Der
var en Mand, som engang vidste saa mange
nye Eventyr, men nu vare de slupne for
ham, sagde han; Eventyret, der af sig
selv gjorde Visit, kom ikke mere og
bankede paa hans Dør; og hvorfor kom det
ikke? Ja, det er sandt nok, Manden havde
i Aar og Dag ikke tænkt paa det, ikke
ventet, at det skulde komme at banke paa,
og det havde vist heller ikke været her,
thi udenfor var Krig og indenfor Sorg og
Nød, som Krigen fører med sig.
Stork og Svale kom fra deres lange
Reise; de tænkte paa ingen Fare, og da
de kom var Reden brændt, Menneskenes
Huse brændte, Ledet af Lave, ja reent
borte; Fjendens Heste traadte paa de
gamle Grave. Det var haarde, mørke
Tider: men ogsaa de faae en Ende.
Og nu havde de Ende, sagde man, men
endnu bankede ikke Eventyret paa, eller
lod høre fra sig.
"Det er vel dødt og borte med de
mange Andre!" sagde Manden. Men
Eventyret døer aldrig!
Og der gik over et heelt Aar, og han
længtes saa saare.
"Mon dog ikke Eventyret skulde komme
igjen og banke paa!" Og han huskede det
saa levende i alle de mange Skikkelser,
det var kommet til ham; snart ungt og
deiligt, Foraaret selv, en yndig lille
Pige med Skovmærkekrands om Haaret og
Bøgegreen i Haanden; hendes Øine
skinnede som dybe Skovsøer i klart
Solskin; snart var det ogsaa kommet som
Bissekræmmer, havde aabnet Kramkisten og
ladet Silkebaand flagre med Vers og
Indskrift fra gamle Minder; men
allerdeiligst var det dog, naar det kom
som gammel Moerlille med sølvhvidt Haar
og med Øine saa store og saa kloge, da
vidste hun ret at fortælle om de
allerældste Tider, længe endnu før
Prindsesserne spandt paa Guldteen, mens
Drager og Lindorme laae udenfor og
passede paa. Da fortalte hun saa
levende, at der kom sorte Pletter for
Øinene af Enhver som hørte derpaa,
Gulvet blev sort af Menneskeblod;
grueligt at see og at høre, og dog saa
fornøieligt, for det var saalænge siden
at det vare skeet.
"Mon hun ikke mere skulde banke paa!"
sagde Manden og stirrede mod Døren, saa
at der kom sorte Pletter for Øinene,
sorte Pletter paa Gulvet; han vidste
ikke om det var Blod eller Sørgeflor fra
de tunge, mørke Dage.
Og som han sad, kom ham i Tanke, om
ikke Eventyret havde skjult sig, ligesom
Prindsessen i de rigtige gamle Eventyr,
og vilde nu søges op; blev hun funden,
da straalede hun i ny Herlighed,
deiligere end nogensinde før.
"Hvo veed! maaskee ligger hun skjult
i det henkastede Straahalm, der vipper
paa Brøndkanten. Forsigtig! forsigtig!
maaskee har hun gjemt sig i en vissen
Blomst, lagt ind i en af de store Bøger
paa Hylden!"
Og Manden gik hen, aabnede en af de
allernyeste til at faae Forstand af; men
der laae ingen Blomst, der stod at læse
om Holger Danske; og Manden læste, at
den hele Historie var opfunden og sat
sammen af en Munk i Frankrig, at det var
en Roman, der var bleven "oversat og
prentet udi det danske Sprog;" at Holger
Danske slet ikke havde været og altsaa
slet ikke kom igjen, som vi have sjunget
om og saa gjerne vilde troet paa. Det
var med Holger Danske, som med Vilhelm
Tell, kun Mundsveir, ikke til at forlade
sig paa, og det stod i Bogen skrevet
sammen med stor Lærdom.
"Ja, jeg troer nu hvad jeg troer!"
sagde Manden, "der groer ikke Veibred,
hvor ingen Fod har traadt!"
Og han lukkede Bogen, satte den paa
Hylden og gik saa hen til de friske
Blomster i Vindueskarmen; der maaskee
havde Eventyret skjult sig i den røde
Tulipan med de guldgule Kanter, eller i
den friske Rose, eller i den stærkt
farvede Camellia. Solskinnet laae mellem
Bladene, men ikke Eventyret.
