Der var paa
Dampskibet en gammelagtig Mand, med et
saa fornøiet Ansigt, at, løi det ikke,
da maatte han være det lykkeligste
Menneske paa Jorden. Det var han ogsaa,
sagde han; jeg hørte det af hans egen
Mund; han var Dansk, var min Landsmand
og reisende Theaterdirecteur. Hele
Personalet havde han med, det laae i en
stor Kasse; han var Marionetspiller.
Hans medfødte gode Humeur, sagde han,
var blevet luttret af en polytechnisk
Candidat, og ved det Experiment var han
bleven fuldkommen lykkelig. Jeg forstod
ham ikke strax, men saa satte han hele
Historien klart ud for mig, og her er
den.
Det var i Slagelse, sagde han, jeg
gav en Forestilling paa Postgaarden, og
havde brillant Huus og brillant Publicum,
aldeles uconfirmeret, paa et Par gamle
Madamer nær. Saa kommer der en sortklædt
Person af Studenterudseende, han sætter
sig, og leer aldeles paa de rigtige
Steder, klapper aldeles rigtigt, det var
en usædvanlig Tilskuer! jeg maatte vide,
hvem det var, og jeg hører, at det er en
Candidat fra den polytechniske
Læreanstalt, sendt ud for at belære Folk
i Provindserne. Klokken otte var min
Forestilling ude, Børn skal jo tidlig i
Seng, og man maa tænke paa Publicums
Beqvemmelighed. Klokken ni begyndte
Candidaten sine Forelæsninger og
Experimenter, og nu var jeg hans
Tilhører. Det var mærkeligt at høre og
see paa. Det Meste gik over mit Hoved og
ind i Præsens, som man siger, men Det
maatte jeg tænke: kunne vi Mennesker
udfinde Sligt, saa maae vi ogsaa kunne
holde længer ud end til vi puttes i
Jorden. Det var bare smaa Mirakler, han
gjorde, og dog altsammen Fod i Hose,
lige ud af Naturen. I Moses' og
Propheternes Tid maatte saadan en
polytechnisk Candidat være bleven en af
Landets Vise, og i Middelalderen vilde
han være bleven brændt. Jeg sov ikke
hele Natten, og da jeg næste Aften gav
en Forestilling og Candidaten var der
igjen, saa kom jeg ordenlig i Humeur.
Jeg har hørt af en Skuespiller, at han i
Elskerroller kun tænkte paa en eneste af
Tilskuerne, for hende spillede han og
glemte hele det øvrige Huus; den
polytechniske Candidat han var min
"hende", min eneste Tilskuer, som jeg
spillede for. Da Forestillingen var ude,
bleve alle Marionetter kaldte frem, og
jeg blev af den polytechniske Candidat
budt ind til ham paa et Glas Viin; han
talte om minæ Komedie og jeg talte om
hans Videnskab, og jeg troer, vi havde
lige stor Fornøielse af begge Dele, men
jeg beholdt dog Ordet, for der var saa
meget i hans, som han ikke selv kunde
gjøre Rede for, som nu den Ting, at et
Stykkke Jern, som falder igjennem en
Spiral, bliver magnetisk, ja hvad er
det: Aanden kommer over det, men hvor
kommer den fra; det er ligesom med denne
Verdens Mennesker, tænker jeg, Vorherre
lader dem dumpe gjennem Tidens Spiral,
og Aanden kommer over dem, og saa staaer
der en Napoleon, en Luther, eller
lignende Person. "Hele Verden er en
Række af Underværker," sagde Candidaten,
"men vi ere saa vante til dem, at vi
kalde dem Hverdagsting." Og han talte og
han forklarede, det var tilsidst ligesom
han løftede Hjerneskallen paa mig, og
jeg tilstod ærligt, at var jeg ikke
allerede en gammel Karl, saa vilde jeg
strax gaae i den polytechniske Anstalt
og lære at see Verden efter i Sømmene,
og det uagtet jeg var et af de
lykkeligste Mennesker. "Et af de
lykkeligste!" sagde han, og det var
ligesom han smagte paa det. "Er De
lykkelig?" spurgte han; "ja," sagde jeg,
"lykkelig er jeg, og velkommen er jeg i
alle Byer, hvor jeg kommer med mit
Selskab. Der er jo rigtignok eet Ønske,
der imellem kommer over mig som en
Nissebuk, en Mare, der rider mit gode
Humeur, det er: at blive
Theaterdirecteur for en levende Trup, et
rigtigt Menneskeselskab." "De ønsker
deres Marionetter levendegjorte, De
ønsker, at de skulle blive til virkelige
Skuespillere," sagde han, "og De selv
være Directeuren, da vilde De være
fuldkommen lykkelig, troer De?" Han
troede det nu ikke, men jeg troede det,
og vi talte frem og vi talte tilbage, og
saa vare vi lige nær i vor Mening, men
med Glassene stødte vi sammen, og Vinen
var meget god, men der var Troldtøi i
den, for ellers bliver hele Historien,
at jeg fik en Ruus. Det var det ikke,
jeg var klarøiet. Der var som Solskin i
Stuen, det skinnede ud af Ansigtet paa
den polytechniske Candidat, og jeg
maatte tænke paa de gamle Guder i evig
Ungdom, da de gik om i Verden; og det
sagde jeg til ham, og saa smilede han,
og jeg turde have bandet paa, at han var
en forklædt Gud eller en af Familien, -
og han var det - mit høieste Ønske
skulde opfyldes, Marionetterne blive
levende, og jeg Directeur for Mennesker.
