Der er
i Kjøbenhavn en Gade, som har det
underlige Navn "Hyskenstræde", og
hvorfor hedder den det og hvad har det
at betyde ? Det skal være Tydsk, men der
har man gjort Tydsken Uret: "Häuschen",
skulde man sige, og det betyder: smaa
Huse; disse der, den Gang, og det i
mange Aaringer, vare ikke stort andet
end Træ-Boder, næsten som vi nu see dem
stillede op paa Markederne; ja lidt
større vel og med Vinduer, men Ruderne
vare af Horn eller Blæreskind, thi den
Tid var det for dyrt af have Glas-Ruder
i alle Huse, men det er ogsaa saa langt
tilbage i Tiden, at Oldefaders
Oldefader, da han fortalte derom, ogsaa
kaldte det: i gamle Dage; det er flere
hundrede Aar siden.
De rige Kjøbmænd i Bremen og Lübeck
dreve Handlen i Kjøbenhavn; selv kom de
ikke herop, de sendte deres Svende, og
de boede i Træboderne i "Smaahusenes
Gade" og holdt Udsalget af Øl og Kryderi.
Det var nu saa deiligt det tydske Øl, og
der var saa mange Slags, Bremer-,
Prysing-, Emser-Øl - ja
Braunsehweiger-Mumme, og saa alle de
Kryderier, saadanne som Safran, Anis,
Ingefær og især Peber; ja det var nu det
Betydeligste her og derfor fik de tydske
Svende i Danmark Navnet: Pebersvende, og
det var en Forpligtelse de maatte
indgaae hjemme, at de her oppe ikke
turde gifte sig; mange af dem bleve saa
gamle; selv maatte de sørge for sig,
pusle om sig, selv slukke deres Ild, om
de havde nogen; nogle bleve saadanne
eenlige, gamle Karle, med egne Tanker og
egne Vaner; efter dem kalder man nu hver
ugift Mandsperson, der er kommet i
nogenlunde sat Alder, en "Pebersvenden";
alt det maa man vide for at forstaae
Historie.
Man gjør Løier med Pebersvenden,
siger, han skal have Nathue paa, trække
den ned over Øinene og gaae at lægge
sig:
"Skære, skære Brænde,
O Vee de Pebersvende, -
Tilsengs med dem en Nathue gaaer,
De selv der Lys maae tænde!" -
Ja,
det synger man om dem! man spotter
Pebersvenden og hans Nathue, - just
fordi man kjender saa lidt til ham og
til den, - ak, den Nathue skal man da
aldrig ønske sig! og hvorfor ikke? Ja,
hør!
Omme i Smaahusenes Gade , i de ældste
Tider, var der ingen Brolægning, Folk
traadte i Hul ved Hul, som i en opkjørt
Huulvei, og snevert var der: Boderne
stode op til hinanden og saa nær
gjenboes, at i Sommertiden spændtes tidt
et Seil over Gaden fra een Bod til en
anden, og saa lugtelde der imellem saa
krydret af Peber, Safran og Ingefær. Bag
Disken stod ikke mangen Ungersvend, nei,
det var meest gamle Fyre, og de vare nu
slet ikke, som vi tænke os, klædte med
Paryk eller Nathue, med Skægsbuxer, Vest
og Kjole knappede Heelt op, nei saadan
gik Oldefaders Oldefader klædt og saadan
er han afmalet, Pebersvendene havde ikke
Raad til at lade sig afmale, og det
havde dog nok været værd nu at eie et
Billede af een af dem, saaledes som han
stod der bag Disken eller i
Høitidsdagene vandrede til Kirken.
