Der
var en Kongesøn, Ingen havde saa mange
og saa smukke Bøger som han; Alt hvad
der var skeet i denne Verden kunde han
læse sig til og see afbildet i prægtige
Billeder. Hvert Folk og hvert Land kunde
han faae Besked om, men hvor Paradisets
Have var at finde, derom stod der ikke
et Ord; og den, just den var det, han
tænkte meest paa.
Hans Bedstemoder havde fortalt ham,
da han endnu var ganske lille, men
skulde begynde sin Skolegang, at hver
Blomst i Paradisets Have var den sødeste
Kage, Støvtraadene den fineste Viin; paa
een stod Historie, paa en anden
Geographie eller Tabeller, man behøvede
kun at spise Kage, saa kunde man sin
Lectie; jo mere man spiste, desmere fik
man ind af Historie, Geographie og
Tabeller.
Det troede han den Gang; men alt, som
han blev en større Dreng, lærte meer og
blev langt klogere, begreb han nok, at
der maatte være en langt anderledes
Deilighed i Paradisets Have.
"O, hvorfor brød dog Eva af
Kundskabens Træ! hvorfor spiste Adam af
den forbudne Frugt! det skulde have
været mig, da var det ikke skeet! aldrig
skulde Synden være kommen ind i Verden!"
Det sagde han den Gang, og det sagde
han endnu, da han var sytten Aar!
Paradisets Have fyldte hele hans Tanke.
En Dag gik han i Skoven; han gik
alene, for det var hans største
Fornøielse.
Aftenen faldt paa, Skyerne trak
sammen, det blev et Regnveir, som om
hele Himlen var en eneste Sluse, hvorfra
Vandet styrtede; der var saa mørkt, som
det ellers er om Natten i den dybeste
Brønd. Snart gled han i det vaade Græs,
snart faldt han over de nøgne Stene, der
ragede frem fra Klippegrunden. Alt drev
af Vand, der blev ikke en tør Traad paa
den stakkels Prinds. Han maatte kravle
op over store Steenblokke, hvor Vandet
sivede ud af det høie Mos. Han var ved
at segne om; da hørte han en forunderlig
Susen, og foran sig saae han en stor,
oplyst Hule. Midt inde brændte en Ild,
saa man kunde stege en Hjort derved, og
det blev der ogsaa; den prægtigste
Hjort, med sine høie Takker, var stukket
paa Spid og dreiedes langsomt rundt
mellem to omhuggede Grantræer. En
gammelagtig Kone, høi og stærk, som var
hun et udklædt Mandfolk, sad ved Ilden,
og kastede det ene Stykke Brænde til
efter det andet.
"Kom du kun nærmere!" sagde hun, "sæt
dig ved Ilden at du kan faae dine Klæder
tørrede!"
"Her er en slem Træk!" sagde Prindsen
og satte sig paa Gulvet.
"Det bliver værre endnu, naar mine
Sønner komme hjem!" svarede Konen. "Du
er her i Vindenes Hule, mine Sønner ere
Verdens de fire Vinde, kan du forstaae
det?"
"Hvor ere dine Sønner?" spurgte
Prindsen.
"Ja, det er ikke godt at svare, naar
man spørger dumt," sagde Konen. "Mine
Sønner ere paa egen Haand, de spille
Langbold med Skyerne deroppe i
Storstuen!" og saa pegede hun op i
Veiret.
"Naa saa!" sagde Prindsen. "I taler
ellers noget haardt og er ikke saa mild,
som de Fruentimmer, jeg ellers seer
omkring mig!"
"Ja, de have nok ikke andet at gjøre!
Jeg maa være haard, skal jeg holde mine
Drenge i Ave! men det kan jeg, skjønt de
have stive Nakker! seer du de fire
Sække, der hænge paa Væggen; dem ere de
ligesaa bange for, som du har været det
for Riset bag Speilet. Jeg kan bukke
Drengene sammen, skal jeg sige dig, og
saa komme de i Posen; der gjøre vi ingen
Omstændigheder! der sidde de og komme
ikke ud at føite, før jeg finder for
godt. Men der har vi den ene!"