"Blomsterne, her stode i Sorgens Tid,
vare alle langt smukkere; men de bleve
skaarne af, hver een, bundne i Krandse,
lagte ned i Kiste og over den bredtes
Flaget. Maaskee med de Blomster er
Eventyret jordet! Men derom maatte
Blomsterne have vidst, og Kisten havde
fornummet det, Jorden havde fornummet
det, hvert lille Græsstraa, der skød
frem, vilde have fortalt det. Eventyret
døer aldrig!
Maaskee har det ogsaa været her og
banket paa, men hvo havde dengang Øre
for det, Tanke for det! Man saae mørk,
tungsindig, næsten vred til Foraarets
Solskin, dets Fugleqvidder, og alt det
fornøielige Grønne; ja Tungen kunde ikke
bære de gamle, folkefriske Sange, de
bleve skrinlagte med Saameget, vort
Hjerte havde kjært. Eventyret kan godt
have banket paa; men det er ikke hørt,
ikke sagt velkommen, og saa er det
blevet borte.
Jeg vil gaae at søge det op.
Ud paa Landet! ud i Skoven ved den
aabne Strand!"
# # #
Der ude ligger en gammel Herregaard
med røde Mure, takket Gavl og vaiende
Flag paa Taarnet. Nattergalen synger
under de fiintfryndsede Bøgeblade, mens
den seer paa Havens blomstrende
Æbletræer og troer at de bære Roser. Her
har i Sommersolen Bierne travlt, og med
summende Sang sværme de om deres
Dronning. Efteraarsstormen veed at
fortælle om den vilde Jagt, om
Menneskeslægter og Skovens Løv, der fare
hen. Ved Juletid synge de vilde Svaner
ude fra det aabne Vand, mens inde i den
gamle Gaard, ved Kakkelovnsilden, man
føler sig stemt til at høre Sange og
Sagn.
Ned i den gamle Deel af Haven, hvor
den store Allee af vilde Kastanier
lokker med sit Halvmørke, gik Manden,
der søgte Eventyret; her havde engang
Vinden suset for ham om Valdemar Daa og
hans Døttre. Dryaden i Træet, det var
Eventyrmoer selv, havde her fortalt ham
det gamle Egetræes Drøm. I Moermoers Tid
stode her beskaarne Hækker, nu voxte kun
Bregner og Nelder; de bredte sig over
henslængte Rester af gamle Steenfigurer;
der voxte dem Mos i Øinene, men de kunde
ligesaa godt see som før, det kunde
Manden efter Eventyr ikke, han saae ikke
Eventyret. Hvor var det?
Hen over ham og de gamle Træer fløi
Krager i hundredeviis og skrege:
"herfra! herfra!"
Og han gik fra Haven hen over
Gaardens Voldgrav, ind i Ellelunden; der
stod et lille sexkantet Huus med
Hønsegaard og Andegaard. Midt i Stuen
sad den gamle Kone, som styrede det Hele
og vidste nøiagtigt om hvert Æg, der
blev lagt, hver Kylling, der kom ud af
Ægget; men hun var ikke Eventyret, som
Manden søgte; det kunde hun bevise ved
christelig Døbeattest og
Vaccinationsattest, begge laae i
Dragkisten.
Udenfor, ikke langt fra Huset, er en
Høi med Rødtjørn og Guldregn; her ligger
en gammel Gravsteen, der for mange Aar
siden kom herhid fra
Kjøbstadkirkegaarden, et Minde om en af
Byens hæderlige Raadmænd; hans Hustru og
hans fem Døttre, Alle med foldede Hænder
og Pibekrave, staae omkring ham, udhugne
i Stenen. Man kunde saalænge betragte
denne, at den ligesom virkede paa
Tankerne og disse igjen paa Stenen, saa
at denne fortalte om gamle Tider;
idetmindste var det saaledes gaaet
Manden, der søgte Eventyret. Idet han nu
kom her, saae han en levende Sommerfugl
sidde lige i Panden paa Raadmandens
udhuggede Billede; den slog med
Vingerne, fløi et lille Stykke og satte
sig igjen tæt ved Gravstenen for ligesom
at vise, hvad der groede. Der groede en
Fiirkløver, der groede hele syv ved
Siden af hinanden. Kommer Lykken, kommer
den fuldtop! han plukkede Kløverne og
puttede dem i Lommen. Lykken er ligesaa
god som rede Penge, men et nyt, deiligt
Eventyr var dog endnu bedre, tænkte
Manden, men det fandt han ikke der.
