Der
vare i en By to Mænd, som begge havde
selv samme Navn, begge to hed de Claus,
men den ene eiede fire Heste og den
anden kun en eneste Hest; for nu at
kunne skille dem fra hinanden, kaldte
man ham, som havde fire Heste, den store
Claus, og ham, som kun havde den ene
Hest, lille Claus. Nu skulle vi høre,
hvorledes de to havde det, for det er en
virkelig Historie!
Hele Ugen igjennem maatte lille Claus
pløie for store Claus, og laane ham sin
eneste Hest; saa hjalp store Claus ham
igjen med alle sine fire, men kun
eengang om Ugen, og det var om Søndagen.
Hussa! hvor smeldede lille Claus med sin
Pidsk over alle fem Heste, de vare jo nu
saa godt som hans, den ene Dag. Solen
skinnede saa deiligt, og alle Klokker i
Kirketaarnet ringede til Kirke, Folk
vare saa pyntede, og gik med Psalmebog
under Armen hen at høre Præsten prædike
og de saae paa lille Claus, der pløiede
med fem Heste, og han var saa fornøiet,
at han smeldede igjen med Pidsken og
raabte: "hyp, alle mine Heste!"
"Det maa Du ikke sige," sagde store
Claus, "det er jo kun den ene Hest, der
er din!"
Men da der igjen gik Nogen forbi til
Kirke, glemte lille Claus, at han ikke
maatte sige det, og raabte da: "hyp,
alle mine Heste!"
"Ja, nu vil jeg bede dig at lade
være!" sagde store Claus, "for siger Du
det endnu eengang, saa slaaer jeg din
Hest for Panden, saa den skal ligge død
paa Stedet, da er det forbi med den!"
"Jeg skal saamæn ikke sige det mere!"
sagde lille Claus, men da der kom Folk
forbi, og de nikkede god Dag, blev han
saa fornøiet, og syntes det saae dog saa
raskt ud, at han havde fem Heste til at
pløie sin Mark, og saa smeldede han med
Pidsken, og raabte: "hyp, alle mine
Heste!"
"Jeg skal hyppe dine Heste!" sagde
store Claus, og tog Tøirekøllen og slog
lille Claus's eneste Hest for Panden,
saa at den faldt om, og var ganske død.
"Ak nu har jeg slet ingen Heste
mere!" sagde lille Claus og gav sig til
at græde. Siden flaaede han Hesten, tog
Huden og lod den godt tørre i Vinden,
puttede den saa i en Pose, som han tog
paa Nakken, og gik ad Byen til for at
sælge sin Hestehud.
Han havde saadan en lang Vei at gaae,
skulle igjennem en stor mørk Skov, og nu
blev det et frygteligt ondt Veir; han
gik ganske vild, og før han kom paa den
rette Vei, var det Aften, og altfor
langt til at komme til Byen eller hjem
igjen, før det blev Nat.
Tæt ved Veien laae der en stor
Bondegaard, Skudderne udenfor vare
skudte for Vinduerne, men Lyset kunde
dog ovenfor skinne ud. Der kan jeg vel
faae Lov at blive Natten over, tænkte
lille Claus, og gik hen at banke paa.
Bondekonen lukkede op, men da hun
hørte, hvad han vilde, sagde hun, at han
skulde gaae sin Vei, hendes Mand var
ikke hjemme, og hun tog ikke imod nogen
Fremmede.
"Naa, saa maa jeg da ligge udenfor,"
sagde lille Claus, og Bondekonen lukkede
Døren for ham.
Tæt ved stod en stor Høstak, og
mellem den og Huset var bygget et lille
Skuur med et fladt Straatag.
"Der kan jeg ligge oppe!" sagde lille
Claus, da han saae Taget, "det er jo en
deilig Seng, Storken flyver vel ikke ned
og bider mig i Benene." For der stod en
levende Stork oppe paa Taget, hvor den
havde sin Rede.