Hatten var bredskygget og høipullet, og
tidt stak een af de yngste Svende en
Fjer i sin; den uldne Skjorte blev
skljult ved en nedslagen linned Krave,
Trøien sad snevert knappet til, Kappen
løs ovenover og Buxerne gik lige ned i
de bredsnudede Skoe, for Strømper bare
de ikke. I Bæltet sad Madkniven og
Skeen, ja der sad endnu en stor Kniv til
at forsvare sig med, og den gjordes tidt
behov i de Tider. Saadan netop gik klædt
paa Festdagene gamle Anthon, een af
Smaahusenes ældste Pebersvende, kun
havde han ikke den høipullede Hat, men
en Kabuds og under den en strikket hue,
en rigtig Nathue, den havde han saa
ganske vænt sig til, den blev altid paa,
og han eiede hele to af den Slags; han
var just til at male, han var saa
pindmager, saa rynket om Mund og Øine,
havde lange knoklede Fingre og
graabuskede Øienbryn; over det venstre
Øie hang der en heel Tot, kjønt var det
vel ikke, men det gjorde ham saa
kjendelig; man vidste om ham, at han var
fra Bremen, men der var han egentlig
ikke fra, der boede hans Herre; selv var
han fra Thüringen, fra den Stad Eisenach,
tæt under Wartburg; derom talte gamle
Anthon ikke meget, men han tænkte derpaa
desmere!
De gamle Svende i Gaden kom ikke
meget sammen, hver blev i sin Bod, der
tidlig paa Aftenen lukkedes og da saae
der sort ud, der kom kun et mat Lysskjær
ud gjennem den lille Horn-Rude paa
taget, hvor, indenfor, som oftest paa
sin Seng, den gamle Karl sad med sin
tydske Sangbog og qvædede sin
Aftenpsalme, eller han gik endnu langt
ud paa Natten og puslede med hvad der
kunde være; morsomt var det bestemt
ikke, Fremmed i et fremmedt Land er en
bitterlig Stand; man kommer slet Ingen
ved, uden man skulde staae dem iveien.
Tidt naar det var rigtig sort nat
udenfor med Regn og Rusk, kunde her være
saa skummelt og øde; Lygter saae man
ikke, uden den eneste og meget lille,
der hang netop ud for den ene Ende af
Gaden, foran den hellige Jomfrues
Billede, der var malet paa Muren. Man
hørte Vandet ordentligt skvulpe og
pladske mod Bjælkeværket nær ved, ud for
Slotsholm, som den anden Ende af Gaden
vendte imod. Saadanne Aftener bleve
lange og eensomme, tog man sig ikke
noget for: pakke ud og pakke ind, gjøre
Kræmmerhuse og polere Vægtskaale er ikke
nødvendigt hver Dag, men saa tager man
sig Andet for, og det gjorde gamle
Anthon, han syede selv paa sit Tøi,
lappede paa sin Skoe; naar saa endelig
han kom tilsengs, ja saa beholdt han,
efter Sædvane, Nathuen paa, trak den
endnu lidt længere ned, men snart igjen
trak han den op for at see om ikke Lyset
var vel slukket, han følte paa det,
klemte Vægen og saa lagde han sig igjen
og om paa den anden Side, og fik igjen
Nathuen ned; men tidt kom saa i det
samme den Tanke: mon vel i den lille
Ildpotte nede hvert Kul var heelt
udbrændt, tilbørlig dæmpet, en lille
Gnist kunde der endnu være blevet, den
kunde tænke og gjøre Fortræd; og saa
stod han op af sin Seng, krøb ned af
Stigen, Trappe kunde den ikke kaldes, og
naar han saa kom til Ildpotten var der
ikke Gnist at see, og han kunde vende om
igjen; men tidt kom han kun halvveien,
saa var han uvis om Jernstangen var sat
for Døren, om Krampen var for Skodderne;
ja, saa maatte han ned paa de tynde Been;
han frøs, Tænderne klapprede da han krøb
i Seng, for Kulde kommer først rigtig
skrap, naar den veed den skal væk. Dynen
trak han høiere op over sig, Nathuen
mere ned over Øinene og vendte nu
Tankerne bort fra Dagens Handel og
Besvær, men det blev ikke til
Behagelighed, for da kom gamle Minder og
hang sine Gardiner op, og de har
sommetider Knappenaale, som man stikker
sig paa; av! siger man; og stikke de ind
i det blodige Kjød og brænde, saa kan
man faae Taarer i Øinene derved, og det
fik ogsaa gamle Anthon tidt, der kom
hede Taarer, de klareste Perler; de
faldt paa Sengedynen eller paa Gulvet,
og da klang de som om en Smertens Streng
sprang, saa hjertefuldt; de fordunstede
nok, de blussede op i Flamme; men de
belyste da et Livsbillede for ham, det,
der aldrig forsvandt af hans Hjerte;
tørrede han saa Øinene med Nathuen, ja
saa knustes Taaren og Billedet, men
Kilden til det var og blev, den laae i
hans Hjerte. Billederne kom ikke som de
fulgte i Virkeligheden, oftest kom de
smerteligste, ogsaa de glad veemodige
lyste frem, men just de kastede nu de
stærkeste Skygger.