Det var Nordenvinden, som traadte ind
med en isnende Kulde, store Hagl hoppede
hen ad Gulvet, og Sneeflokkene fygede
rundt om. Han var klædt i Bjørneskinds
Buxer og Trøie; en Hætte af
Sælhundeskind gik ned over Ørene; lange
Iistapper hang ham ved Skjæget, og det
ene Hagl efter det andet gled ham ned
fra Trøie-Kraven.
"Gaae ikke strax til Ilden!" sagde
Prindsen. "De kan saa let faae Frost i
Ansigtet og Hænderne!"
"Frost!" sagde Nordenvinden og lo
ganske høit. "Frost! det er just min
største Fornøielse! Hvad er ellers Du
for et Skrinkelbeen! Hvor kommer du i
Vindenes Hule!"
"Han er min Gjæst!" sagde den Gamle,
"og er du ikke fornøiet med den
Forklaring, saa kan du komme i Posen! -
Nu kjender du min Dømmekraft!"
See det hjalp, og Nordenvinden
fortalte hvorfra han kom, og hvor han nu
havde været næsten en heel Maaned.
"Fra Polarhavet kommer jeg," sagde
han, "jeg har været paa "Beeren-Eiland"
med de russiske Hvalrosse-Fangere. Jeg
sad og sov paa Roret, da de seilede ud
fra Nordkap! naar jeg imellem vaagnede
lidt, fløi Stormfuglen mig om Benene!
det er en løierlig Fugl, den gjør et
rask Slag med Vingerne og saa holder den
dem ubevægelig udstrakt og har da Fart
nok."
"Gjør det bare ikke saa vidtløftigt!"
sagde Vindenes Moder. "Og saa kom du da
til Beeren-Eiland!"
"Der er deiligt! det er et Gulv til
at dandse paa, fladt, som en Talerken!
halvtøet Snee med lidt Mos, skarpe Stene
og Beenrade af Hvalrosser og Iisbjørne
laae der, de saae ud som Kjæmpers Arme
og Been, med muggen Grønhed. Man skulde
troe, at Solen aldrig havde lyst paa
dem. Jeg pustede lidt til Taagen for at
man kunde see Skuret: det var et Huus,
reist af Vrag og betrukket med
Hvalrosse-Hud; Kjødsiden vendte ud, den
var fuld af Rødt og Grønt; paa Taget sad
en levende Iisbjørn og brummede. Jeg gik
til Stranden, saae paa Fuglerederne,
saae paa de nøgne Unger, der skreg og
gabede; da blæste jeg ned i de tusinde
Struber, og de lærte at lukke Munden.
Nederst væltede sig Hvalrosserne, som
levende Indvolde eller Kjæmpe-Madiker
med Svinehoveder og alenlange Tænder!" -
"Du fortæller godt, min Dreng!" sagde
Moderen. "Jeg faaer Vandet i Munden ved
at høre paa dig!"
"Saa gik det paa Fangst! Harpunen
blev sat i Hvalrossens Bryst, saa den
dampende Blodstraale stod som et
Springvand over Isen. Da tænkte jeg
ogsaa paa mit Spil! jeg blæste op, lod
mine Seilere, de klippehøie Iisfjelde,
klemme Baadene inde; hui hvor man peb,
og hvor man skreg, men jeg peb høiere!
de døde Hval-Kroppe, Kister og Tougværk
maatte de pakke ud paa Isen! jeg rystede
Snee-Flokkene om dem og lod dem i de
indklemte Fartøier drive Syd paa med
Fangsten, for der at smage Saltvand. De
komme aldrig meer til Beeren-Eiland!"
"Saa har du jo gjort ondt!" sagde
Vindenes Moder.
"Hvad godt jeg har gjort, kan de
Andre fortælle!" sagde han, "men der har
vi min Broder fra Vesten, ham kan jeg
bedst lide af dem Alle sammen, han
smager af Søen og har en velsignet Kulde
med sig!"
"Er det den lille Zephir?" spurgte
Prindsen.
"Ja vist er det Zephir!" sagde den
Gamle, "men han er ikke saa lille endda.
I gamle Dage var han en smuk Dreng, men
nu er det forbi!"
Han saae ud som en Vildmand, men han
havde en Faldhat paa for ikke at komme
til Skade. I Haanden holdt han en
Mahogni Kølle, hugget i de amerikanske
Mahogni-Skove. Mindre kunde det ikke
være!