Nu krøb lille Claus op paa Skuret,
hvor han laae og vendte sig, for at
ligge rigtig godt. Træskudderne for
Vinduerne sluttede ikke oventil, og saa
kunde han see lige ind i Stuen.
Der var dækket et stort Bord med Viin
og Steg og saadan en deilig Fisk,
Bondekonen og Degnen sad til Bords og
ellers slet ingen andre, og hun
skjænkede for ham og han stak paa
Fisken, for det var noget han holdt af.
"Hvem der dog kunde faae noget med!"
sagde lille Claus, og rakte Hovedet lige
hen mod Vinduet. Gud, hvilken deilig
Kage han kunde see staae derinde! Jo,
det var Gilde!
Nu hørte han Een komme ridende paa
Landeveien hen imod Huset, det var
Bondekonens Mand, som kom hjem.
Det var saadan en god Mand, men han
havde den forunderlige Sygdom, at han
aldrig kunde taale at see Degne; kom der
en Degn for hans Øine, blev han ganske
rasende. Derfor var det ogsaa, at Degnen
var gaaet ind for at sige god Dag til
Konen, da han vidste Manden ikke var
hjemme, og den gode Kone satte derfor al
den deiligste Mad, hun havde, for ham;
da de nu hørte Manden kom, bleve de saa
forskrækkede, og Konen bad Degnen krybe
ned i en stor tom Kiste, der stod henne
i Krogen; det gjorde han, for han vidste
jo, at den stakkels Mand ikke kunde
taale at see Degne. Konen gjemte
gesvindt al den deilige Mad og Viin inde
i sin Bagerovn, for havde Manden faaet
den at see, saa havde han nok spurgt,
hvad den skulde betyde.
"Ak ja!" sukkede lille Claus oppe paa
Skuret, da han saae al Maden blive
borte.
"Er der nogen der oppe?" spurgte
Bondemanden og kigede op paa lille
Claus. "Hvorfor ligger Du der? kom
heller med ind i Stuen!"
Saa fortalte lille Claus, hvorledes
han havde forvildet sig, og bad om han
maatte blive Natten over.
"Ja vist!" sagde Bondemanden, "men nu
skulle vi først have lidt at leve af!"
Konen tog meget venlig imod dem begge
to, dækkede et langt Bord og gav dem et
stort Fad Grød. Bondemanden var sulten
og spiste med rigtig Appetit, men lille
Claus kunde ikke lade være at tænke paa
den deilige Steg, Fisk og Kage, han
vidste stod inde i Ovnen.
Under Bordet ved sine Fødder havde
han lagt sin Sæk med Hestehuden i, for
vi veed jo, at det var den han var gaaet
hjemme fra med, for at faa den solgt i
Byen. Grøden vilde slet ikke smage ham,
og saa traadte han paa sin Pose, og den
tørre Hud i Sækken knirkede ganske høit.
"Hys!" sagde lille Claus til sin Sæk,
men traadte i det samme paa den igjen,
saa knirkede det meget høiere end før.
"Nei! hvad har du i din Pose?"
spurgte Bonden igjen.
"O, det er en Troldmand!" sagde lille
Claus, "han siger, at vi skal ikke spise
Grød, han har hexet hele Ovnen fuld af
Steg og Fisk og Kage."
"Hvad for noget!" sagde Bonden, og
lukkede gesvindt Ovnen op, hvor han saae
al den deilige Mad, Konen havde gjemt,
men som han nu troede, at Troldmanden i
Posen havde hexet til dem. Konen turde
ikke sige noget, men satte strax Maden
paa Bordet, og saa spiste de baade af
Fisken og Stegen og Kagen. Nu traadte
lille Claus paa sin Pose igjen, saa
Huden knirkede.
"Hvad siger han nu?" spurgte Bonden.
"Han siger," sagde lille Claus, "at
han ogsaa har hexet tre Flasker Viin til
os, de staae henne i Krogen ved Ovnen!"
Nu maatte Konen tage Vinen frem, hun
havde gjemt, og Bondemanden drak og blev
saa lystig, saadan en Troldmand, som
lille Claus havde i Posen, vilde han da
grumme gjerne eie.