Solen gik ned, rød og stor; Engen
dampede, Mosekonen bryggede.
# # #
Det var ud paa Aftenen; han stod
alene i sin Stue, saae ud over Haven,
over Eng, Mose og Strand; Maanen
skinnede klar, der laae en Damp hen over
Engen, som var den en stor Sø, og det
havde den engang været, der gik Sagn
herom, og i Maaneskinnet viste sig Syn
for Sagn. Da tænkte Manden paa, hvad han
inde i Byen havde læst, at Vilhelm Tell
og Holger Danske ikke havde været til,
men i Folketroen blive de dog, som Søen
herude, levende Syn for Sagn. Jo, Holger
Danske kommer igjen!
Idet han saaledes stod og tænkte,
slog Noget ganske stærkt paa Vinduet.
Var det en Fugl? En Flaggermuus eller en
Ugle? Ja, dem lukker man ikke ind, om de
banke paa. Vinduet sprang op af sig
selv, en gammel Kone saae ind paa
Manden.
"Hvad behager!" sagde han. "Hvem er
Hun? Lige ind i første Etage seer Hun.
Staaer Hun paa en Stige?"
"De har en Fiirkløver i Lommen,"
sagde hun, "ja De har hele syv, hvoraf
den ene er en Sexkløver!"
"Hvem er Hun?" spurgte Manden.
"Mosekonen!" sagde hun. "Mosekonen,
som brygger; det var jeg ifærd med;
Tappen sad i Tønden, men en af de smaa
Moseunger rev i Kaadhed Tappen af,
kylede den lige herop imod Gaarden, hvor
den slog mod Vinduet; nu løber Øllet af
Tønden og det er Ingen tjent med."
"Siig mig dog!" sagde Manden.
"Ja, vent lidt!" sagde Mosekonen, "nu
har jeg Andet at tage vare!" og saa var
hun borte.
Manden var ved at lukke Vinduet, saa
stod Konen der igien.
"Nu er det gjort!" sagde hun, "men
det halve Øl kan jeg brygge om imorgen,
om det bliver Veir dertil. Naa, hvad har
De saa at spørge om? Jeg kom igjen, for
jeg holder altid mit Ord, og De har i
Lommen syv Fiirkløver, hvoraf den ene er
en Sexkløver, det giver Respect, det er
Ordenstegn, som groe ved Landeveien, men
ikke findes af Enhver. Hvad har De saa
at spørge om? Staa nu ikke der som en
løierlig Tip, jeg maa snart afsted til
min Tap og min Tønde!"
Og Manden spurgte om Eventyret,
spurgte om Mosekonen havde seet det paa
sin Vei.
"Ih, du store Brygning!" sagde Konen,
"har De endnu ikke nok af Eventyret? Det
troer jeg da rigtignok at de Fleste har.
Her er Andet at tage vare, Andet at
passe paa. Selv Børnene ere komne ud
over det. Giv Smaadrengene en Cigar og
Smaapigerne en ny Crinoline, det holde
de mere af! Høre paa Eventyr! Nei her er
sandelig Andet at tage vare, vigtigere
Ting at udrette!"
"Hvad mener De med det?" sagde
Manden. "Og hvad veed De om Verden? De
seer jo kun Frøer og Lygtemænd!"
"Ja tag De Dem iagt for
Lygtemændene!" sagde Konen, "de ere ude!
de ere slupne løs! dem skulle vi tale
om! kom De til mig i Mosen, hvor min
Nærværelse er nødig; der skal jeg sige
Dem det Hele, men skynd Dem lidt mens
Deres syv Fiirkløver med den ene Sexer
ere friske og Maanen endnu er oppe!"
Væk var Mosekonen.
# # #
Klokken slog tolv paa Taarnuhret, og
før den slog Qvarteerslag var Manden ude
i Gaarden, ude i Haven og stod i Engen.
Taagen havde lagt sig, Mosekonen holdt
op med at brygge.
"Det varede længe før De kom!" sagde
Mosekonen. "Troldtøi kommer hurtigere
frem, end Mennesker, og jeg er glad ved
at jeg er født Troldtøi!"