Vi drak paa det; han pakkede alle mine
Dukker i Trækassen, bandt mig den paa
Ryggen, og saa lod han mig dumpe gjennem
en Spiral; jeg hører endnu, hvor jeg
dumpede, jeg laae paa Gulvet, det er
vist og sandt, og hele Selskabet sprang
ud af Kassen, Aanden var kommen over dem
Allesammen, alle Marionetterne vare
blevne udmærkede Konstnere, det sagde de
selv, og jeg var Directeur; Alt var
istand til første Forestilling; hele
Selskabet vilde tale med mig, og
Publicum med. Dandserinden sagde, at
naar hun ikke stod paa eet Been, saa
faldt Huset, hun var Mester for det Hele
og vilde behandles saaledes. Dukken, der
spillede Keiserinde, vilde udenfor
Scenen ogsaa behandles som Keiserinde,
for ellers kom hun ud af Øvelsen; han
som brugtes til at komme ind med et
Brev, gjorde sig ligesaa vigtig som
første Elsker, thi de Smaa vare som de
Store af lige Vigtighed i et konstnerisk
Heelt, sagde han. Saa forlangte Helten,
at hele hans Rolle skulde kun være
Udgangsrepliker, for dem klappede man
af; Primadonna vilde kun spille i rødt
Lys, for det klædte hende - hun vilde
ikke være i blaat. Det var ligesom Fluer
i en Flaske, og jeg var midt i Flasken,
jeg var Directeur. Veiret gik fra mig,
Hovedet gik fra mig, jeg var saa
elendig, som et Menneske kan blive, det
var en ny Menneskeslægt jeg var kommen
imellem, jeg ønskede, at jeg havde dem
Allesammen i Kassen igjen, og at jeg
aldrig var bleven Directeur. Jeg sagde
dem reent ud, at de igrunden dog alle
vare Marionetter, og saa sloge de mig
ihjel. Jeg laae paa Sengen i mit Kammer,
hvorledes jeg var kommen der fra den
polytechniske Candidat, maa han vide,
jeg veed det ikke. Maanen skinnede ind
paa Gulvet, hvor Dukkekassen laae væltet
og alle Dukkerne smidt om, Smaa og
Store, hele Commersen; men jeg var ikke
seen, ud af Sengen foer jeg, og i Kassen
kom de Allesammen, Nogle paa Hovedet og
Nogle paa Benene; jeg smækkede Laaget
til og satte mig selv ovenpaa Kassen;
det var til at male, kan De see det ,
jeg kan see det. "Nu skal I blive der,"
sagde jeg, "og aldrig ønsker jeg mere at
I have Kjød og Blod!" - Jeg var saa let
i Humeuret, jeg var det lykkeligste
Menneske; den polytechniske Candidat
havde luttret mig; jeg sad i bar
Lyksalighed og faldt isøvn paa Kaseen,
og om Morgenen - det var egenlig om
Middagden, men jeg sov forunderlig længe
den Morgen, - saa sad jeg der endnu,
lykkelig, idet jeg havde lært, at mit
fordums eneste Ønske havde været dumt;
jeg spurgte efter den polytechniske
Candidat, men han var borte, ligesom de
græske og romerske Guder. Og fra den Tid
har jeg været det lykkeligste Menneske.
Jeg er en lykkkelig Directeur, mit
Personale raisonnerer ikke, Publicum
ikke heller, det fornøier sig af
Hjertensgrund; frit kan jeg selv lave
alle mine Stykker sammen. Jeg tager af
alle Komedier det Bedste, jeg vil, og
Ingen ærgrer sig derover. Stykker, som
nu ere foragtede paa de store Theatre,
men som Publicum for tredive Aar siden
løb efter og tvinede over, dem tager jeg
nu til mig, nu giver jeg dem til de Smaa,
og de Smaa de tvine ligesom Fader og
Moder tvinede; jeg giver "Johanna
Montfaucon" og "Dyveke", men i
Forkortning, for de Smaa holde ikke af
langt Kjærlighedsvrøvl, de ville:
ulykkeligt, men hurtigt. Nu har jeg
bereist Danmark paa Retten og paa
Vrangen, kjender alle Mennesker og
kjendes igjen; nu er jeg gaaet til
Sverrig, og gjør jeg her Lykke og
fortjener gode Penge, saa bliver jeg
Skandinav, ellers ikke, det siger jeg
Dem, som er min Landsmand.
Og jeg , som Landsmand, fortæller det
naturligviis strax igjen, blot for at
fortælle.