"Kan han ogsaa hexe Fanden frem?"
spurgte Bonden, "ham gad jeg nok see,
for nu er jeg lystig!"
"Ja," sagde lille Claus, "min
Troldmand kan Alt, hvad jeg vil
forlange. Ikke sandt Du?" spurgte han og
traadte paa Posen, saa det knirkede.
"Kan Du høre, han siger jo? Men Fanden
seer saa fæl ud, det er ikke værd at see
ham!"
"O, jeg er slet ikke bange, hvorledes
kan han vel see ud?"
"Ja, han vil vise sig ganske livagtig
som en Degn!"
"Hu!" sagde Bonden, "det var fælt! I
maa vide, at jeg kan ikke taale at see
Degne! men det er nu det samme, jeg veed
jo, det er Fanden, saa finder jeg mig
vel bedre i det! Nu har jeg Courage! men
han maa ikke komme mig for nær."
"Nu skal jeg spørge min Troldmand,"
sagde lille Claus, traadte paa Posen og
holdt sit Øre til.
"Hvad siger han ?"
"Han siger, at I kan gaae hen og
lukke Kisten op, der staaer i Krogen,
saa vil I see Fanden, hvor han
kukkelurer, men I maae holde paa Laaget
at han ikke slipper ud."
"Vil I hjelpe mig med at holde paa
det!" sagde Bonden og gik hen til
Kisten, hvor Konen havde gjemt den
virkelige Degn, der sad og var saa
bange.
Bonden løftede Laaget lidt og kigede
ind under det: "hu!" skreg han, og
sprang tilbage. "Jo, nu saae jeg ham,
han saae ganske ud, som vores Degn! nei,
det var forskrækkeligt!"
Det maatte der drikkes paa, og saa
drak de endnu til langt ud paa Natten.
"Den Troldmand maa Du sælge mig,"
sagde Bonden, "forlang for den Alt, hvad
Du vil! ja, jeg giver dig strax en heel
Skjeppe Penge!"
"Nei, det kan jeg ikke!" sagde lille
Claus, "tænk dog, hvor meget Gavn jeg
kan have af denne Troldmand!"
"Ak, jeg ville saa grumme gjerne have
den," sagde Bonden, og blev ved at bede.
"Ja," sagde da lille Claus tilsidst,
"da Du har været saa god at give mig
Huusly i Nat, saa kan det være det
samme, Du skal faae Troldmanden for en
Skjeppe Penge, men jeg vil have Skjeppen
topfuld."
"Det skal Du faae," sagde Bonden,
"men Kisten derhenne maa Du tage med
Dig, jeg vil ikke have den en Time i
Huset, man kan ikke vide, om han sidder
deri endnu."
"Lille Claus gav Bonden sin Sæk med
den tørre Hud i, og fik en heel Skjeppe
Penge, og det topmaalt, for den.
Bondemanden forærede ham endogsaa en
stor Trillebør til at kjøre Pengene og
Kisten paa.
"Farvel!" sagde lille Claus, og saa
kjørte han med sine Penge og den store
Kiste, hvori endnu Degnen sad.
Paa den anden Side af Skoven var en
stor dyb Aa, Vandet løb saa stærkt
afsted, at man knap kunde svømme imod
Strømmen; man havde gjort en stor ny Bro
derover, lille Claus holdt midt paa den,
og sagde ganske høit, for at Degnen inde
i Kisten kunde høre det:
"Nei, hvad skal jeg dog med den
tossede Kiste? den er saa tung, som der
var Stene i! jeg bliver ganske træt af
at kjøre den længer, jeg vil derfor
kaste den ud i Aaen, seiler den saa hjem
til mig, er det godt, og gjør den det
ikke, saa kan det ogsaa være det samme."
Nu tog han i Kisten med den ene Haand,
og løftede lidt paa den, ligesom om han
vilde styrte den ned i Vandet.