"Hvad har De nu at sige mig?" spurgte
Manden. "Er det et Ord om Eventyret?"
"Kan De da aldrig komme videre, end
at spørge om det?" sagde Konen.
"Er det da om Fremtids-Poesien, De
kan tale?" spurgte Manden.
"Bliv bare ikke høitravende!" sagde
Konen, "saa skal jeg nok svare! De
tænker kun paa Digteriet, spørger om
Eventyret, ligesom om hun var Madamen
for det Hele! hun er nok bare den
Ældste, men hun gaaer altid for den
Yngste. Jeg kjender hende nok! jeg har
ogsaa været ung, og det er ingen
Børnesygdom. Jeg har engang været en
ganske net Elverpige og dandset med de
Andre i Maaneskinnet, hørt paa
Nattergalen, gaaet i Skoven og mødt
Eventyrfrøkenen, der altid var ude at
føite. Snart tog hun Natteleie i en halv
udsprunget Tulipan eller i en Engblomme;
snart smuttede hun ind i Kirken og
svøbte sig i Sørgefloret, der hang fra
Alterlysene!"
"De veed deilig Besked!" sagde
Manden.
"Jeg skulde da sagtens vide ligesaa
Meget, som De veed!" sagde Mosekonen.
"Eventyr og Poesi, ja de er to Alen af
eet Stykke: de kunne gaae at lægge sig
hvor de ville. Al deres Værk og Tale kan
man brygge efter og have bedre og
billigere. De skal faae dem hos mig for
Ingenting. Jeg har et heelt Skab fuldt
af Poesi paa Flasker. Det er Essentsen,
det Fine af den; Urten, baade den søde
og beeske. Jeg har paa Flaske Alt hvad
Menneskene behøve af Poesi, for om
Helligdagene at faae Lidt paa
Lommetørklædet at lugte til!"
"Det er ganske forunderlige Ting, De
siger," sagde Manden. "Har De Poesi paa
Flasker?"
"Meer end De kan taale!" sagde Konen.
"De kjender vel Historien om Pigen, som
traadte paa Brødet, for ikke at smudske
sine nye Skoe? Den er baade skreven og
trykt."
"Den har jeg selv fortalt," sagde
Manden.
"Ja, saa kan De den, "sagde Konen,
"og veed, at Pigen sank lige ned i
Jorden til Mosekonen, just som Fandens
Oldemoer gjorde Visit for at see
Bryggeriet. Hun saae Pigen, som sank, og
udbad sig hende til Postament, en
Erindring om Besøget, og hun fik hende,
og jeg fik en Foræring, som jeg har
intet Gavn af, et Reise-Apothek, et
heelt Skab fyldt med Poesi paa Flasker.
Oldemoer sagde, hvor Skabet skulde staae,
og der staaer det endnu. See engang! De
har jo Deres syv Fiirkløver i Lommen,
hvoraf den ene er en Sexkløver, saa vil
De nok kunne see det!"
Og virkeligt, midt i Mosen laae
ligesom en stor Elletrunte, det var
Oldemoers Skab. Det stod aabent for
Mosekonen og for Enhver i alle Lande og
i alle Tider, sagde hun, naar de kun
vidste, hvor Skabet stod. Det var til at
aabne for og bag, paa alle Sider og
Kanter, et heelt Konststykke, og saae
dog kun ud som en gammel Elletrunte.
Alle Landes Poeter, især vort eget
Lands, vare her lavede efter; Geisten af
dem var speculeret ud, recenseret,
renoveret, concentreret og sat paa
Flaske. Med stort Instinkt, som det
kaldes, naar man ikke vil sige Geni,
havde Oldemoer taget det i Naturen, der
ligesom smagte af den eller den Poet,
sat lidt Djævelskab til, og saa havde
hun hans Poesi paa Flaske for hele
Fremtiden.
"Lad mig see engang!" sagde Manden.
"Ja, men der er vigtigere Ting at
høre!" sagde Mosekonen.
"Men nu ere vi ved Skabet!" sagde
Manden og saae derind. "Her ere Flasker
af alle Størrelser. Hvad er der i den?
Og hvad er der i den?"
