"Jeg
vil være Noget!" sagde den Ældste af fem
Brødre, "jeg vil være til Nytte i
Verden; lad det være nok saa ringe en
Stilling, kun at det er godt, det jeg
udretter, saa er det Noget. Jeg vil lave
Muursteen, dem kan man ikke undvære! saa
har jeg og gjort Noget!"
"Men noget altfor lidt!" sagde den
anden Broder, "det Du gjør, er saa godt
som Ingenting; det er
Haandlanger-Arbeide, kan udrettes ved
Maskine. Nei saa heller blive Murer, det
er dog Noget, det vil jeg være. Det er
en Stand! ved den kommer man ind under
Laugene, bliver Borger, har sin egen
Fane og sin egen Kro; ja, gaaer det
godt, kan jeg holde Svende, bliver
kaldet Mester og min Kone bliver
Mesterinde; det er Noget!"
"Det er slet Ingenting!" sagde den
Tredie, "det er udenfor Classerne og der
er mange Classer i en By, langt over
Mesters! Du kan være en brav Mand, men
Du er som Mester dog kun hvad man kalder
"simpel"! nei, saa veed jeg noget Bedre!
jeg vil være Bygmester, træde ind paa
det Kunstneriske, det Tænkende, komme op
til de Høierestaaende i Aandens Rige;
vel maa jeg begynde nede fra, ja, jeg
kan gjerne sige det lige reent ud: jeg
maa begynde som Tømmerdreng, gaae med
Kasket, skjønt jeg er vant til at gaae
med Silkehat, løbe for de simpel Svende
at hente Øl og Brændeviin, og de sige Du
til mig, det er graverende! men jeg vil
bilde mig ind, at det Hele er en
Maskerade, det er Maske-Frihed! imorgen
- det vil sige, naar jeg er Svend, gaaer
jeg min Vei, de Andre kommer ikke mig
ved! jeg gaaer paa Academiet, lærer at
tegne, kaldes Architekt -! det er Noget!
det er Meget! jeg kan blive Høiædle og
Velbyrdige, ja lidt til baade for og
bag, og jeg bygger og bygger, ligesom de
Andre før mig! det er altid Noget man
kan stole paa! det Hele er Noget!"
"Men det Noget bryder jeg mig ikke
om!" sagde den Fjerde, "jeg vil ikke
gaae i Kjølvand, ikke være Copi, jeg vil
være Geni, være dygtigere end I Alle
tilsammen! jeg skaber en ny Stiil, giver
Ideen til en Bygning, passende for
Landets Klimat og Materiale, Landets
Nationalitet, vor Tidsalders Udvikling
og saa een Etage til for mit eget Geni!"
"Men naar nu Klimatet og Materialet
ikke duer!" sagde den Femte, "det vil
være slemt, for det har Indvirkning!
Nationaliteten kan ogsaa let blive saa
udvidet, at den bliver affecteret,
Tidsalderens Udvikling kan lade Dig løbe
løbsk, som tidt Ungdommen løber. Jeg
seer nok, at Ingen af Eder bliver
egentligt til Noget, ihvor meget I selv
troe det! Men gjør som I ville, jeg skal
ikke ligne Eder, jeg stiller mig
udenfor, jeg vil raisonnere over, hvad I
udrette! der er altid noget Galt ved
enhver Ting, det skal jeg pille ud og
omtale, det er Noget!"
Og det gjorde han, og Folk sagde om
den Femte: "Ham er der bestemt Noget
ved! han er et godt Hoved! men han gjør
ikke Noget!" - Men derved var han Noget.
See det er kun en lille Historie, og
dog faaer den ikke Ende saalænge Verden
staaer!
Men blev der da ikke Videre af de fem
Brødre! det var jo ikke Noget! Hør
videre, det er et heelt Eventyr!
Den ældste Broder, som lavede
Muursteen, fornam, at fra hver Steen,
naar den var færdig, trillede en lille
Skilling, ku af Kobber, men mange smaa
Kobberskillinger, lagt paa hinanden,
blive til en blank Daler, og hvor man
banker paa med den, hos Bager, Slagter,
Skrædder, ja hos dem Allesammen, der
flyver Døren op og man faaer, hvad man
bruger; see, det gav Muurstenene af sig;
nogle gik vel i Brokker eller midt over,
men de kom ogsaa til Brug.
Oppe paa Diget vilde Mo'er Margrethe,
den fattige Kone, saa gjerne kline sig
et lille Huus; hun fik alle
Stenbrokkerne og saa et Par Hele, for et
godt Hjerte havde den ældste Broder, om
han i Gjerning kun drev det til at gjøre
Muursteen. Den fattige Kone reiste selv
sit Huus; smalt var det, det ene Vindue
sad skjevt, Døren var altfor lav, og
Straataget kunde være lagt bedre, men Ly
og Læ var der og sees kunde der langt ud
over Havet, der i sin Vælde brødes mod
Diget; de salte Draaber sprøitede over
hele Huset, der endnu stod, da han var
død og borte der havde gjort Muurstenene.