"Nei lad være!" raabte Degnen inde i
Kisten, "lad mig bare komme ud!"
"Hu!" sagde lille Claus, og lod som
han blev bange. "Han sidder endnu der
inde! saa maa jeg gesvindt have den ud i
Aaen, at han kan drukne!"
"O nei, o nei!" raabte Degnen, "jeg
vil give Dig en heel Skjeppe Penge, vil
Du lade være!"
"Ja det er en anden Sag!" sagde lille
Claus, og lukkede Kisten op. Degnen krøb
strax ud og stødte den tomme Kiste ud i
Vandet, og gik til sit Hjem, hvor lille
Claus fik en heel Skjeppe Penge, een
havde han jo faaet forud af Bondemanden,
nu havde han da hele sin Trillebør fuld
af Penge!
"See, den Hest fik jeg ganske godt
betalt!" sagde han til sig selv da han
kom hjem i sin egen Stue, og væltede
alle Pengene af i en stor Hob midt paa
Gulvet. "Det vil ærgre store Claus, naar
han faar at vide, hvor riig jeg er
blevet ved min ene Hest, men jeg vil dog
ikke lige reent ud sige ham det!"
Nu sendte han en Dreng hen til store
Claus, for at laane et Skjeppemaal.
"Hvad mon han vil med det!" tænkte
store Claus, og smurte Tjære under
Bunden for at der kunde hænge lidt ved
af det, som maaltes, og det gjorde der
da ogsaa, thi da han fik Skjeppen
tilbage, hang der tre nye
Sølv-Otte-Skillinger ved.
"Hvad for noget?" sagde den store
Claus, og løb straks hen til den Lille:
"Hvor har Du faaet alle de mange Penge
fra?"
"O det er for min Hestehud, jeg
solgte den i Aftes!"
"Det var saamæn godt betalt!" sagde
store Claus løb gesvindt hjem, tog en
Øxe, og slog alle sine fire Heste for
Panden, trak Huden af dem, og kjørte med
disse ind til Byen.
"Huder! Huder! hvem vil kjøbe Huder!"
raabte han igjennem Gaderne
Alle Skomagere og Garvere kom
løbende, og spurgte, hvad han vilde have
for dem.
"En Skjeppe Penge for hver," sagde
store Claus
"Er Du gal?" sagde de allesammen, "troer
Du, vi have Penge i Skjeppeviis?
"Huder, Huder! hvem vil kjøbe Huder,"
raabte han igjen, men alle dem, som
spurgte, hvad Huderne kostede, svarede
han: "en Skjeppe Penge."
"Han vil gjøre Nar af os," sagde de
Allesammen, og saa toge Skomagerne deres
Spanderemme og Garverne deres Skjødskind,
og begyndte at prygle paa store Claus.
"Huder, Huder!" vrængede de af ham,
"ja vi skal give Dig en Hud, der skal
spytte røde Grise! ud af Byen med ham!"
raabte de, og store Claus maatte skynde
sig alt hvad han kunde, saa pryglet
havde han aldrig været.
"Naa!" sagde han, da han kom hjem,
"det skal lille Claus faae betalt, jeg
vil slaae ham ihjel for det!"
Men hjemme hos den lille Claus var
den gamle Bedstemoder død; hun havde
rigtignok været saa arrig og slem imod
ham, men han var dog ganske bedrøvet, og
tog den døde Kone og lagde hende i sin
varme Seng, om hun ikke kunde komme til
Live igjen; der skulde hun ligge hele
Natten, selv vilde han sidde henne i
Krogen og sove paa en Stol, det havde
han gjort før.
Som han nu sad der om Natten, gik
Døren op og store Claus kom ind med sin
Øxe; han vidste nok, hvor lille Claus's
Seng var, gik lige hen til den og slog
nu den døde Bedstemoder for Panden, idet
han troede, det var lille Claus.
"See saa!" sagde han, "nu skal Du
ikke narre mig mere!" og saa gik han
hjem igjen.