"Hvor kommer du fra?" spurgte hans
Moder.
"Fra Skov-Ørknerne!" sagde han, "hvor
de tornede Lianer gjøre et Gjærde mellem
hvert Træ, hvor Vandslangen ligger i det
vaade Græs, og Menneskene synes
unødvendige!"
"Hvad bestilte du der?"
"Jeg saae paa den dybe Flod, saae
hvor den styrtede fra Klippen, blev Støv
og fløi mod Skyerne, for at bære
Regnbuen. Jeg saae den vilde Bøffel
svømme i Floden, men Strømmen rev ham
med sig; han drev med Vildændernes Flok,
der fløi i Veiret, hvor Vandet styrtede;
Bøffelen maatte ned, det syntes jeg om,
og blæste Storm, saa de urgamle Træer
seilede og bleve til Spaaner."
"Og andet har du ikke bestilt?"
spurgte den Gamle.
"Jeg har slaaet Kolbøtter i
Savannerne, jeg har klappet de vilde
Heste og rystet Kokosnødder! jo, jo, jeg
har Historier at fortælle! men man skal
ikke sige Alt, hvad man veed. Det
kjender du nok, du Gamle!" og saa
kyssede han sin Moder, saa hun nær var
gaaet bag over; han var rigtig nok en
vild Dreng.
Nu kom Søndenvinden med Turban og
flyvende Beduin-Kappe.
"Her er dygtigt koldt herinde!" sagde
han, og kastede Brænde til Ilden, "man
kan mærke, at Nordenvinden er kommen
først!"
"Her er saa hedt at man kan stege en
Iisbjørn!" sagde Nordenvinden.
"Du er selv en Iisbjørn!" svarede
Søndenvinden.
"Vil I puttes i Posen!" spurgte den
Gamle, - "Sæt dig paa Stenen der og
fortæl, hvor du har været."
"I Africa, min Moder!" svarede han.
"Jeg var med Hottentotterne paa Løvejagt
i Kaffernes Land! hvilket Græs der groer
paa Sletten, grønt som en Oliven! der
dandsede Gnuen, og Strudsen løb Væddeløb
med mig, men jeg er dog raskere til
Beens. Jeg kom til Ørkenen til det gule
Sand; der seer ud, som paa Havets Bund.
Jeg traf en Karavane! de slagtede deres
sidste Kameel for at faae Vand at
drikke, men det var kun lidt de fik.
Solen brændte for oven, og Sandet stegte
for neden. Ingen Grændse havde den
udstrakte Ørken. Da boltrede jeg mig i
det fine, løse Sand og hvirvlede det op
i store Støtter, det var en Dands! Du
skulde have seet hvor forknyt Dromedaren
stod, og Kjøbmanden trak Kaftanen over
Hovedet. Han kastede sig ned for mig som
for Allah, sin Gud. Nu ere de begravede,
der staaer en Pyramide af Sand over dem
Alle sammen, naar jeg engang blæser den
bort, skal Solen blege de hvide Been, da
kan de Reisende see, her har før været
Mennesker. Ellers kan man ikke troe det
i Ørkenen!"
"Du har altsaa kun gjort ondt!" sagde
Moderen. "Marsch i Posen!" og før han
vidste det, havde hun Søndenvinden om
Livet og i Posen, den væltede rundt
omkring paa Gulvet, men hun satte sig
paa den, og da maatte den ligge stille.
"Det er nogle raske Drenge, hun har!"
sagde Prindsen.
"Ja saamæn," svarede hun, "og ave dem
kan jeg! der har vi den fjerde!"
Det var Østenvinden, han var klædt
som en Chineser.
"Naa, kommer du fra den Kant!" sagde
Moderen, "jeg troede, du havde været i
Paradisets Have."
"Der flyver jeg først hen imorgen!"
sagde Østenvinden, "imorgen er det
hundrede Aar siden jeg var der! jeg
kommer nu fra China, hvor jeg har
dandset om Porcellaintaarnet, saa alle
Klokkerne klingede. Nede paa Gaden fik
Embedsmændene Prygl, Bambusrør blev
slidt paa deres Skuldre, og det var Folk
fra den første til den niende Grad, de
skreg: mange Tak, min faderlige
Velgjører! men de meente ikke noget med
det, og jeg ringede med Klokkerne og
sang tsing, tsang, tsu!"
