Om
Aftenen i de snevre Gader i den store
By, naar Solen gik ned og Skyerne
skinnede som Guld oppe mellem
Skorstenene, hørte tidt snart den Ene
snart den Anden en underlig Lyd, ligesom
Klangen af en Kirkeklokke, men det var
kun et Øieblik den hørtes, for der var
saadan en Rumlen med Vogne og saadan en
Raaben og det forstyrrer. "Nu ringer
Aftenklokken!" sagde man, "nu gaaer
Solen ned!"
De, som gik udenfor Byen, hvor Husene
laae længer fra hinanden med Haver og
smaa Marker, saae Aftenhimmelen endnu
prægtigere og hørte langt stærkere
Klangen af Klokken, det var som kom
Lyden fra en Kirke dybt inde i den
stille, duftende Skov; og Folk saae
derhen, og bleve ganske høitidelige. -
Nu gik mange Tider, den Ene sagde til
den Anden: "Mon der er en Kirke derude i
Skoven? Den Klokke har dog en underlig,
deilig Klang, skulle vi ikke tage derud
og see lidt nærmere paa den". Og de rige
Folk de kjørte og de fattige de gik, men
Veien blev dem saa underlig lang, og da
de kom til en heel Deel Piletræer, der
voxte ved Udkanten af Skoven, saa satte
de sig der og saae op i de lange Grene
og troede, at de vare rigtigt i det
Grønne; Conditoren inde fra Byen kom
derud og slog sit Telt op, og saa kom
der nok en Conditor og han hang en
Klokke op ligeover sit Telt, og det en
Klokke, som var tjæret for at kunne
taale Regnen, og Knebelen manglede. Naar
saa Folk toge hjem igjen, sagde de at
det havde været saa romantisk, og det
betyder Noget ganske udenfor Theevand.
Tre Personer forsikkrede, at de vare
trængte ind i Skoven lige til hvor den
endte, og de havde altid hørt den
underlige Klokkeklang, men det var der
for dem ligesom den kom inde fra Byen;
den ene skrev en heel Vise derom og
sagde, at Klokken klang som en Moders
Stemme til et kjært klogt Barn, ingen
Melodi var deiligere end Klokkens Klang.
Landets Keiser blev ogsaa opmærksom
derpaa og lovede, at den som ret kunde
opdage hvorfra Lyden kom, skulde faae
Titel af "Verdens Klokker" og det selv
om det ikke var en Klokke.
Nu gik da mange til Skoven for det
gode Levebrøds Skyld, men der var kun
Een, som kom hjem med en Slags
Forklaring, Ingen havde været dybt nok
inde, og han da ikke heller, men han
sagde dog at Klokke-Lyden kom fra en
meget stor Ugle i et huult Træ, det var
saadan en Viisdoms-Ugle, som idelig slog
sit Hoved mod Træet, men om Lyden kom
fra dens Hoved eller fra den hule
Stamme, det kunde han ikke endnu med
Bestemthed sige, og saa blev han ansat
som Verdens Klokker og skrev hvert Aar
en lille Afhandling om Uglen; men
ligemeget vidste man.
Nu var det just en Confirmations-Dag,
Præsten havde talt saa smukt og
inderligt; Confirmanderne havde været
saa bevægede, det var en vigtig Dag for
dem, de bleve fra Børn med eet til voxne
Mennesker, Barnesjælen skulde nu ligesom
flyve over i en forstandigere Person.
Det var det deiligste Solskin,
Confirmanderne gik ud af Byen, og fra
Skoven klang forunderlig stærkt den
store ubekjendte Klokke. De fik lige
strax saadan en Lyst til at komme der,
og det Alle paa tre nær, den ene af dem
skulde hjem og prøve sin Balkjole, for
det var just den Kjole og det Bal, der
var Skyld i, at hun var blevet
confirmeret denne Gang, for ellers var
hun ikke kommet med; den anden var en
fattig Dreng, som havde laant sin
Confirmations Kjole og Støvlerne hos
Vertens Søn og dem maatte han levere af
paa bestemt Klokkeslæt; den tredie
sagde, at han aldrig gik noget fremmed
Sted, uden hans Forældre vare med, og at
han altid havde været et artigt Barn og
det vilde han blive, selv som Confirmand,
og det skal man ikke gjøre Nar af! - men
det gjorde de.