"Her er det, de kalde Maiduft!" sagde
Konen, "jeg har ikke prøvet den, men jeg
veed, at slaar man af den kun en lille
Slat paa Gulvet, saa staaer der strax en
deilig Skovsø, med Aakander, Brudelys og
vilde Krusemynter. Man helder bare to
Draaber paa en gammel Stilebog, selv fra
nederste Classe, og saa bliver Bogen en
heel Duft-Komedie, som man meget godt
kan opføre og falde isøvn over, saa
stærkt dufter den. Det skal nok være en
Høflighed mod mig, at der staaer skrevet
paa Flasken: "Mosekonens Bryg."
Her staaer Skandale-Flasken. Det seer
ud, som om der kun var snavset Vand i
den, og det er snavset Vand, men med
Bruuspulver af Bysladder; tre Lod Løgn
og to Gran Sandhed, rørt om med en
Birkeqvist, ikke fra en Spidsrod, lagt i
Saltlage og skaaren ud af Synderens
blodige Krop, eller en Stump fra
Skolemesterens Riis, nei lige tagen fra
Kosten, der feiede Rendestenen.
Her staaer Flasken med den fromme
Poesi, udi Psalmetone. Hver Draabe har
Klang, som Smæld af Helvedes Porte, og
er lavet af Tugtelsens Blod og Sved;
Nogle sige, det er kun Duegalde; men
Duerne ere de frommeste Dyr, de have
ingen Galde, sige Folk, der ikke kunne
Naturhistorie."
Her stod Flasken for alle Flasker;
den bredte sig i det halve Skab: Flasken
med Hverdagshistorier; den var bunden
til baade med Svineskind og med
Blæreskind, for den kunde ikke taale at
tabe af sin Kraft. Hver Nation kunde her
faae sin egen Suppe, den kom eftersom
man vendte og dreiede Flasken Her var
gammel tydsk Blodsuppe med Røverboller,
ogsaa tynd Huusmandssuppe med virkelige
Hofraader, der laae som Rødder, og hen
over dem svømmede philosophiske Fedtøine.
Der var engelsk Gouvernante-Suppe og den
franske Potage à la Kock, lavet paa
Hanebeen og Spurveæg, paa Dansk kaldet
Cancan-Suppe; men den bedste af Supperne
var den kjøbenhavnske. Det sagde
Familien.
Her stod Tragedien paa
Champagneflaske; den kunde knalde, og
det skal den. Lystspillet saae ud som
fiint Sand til at kaste Folk i Øinene,
det vil sige, det finere Lystspil; det
grovere var ogsaa paa Flaske, men bestod
kun af Fremtids-Placater, hvor Navnet
paa Stykket var det Kraftigste. Der var
udmærkede Komedie-Navne, saaledes: "Tør
Du spytte i Værket?", "Een paa
Gummerne," "Det søde Asen" og "Hun er
sprøitefuld!"
Manden faldt ganske hen i Tanker
derved, men Mosekonen tænkte længere
frem, hun vilde have en Ende paa det.
"Nu har De vel seet nok i
Kramkisten!" sagde hun, "nu veed De,
hvad der er; men det Vigtigere, De
skulde vide, veed De ikke endnu.
Lygtemændene ere i Byen! Det har Mere at
betyde, end Poesi og Eventyr. Jeg skulde
nu holde Mund dermed, men det maa være
en Styrelse, en Skjæbne, Noget, der
gaaer mig over, det er sat mig i Qværken,
det maa herud. Lygtemændene ere i Byen!
de ere slupne løs! tag Eder iagt,
Mennesker!"
"Det forstaaer jeg ikke et Ord af!"
sagde Manden.
"Vær saa god at sætte Dem paa
Skabet!" sagde hun, "men fald ikke ind i
det og slaae Flaskerne itu; De veed,
hvad der er i dem. Jeg skal fortælle den
store Begivenhed; den er ikke ældre end
fra igaar; den er hændet tidligere.
Denne har endnu trehundrede og
fireogtredsindstyve Dage at løbe paa. De
veed vel, hvormange Dage der er i Aaret?"
# # #
Og Mosekonen fortalte.