"Du er kaad paa det!" sagde den
Gamle, "det er godt Du imorgen kommer
til Paradisets Have, det hjælper altid
paa din Dannelse! drik saa dygtig af
Viisdommens Kilde og tag en lille Flaske
fuld hjem med til mig!"
"Det skal jeg!" sagde Østenvinden.
"Men hvorfor har du nu puttet min Broder
fra Sønden ned i Posen, frem med ham!
han skal fortælle mig om Fugl Phønix,
den Fugl vil Prindsessen i Paradisets
Have altid høre om, naar jeg hvert
hundrede Aar gjør Visit. Luk Posen op!
saa er Du min sødeste Moder, og jeg skal
forære dig to Lommer fulde af Thee, saa
grøn og frisk, som jeg har plukket den
paa Stedet!"
"Naa, for Theens Skyld og fordi du er
min Kjæledægge, vil jeg aabne Posen!"
det gjorde hun, og Søndenvinden krøb ud,
men han saae ganske slukøret ud, fordi
den fremmede Prinds havde seet det.
"Der har du et Palmeblad til
Prindsessen!" sagde Søndenvinden, "det
Blad har den gamle Fugl Phønix, den
eneste der var i Verden, givet mig; han
har med sit Næb ridset deri sin hele
Levnets-Beskrivelse, de hundred Aar han
levede; nu kan hun selv læse sig det
til. Jeg saae, hvor Fugl Phønix selv
stak Ild i sin Rede og sad og brændte
op, som en Hindues Kone. Hvor dog de
tørre Grene knagede, der var en Røg og
en Duft. Tilsidst slog Alt op i Lue, den
gamle Fugl Phønix blev til Aske, men
hans Æg laae gloende rødt i Ilden, det
revnede med et stort Knald, og Ungen
fløi ud, nu er den Regent over alle
Fuglene og den eneste Fugl Phønix i
Verden. Han har bidt Hul i Palmebladet,
jeg gav dig, det er hans Hilsen til
Prindsessen!"
"Lad os nu faae noget at leve af!"
sagde Vindenes Moder, og saa satte de
sig Alle til at spise af den stegte
Hjort, og Prindsen sad ved Siden af
Østenvinden, og derfor bleve de snart
gode Venner.
"Hør, siig mig engang," sagde
Prindsen. "Hvad er det for en Prindsesse,
her bliver talt saa meget om, og hvor
ligger Paradisets Have!"
"Ho, ho!" sagde Østenvinden, "vil du
derhen, ja saa flyv du med mig imorgen!
men det maa jeg ellers sige dig, der har
ingen Mennesker været siden Adam og Evas
Tid. Dem kjender du jo nok af din
Bibelhistorie!"
"Ja vist!" sagde Prindsen.
"Dengang de bleve forjagne, sank
Paradisets Have ned i Jorden, men den
beholdt sit varme Solskin, sin milde
Luft og al sin Herlighed. Feernes
Dronning boer derinde; der ligger
Lyksalighedens Ø, hvor Døden aldrig
kommer, hvor der er deiligt at være! Sæt
dig paa min Ryg i Morgen, saa skal jeg
tage dig med; jeg tænker, det nok lader
sig gjøre! men nu maa du ikke snakke
mere, for jeg vil sove!"
Og saa sov de Allesammen.
I den tidlige Morgenstund vaagnede
Prindsen og blev ikke lidt betuttet ved
at han allerede var høit oppe over
Skyerne. Han sad paa Ryggen af
Østenvinden, der nok saa ærligt holdt
paa ham; de vare saa høit i Veiret, at
Skove og Marker, Floder og Søer toge sig
ud som paa et stort illumineret
Landkaart.
"God Morgen!" sagde Østenvinden. "Du
kunde ellers gjerne sove lidt endnu, for
der er ikke meget at see paa det flade
Land under os. Uden du har Lyst til at
tælle Kirker! de staae som Kridtprikker
nede paa det grønne Brædt." Det var
Marker og Enge, han kaldte det grønne
Brædt.