"Det er dog en slem ond Mand!" sagde
lille Claus, "der ville han slaae mig
ihjel, det var dog godt for den gamle
Mutter, hun allerede var død, ellers
havde han taget Livet af hende!"
Nu gav han den gamle Bedstemoder
Søndagsklæderne paa, laante en Hest af
sin Nabo, spændte den for Vognen og
satte den gamle Bedstemoder op i det
bageste Sæde, saaledes at hun ikke kunde
falde ud, naar han kjørte til, og saa
rullede de afsted igjennem Skoven; da
Solen stod op, vare de udenfor en stor
Kro, der holdt lille Claus stille, og
gik ind for at faae noget at leve af.
Kromanden havde saa mange, mange
Penge, han var ogsaa en meget god Mand,
men hidsig, som der var Peber og Tobak i
ham.
"God Morgen!" sagde han til lille
Claus, "Du er tidlig kommet i
Stadsklæderne i Dag!"
"Ja," sagde lille Claus, "jeg skal
til Byen med min gamle Bedstemoder, hun
sidder der ude paa Vognen, jeg kan ikke
faae hende ind i Stuen. Vil I ikke
bringe hende et glas Mjød, men I maa
tale lovlig høit, for hun kan ikke godt
høre."
"Jo, det skal jeg!" sagde Kromanden,
og skjænkede et stort Glas Mjød, som han
gik ud med til den døde Bedstemoder, der
var stillet op i Vognen
"Her er et Glas Mjød fra hendes Søn!"
sagde Kromanden, men den døde Kone sagde
da ikke et Ord, men sad ganske stille! -
"Hører I ikke!" raabte Kromanden
ligesaa høit, han kunde, "her er et Glas
Mjød fra hendes Søn!"
Endnu engang raabte han det samme og
saa nok engang, men da hun slet ikke
rørte sig ud af Stedet, blev han vred og
kastede hende Glasset lige ind i
Ansigtet, saa Mjøden løb hende lige ned
over Næsen, og hun faldt baglænds om i
Vognen, for hun var kun stillet op og
ikke bundet fast.
"Naada!" raabte lille Claus, sprang
ud af Døren og tog Kromanden i Brystet!
"der har Du slaaet min Bedstemoder
ihjel! Vil Du bare see, der er et stort
Hul i hendes Pande!"
"O det var en Ulykke!" raabte
Kromanden og slog Hænderne sammen! "det
kommer altsammen af min Hidsighed! Søde
lille Claus, jeg vil give dig en heel
Skjeppe Penge og lade din Bedstemoder
begrave, som om det var min egen, men
tie bare stille, for ellers hugge de
Hovedet af mig, og det er saa ækelt!"
Saa fik lille Claus en heel Skjeppe
Penge, og Kromanden begravede den gamle
Bedstemoder, som det kunde være hans
egen.
Da nu lille Claus kom hjem igjen med
de mange Penge, sendte han strax sin
Dreng over til store Claus, for at bede,
om han ikke maatte laane et Skjeppemaal.
"Hvad for Noget?" sagde store Claus,
"har jeg ikke slaaet ham ihjel! Da maa
jeg dog selv see efter," og saa gik han
selv over med Skjeppen til lille Claus.
"Nei hvor har Du dog faaet alle de
Penge fra?" spurgte han, og spilede
rigtigt Øinene op ved at see alle dem,
der vare komne til. -
"Det var min Bedstemoder og ikke mig,
Du slog ihjel!" sagde lille Claus,
"hende har jeg nu solgt og faaet en
Skjeppe Penge for!"
"Det var saamæn godt betalt!" sagde
store Claus og skyndte sig hjem, tog en
Øxe og slog strax sin gamle Bedstemoder
ihjel, lagde hende op i Vognen, kjørte
ind til Byen, hvor Apothekeren boede, og
spurgte, om han ville kjøbe et dødt
Menneske.
"Hvem er det, og hvor har I faaet det
fra?" spurgte Apothekeren.
