Nissen
kjender Du, men kjender Du Madamen,
Gartnerens Madam? Hun havde Læsning,
kunde Vers udenad, ja med Lethed skrive
dem selv; kun Rimene, "Klinkningen," som
hun kaldte det, voldte hende lidt
Besvær. Hun havde Skrivegave og
Talegave, hun kunde godt have været
Præst, idetmindste Præstekone.
"Jorden er deilig i sin
Søndagskjole!" sagde hun, og den Tanke
havde hun sat i Stiil og "Klinkning",
sat den i en Vise, saa skjøn og lang.
Seminaristen Hr. Kisserup, Navnet
gjør ikke til Sagen, var Søskendebarn og
i Besøg hos Gartnerens; han hørte
Madamens Digt og havde godt deraf, sagde
han, inderlig godt. "De har Aand,
Madame!" sagde han.
"Snikke mig snak!" sagde Gartneren,
"sæt mig ikke saadant Noget i hende! en
Kone skal være Krop, anstændig Krop, og
passe sin Gryde at Grøden ikke bliver
sveden."
"Det Svedne tager jeg bort med en
Træglød!" sagde Madamen, "og det Svedne
tager jeg fra Dig med et lille Kys. Man
skulde troe at Du kun tænkte paa Kaal og
Kartofler, og dog elsker Du Blomsterne!"
og saa kyssede hun ham. "Blomsterne ere
Aanden!" sagde hun.
"Pas din Gryde!" sagde han og gik i
Haven, den var hans Gryde og den passede
han.
Men Seminaristen sad hos Madamen og
talte med Madamen; hendes skjønne Ord
"Jorden er deilig", holdt han ligesom en
heel Prædiken over, paa sin Maade.
"Jorden er deilig, gjører Eder den
underdanig, blev sagt, og vi blev
Herskabet. En er det ved Aanden, En ved
Legemet, En blev sat ind i Verden som et
Forbauselsens Udraabstegn, en Anden som
en Tankestreg, saa at man nok kan
spørge, hvad skulde han her? En bliver
Bisp, en Anden kun fattig Seminarist,
men Alt er viseligt. Jorden er deilig og
altid i Søndagskjole! Det var et
tankevækkende Digt, Madamens, fuldt af
Følelse og Geographi."
"De har Aand, Hr. Kisserup!" sagde
Madamen, "megen Aand, det forsikkrer jeg
Dem! Man faaer Klarhed i sig selv, naar
man taler med Dem."
Og saa talte de videre, lige smukt og
lige godt; men ude i Kjøkkenet var der
ogsaa En som talte, det var Nissen, den
lille graaklædte Nisse med den røde Hue;
Du kjender ham! Nissen sad i Kjøkkenet
og var Pottekiger; han talte, men Ingen
hørte ham uden den store sorte Missekat,
"Flødetyven", som Madamen kaldte ham.
Nissen var saa vred paa hende, thi
hun troede ikke paa hans Tilværelse,
vidste han; hun havde rigtignok aldrig
seet ham, men hun maatte dog med al
hendes Læsning vide at han var til og da
vise ham en lille Opmærksomhed. Det
faldt hende aldrig ind Juleaften at
sætte saameget som en Skeefuld Grød hen
til ham, det havde alle hans Forfædre
faaet, og det af Madamer, der slet ikke
havde Læsning; Grøden havde svømmet i
Smør og Fløde. Katten blev ganske vaad
om Skjægget ved at høre derom.
"Hun kalder mig et Begreb!" sagde
Nissen, "det gaaer over alle mine
Begreber. Hun fornegter mig jo! Det har
jeg luret mig til og nu har jeg luret
igjen; hun sidder og hvæser for
Drengebankeren, Seminaristen. Jeg siger
med Fatter: "Pas din Gryde!" Det gjør
hun ikke; nu skal jeg faae den til at
koge over!"
Og Nissen pustede til Ilden, der
blussede og brændte. "Surrerurre-rup!"
der kogte Gryden over.
"Nu skal jeg ind og pille Huller i
Fatters Sokker!" sagde Nissen. "Jeg vil
trevle op et stort Hul i Taa og Hæl, saa
bliver der Noget at stoppe, dersom hun
ikke skal hen at digte; Digte-Madame,
stop Fatters Hoser!"
Katten nøs derved; han var forkølet,
uagtet han altid gik i Skindpels.
"Jeg har lukket Spisekammerdøren op,"
sagde Nissen; "der staaer henkogt Fløde,
saa tyk som Meelpap. Vil Du ikke slikke,
saa vil jeg!"
"Skal jeg have Skylden og Bankene,"
sagde Katten, "saa lad mig ogsaa slikke
Fløden!"
"Først Flø'en, saa Kløen!" sagde
Nissen. "Men nu skal jeg ind i
Seminaristens Stue, hænge hans Seler paa
Speilet og putte hans Sokker i
Vandfadet, saa troer han at Punschen har
været for stærk og han ør i Hovedet. I
Nat sad jeg paa Brændestabelen ved
Hundehuset; jeg har megen Fornøielse af
at drille Lænkehunden; jeg lod mine Been
hænge ned og dingle. Hunden kunde ikke
naae dem, ihvor høit han sprang; det
ærgrede ham; han gjøede og gjøede, jeg
dinglede og danglede; det var et
Spektakel. Seminaristen vaagnede derved,
stod tre Gange op og kigede ud, men han
saae mig ikke, uagtet han havde Briller
paa; han sover altid med Briller."