"Det var uartigt, at jeg ikke fik
sagt Farvel til din Moder og dine
Brødre!" sagde Prindsen.
"Naar man sover, er man undskyldt!"
sagde Østenvinden, og derpaa fløi de
endnu raskere afsted: man kunde høre det
paa Toppene af Skovene, naar de foer
henover dem, raslede alle Grene og
Blade; man kunde høre det paa Havet og
Søerne, thi hvor de fløi, væltede
Bølgerne høiere, og de store Skibe
neiede dybt ned i Vandet, som svømmende
Svaner.
Mod Aften, da det blev mørkt, saae
det morsomt ud med de store Byer; Lysene
brændte dernede, snart her, snart der,
det var akkurat, som naar man har brændt
et Stykke Papir og seer de mange smaa
Ildgnister, hvor de ere Børn og gaae af
Skole! Og Prindsen klappede i Hænderne,
men Østenvinden bad ham lade være med
det, heller holde sig fast, ellers kunde
han let falde ned og blive hængende paa
et Kirkespiir.
Ørnen i de sorte Skove fløi nok saa
let, men Østenvinden fløi lettere.
Kosakken paa sin lille Hest jog afsted
over Sletterne, men Prindsen jog
anderledes afsted.
"Nu kan du see Himmalaia!" sagde
Østenvinden, "det er det høieste Bjerg i
Asien; snart skulle vi nu komme til
Paradisets Have!" saa dreiede de mere
sydligt, og snart duftede der af
Kryderier og Blomster. Figen og
Granatæbler voxte vildt, og den vilde
Viinranke havde blaa og røde Druer. Her
steeg de begge to ned, strakte sig i det
bløde Græs, hvor Blomsterne nikkede til
Vinden ligesom de vilde sige: "velkommen
tilbage."
"Ere vi nu i Paradisets Have?"
spurgte Prindsen.
"Nei vist ikke!" svarede Østenvinden,
"men nu skal vi snart komme der. Seer du
Fjeldvæggen der og den store Hule, hvor
Viinrankerne hænge som store grønne
Gardiner. Der skal vi ind igjennem! Svøb
dig i din Kappe, her brænder Solen, men
eet Skridt og det er isnende koldt.
Fuglen, som streifer forbi Hulen, har
den ene Vinge herude i den varme Sommer
og den anden derinde i den kolde
Vinter!"
"Saa, det er Veien til Paradisets
Have?" spurgte Prindsen.
Nu gik de ind i Hulen! hu, hvor der
var isnende koldt, men det varede dog
ikke længe. Østenvinden bredte sine
Vinger ud, og de lyste som den klareste
Ild; nei hvilke Huler! de store
Steenblokke, som Vandet dryppede fra,
hang over dem i de forunderligste
Skikkelser; snart var der saa snevert,
at de maatte krybe paa Hænder og Fødder,
snart saa høit og udstrakt, som i den
frie Luft. Det saae ud som Gravcapeller
med stumme Orgelpiber og forstenede
Faner.
"Vi gaae nok Dødens Vei til
Paradisets Have!" sagde Prindsen, men
Østenvinden svarede ikke et Ord, pegede
fremad, og det deiligste blaa Lys
straalede dem imøde; Steenblokkene oven
over bleve mere og mere en Taage, der
tilsidst var klar, som en hvid Sky i
Maaneskin. Nu vare de i den deiligste
milde Luft, saa frisk som paa Bjergene,
saa duftende, som ved Dalens Roser.
Der strømmede en Flod, saa klar, som
Luften selv, og Fiskene vare som Sølv og
Guld; purpurrøde Aal, der skjøde blaa
Ildgnister ved hver Bøining, spillede
dernede i Vandet og de brede
Aakande-Blade havde Regnbuens Farver,
Blomsten selv var en rødguul brændende
Lue, som Vandet gav Næring, ligesom
Olien faaer Lampen bestandigt til at
brænde! en fast Bro af Marmor, men saa
kunstigt og fiint udskaaren, som var den
gjort af Kniplinger og Glasperler, førte
over Vandet til Lyksalighedens Ø, hvor
Paradisets Have blomstrede.
Østenvinden tog Prindsen paa sine
Arme og bar ham derover. Der sang
Blomster og Blade de skjønneste Sange
fra hans Barndom, men saa svulmende
deiligt, som ingen menneskelig Stemme
her kan synge.