"Det er min Bedstemoder!" sagde store
Claus, "jeg har slaaet hende ihjel, for
en Skjeppe Penge!"
"Gud bevare os!" sagde Apothekeren.
"I snakker over Eder! siig dog ikke
saadan noget, for saa kan I miste
Hovedet!" - Og nu sagde han ham rigtigt,
hvad det var for noget forskrækkeligt
Ondt, han havde gjort, og hvilket slet
Menneske han var, og at han burde
straffes; store Claus blev da saa
forskrækket, at han sprang lige fra
Apotheket ud i Vognen, pidskede paa
Hestene og foer hjem, men Apothekeren og
alle Folk troede han var gal, og lod ham
derfor kjøre, hvorhen han vilde.
"Det skal Du faae betalt!" sagde
store Claus, da han var ude paa
Landeveien! "ja det skal Du faae betalt,
lille Claus!" og nu tog han, saasnart
han kom hjem, den største Sæk, han kunde
finde, gik over til lille Claus og
sagde, "nu har Du narret mig igjen!
først slog jeg mine Heste ihjel, saa min
gamle Bedstemoder! Det er altsammen din
Skyld, men aldrig skal Du narre mig meer,"
og saa tog han lille Claus om Livet og
puttede ham i sin Sæk, tog ham saa paa
Nakken og raabte til ham: "nu gaaer jeg
ud og drukner dig!"
Det var et langt Stykke at gaae, før
han kom til Aaen, og lille Claus var
ikke saa let at bære. Veien gik lige tæt
forbi Kirken, Orgelet spillede og Folk
sang saa smukt derinde; saa satte store
Claus sin Sæk med lille Claus i tæt ved
Kirkedøren, og tænkte, det kunne være
ganske godt, at gaae ind og høre en
Psalme først, før han gik videre: lille
Claus kunde jo ikke slippe ud og alle
Folk vare i Kirken; saa gik han derind.
"Ak ja! ak ja!" sukkede lille Claus
inde i Sækken; han vendte sig og vendte
sig, men det var ham ikke mueligt at
faae løst Baandet op; i det samme kom
der en gammel, gammel Qvægdriver, med
kridhvidt Haar og en stor Støttekjæp i
Haanden; han drev en heel Drift af Køer
og Tyre foran sig, de løb paa Sækken,
som lille Claus sad i, saa den væltede.
"Ak ja!" sukkede lille Claus, "jeg er
saa ung og skal allerede til Himmerig!"
"Og jeg Stakkel!" sagde Qvægdriveren,
"er saa gammel og kan ikke komme der
endnu!"
"Luk op for Sækken!" raabte lille
Claus, "kryb i mit Sted derind, saa
kommer Du strax til Himmerige!"
"Ja det vil jeg grumme gjerne," sagde
Qvægdriveren og løste op for lille
Claus, der strax sprang ud.
"Vil Du saa passe Qvæget," sagde den
gamle Mand, og krøb nu ind i Posen, som
lille Claus bandt for, og gik saa sin
Vei med alle Køerne og Tyrene
Lidt efter kom store Claus ud af
Kirken, han tog sin Sæk igjen paa
Nakken, syntes rigtignok at den var
bleven saa let, for den gamle Qvægdriver
var ikke mere end halv saa tung, som
lille Claus! "hvor han er blevet let at
bære! ja det er nok fordi jeg har hørt
en Psalme!" saa gik han hen til Aaen,
der var dyb og stor, kastede Sækken med
den gamle Qvægdriver ud i Vandet og
raabte efter ham, for han troede jo, at
det var lille Claus: "See saa! nu skal
Du ikke narre mig mere!"
Saa gik han hjemad, men da han kom
hen, hvor Veiene krydsede, mødte han
lille Claus, som drev afsted med alt sit
Qvæg.
"Hvad for noget!" sagde store Claus,
"har jeg ikke druknet dig?"
"Jo!" sagde lille Claus, "Du kastede
mig jo ned i Aaen for en lille halv Time
siden!"
