilke røde Læber der vare blevne Jord;
og hun bøiede sit Hoved op til
Blomsterkrukken og den lille Alf fra
Rosen fandt hende saadan blundende; da
steeg han ind i hendes Øre, fortalte om
Aftenen i Løvhytten, om Rosens Duft, og
Alfernes Kjærlighed; hun drømte saa
sødt, og mens hun drømte, svandt Livet
bort: hun var død en stille Død, hun var
i Himlen hos ham, hun havde kjær.
Og Jasminblomsterne aabnede deres
store hvide Klokker, de duftede saa
forunderligt sødt: anderledes kunde de
ikke græde over den Døde.
Men den onde Broder saae paa det
smukke blomstrende Træ, tog det til sig,
som et Arvegods, og satte det ind i sit
Sovekammer, tæt ved Sengen, for det var
deiligt at see paa og Duften var saa sød
og liflig. Den lille Rosenalf fulgte
med, fløi fra Blomst til Blomst, i hver
boede jo en lille Sjæl, og denne
fortalte han om den dræbte unge Mand,
hvis Hoved nu var Jord under Jorden,
fortalte om den onde Broder og den
stakkels Søster.
"Vi veed det!" sagde hver Sjæl i
Blomsterne, "vi veed det! ere vi ikke
voxede frem af den Dræbtes Øine og
Læber! vi veed det! vi veed det!" og saa
nikkede de saa underligt med Hovedet.
Rosen-Alfen kunde ikke forstaae sig
paa, hvorledes de kunde være saa rolige,
og han fløi ud til Bierne, som samlede
Honning, fortalte dem Historien om den
onde Broder, og Bierne sagde det til
deres Dronning, der bød, at de alle
næste Morgen skulde dræbe Morderen.
Men Natten forud, det var den første
Nat efter Søsterens Død, da Broderen sov
i sin Seng tæt ved det duftende
Jasmintræ, aabnede hvert Blomsterbæger
sig, og usynlige, men med giftige Spyd,
stege Blomster-Sjælene ud og de satte
sig først ved hans Øre og fortalte ham
onde Drømme, fløi derpaa over hans Læber
og stak hans Tunge med de giftige Spyd.
"Nu have vi hævnet den Døde!" sagde de
og søgte igjen tilbage i Jasminens hvide
Klokker.
Da det blev Morgen, og Vinduet til
Sovekammeret med eet blev revet op, foer
Rosen-Alfen med Bidronningen og den hele
Sværm Bier ind, for at dræbe ham.
Men han var allerede død; der stod
Folk rundt omkring Sengen og de sagde:
"Jasminduften har dræbt ham!"
Da forstod Rosen-Alfen Blomsternes
Hævn, og han fortalte det til Biernes
Dronning, og hun surrede med hele sin
Sværm om Blomsterkrukken; Bierne vare
ikke til at forjage; da tog en Mand
Blomsterkrukken bort og een af Bierne
stak hans Haand, saa han lod Krukken
falde og gaae itu.
Da saae de det hvide Dødning-Hoved,
og de vidste, at den Døde i Sengen var
en Morder.
Og Bidronningen surrede i Luften og
sang om Blomsternes Hævn og om
Rosen-Alfen, og at bag det mindste Blad
boer En, som kan fortælle og hævne det
Onde!