Var det Palmetræer, eller kjæmpestore
Vandplanter, her groede! saa saftige og
store Træer havde Prindsen aldrig før
seet; i lange Krandse hang der de
forunderligste Slyngplanter, som de kun
findes afbildede med Farver og Guld paa
Randen af de gamle Helgenbøger eller
snoe sig der gjennem
Begyndelses-Bogstaverne. Det var de
sælsomste Sammensætninger af Fugle,
Blomster og Snørkler. I Græsset tæt ved
stod en Flok Paafugle med udbredte
straalende Haler! Jo det var rigtignok
saa! nei da Prindsen rørte ved dem,
mærkede han, at det ikke var Dyr, men
planter: det var store Skræpper, der her
straalede som Paafuglens deilige Hale.
Løven og Tigeren sprang liig smidige
Katte mellem grønne Hækker, der duftede
som Æbletræets Blomster, og Løven og
Tigren vare tamme, den vilde Skovdue,
skinnende som den skjønneste Perle,
baskede med sine Vinger Løven paa
Manken, og Antilopen, der ellers er saa
sky, stod og nikkede med Hovedet,
ligesom den ogsaa vilde lege med.
Nu kom Paradisets Fee; hendes Klæder
straalede som Solen, og hendes Ansigt
var mildt, som en glad Moders, naar hun
ret er lykkelig over sit Barn. Hun var
saa ung og smuk, og de deiligste Piger,
hver med en lysende Stjerne i Haaret,
fulgte hende.
Østenvinden gav hende det skrevne
Blad fra Fugl Phønix, og hendes Øine
funklede af Glæde; hun tog Prindsen ved
Haanden og førte ham ind i sit Slot,
hvor Væggene havde Farver, som det
prægtigste Tulipanblad, holdt mod Solen,
Loftet selv var een stor straalende
Blomst, og jo mere man stirrede op i
den, desto dybere syntes dens Bæger.
Prindsen traadte hen til Vinduet og saae
igjennem een af Ruderne, da saae han
Kundskabens Træ med Slangen, og Adam og
Eva stod tæt derved. "Ere de ikke
forjagne?" spurgte han, og Feen smilede,
og forklarede ham at paa hver Rude havde
Tiden saaledes brændt sit Billede, men
ikke, som man pleiede at see det, nei
der var Liv deri, Træernes Blade rørte
sig, Menneskene kom og gik, som i et
Speilbillede. Og han saae gjennem en
anden Rude, og der var Jacobs Drøm, hvor
Stigen gik lige ind i Himlen, og Englene
med store Vinger svævede op og ned. Ja,
Alt hvad der var skeet i denne Verden
levede og rørte sig i Glasruderne; saa
kunstige Malerier kunde kun Tiden
indbrænde.
Feen smilede og førte ham ind i en
Sal, stor og høi; dens Vægge syntes
transparente Malerier, med det ene
Ansigt deiligere, end det andet; det var
Millioner Lykkelige, der smilede og
sang, saa det flød sammen i een Melodie;
de allerøverste vare saa smaa, at de
syntes mindre, end den mindste
Rosenknop, naar den tegnes som en Prik
paa Papiret. Og midt i Salen stod et
stort Træ med hængende yppige Grene;
gyldne Æbler, store og smaa, hang som
Appelsiner mellem de grønne Blade. Det
var Kundskabens Træ, af hvis Frugt Adam
og Eva havde spiist. Fra hvert Blad
dryppede en skinnende rød Dugdraabe; det
var, som om Træet græd blodige Taarer.
"Lad os nu stige i Baaden!" sagde
Feen, "der ville vi nyde Forfriskninger
ude paa det svulmende Vand! Baaden
gynger, kommer dog ikke af Stedet, men
alle Verdens Lande glide forbi vore Øine."