Den anden Broder, ja han kunde nu
anderledes mure op, han var jo ogsaa
oplært deri. Da Svendestykket var
leveret, snørte han sin Randsel og sang
Haandværkerens Vise:
"Jeg reise kan, mens jeg er ung
og ude hjemlig bygge,
Mit Haandværk er min Pengepung,
Mit Ungdoms-Sind min Lykke!
Og seer jeg saa mit Fædreland,
jeg Kjæresten gav Ordet!
Hurra! en driftig Haandværksmand
Faaer let Fod under Bordet!"
Og det
gjorde han. Inde i Byen, da han kom
tilbage og blev Mester, murede han op
Huus ved Huus, en heel Gade; da den
stod, saae godt ud og gav Byen Anseelse,
saa byggede Husene for ham et lille Huus,
der skulde være hans eget; men hvorledes
kunde Husene bygge? Ja spørg dem ad, og
de svare ikke, men Folk svare og sige:
"jo vist har den Gade bygget ham hans
Huus!" lille var det og med Leergulv,
men da han med sit Brud dandsede henover
det, blev Gulvet blankt og bonet, og fra
hver Steen i Væggen sprang en Blomst,
det var ligesaa godt som et kostbart
Betræk. Det var et yndigt Huus og et
lyksaligt Ægtepar. Laugsfanen vaiede
udenfor og Svende og Læredrenge raabte:
Hurra! jo, det var Noget! og saa døde
han, det var ogsaa Noget!
Nu kom Architekten, den tredie
Broder, som først havde været
Tømmer-Lærling, gaaet med Kasket og
løbet By-Ærinder, men fra Academiet var
steget til Bygmester, "høiædle og
velbyrdige"! ja havde Husene i Gaden
bygget et Huus for Broderen, der var
Muurmester, saa fik nu Gaden Navn efter
denne, og det smukkkeste Huus i Gaden
blev hans, det var Noget og han var
Noget - og det med en lang Titel for og
bag; hans Børn kaldtes fornemme Børn, og
da han døde var hans Enke en Enke af
Stand - det er Noget! og hans Navn stod
stadigt paa Gadehjørnet og var i
Folkemunde, som Gadenavn - ja det er
Noget!
Saa kom Geniet, den fjerde Broder,
der vilde finde paa noget Nyt, noget
Aparte og een Etage til, men den knak af
for ham og han faldt ned og brak Halsen,
- men han fik en deilig Begravelse med
Laugs-Faner og Musik, Blomster i Avisen
og paa Gaden hen over Brolægningen; og
der blev holdt tre Liigtaler over ham,
den ene meget længer end den anden, og
det vilde have fornøiet ham, for han
holdt meget af at tales om; der kom et
Monument paa Graven, kun een Etage, men
det er altid Noget!
Nu var han død, ligesom de tre andre
Brødre, men den Sidste, han, som
raisonnerede, overlevede dem Allesammen,
og det var jo det Rette, for saa havde
han det sidste Ord og det var ham af
stor Vigtighed at have det sidste Ord.
Han var jo det gode Hoved! sagde Folk.
Nu slog ogsaa hans Time, han døde og kom
til Himmeriges Port. Her komme altid To
og To! her stod han med en anden Sjæl,
der ogsaa gjerne vilde ind, og det var
netop den gamle Mo'er Margrethe fra
Digehuset.
"Det er nok for Contrastens Skyld, at
jeg og den usselige Sjæl skal komme her
paa eengang!" sagde Raisonneuren. "Naa,
hvem er Hun, Mo'erlille? Vil Hun ogsaa
ind her!" spurgte han.
Og den gamle Kone neiede saa godt hun
kunde, hun troede, det var Sanet Peder
selv, der talte. "Jeg er en sølle
Stakkel, uden al Familie! gamle
Margrethe fra Digehuset!"
"Naa, hvad har Hun gjort og udrettet
dernede?"
"Jeg har saamænd slet ikke udrettet
Noget i denne Verden! ikke Noget, der
kan lukke op for mig her! det er en sand
Naadens Gjerning, om jeg faaer Lov at
komme indenfor Døren!"
"Hvorledes har Hun forladt denne
Verden?" spurgte han, for at tale om
Noget, da det kjedede ham at staae der
og vente.