"Men hvor har Du faaet alt det
deilige Qvæg fra?" spurgte store Claus.
"Det er Søqvæg!" sagde lille Claus,
"jeg skal fortælle dig den hele
Historie, og Tak skal Du ogsaa have,
fordi Du druknede mig, nu er jeg ovenpaa,
er rigtig riig, kan Du troe! - Jeg var
saa bange, da jeg laae inde i Sækken, og
Vinden peeb mig om Ørene, da du kastede
mig ned fra Broen i det kolde Vand. Jeg
sank ligestrax til Bunds, men jeg stødte
mig ikke, for dernede voxer det
deiligste bløde Græs. Det faldt jeg paa,
og strax blev Posen lukket op, og den
deiligste Jomfru, i kridhvide Klæder og
med en grøn Krands om det vaade Haar,
tog mig i Haanden, og sagde: "Er Du der
lille Claus? der har Du for det første
noget Qvæg! en Miil oppe paa Veien
staaer endnu en heel Drift, som jeg vil
forære dig!" - Nu saae jeg, at Aaen var
en stor Landevei for Havfolkene. Nede
paa Bunden gik og kjørte de lige ud fra
Søen og heelt ind i Landet, til hvor
Aaen ender. Der var saa deiligt med
Blomster, og det friskeste Græs, og
Fiskene, som svømmede i Vandet, de
smuttede mig om Ørene, ligesom her
Fuglene i Luften. Hvor der var pene Folk
og hvor der var Qvæg, det gik paa
Grøfter og Gjærder!" -
"Men hvorfor er Du strax gaaet herop
til os igjen," spurgte store Claus. "Det
havde jeg ikke gjort, naar der var saa
nydeligt dernede!"
"Jo," sagde lille Claus, "det er just
polidsk gjort af mig! Du hører jo nok,
at jeg siger dig: Havpigen sagde, at en
Miil oppe paa Veien, - og ved Veien
mener hun jo Aaen, for andet Sted kan
hun ikke komme, - staaer endnu en heel
Drift Qvæg til mig. Men jeg veed hvor
Aaen gaaer i Bugter, snart her, snart
der, det er jo en heel Omvei, nei saa
gjør man det kortere af, naar man kan
det, at komme her op paa Land og drive
tvers over til Aaen igjen, derved sparer
jeg jo næsten en halv Miil og kommer
gesvindere til mit Havqvæg!"
"O du er en lykkelig Mand!" sagde
store Claus, "troer Du, jeg ogsaa faaer
Havqvæg, naar jeg kommer ned paa Bunden
af Aaen!"
"Jo, det skulle jeg tænke," sagde
lille Claus, "men jeg kan ikke bære dig
i Sækken hen til Aaen, Du er mig for
tung, vil Du selv gaae der hen og saa
krybe i Posen, saa skal jeg med største
Fornøielse kaste dig ud."
"Tak skal Du have!" sagde store
Claus, "men faaer jeg ikke Havqvæg, naar
jeg kommer ned, saa skal jeg prygle dig,
kan Du troe!"
"O nei! vær ikke saa slem!" og saa
gik de hen til Aaen. Da Qvæget, som var
tørstig, saae Vandet, løb det alt hvad
det kunde, for at komme ned at drikke.
"See, hvor det skynder sig!" sagde
lille Claus; "det længes efter at komme
ned paa Bunden igjen!"
"Ja hjælp nu først mig!" sagde store
Claus, "for ellers faaer Du Prygl!" og
saa krøb han i den store Sæk, som havde
ligget tvers over Ryggen paa en af
Tyrene. "Læg en Steen i, for ellers er
jeg bange jeg ikke synker," sagde store
Claus.
"Det gaaer nok!" sagde lille Claus,
men lagde dog en stor Steen i Sækken,
bandt Baandet fast til, og stødte saa
til den: Plump! der laae store Claus ude
i Aaen og sank strax ned til Bunds.
"Jeg er bange, han ikke finder Qvæget!"
sagde lille Claus, og drev saa hjem med
hvad han havde.