Og det var underligt at see, hvorledes
hele Kysten bevægede sig. Der kom de
høie sneebedækte Alper, med Skyer og
sorte Grantræer, Hornet klang saa dybt
veemodigt, og Hyrden jodlede smukt i
Dalen. Nu bøiede Banantræerne deres
lange, hængende Grene ned over Baaden,
kulsorte Svaner svømmede paa Vandet, og
de sælsomste Dyr og Blomster viste sig
paa Strandbreden: det var Ny-Holland,
den femte Verdensdeel, der med en Udsigt
til de blaa Bjerge gled forbi. Man hørte
Præsternes Sang og saae de Vildes Dands
til Lyden af Trommer og Been-Tuber.
Ægypternes Pyramider, der ragede ind i
Skyerne, omstyrtede Søiler og Sphinxer,
halv begravet i Sandet, seilede forbi.
Nordlysene brændte over Nordens Jøkler,
det var et Fyrværkeri, som Ingen kunde
gjøre efter. Prindsen var saa lyksalig,
ja han saae jo hundrede Gange mere, end
hvad vi her fortælle.
"Og altid kan jeg blive her?" spurgte
han.
"Det beroer paa dig selv!" svarede
Feen. "Dersom du ikke som Adam, lader
dig friste til at gjøre det Forbudne, da
kan du altid blive her!"
"Jeg skal ikke røre Æblerne paa
Kundskabens Træ!" sagde Prindsen. "Her
er jo tusinde Frugter, skjønne, som de!"
"Prøv dig selv, og er du ikke stærk
nok, saa følg med Østenvinden, som
bragte dig; han flyver nu tilbage og
kommer her ej i hundrede Aar; den Tid
vil paa dette Sted gaae for dig, som var
det kun hundrede Timer, men det er lang
Tid for Fristelsen og Synden. Hver
Aften, naar jeg gaar fra dig, maa jeg
tilraabe dig "følg med!" jeg maa vinke
med Haanden ad dig, men bliv tilbage.
Gaa ikke med, thi da vil ved hvert
Skridt din Længsel blive større: du
kommer i Salen, hvor Kundskabens Træ
groer; jeg sover under dens duftende
hængende Grene, du vil bøie dig over
mig, og jeg maa smile, men trykker du et
Kys paa min Mund, da synker Paradiset
dybt i Jorden, og det er tabt for dig,
Ørkenens skarpe Vind vil omsuse dig, den
kolde Regn dryppe fra dit Haar. Sorg og
Trængsel bliver din Arvelod."
"Jeg bliver her!" sagde Prindsen, og
Østenvinden kyssede ham paa Panden og
sagde "vær stærk, saa samles vi her
igjen om hundrede Aar! farvel! farvel!"
og Østenvinden bredte sine store Vinger
ud; de lyste, som Kornmoen i Høsten,
eller Nordlyset i den kolde Vinter.
"Farvel! farvel!" klang det fra Blomster
og Træer. Storke og Pelikaner fløi i
Række, som flagrende Baand, og fulgte
med til Grændsen af Haven.
"Nu begynde vore Dandse!" sagde Feen,
"ved Slutningen, hvor jeg dandser med
dig, vil du see, idet Solen synker, at
jeg vinker ad dig, du vil høre mig
tilraabe dig: følg med! men gjør det
ikke! i hundred Aar maa jeg hver Aften
gjentage det; for hver Gang den Tid er
omme, vinder du mere Kraft, tilsidst
tænker du aldrig derpaa. Iaften er det
første Gang; nu har jeg advaret dig!"
Og Feen førte ham ind i en stor Sal
af hvide gjennemsigtige Lilier, de gule
Støvtraade i hver var en lille
Guldharpe, som klang med Strængelyd og
Fløitetoner. De skjønneste Piger,
svævende og slanke, klædte i bølgende
Flor, saa man saae de deilige Lemmer,
svævede i Dandse, og sang om hvor
herligt det var at leve, at de aldrig
vilde døe, og at Paradisets Have skulde
evig blomstre.
Og Solen gik ned, den hele Himmel
blev eet Guld, der gav Lilierne Skjær
som den deiligste Rose, og Prindsen drak
af den skummende Viin, Pigerne rakte
ham, og han følte en Lyksalighed, som
aldrig før; han saae, hvor Salens
Baggrund aabnede sig, og Kundskabens Træ
stod i en Glands, der blændede hans Øie;
Sangen derfra var blød og deilig, som
hans Moders Stemme, og det var, som hun
sang: "mit Barn! mit elskede Barn!"