"Her var Stort paafærde igaar, ude i
Sumpen! her var Barnegilde! her blev
født en lille Lygtemand, her blev født
tolv af det Kuld, som det er givet, at
de kunne, om de ville, træde op som
Mennesker og agere og commandere imellem
disse, ligesom om de vare fødte
Mennesker. Det er en stor Begivenhed i
Sumpen, og derfor dandsede som Smaalys,
hen over Mose og Eng, alle Lygtemænd og
Lygtekoner; der er ogsaa Hunkjøn, men de
ere ikke i Omtale. Jeg sad paa Skabet
der og havde paa mit Skjød alle de tolv
smaa, nyfødte Lygtemænd; de skinnede som
Sanct Hansorme; de begyndte allerede at
hoppe, og hvert Minut toge de til i
Størrelse, saa at, før et Qvarteer var
omme, saae hver af dem ligesaa stor ud,
som Fader eller Onkel. Nu er det en
gammel medfødt Lov og Begunstigelse, at
naar Maanen netop staaer som den stod
igaar, og den Vind blæser som blæste
igaar, saa er det givet og forundt alle
de Lygtemænd, som i den Time og i det
Minut fødes, at kunne blive Mennesker,
og hver af dem, et heelt Aar igjennem,
rundt om at øve deres Magt. Lygtemanden
kan løbe Landet rundt og Verden med, om
han ikke er bange for at falde i Søen
eller blæses ud i en svær Storm. Han kan
fare lige lukt ind i Mennesket, tale for
ham og gjøre alle Bevægelser, han vil.
Lygtemanden kan paatage sig
hvilkensomhelst Skikkelse, Mand eller
Qvinde, handle i deres Aand, men med
hele sin egen Yderlighed, saa at der
kommer ud af det hvad han vil; men i eet
Aar maa han vide og forstaae at føre
trehundrede og femogtredsindstyve
Mennesker paa gal Vei og det i stor
Stiil, føre dem bort fra det Sande og
det Rigtige, da opnaaer han det Høieste,
en Lygtemand kan drive det til, at blive
Løber foran Fandens Stadskarreet, faae
gloende brandguul Kjole og Luen lige ud
af Halsen. Det kan en simpel Lygtemand
slikke sig om Munden efter. Men der er
ogsaa Fare og stort Bryderi for en
ærgjærrig Lygtemand, der agter at spille
en Rolle. Faaer Mennesket Øinene op for
hvem han er, og kan blæse ham væk, saa
er han væk og maa tilbage i Sumpen; og
dersom, før Aaret er omme, Lygtemanden
betages af Længsel efter at komme til
sin Familie, opgiver sig selv, saa er
han ogsaa væk, kan ikke længer brænde
klart, gaaer snart ud og kan ikke tændes
igjen; og er Aaret endt, og han da endnu
ikke har ført tre hundrede og
femogtredsindstyve Mennesker bort fra
Sandheden og hvad godt og deiligt er,
saa er han dømt til at ligge i raaddent
Træ og skinne uden at kunne røre sig, og
det er den frygteligste Straf for en
livlig Lygtemand. Alt dette vidste jeg
og alt dette sagde jeg de tolv smaa
Lygtemænd, jeg sad med paa Skjødet, og
de vare som ellevilde af Glæde. Jeg
sagde dem, at det var det Sikkreste og
Mageligste at opgive Æren og ikke at
bestille Noget; det vilde de unge Blus
ikke, de saae sig allerede gloende
brandguul med Luen ud af Halsen. "Bliv
hos os!" sagde nogle af de Gamle. "Driv
Spil med Menneskene!" sagde de Andre.
"Menneskene tørre vore Enge ud, de
draine! hvad skal der blive af vore
Efterkommere!"
"Vi ville flamme mig flamme!" sagde
de nyfødte Lygtemænd, og saa var det
afgjort.
