Der var engang en Prinds; han vilde
have sig en Prindsesse, men det skulde
være en rigtig Prindsesse. Saa reiste
han hele Verden rundt, for at finde
saadan en, men allevegne var der noget i
Veien, Prindsesser vare der nok af, men
om det vare rigtige Prindsesser, kunde
han ikke ganske komme efter, altid var
der noget, som ikke var saa rigtigt. Saa
kom han da hjem igjen og var saa
bedrøvet, for han vilde saa gjerne have
en virkelig Prindsesse.
En Aften blev det da et frygteligt
Veir; det lynede og tordnede, Regnen
skyllede ned, det var ganske
forskrækkeligt! Saa bankede det paa
Byens Port, og den gamle Konge gik hen
at lukke op.
Det var en Prindsesse, som stod
udenfor. Men Gud hvor hun saae ud af
Regnen og det onde Veir! Vandet løb ned
af hendes Haar og hendes Klæder, og det
løb ind af Næsen paa Skoen og ud af
Hælen, og saa sagde hun, at hun var en
virkelig Prindsesse.
"Ja, det skal vi nok faae at vide!"
tænkte den gamle Dronning, men hun sagde
ikke noget, gik ind i Sovekammeret, tog
alle Sengklæderne af og lagde en Ært paa
Bunden af Sengen, derpaa tog hun tyve
Matrasser, lagde dem ovenpaa Ærten, og
saa endnu tyve Ædderduuns-Dyner oven paa
Matrasserne.
Der skulde nu Prindsessen ligge om
Natten
Om Morgenen spurgte de hende,
hvorledes hun havde sovet.
"O forskrækkeligt slet!" sagde
Prindsessen, "Jeg har næsten ikke lukket
mine Øine den hele Nat! Gud veed, hvad
der har været i Sengen? Jeg har ligget
paa noget haardt, saa jeg er ganske
bruun og blaa over min hele Krop! Det er
ganske forskrækkeligt!"
Saa kunde de see, at det var en
rigtig Prindsesse, da hun gjennem de
tyve Matrasser og de tyve Ædderduuns
Dyner havde mærket Ærten. Saa ømskindet
kunde der ingen være, uden en virkelig
Prindsesse.
Prindsen tog hende da til Kone, for
nu vidste han, at han havde en rigtig
Prindsesse, og Ærten kom paa
Kunstkammeret, hvor den endnu er at see,
dersom ingen har taget den.
See, det var en rigtig Historie!