Da vinkede Feen og raabte saa
kjærligt "følg mig! følg mig!" og han
styrtede hen imod hende, glemte sit
Løfte, glemte det alt den første Aften,
og hun vinkede og smilede. Duften, den
krydrede Duft rundt om blev mere stærk,
Harperne tonede langt deiligere, og det
var, som de Millioner smilende Hoveder i
Salen, hvor Træet groede, nikkede og
sang: "Alt bør man kjende! Mennesket er
Jordens Herre" og det var ikke længer
Blod-Taarer, der faldt fra Bladene paa
Kundskabens Træ, det var røde, funklende
Stjerner, syntes ham. "Følg mig, følg
mig!" lød de bævende Toner, og ved hvert
Skridt brændte Prindsens Kinder hedere,
hans Blod bevægede sig stærkere! "jeg
maa!" sagde han, "det er jo ingen Synd,
kan ikke være det! hvorfor ikke følge
Skjønhed og Glæde! see hende sove vil
jeg! der er jo intet tabt, naar jeg kun
lader være at kysse hende, og det gjør
jeg ikke, jeg er stærk, jeg har en fast
Villie!"
Og Feen kastede sin straalende Dragt,
bøiede Grenene tilbage, og et Øieblik
efter var hun skjult derinde.
"Jeg har endnu ikke syndet!" sagde
Prindsen, "og vil det ikke heller;" og
saa drog han Grenene til Side, der sov
hun allerede, deilig, som kun Feen i
Paradisets Have kan være det; hun
smilede i Drømme, han bøiede sig ned
over hende og saae Taarerne bæve mellem
hendes Øienhaar!
"Græder du over mig?" hviskede han,
"græd ikke, du deilige Qvinde! Nu
begriber jeg først Paradisets Lykke, den
strømmer gjennem mit Blod, gjennem min
Tanke, Cherubens Kraft og evige Liv
føler jeg i mit jordiske Legeme, lad det
blive evig Nat for mig, et Minut, som
dette, er Rigdom nok!" og han kyssede
Taaren af hendes Øie, hans Mund rørte
ved hendes - -
- Da lød der et Tordenskrald, saa
dybt og skrækkeligt, som ingen har hørt
det før, og Alt styrtede sammen: den
deilige Fee, det blomstrende Paradiis
sank, det sank saa dybt, saa dybt,
Prindsen saae det synke i den sorte Nat;
som en lille skinnende Stjerne straalede
det langt borte! Dødskulde gik gjennem
hans Lemmer, han lukkede sit Øie og laae
længe, som død.
Den kolde Regn faldt paa hans Ansigt,
den skarpe Vind blæste om hans Hoved, da
vendte hans Tanker tilbage. "Hvad har
jeg gjort!" sukkede han, "jeg har syndet
som Adam! syndet, saa Paradiset er
sjunket dybt der ned!" og han aabnede
sit Øie, Stjernen, langt borte,
Stjernen, der funklede som det sjunkne
Paradiis, saae han endnu - det var
Morgenstjernen paa Himlen.
Han reiste sig op og var i den store
Skov nær ved Vindenes Hule; og Vindenes
Moder sad ved hans Side, hun saae vred
ud, og løftede sin Arm i Veiret.
"Allerede den første Aften!" sagde
hun, "det tænkte jeg nok! ja, var du min
Dreng, saa skulde Du nu i Posen!"
"Der skal han komme!" sagde Døden;
det var en stærk gammel Mand med en Lee
i Haanden og med store sorte Vinger. "I
Liigkisten skal han lægges, men ikke nu;
jeg mærker ham kun, lad ham da en Stund
endnu vandre om i Verden, afsone sin
Synd, blive god og bedre! - jeg kommer
engang. Naar han da mindst venter det,
putter jeg ham i den sorte Liigkiste,
sætter den paa mit Hoved og flyver op
mod Stjernen; ogsaa der blomstrer
Paradisets Have, og er han god og from,
da skal han træde derind, men er hans
Tanke ond og Hjertet endnu fuldt af
Synd, synker han med Kisten dybere, end
Paradiset sank, og kun hver tusinde Aar
henter jeg ham igjen, for at han maa
synke dybere eller blive paa Stjernen,
den funklende Stjerne deroppe!"