Her blev strax Minut-Bal, kortere
kunde det ikke være! Elverpigerne svang
sig tre Gange rundt med alle de Andre,
for ikke at synes storagtige; de dandse
ellers helst med sig selv. Saa blev der
givet Faddergave: "kastet Smut", som det
hedder. Foræringerne fløi, som
Kiselstene, hen over Mosevandet. Hver af
Elverpigerne gav en Flig af deres Slør:
"Tag den!" sagde de, "saa kan Du strax
den høiere Dands, de vanskeligste Sving
og Vendinger, naar det kniber; Du faaer
den rette Holdning og kan vise Dig i de
strunkeste Selskaber. Natravnen lærte
hver af de unge Lygtemænd at sige: "Bra',
bra', brav!" sige det paa det rette
Sted, og det er en stor Gave, der lønner
sig selv. Uglen og Storken lode ogsaa
Noget falde, men det var ikke værd at
tale om, sagde de, og saa tale vi ikke
om det. Kong Valdemars vilde Jagt foer
just hen over Mosen, og da det Herskab
hørte om Stadsen, sendte de til Foræring
et Par fine Hunde, der jage med Vindens
Fart og nok kunne bære en Lygtemand
eller tre. To gamle Marer, som ernære
sig ved at ride, vare med ved Gildet; de
lærte strax fra sig den Konst at slippe
ind igjennem et Nøglehul, det er som om
alle Døre stode aabne for En. De tilbøde
at føre de unge Lygtemænd til Byen, hvor
de vidste god Besked. De rede
sædvanligviis gjennem Luften paa deres
eget lange Nakkehaar, som de havde
bundet Knude paa, for at sidde haardt,
men nu satte de sig hver skrævs over den
vilde Jagts Hunde, toge paa Skjødet de
unge Lygtemænd, der skulde ind at
forlede og forvilde Menneskene, - hutsch!
vare de borte. Det var Altsammen igaar
Nat. Nu ere Lygtemændene i Byen, nu have
de taget fat, men hvordan og hvorledes,
ja siig mig det! Jeg har en Veirtraad
igjennem min store Taa, den siger mig
altid Noget!"
"Det er et heelt Eventyr!" sagde
Manden.
"Ja, det er da kun Begyndelsen til
eet!" sagde Konen. "Kan De fortælle mig,
hvorledes Lygtemændene nu tumle og tee
sig, i hvilke Skikkelser de ere traadte
op for at faae Menneskene paa gale Veie!"
"Jeg troer nok," sagde Manden, "der
kunde skrives en heel Roman om
Lygtemændene, hele tolv Dele, een om
hver Lygtemand, eller maaskee endnu
bedre, en heel Folkekomedie!"
"Den skulde De skrive!" sagde Konen,
"eller hellere lade være!"
"Ja, det er mageligere og
behageligere!" sagde Manden, "saa
slipper man for at tøires i Avisen, og
det er tidt ligesaa trangt som for en
Lygtemand at ligge i raaddent Træ,
skinne og ikke turde sige et Muk!"
"Mig er det lige fedt!" sagde Konen,
"men lad hellere de Andre skrive, de som
kunne og de som ikke kunne. Jeg giver
fra min Tønde en gammel Tap, den lukker
op Skabet med Poesi paa Flasker, derfra
kunne de faae hvad der skorter for dem!
men De, min gode Mand, synes mig nu at
have blækket Deres Fingre nok til og maa
være kommen til den Alder og Sathed,
ikke hvert Aar at løbe efter Eventyr, nu
her er langt vigtigere Ting at gjøre! De
har vel dog forstaaet, hvad der er
paafærde?"
"Lygtemændene ere i Byen!" sagde
Manden, "jeg har hørt det, jeg har
forstaaet det! men hvad vil De, at jeg
skal gjøre? Jeg vil jo blive dænget
over, om jeg seer og siger Folk: see
engang, der gaaer en Lygtemand i
hæderlig Kjole -!"
"De gaae ogsaa i Skjørter!" sagde
Konen. "Lygtemanden kan paatage sig alle
Skikkelser og træde op paa alle Steder.
Han gaaer i Kirke, ikke for Vorherres
Skyld, maaskee er han faret i Præsten!
Han taler paa Valgdag, ikke for Land og
Riges Skyld, men kun for sin egen; han
er Konstner, baade i Farvepotten og i
Theaterpotten, men faaer han ganske
Magten, saa er Potten ude! Jeg snakker
og jeg snakker, jeg maa ud med hvad der
sidder mig i Qværken, til Skade for min
egen Familie; men jeg skal nu være
Menneskenes Redningskone! Det er
sandelig ikke med min gode Villie eller
for Medaillens Skyld. Jeg gjør det
Galeste, jeg kan, jeg siger det til en
Poet, og saa faaer da snart hele Byen
det at vide!"
"Byen lægger sig det ikke paa
Hjertet!" sagde Manden. "Det vil ikke
anfegte et eneste Menneske, de troe
Allesammen at jeg fortæller et Eventyr,
idet jeg med den inderligste Alvor siger
dem: "Lygtemændene ere i Byen, sagde
Mosekonen, tag Eder iagt!"