Man siger Miraklernes Tid er forbi, men det er ikke Sandhed hvad man der siger, Miraklernes, Underværkernes Tid er til, i vor egen Sjæl, i den kom Aabenbaringer! i den lader Gud, i det Verden synes udtørret og øde, Naadens Kilde sprudle frem, Livet blomstre og grønnes, i den komme Indskydelser; gjennem Tonerne, gjennem Poesien, gjennem Videnskaben opruller Gud Mirakler for os indtil Verdens sidste Dage.
   Man siger at vore Følelser og Tanker opstaae ved Nærvernes Svingninger og Bevægelse; nu klinger Begeistring, nu Glæde, nu Smerte, vi ere Enhver kun et Strængespil! Ja vist! - men hvo griber i disse Strænge og faaer dem til at svinge og bæve. Aanden, den usynlige Gud.
   Man siger lystige Ting, og tidt med for fire Skilling Ondskab. Man siger at der var en Frue, som drømte at alle hendes Tænder faldt ud og hun sagde, nu mister jeg een af mine Venner! men det maatte da være en falsk Ven, for alle Fruens Tænder vare falske!
   Man siger at den gamle bibelske Sara ikke fik Afkom før hun kom i Philisterkongen Abimelechs Harem, og hun sagde da til sin Mand, vor Søn ville vi kalde Isaack, for det betød i deres Sprog: "man vil lee!" Gamle Sara havde Menneskekundskab, hun kjendte Godtfolks Omdømme, og dette har ikke forandret sig fra Saras Tid.
   Man siger at høit i Norden laae en mægtig Drot jordet i Kjæmpehøien tæt ved det aabne Hav; hver Nat reiste den Døde sig, [og sad en usalig Aand paa] sin Gravhøi. Da kom et Skib forbi, [der var en Skjald om] bord, han saae den usalige Aand og spurgte: [Hvad kan skaffe] Dig Fred og Hvile? [.............] svarede han. Fred og Hvile har jeg først [naar min Gjerning] her paa Jorden lever i Eftermælet. Og [Skjalden .... s]in Harpe sang hans Idræt og den døde sank [....] Taagen synker ved Solens Glands, Fred [.........] Græstørven, Fred oven over hvor Skjaldens [........] fra Mund til Mund.
   Man siger - og det skal være ganske vist hvad man siger at en af de strænge Kunstkjendere forleden stod ved Havbreden og saae paa Bølgeslagene. Det er superb, sagde han, superb og rigtigt aldeles rigtigt og vor Herre tog Hatten af og sagde: "tak Hr. Professor!"
   Man siger at i gamle Dage var under de fleste Kirker begravet en levende Hest og denne kom hver Nat som Spøgelse, humpende paa tre Ben og stillede sig uden for hvert Huus hvor Een skal døe. Hælhesten har været der! siger man, men vi troe ikke paa den Hælhest og dog troe vi paa Hælhesten. Under Poesiens store Kirke sætter sig tidt saadant et Spøgelse, en Litterair Helhæst; ved Aftenstid humper den frem for Comediehuset og siger, nu skal den Digter, den Skuespiller eller Skuespillerinde døe - men de døe ikke, fordi Helhesten vrinsker. Lad ham staae paa Græs i Aviserne, gaae paa Papirsmark og spøge, men det er tidt en daarlig Spøg. Stakkels Helhest, tidt er han en virkelig ung Mand, der ikke kan hitte rede i sig selv, og han er blevet Helhest - det er ikke saa meget som at være Klokker, men man siger det er frygteligere!
   Man siger - ja man siger maaskee - nu kan dette være nok - nu lad det saa være nok - for i Dag!