"Deilig er Bøgeskoven i Danmark!"
sagde man, men deiligere løftede sig dog
for Anthon Bøgeskoven i Egnen ved
Wartburg; mægtigere og meer ærværdige
syntes ham de gamle Ege oppe om den
stolte Ridderborg, hvor Slyngplanterne
hang hen over Klippens Steenblokke;
sødere duftede Æbletræernes Blomster
der, end i det danske Land; levende
følte og fornam han det endnu; en Taare
trillede, klang og lyste: han saae
tydeligt i den to Smaabørn, en Dreng og
en Pige, lege; Drengen havde røde
Kinder, gule krøllede Haar, ærlige blaae
Øine, det var den rige Kræmmers Søn,
lille Anthon, ham selv; den lille Pige
havde brune Øine og sort Haar, kjæk og
klog saae hun ud, det var var
Borgemesterens Datter, Molly. De To
legede med et Æble, de rystede det og
hørte hvorledes Kjærnerne raslede
indeni; Æblet skar de over og fik hver
et Stykke; de deelte Kjærnerne mellem
sig og spiste dem, paa een nær, den
skulde lægges i Jorden, meente den lille
Pige.
"Saa skal Du see hvad der kommer ud
af det, der kommer Noget, som Du slet
ikke tænke Dig, der kommer et heelt
Æbletræ, men ikke lige-strax!"
Og Kjærnen plantede de i en
Urtepotte; begge To vare ivrige dermed;
Drengen gravede Hul i Jorden med sin
Finger, den lille Pige lagde Kjærnen ned
og begge To dækkede Jorden til.
"Nu maa Du ikke imorgen tage den op,
for at see om den har faaet Rod, " sagde
hun, "det maa man ikke! det gjorde jeg
med mine Blomster, kun to Gange, jeg
vilde see om de groede, da havde jeg
ikke bedre Forstand, og Blomsterne
døde!"
Urtepotten blev hos Anthon og hver
Morgen, hele Vinteren saae han til den,
men der var kun den sorte Jord at see;
nu kom Foraaret, Solen skinnede saa
varmt, da pippede der frem i Urtepotten
to smaa grønne Blade.
"Det er mig og Molly!" sagde Anthon,
"det er yndigt, det er mageløst!"
Snart kom der et tredie Blad; hvem
betyder det? Ja, der kom eet og eet
endnu! hver Dag og Uge blev det større
og større, Planten blev et heelt Træ. Og
dette, Altsammen, afspeilede sig nu i en
eneste Taare, der knustes og forsvandt;
men den kunde komme igjen fra Vældet, -
fra gamle Anthons Hjerte.
Nær ved Eisenach strækker sig en
Række stended Bjerge, eet runder sig
frem og har hverken Træer, Buske eller
Græs; det kaldes Venusbjerget; derinde
boer Fru Venus, en Afguds-Qvinde fra
hedensk Tid, Fru Holle kaldtes hun, det
vidste og veed endnu hvert Barn i
Eisenach; ind til sig havde hun lokket
den ædle Ridder Tannhäuser,
Minnesangeren fra Wartburg Sangerkreds.
Lille Molly og Anthon stode tidt ved
Bjerget, og eengang sagde hun: "Tør Du
banke paa og sige: Fru Holle! Fru Holle!
luk op, her er Tannhäuser!" men det
turde Anthon ikke; Molly turde det; dog
kun de Ord: "Fru Holle! Fru Holle!"
sagde hun høit og tydeligt, Resten talte
hun saaledes hen i Vinden, saa
utydeligt, at Anthon var vis paa, hun
ikke havde sagt noget egentligt; saa
kjæk saae hun ud, saa kjæk, som naar hun
sommetider med andre Smaapiger traf
sammen i Haven med ham, og slog fra sig,
hun alene vovede det.