Tre af dem gik altsaa ikke med; de
Andre travede afsted; Solen skinnede og
Fuglene sang og Confirmanderne sang med
og holdt hverandre i Hænderne, for de
havde jo ikke faaet Embeder endnu og
vare alle Confirmander for vor Herre.
Men snart blev to af de mindste
trætte og saa vendte de to om til Byen
igjen; to Smaapiger satte sig og bandt
Krandse, de kom heller ikke med, og da
de Andre naaede Piletræerne, hvor
Conditoren boede, saa sagde de: "see saa,
nu ere vi herude; Klokken er jo egentlig
ikke til, den er bare saadant noget man
bilder sig ind!"
Da lød i det samme dybt i Skoven
Klokken sa sødt og høitideligt, at fire,
fem bestemte sig til dog at gaae noget
længere ind i Skoven. Den var saa tæt,
saa løvfuld, det var ordentligt
besværligt at komme frem, Skovmærker og
Anemoner voxte næsten altfor høit,
blomstrende Convolvoli og Brombær-Ranker
hang i lange Guirlander fra Træ til Træ,
hvor Nattergalen sang og Solstraalerne
legede; o det var saa velsignet, men det
var ingen Vei at gaae for Pigerne, de
vilde faaet Klæderne revet itu. Der laae
store Klippeblokke begroede med Mos af
alle Farver, det friske Kildevand
piblede frem og underligt sagde det
ligesom "kluk, kluk!"
"Det skulde dog ikke være Klokken"!
sagde een af Confirmanderne, og lagde
sig ned og hørte efter. "Det maa man
rigtigt studere"! og saa blev han og lod
de Andre gaae.
De kom til et Huus af Bark og Grene,
et stort Træ med vilde Æbler hældede sig
hen over det, som vilde det ryste hele
sin Velsignelse ud over Taget, der
blomstrede med Roser; de lange Grene
laae lige hen om Gavlen, og paa den hang
en lille Klokke. Skulde det være den,
man havde hørt. Ja, derom vare de Alle
enige, paa Een nær, han sagde, at den
Klokke var for lille og fiin til at
kunne høres saa langt borte, som de
havde hørt den, og at det var ganske
andre Toner, som saaledes rørte et
Menneske-Hjerte; han som talte var en
Kongesøn, og saa sagde de Andre "saadan
Een vilde nu altid være klogere."
Saa lod de ham gaae alene, og altsom
han gik blev hans Bryst mere og mere
opfyldt af Skov-Eensomheden; men endnu
hørte han den lille Klokke, som de Andre
vare saa fornøiede med, og imellem, naar
Vinden bar fra Conditoren, kunde han
ogsaa høre, hvorledes der blev sjunget
til Theevand; men de dybe Klokkeslag lød
dog stærkere, det var snart ligesom et
Orgel spillede dertil, Lyden kom fra
Venstre, fra den Side, paa hvilken
Hjertet sidder.
Nu raslede det i Busken og der stod
en lille Dreng foran Kongesønnen, en
Dreng i Træskoe og med en Trøie saa
kort, at man ret kunde see hvor lange
Haandled han havde. De kjendte begge
hinanden, Drengen var just den af
Confirmanderne, som ikke kunde komme
med, fordi han skulde hjem og levere
Trøie og Støvler af til Vertens Søn; det
havde han gjort og var nu i Træskoe og
de fattige Klæder gaaet afsted alene,
thi Klokken klang saa stærkt, saa dybt,
han maatte derud.
"Saa kunne vi jo gaae sammen"! sagde
Kongesønnen. Men den fattige Confirmand
med Træskoene var ganske undseelig, han
trak paa de korte Trøie-Ærmer og sagde:
han var bange for, at han ikke kunde
gaae saa rask med, desuden meente han,
at klokken maatte søges til Høire, thi
den Plads havde jo alt Stort og Herligt.