"Ja, hvordan jeg forlod den, det veed
jeg ikke! syg og daarlig var jeg jo i de
sidste Aaringer, og saa har jeg vel ikke
kunnet taale at krybe ud af Sengen og
komme i Frost og Kulde derudenfor. Det
er jo en haard Vinter, men nu har jeg da
forsvundet det. Det var et Par Dage
blikstille, men bitterlig koldt, som
Deres Velærværdighed nok veed, Isen
havde lagt til saalangt ud i Stranden,
man kunde øine; alle Folk fra Byen toge
ud paa Isen; der var, hvad de kalde
Skridtskoe-Løben og Dands, troer jeg,
der var fuld Musik og Beværtning derude;
jeg kunde høre det lige ind, hvor jeg
laae i min fattige Stue. Da var det
saadanne hen mod Aftenstid, Maanen var
oppe, men den var ikke endnu kommet til
Kræfter, jeg saae fra min Seng gjennem
Vinduet heelt ud over Stranden, og der
lige i Kanten af Himmel og Hav kom en
underlig hvid Sky; jeg laae og saae paa
den, saae paa den sorte Prik midt i, der
blev større og større; og saa vidste jeg
hvad det betød; jeg er gammel og
erfaren, skjøndt det Tegn seer man ikke
ofte. Jeg kjendte det og fik en Gru! jeg
har to Gange forud i min Levetid seet
den Ting komme, og vidste, at der vilde
blive en forfærdelig Storm med
Springflod, der vilde komme over de arme
Mennesker derude, som nu drak og sprang
og jubilerede; Unge og Gamle, den hele
By var jo derude, hvem skulde vare dem,
hvis Ingen der saae og kjendte, hvad jeg
nu kjendte. Jeg blev saa ræd, jeg blev
saa levende, som ikke i mange Tider! ud
af Sengen kom jeg og hen til Vinduet,
længer kunde jeg ikke orke; Vinduet fik
jeg dog op, jeg kunde see Menneskene
løbe og springe derude paa Isen, see de
pyntelige Flag, høre, hvor Drengene
raabte Hurra, og Piger og Karle sang,
det gik lystigt til, men høiere og
høiere steeg den hvide Sky med den sorte
Pose i! jeg raabte Alt hvad jeg kunde,
men Ingen hørte mig, jeg var for langt
derfra. Snart vilde Veiret bryde løs,
Isen gaae istykker og Alle derude synke
igjennem uden Frelse. Høre mig kunde de
ikke, naae ud til dem mægtede jeg ikke;
kunde jeg dog faae dem i Land! Da gav
vor Herre mig den Tanke at stikke Ild i
min Seng, heller lade Huset brænde af,
end at de Mange saa ynkeligt skulle døe.
Jeg fik Lyset tændt, saae den røde
Flamme - ja, jeg naaede ud af Døren, men
der blev jeg liggende, jeg kunde ikke
mere; Luen stod ud efter mig og ud af
Vinduet, hen over Taget; de saae den
derude fra og de løb Alle, hvad de
kunde, for at hjelpe mig arme Stakkel,
som de troede brændte inde; der var ikke
Eenæ, som jo løb afsted; jeg hørte de
kom, men jeg hørte ogsaa, hvor det med
Eet susede i Luften; jeg hørte det
dundrede som svære Kanonskud,
Springfloden løftede Isen, der brødes
itu; men til Diget naaede de, hvor
Gnisterne fløi hen over mig; jeg fik dem
Alle i Behold; men jeg har ikke maattet
kunne taale Kulden og den Forskrækkelse,
og saa er jeg kommet herop til
Himmeriges Port; de sige, den bliver
lukket op ogsaa for saadan en Stakkel,
som jeg! og nu har jeg jo ingen Huus
mere dernede paa Diget, dog det giver
mig da ingen Adgang her."
Da aabnede sig Himmeriges Port og
Engelen førte den gamle Kone ind; hun
tabte et Sengehalm udenfor, et af de
Straa, der havde ligget i hendes Seng,
den hun tændte for at frelse de mange,
og det var blevet til det pure Guld, men
et Guld, der voxede og slyngede sig i de
deiligste Forsiringer.
"See, det bragte den fattige Kone!"
sagde Engelen. "Hvad bringer nu Du? Ja,
jeg veed nok, Du har Ingenting udrettet,
ikke engang lavet en Muursteen; kunde Du
bare gaae tilbage igjen og bringe
idetmindste saameget; den duede sagtens
ikke, naar Du havde gjort den, dog gjort
med en god Villie, det var altid Noget;
men Du kan ikke gaae tilbage, og jeg kan
ikke gjøre Noget for Dig!"
Da bad den fattige Sjæl, Konen fra
Digehuset, for ham: "hans Broder har
gjort og givet mig alle Steen og
Stumper, hvoraf jeg klinede mit usselige
Huus, det var grumme meget for mig arme
Stakkel! kan nu ikke alle de Stumper og
Stykker gjælde som een Muursteen for
ham? Det er en Naadens Gjerning! nu
trænger han til den og her er jo Naadens
hjem!"
"Din Broder, den, Du kaldte den
Ringeste," sagde Engelen, "den, hvis
Dont i al Ærlighed var Dig nedrigst,
giver Dig sin Himmeriges-Skjerv. Du skal
ikke vises bort, Du skal have Lov til at
staae herudenfor og tænke over, see at
ophjelpe dit Liv dernede, men ind kommer
Du ikke, før Du i god Gjerning har
udrettet - Noget!"
"Det kunde jeg have sagt bedre!"
tænkte Raisonneuren, men han sagde det
ikke høit, og det var nok allerede
Noget.