"Jeg tør kysse ham!" sagde hun stolt
og tog ham om halsen; det var hendes
Forfængelighed og Anthon fandt sig deri,
tænkte slet ikke derover. Hvor var hun
yndig, hvor var hun kjæk. Fru Holle i
Bjerget skulde ogsaa være deilig, men
den Deilighed havde man sagt, var det
Ondes forførende Skjønhed; den høieste
Deilighed derimod var en saadan som
fandtes hos den hellige Elisabeth,
Landets beskyttende Helgeninde, den
fromme thüringske Fyrstinde, hvis gode
Gjerninger gjennem Sagn og Legende
forherligede her saa mangt et; i
Capellet hang hendes Billede med
Sølvlamper om; - dog hun lignede slet
ikke Molly.
Æbletræet, de to Børn havde plantet,
voxede Aar for Aar, det blev saa stort,
at det maatte plantes ud i Haven i den
friske Luft, hvor Duggen faldt, hvor
Solen skinnede varmt, og det fik Kræfter
til at staae Vinteren imod med, og efter
Vinterens haarde Tryk, var det ligesom
om det af Glæde i Foraaret satte
Blomster; i Høsten havde det to Æbler,
eet for Molly, eet for Anthon; mindre
kunde det ikke godt være.
Træet havde skyndt sig frem, Molly
voxte som Træet, hun var frisk, som en
Æbleblomst; men længe skulde han ikke
see paa den Blomst. Alting skifter,
Alting vexler! Mollys Fader forlod det
gamle Hjem og Molly fulgte med, langt
bort; - ja, i vor Tid er det ved Dampen
kun nogle Timers Reise, men den Gang
brugte man meer end Nat og Dag til at
komme saa langt øster paa fra Eisenach,
det var heelt i den yderste Kant af
Thüringen, til den Stad, der endnu
kaldes Weimar.
Og Molly græd og Anthon græd; - alle
de Taarer, ja de randt nu i een eneste
Taare og den havde Glædens røde, deilige
Lys. Molly havde sagt ham, hun holdt af
ham meer end af al Herlighed i Weimar.
Der gik et Aar, der gik to, tre, og i
al den Tid kom to Breve, det ene bragte
Fragtmanden, det andet havde en Reisende
med; det vr en Vei, lang, tung og i
Bugter, forbi Stæder og Byer.
Hvortidt havde ikke Anthon og Molly
sammen hørt Historien om Tristand og
Isolde og saa ofte havde han tænkt
derved sig og Molly, skjøndt Navnet
Tristand skulde betyde at "han var født
dem i Sorg", og det passede ikke paa
Anthon, han vilde heller aldrig som
Tristand kunde faae i Tanke, "hun har
glemt mig!" men Isolde glemte jo ogsaa
heller ikke sin Hjertens Ven, og da de
begge vare døde og jordede paa hver sin
Side af Kirken, voxte Lindetræerne fra
Gravene hen over Kirketaget og mødtes
blomstrende der; det var saa smukt,
syntes Anthon, og dog saa sørgeligt -,
men sørgeligt kunde det ikke blive med
ham og Molly og saa fløitede han en Vise
af Minnesangeren, Walther von der
Vogelweide:
"Under Linden ved Heden -!"
Og
især klang saa deiligt i den:
"Ud for Skoven, i den stille Dal,
Tandaradai!
Sang dertil en Nattergal!"
Den
Vise kom ham altid paa Tunge, den sang
og fløitede han i den maaneklare Nat, da
han til Hest i den dybe Huulvei reed
afsted for at naae til Weimar og gjeste
Molly; han vilde komme uventet, og han
kom uventer.
