Oldefa'er
var saa velsignet, klog og god, vi saae
Alle op til Oldefa'er; han kaldtes
egenlig, saa langt jeg kunde huske
tilbage, Fa'erfa'er, ogsaa Mo'erfa'er,
men da min Broder Frederiks lille Søn
kom i Familien, avancerede han til
Oldefa'er; høiere op kunde han ikke
opleve! Han holdt saa meget af os
Allesammen, men vor Tid syntes han ikke
at holde rigtig af: "Gammel Tid var god
Tid!" sagde han; "sindig og solid var
den! nu er der saadan en Galop og Venden
op og ned paa Alt. Ungdommen fører
Ordet, taler om Kongerne selv, som om de
vare dens Ligemænd. Enhver fra Gaden kan
dyppe sin Klud i raaddent Vand og vride
den af paa Hovedet af en Hædersmand!"
Ved saadan Tale blev Oldefa'er ganske
rød i Ansigtet; men lidt efter kom igjen
hans venlige Smiil og da de Ord: "Naa,
ja! maaskee tager jeg noget feil! jeg
staaer i gammel Tid og kan ikke faae ret
Fodfæste i den nye, Vor Herre lede og
føre den!"
Naar Oldefa'er talte om gammel Tid,
var det ligesom om den kom tilbage til
mig. I Tankerne kjørte jeg da i
Guld-Karreet med Heidukker, saae Laugene
flytte Skilt i Optog med Musik og Faner,
var med i de morsomme Julestuer med
Panteleg og Udklædning. Der var jo
rigtignok ogsaa i den Tid meget Fælt og
Grueligt, Steiler, Hjul og
blods-Udgydelse, men alt det Gruelige
havde noget Lokkende og Vækkende. Jeg
fornam om de danske Adelsmænd, der gav
Bonden fri, og Danmarks Kronprinds, der
ophævede Slavehandelen.
Det var yndigt at høre Oldefa'er
fortælle derom, høre fra hans
Ungdomsdage; dog Tiden foran den var dog
den allerdeiligste, saa kraftig og stor.
"Raa var den!" sagde Broder Frederik,
"Gud skee Lov at vi ere ud over den!" og
det sagde han reent ud til Oldefa'er.
Det skikkede sig ikke, og dog havde jeg
megen Respect for Frederik; han var min
ældste Broder, han kunde være min Fader,
sagde han; han sagde nu saa meget
Løierligt. Student var han med bedste
Charakteer og saa flink paa Faders
Contor, at han kunde snart gaae med ind
i Forretningerne. Han var Den, Oldefa'er
meest indlod sig med, men de kom altid
op at disputere. De to forstode ikke
hinanden og vilde aldrig komme til det,
sagde hele Familien, men i hvor lille
jeg end var, mærkede jeg dog snart, at
de To ikke kunde undvære hinanden.
Oldefa'er hørte til med lysende Øine
naar Frederik fortalte eller læste op om
Fremskridt i Videnskaben, om Opdagelser
af Naturens Kræfter, om alt det
Mærkelige i vor Tid.
"Menneskene blive klogere, men ikke
bedre!" sagde da Oldefa'er. "De opfinde
de forfærdeligste Ødelæggelsesvaaben mod
hverandre!"
"Des hurtigere er Krigen forbi!"
sagde Frederik, "man venter ikke syv Aar
paa Fredens Velsignelse! Verden er
fuldblodig, den maa imellem have en
Aareladning, det er fornødent!"
En Dag fortalte Frederik ham noget
virkeligt Oplevet i vor Tid i en lille
Stat. Borgemesterens Uhr, det store Uhr
paa Raadhuset, angav Tiden for Byen og
dens Befolkning; Uhret gik ikke ganske
rigtigt, men hele Byen rettede sig dog
derefter. Nu kom ogsaa der i Landet
Jernbaner, og de staae i Forbindelse med
alle andre Landes, man maa derfor vide
Tiden nøiagtig, ellers løber man paa.
Jernbanen fik sit solrettede Uhr, det
gik rigtigt, men ikke Borgemesterens, og
nu rettede alle Byens Folk sig efter
Jernbane-Uhret.
Jeg loe og fandt at det var en morsom
Historie, men Oldefa'er loe ikke, han
blev ganske alvorlig.
"Der ligger en heel Deel i hvad Du
der fortæller!" sagde han, "og jeg
forstaaer ogsaa din Tanke ved at Du
fortæller mig det. Der er Lærdom i dit
Uhrværk. Jeg kommer fra det til at tænke
paa et andet, mine Forældres gamle,
simple, bornholmske Uhr med Blylodder;
det var deres og min Barndoms Tidsmaaler;
det gik vel ikke saa ganske nøiagtigt,
men det gik, og vi saae til Viseren, den
troede vi paa og tænkte ikke paa Hjulene
indeni. Saadan var ogsaa dengang
Statsmaskinen, man saae trygt paa den,
og troede paa Viseren. Nu er
Statsmaskinen bleven et Uhr af Glas,
hvor man kan see lige ind i Maskineriet,
see Hjulene dreie og snurre, man bliver
ganske angest for den Tap, for det Hjul!
hvorledes skal det gaae med
Klokkeslettet, tænker jeg, og har ikke
længer min Barnetro. Det er Nutids
Skrøbelighed!"