"Siig miav, naar Madamen kommer!"
sagde Katten. "Jeg hører ikke godt, jeg
er syg i Dag."
"Du er sliksyg!" sagde Nissen, "slik
væk! slik Sygdommen væk! men tør Dig om
Skjægget, at Fløden ikke hænger i! Nu
gaaer jeg og lurer."
Og Nissen stod ved Døren og Døren
stod paa Klem, der var Ingen i Stuen
uden Madamen og Seminaristen; de talte
om hvad Seminaristen saa skjønt kaldte
Det, man skal sætte over Potten og
Gryden i enhver Huusholdning: Aandens
Gaver.
"Hr. kisserup!" sagde Madamen, "nu
skal jeg i den Anledning vise Dem Noget,
som jeg endnu aldrig har viist til nogen
jordisk Sjæl, mindst til et Mandfolk,
mine Smaavers, nogle ere jo rigtignok
noget lange, jeg har kaldt dem:
"Klinkninger af en Danneqvinde!" jeg
holder saameget af gamle danske Ord."
"Dem skal man ogsaa holde paa!" sagde
Seminaristen; "man skal rydde det Tydske
ud af Sproget."
"Det gjør jeg ogsaa!" sagde Madamen;
"aldrig skal De høre mig sige "Kleiner"
eller "Butterdeig", jeg siger Fedtkager
og Bladdeig."
Og hun tog ud af Skuffen en
Skriverbog med lysegrønt Omslag og to
Blækklatter.
"Der er megen Alvor i den Bog!" sagde
hun. "Jeg har stærkest Fornemmelse til
det Sørgelige. Her er nu "Sukket i
Natten", "min Aftenrøde", og "da jeg fik
Klemmensen", min Mand; det kan De
springe over, uagtet det er følt og
tænkt. "Huusmoderens Pligter" er det
bedste Stykke; alle meget sørgelige,
deri har jeg min Evne. Kun et eneste
Stykke er spøgefuldt, det er nogle
muntre Tanker, som man jo ogsaa kan have
dem, Tanker om - De maa ikke lee ad mig!
- Tanker om - at være Digterinde; det er
kun kjendt af mig selv, min Skuffe, og
nu ogsaa af Dem, Hr. Kisserup! Jeg
holder af Poesien, den kommer over mig,
den driller, raader og regjerer. Jeg har
udtalt det med Overskrift: "Lille
Nisse". De kjender nok den gamle
Bondetro om Huusnissen, der altid er paa
Spil i Huset; jeg har tænkt mig at jeg
selv var Huset, og at Poesien,
Fornemmelserne i mig, var Nissen,
Geisten der raader; hans Magt og Storhed
har jeg besjunget i "Lille Nisse!" men
De maa love mig med Haand og Mund aldrig
at røbe det for min Mand eller Nogen.
Læs det høit, at jeg kan høre om De
forstaaer min Skrift."
Og Seminaristen læste og Madamen
hørte og den lille Nisse hørte; han
lurede, veed Du, og var netop kommen
idet der læstes Overskriften: Lille
Nisse.
"Det angaaer jo mig!" sagde han.
"Hvad kan hun have skrevet om mig? Ja,
jeg skal nappe hende, nappe hendes Æg,
nappe hendes Kyllinger, jage Fedet af
Fedekalven: See mig til Madamen!"
Og han hørte efter med spids Mund og
lange Øren; men alt som han hørte om
Nissens Herlighed og Magt, hans
Herredømme over Madamen, det var
Digtekonsten, veed Du, hun meente, men
Nissen tog det lige efter Overskriften,
blev den Lille mere og mere smilende,
hans Øine glindsede i Glæde, der kom
ligesom noget Fornemt i Mundvigerne paa
ham, han løftede sine Hæle, stod paa
sine Tæer, blev en heel Tomme høiere end
før; han var henrykt over hvad der blev
sagt om lille Nisse.
"Madamen har Aand og stor Dannelse!
Hvor har jeg gjort den Kone Uret! Hun
har sat mig ind i sin "Klinkning", den
vil blive trykt og læst! Nu skal Katten
ikke faae Lov til at drikke hendes
Fløde, det skal jeg selv gjøre! Een
drikker mindre end To, det er altid en
Besparelse, og den vil jeg indføre, agte
og ære Madamen!"
"Hvor han er Menneske, den Nisse!"
sagde den gamle Kat. "Bare et sødt Mjav
af Madamen, et Mjav om ham selv, saa
skifter han strax Sind. Hun er luun,
Madamen!"
Men hun var ikke luun, det var Nissen
som var Menneske.
Kan Du ikke forstaae denne Historie,
saa spørg, men Du skal ikke spørge
Nissen, heller ikke Madamen.