Velkommen fik han, Viin fuldt op i
Bægeret, muntert Selskab, fornemt
Selskab, en hyggelig Stue og en god
Seng, og dog var der slet ikke som han
havde tænkt og drømt sig! han forstod
ikke sig, han forstod ikke de Andre; men
vi kunne forstaae det! Man kan være i
Huset, i Familie, og groer dog ikke
fast, man samtaler, som man samtaler i
en Postvogn, kjender hinanden, som man
kjender hinanden i en Postvogn, generer
hinanden, ønsker at man var afsted,
eller at vor gode Nabo var afsted. Ja
saadant Noget fornam Anthon.
"Jeg er en ærlig Pige," sagde Molly
til ham, "jeg vil selv sige Dig det!
Meget har forandret sig siden vi vare
sammen som børn, det er anderledes
udenom og indeni! Vane og Villie har
ikke Magt over vort Hjerte! Anthon! jeg
vil ikke have en Uven i Dig, nu jeg
snart er langt borte herfra! - tro mig,
jeg har en god Tanke for Dig, men holde
af Dig, som jeg nu veed, at man kan
holde af et andet Menneske, det har jeg
aldrig gjort! - Det maa Du finde Dig i!
- Farvel, Anthon!"
Og Anthon sagde ogsaa Farvel; der kom
ikke Taare skabt i hans Øine, men han
fornam, at han ikke længer var Mollys
Ven. Den gloende Jernstang og den frosne
Jernstang bider Huden af vor Læbe med
lige Fornemmelse for os, naar vi kysse
den, og han kyssede lige stærkt ind i
Kjærlighed, som i Had.
Ikke et Døgn var Anthon om at naae
hjem igjen til Eisenach, men Hesten han
reed paa blev ogsaa spoleret.
"Hvad siger det!" sagde han, "jeg er
spoleret og jeg vil spolere Alt, hvad
der kan minde mig om hende: Fru Holle,
Fru Venus, du hedenske Qvinde! -
Æbletræet skal jeg knække og brække,
rykke op med Rod; aldrig skal det
blomstre meer og sætte Frugt!"
Men Træet blev ikke lagt øde, selv
var han lagt øde og laae i Feber paa sin
seng. Hvad kunde hjelpe ham op igjen?
Der kom en Medicin, der kunde det, den
bittreste, der findes, den der ryste op
i den syge Krop og den krympende Sjæl:
Anthons Fader var ikke længer den rige
Kjøbmand. De tunge Dage, Prøvelsens
Dage, stode for Døren; Ulykken væltede
ind; som store Søer kom den i det engang
rige Huus. Faderen blev en fattig Mand,
Sorg og Ulykke lamslog ham; da fik
Anthon Andet at tænke paa, end
Kjærestesorg og at være vred paa Molly;
han maatte nu være Fader og Moder i
Huset, han maatte ordne, hjelpe, tage
ordentligt fat, selv ud i den vide
Verden og tjene for sit Brød.
Til Bremen kom han, prøvede Nød og
tunge Dage, og de gjøre Sindet haardt
eller blødt, tidt altfor blødt. Hvor
langt anderledes var dog Verden og
Menneskene der, end han havde tænkt sig
i Barndoms Tid. Hvad var ham nu
Minnesangernes Viser, Kling og Klang,
Mundsveir! ja det var hans Mening
sommetider, men andre Tider klang de
Sange ham inde i Sjælen og han blev from
i Sind.
"Guds Villie er den bedste!" sagde
han da, "godt var det, at Vor Herre ikke
lod Mollys Hjerte hænge ved mig, hvad
skulde det have ført til, nu da Lykken
saaledes har vendt sig. Hun slap mig,
før hun vidste eller tænkte paa dette
Omslag fra Velstands Dage, der forstod.
Det var en Herrens Naade mod mig, Alt er
skeet paa det Bedste! Alt skeet
viseligt! hun kunde ikke derfor; og jeg
har været hende saa bitter fjendsk!"
Og Aaringer gik; Anthons Fader var
død, Fremmede boede i Fædrehuset; Anthon
skulde dog see det igjen, hans rige
Herre sendte ham i Reise-Ærinde og da
kom han gjennem sin Fødeby Eisenach, Det
gamle Wartburg stod uforandret deroppe
paa Fjeldet, med "Munken og Nonnen" i
Steenblokken; de mægtige Egetræer gave
samme Omrids til det Hele som i
Barndomstid. Venusbjerget skinnede
nøgent graaligt frem i Dalen. Gjerne
havde han sagt: "Fru Holle, Fru Holle!
luk Bjerget op! saa bliver jeg dog der
paa Hjemmets Grund!"