Og saa talte Oldefa'er sig ganske
vred. Han og Frederik kunde ikke komme
ud af det sammen, men skilles kunde de
heller ikke, "ligesom den gamle og den
nye Tid"! - det fornam de begge To og
hele Familien, da Frederik skulde paa
Reise, langt bort, til Amerika. Det var
i Husets Anliggende Reisen maatte gjøres.
Det var en tung Skilsmisse for
Oldefa'er, og Reisen var saa lang, heelt
over Verdenshavet, til en anden Deel af
Jordkloden.
"Hver fjortende Dag vil Du have Brev
fra mig!" sagde Frederik, "og hurtigere
end alle Breve, vil Du igjennem
Telegraphtraaden kunne høre fra mig;
Dagene blive Timer, Timerne Minutter!"
Gjennem Telegraphtraaden kom Hilsen
da Frederik i England gik ombord.
Tidligere end et Brev, selv om de
flyvende Skyer havde været Postbud, kom
Hilsen fra Amerika, hvor Frederik var
stegen i Land; det var kun nogle Timer
siden.
"Det er dog en Guds Tanke, der er
forundt vor Tid!" sagde Oldefa'er; "en
Velsignelse for Menneskeheden!"
"Og i vort Land bleve de Naturkræfter
først forstaaede og udtalte, har
Frederik sagt mig."
"Ja," sagde Oldefa'er og kyssede mig.
"Ja, og jeg har seet ind i de to milde
Øine, som først saae og forstode denne
Naturkraft; det var Barneøine som dine!
og jeg har trykket hans Haand!" Og saa
kyssede han mig igjen.
Mere end en Maaned var gaaet, da der
i et Brev fra Frederik kom Efterretning
om, at han var bleven forlovet med en
ung, yndig Pige, som bestemt hele
Familien vilde være glad ved. Hendes
Photographi sendtes og blev beseet med
bare Øine og med Forstørrelsesglas, for
det er det Rare ved de Billeder, at de
kunne taale at sees efter i de
allerskarpeste Glas, ja at da kommer
Ligheden endnu mere frem. Det har ingen
Maler formaaet, selv de allerstørste i
de gamle Tider.
"Havde man dog dengang kjendt den
Opfindelse!" sagde Oldefa'er, "da havde
vi kunnet see Ansigt til Ansigt Verdens
Velgjørere og Stormænd! - Hvor dog
Pigebarnet her seer mild og god ud!"
sagde han og stirrede gjennem Glasset.
"Jeg kjender hende nu, naar hun træder
ind ad Døren!"
Men nær var det aldrig skeet;
lykkeligviis hørte vi hjemme ikke ret om
Faren, før den var forbi.
De unge Nygifte naaede i Glæde og
Velbefindende England, derfra vilde de
med Dampskib gaae til Kjøbenhavn. De
saae den danske Kyst, Vestjyllands hvide
Sandklitter; da reiste sig en Storm,
Skibet stødte mod en af Revlerne og sad
fast; Søen gik høit og vilde bryde
Fartøiet; ingen Redningsbaad kunde
virke; Natten fulgte, men midt i Mulmet
foer fra Kysten en lysende Raket hen
over det grundstødte Skib; Raketten
kastede sit Toug hen over det,
Forbindelsen var lagt mellem dem derude
og dem paa Land, og snart droges,
gjennem tunge, rullende Søer, i
Redningskurven en ung, smuk Qvinde,
lyslevende; og uendelig glad og lykkelig
var hun, da den unge Huusbond snart stod
hos hende paa Landjorden. Alle ombord
bleve frelste; det var endnu ikke lys
Morgen.
Vi laae i vor søde Søvn i Kjøbenhavn,
tænkte hverken paa Sorg eller Fare. Da
vi nu samledes om Bordet til
Morgen-Kaffe, kom et Rygte, bragt ved et
Telegram, om et engelsk Dampskibs
Undergang paa Vestkysten. Vi fik stor
Hjerteangst, men i samme Time kom
Telegram fra de frelste, kjære
Hjemkomme, Frederik og hans unge Hustru,
der snart vilde være hos os.
De græd Allesammen; jeg græd med, og
Oldefa'er græd, foldede sine Hænder, og
- jeg er vis derpaa - velsignede den nye
Tid.
Den Dag gav Oldefa'er to hundrede
Rigsdaler til Monumentet for Hans
Christian Ørsted.
Da Frederik kom hjem med sin unge
Kone og hørte det, sagde han: "det var
Ret, Oldefa'er! nu skal jeg ogsaa læse
for Dig hvad Ørsted allerede for mange
Aar tilbage skrev om gammel Tid og vor
Tid!"
"Han var vel af din Mening?" sagde
Oldefa'er.
"Ja, det kan Du nok vide!" sagde
Frederik, "og Du er med, Du har givet
til Monumentet for ham!"