"Ja, saa mødes vi slet ikke"! sagde
Kongesønnen og nikkede til den fattige
Dreng, der gik ind i den mørkeste, meest
tætte Deel af Skoven, hvor Tornene reve
hans fattige Klæder itu og Ansigt,
Hænder og Fødder til Blods. Kongesønnen
fik ogsaa nogle gode Rifter, men Solen
skinnede dog paa hans Vei, og det er ham
vi nu følge med, for en rask Knøs var
han.
"Klokken vil og maa jeg finde"! sagde
han, "om jeg saa skal gaae til Verdens
Ende"!
De ækle Abekatte sad oppe i Træerne
og grinte med alle deres Tænder. "Skal
vi dænge ham"! sagde de; "skal vi dænge
ham; han er en Kongesøn"!
Men han gik ufortrøden dybere og
dybere ind i Skoven, hvor der voxte de
forunderligste Blomster, der stod hvide
Stjerne-Lilier med blodrøde Støvtraade,
himmelblaae Tulipaner, som gnistrede i
Vinden, og Æbletræer, hvor Æblerne
ganske og aldeles saae ud som store
skinnende Sæbebobler, tænk bare hvor de
Træer maatte straale i Solskinnet. Rundt
om de deiligste grønne Enge, hvor Hjort
og Hind legede i Græsset, voxte prægtige
Ege og Bøge, og var eet af Træerne
revnet i Barken, saa voxte her Græs og
lange Ranker i Revnen; der var ogsaa
store Skovstrækninger med stille
Indsøer, hvori hvide Svaner svømmede og
sloge med Vingerne. Kongesønnen stod
tidt stille og lyttede, ofte troede han,
at det var fra een af disse dybe Søer
Klokken klang op til ham, men saa
mærkede han dog nok, at det var ikke
derfra, men endnu dybere inde i Skoven
at Klokken klang.
Nu gik Solen ned, Luften skinnede
rød, som Ild, der blev saa stille, saa
stille i Skoven, og han sank paa sin
Knæe, sang sin Aftenpsalme og sagde:
"Aldrig finder jeg hvad jeg søger! nu
gaaer Solen ned, nu kommer Natten, den
mørke Nat; dog eengang kan jeg maaskee
endnu see den runde, røde Sol, før den
ganske synker bag Jorden; jeg vil stige
op paa Klipperne der, de reise sig i
Høide med de største Træer"!
Og han greb i Ranker og Rødder,
klattrede op af de vaade Stene, hvor
Vandslangerne snoede sig, hvor
Skrubtudsen ligesom gjøede af ham; - men
op kom han før Solen endnu ganske var
nede, seet fra denne Høide; o, hvilken
Pragt! Havet, det store herlige Hav, der
væltede sine lange Bølger mod Kysten,
strakte sig ud foran ham, og Solen stod
som et stort skinnende Alter derude,
hvor Hav og Himmel mødtes, alt smeltede
sammen i glødende Farver, Skoven sang og
Havet sang og hans Hjerte sang med; den
hele Natur var en stor hellig Kirke,
hvori Træer og svævende Skyer vare
Pillerne, Blomster og Græs det vævede
Fløiels Klæde og Himlen selv den store
Kuppel: deroppe slukkedes de røde
Farver, idet Solen forsvandt, men
Millioner Stjerner tændtes, Millioner
Diamant-Lamper skinnede da, og
Kongesønnen bredte sine Arme ud mod
Himlen, mod Havet og Skoven, - og i det
samme, fra den høire Sidegang, kom med
de korte Ærmer og med Træskoe den
fattige Confirmand; han var kommen der
ligesaa tidlig, kommen der ad sin Vei,
og de løb hinanden imøde og holdt
hinanden i Hænderne i Naturens og
Poesiens store Kirke, og over dem klang
den usynlige hellige Klokke, salige
Aander svævede i Dands om den til et
jublende Halleluja!