Det var en syndig Tanke og han slog
Kors for sig; da sang en lille Fugl fra
busken, og den gamle Minnevise kom ham i
Tanke:
"Ud for Skoven, i den stille Dal,
Tandaradai,
Sang dertil en Nattegal!"
Han
huskede paa saa Meget, her ved sin
Barndoms By, den han gjensaae gjennem
Taarer. Fædrehuset stod som før, men
Haven var omlagt, en Markvei førte hen
over et Hjørne af den gamle Have-Grund,
og Æbletræet, det han ikke havde faaet
ødelagt, stod der, men uden for Haven,
paa den anden Side af Veien, dag Solen
skinnede paa det som før og Duggen faldt
paa det som før, det bar rigelig Frugt,
der bøiede Grenene ned mod Jorden.
"Det trives!" sagde han, "det kan
det!"
Een af de store Grene paa det var dog
knækket, kaade Hænder havde gjort det,
Træet stod jo ved Alfarvei.
"Man bryder af dets Blomster, uden at
sige Tak, man stjæler af Frugten og
knækker Grenene; her kunde siges, dersom
man kan tale om et Træ, som om et
Menneske: det var ikke sjunget for
Træets Vugge, at det skulde saadan staae.
Det begyndte sin Historie saa smukt, og
hvad kom der ud af den? forladt og
glemt, et Havetræ paa Grøften, ved Mark
og Landevei! der staaer det uden Læ,
rusket og knækket! det visner vel ikke
deraf, men med Aarene blive Blomsterne
færre, Frugterne ingen og tilsidst - ja,
saa er Historien ude!"
Det tænkte Anthon der under Træet,det
tænkte han mangen Nat i det lille
eensomme Kammer i Træhuset i fremmed
Land i Smaahusenes Gade i Kjøbenhavn,
hvorhen hans rige Herre, Kjøbmanden i
Bremen, havde Sendt ham og betinget at
han ikke maatte gifte sig.
"Gifte sig! ho, ho!" loe han saa dybt
og underligt.
Vinteren var kommet tidlig, det frøs
skrapt; udenfor var en Sneestorm, saa at
Enhver der kunde det holdt sig indendøre;
derfor var det ogsaa, at Anthons
Gjenboer ikke lagde Mærke til, at hans
Bod hele to Dage ikke blev aabnet, han
selv slet ikke viste sig, hvem gik ud i
det Veir, naar man kunde lade være?
Det var graae, mørke Dage, og i
Boden, hvor Ruderne jo ikke vare af
Glas, blev kun Tusmørke og bælgmørk Nat.
Gamle Anthon havde i to Dage slet ikke
forladt sin Seng, han eiede ikke Kræfter
dertil; det haarde Veir ude havde han
længe fornummet i sine Lemmer. Forladt
laae den gamle Pebersvend, og kunde ikke
hjelpe sig, knap kunde han række til
Vandkrukken, den han havde stillet
udenfor Sengen, og den sidste Draabe var
ogsaa drukket. Det var ikke Feber, ikke
Sygdom, det var Alderdommen, der lammede
ham. Det var næsten som stadig Nat om
ham, deroppe hvor han laae. En lille
Edderkop, den han ikke kunde see, spandt
tilfreds og travlt sin Spindelvæv hen
over ham, som skulde der dog vaie lidt
nyt, friskt Sørgeflor, dersom den gamle
lukkede sin Øine
Saa lang og døsende tom var Tiden;
Taarer havde han ikke, Smerte ikke
heller; Molly var slet ikke i hans
Tanke; han havde en Fornemmelse af, at
Verden og dens Tummel ikke meer var
hans, at han laae udenfor den, Ingen
tænkte paa ham. Et øieblik syntes han at
fornemme Hunger, ogsaa Tørst, - ja han
fornam den! men Ingen kom at vederqvæge
ham, Ingen vilde komme. Han tænkte paa
dem, der vansmægtede, huskede, hvorledes
den hellige Elisabeth, da hun levede her
paa Jorden, hun, hans Hjemstavns og
Barndoms Helgeninde, den ædle Hertuginde
af Thüringen, den høifornemme Frue steeg
selv ind i den fattigste Vraa og bragte
den Syge Haab og Vederqvægelse. Hendes
fromme Gjerninger lyste ind i hans
Tanker, han huskede, hvorledes hun kom
og talede Trøstens Ord til dem der leed,
badede den Lidendes Saar og bragte den
Hungrige Føde, skjøndt hendes strenge
Husbond vrededes derover. Han huskede
Sagnet om hende, hvorledes, da hun kom
med den fuldpakkede Kurv, hvori var Viin
og Føde, hendes Husbond, der bevogtede
hendes Skridt, traadte frem og i Vrede
spurgte, hvad det var hun der bar, hun
da i Skræk svarede, det er Roser, jeg
har plukket i Haven, han rev Dugen af,
og Miraklet var skeet for den fromme
Qvinde, Vinen og Brødet, Alt i Kurven
laae forvandlet til Roser.
Saaledes levede Helgeninden i
Tankerne hos gamle Anthon, saaledes stod
hun lyslevende for hans matte Syn, foran
hans Seng i den ringe Træbord i det
danske Land. Han blottede sit Hoved,
saae hende ind i de milde Øine og Alt
rundtom var Glands og Roser, ja disse
selv bredte sig ud saa duftende, en egen
deilig Æbleduft fornam han, et
blomstrende Æbletræ saae han det var,
det strakte sig henover ham, det var
Træet, han med Molly havde plantet som
lille Kjærne.
Og Træet dryssede sin duftende Blade
ned paa hans hede Pande og kjølede den;
de faldt paa hans forsmægtende Læber og
det var som styrkende Viin og Brød, de
faldt paa hans Bryst og han følte sig
saa let, saa tryg til at blunde.
"Nu sover jeg!" hviskede han stille;
"Søvnen gjør godt! imorgen er jeg karsk
og rigtig oppe igjen! deiligt! deiligt!
Æbletræet plantet i Kjærklighed, seer
jeg i Herlighed!"
Og han sov.
Dagen derpaa, det var den tredie Dag
Boden var lukket, Sneen fygede ikke meer,
søgte Gjenboen over til gamle Anthon,
der slet ikke viste sig. Han laae
udstrakt død med sin gamle Nathue
trykket mellem Hænderne. Den fik han
ikke paa i Kisten, han havde jo endnu
een, reen og hvid.
Hvor vare nu de Taarer han havde
grædt? Hvor vare de Perler? I Nathuen
bleve de, - de ægte gaae ikke af i
Vasken - med Huen bleve de gjemt og
glemt, - de gamle Tanker, de gamle
Drømme, ja de bleve endnu i
Pebersvendens Nathue. Ønsk Dig ikke den!
din Pande vil den gjøre altfor heed,
faae Pulsen til at slaae stærkere,
bringe Drømme, som vare de Virkelighed;
det prøvede den Første, som fik den paa
og det var dog et halvhundred Aar efter,
og det Borgmesteren selv, der sad med
Kone og elleve Børn, godt inden Vægge;
han drømte strax om ulykkelig Kjærlighed,
Fallit og knap Tæring.
"Hu! hvor den Nathue varmer!" sagde
han og rev den af og der trillede en
Perle og atter en Perle, der klang og
lyste. "Det er Gigten!" sagde
Borgmesteren, "det gnistrer mig for
Øinene!"
Det var Taarer, grædt for et
halvhundred Aar siden, grædt af gamle
Anthon fra Eisenach.
Hver som siden fik den Nathue paa,
fik rigtignok Syner og Drømme, hans egen
Historie blev til Anthons, det blev et
heelt Eventyr, det blev mange, dem kunne
de Andre fortælle, nu have vi fortalt
den første og med det er vort sidste
Ord: - ønsk Dig aldrig Pebersvendens
Nathue.
