Der
var i Fattigskolen mellem de andre
Smaabørn en lille Jødepige, saa opvakt
og god, den Flinkeste af dem Allesammen;
men i een af Læretimerne kunde hun ikke
tage Deel, det var Religionstimen; hun
var jo i en christen Skole.
Geographibogen kunde hun have for sig
og læse i, eller faae sit Regnestykke
færdigt, men det var snart færdigt og
Lectien læst; der laae vel en Bog
opslaaet foran hende, men hun læste ikke
i den, hun sad og hørte efter, og snart
mærkede Læreren, at hun fulgte med, som
næsten Ingen af de Andre.
"Læs i din Bog!" sagde han mildt og
alvorligt, men hun saae paa ham med sine
sorte, straalende Øine, og da han
spurgte ogsaa hende, vidste hun bedre
Besked end Alle de Andre. Hun havde
hørt, forstaaet og gjemt.
Hendes Fader var en fattig, brav
Mand; han havde ved Barnets Skolegang
betinget, at hun ikke undervistes i den
christne Tro; at lade hende gaae bort i
denne Underviisningstime kunde maaskee
forarge, vække Tanker og Stemninger hos
de andre Smaa i Skolen, og altsaa blev
hun, men det kunde ikke længer skee.
Læreren gik til Faderen, sagde ham,
at han enten maatte tage sin Datter ud
af Skolen, eller lade hende blive
Christen. "Jeg kan ikke udholde at see
disse brændende Øine, den Inderlighed og
ligesom Sjæletørst efter Evangeliets
Ord!" sagde Læreren.
Og Faderen brast i Graad: "Jeg selv
veed kun Lidet af vor egen Religion, men
hendes Moder var en Israels Datter, fast
og stærk i sin Tro, hende gav jeg paa
hendes Dødsseng det Løfte, at vort Barn
aldrig skulde blive christent døbt; jeg
maa holde mit Løfte, det er mig som en
Pagt med Gud."
Og den lille Jødepige blev tagen ud
af de Christnes Skole.
- - Der var gaaet Aaringer.
Ovre i en af Jyllands mindste
Kjøbstæder tjente i et ringe, borgerligt
Huus en fattig Pige af mosaisk
Troesbekjendelse, det var Sara; hendes
Haar var sort som Ibenholt, hendes Øine
saa mørke og dog fulde af Glands og Lys,
som Orientens Døttre eie dem; Udtrykket
hos den fuldvoxne Pige var endnu det
samme, som hos Barnet, da hun sad paa
Skolebænken og hørte til med tankefuldt
Blik.
Hver Søndag klang fra Kirken Orgelet
og Menighedens Sang, det lød over Gaden
ind i Gjenbohuset, hvor Jødepigen stod
ved sin Gjerning, flittig og trofast i
sit Kald. "Kom Sabbathens Dag ihu og
hold den hellig!" var hendes Lov, men
Sabbathen for hende var de Christnes
Arbeidsdag, og hun kunde kun i sit
Hjerte holde den hellig, det hun ikke
troede var nok. Men hvad er Dag og Time
for Gud? den Tanke var vaagnet i hendes
Sjæl, og paa de Christnes Søndag blev
Andagtstimen mere uforstyrret; naaede da
Orgelklang og Psalmesang over til hende
i Kjøkkenet bag Vasken, da blev helligt
og stille selv dette Sted. Det gamle
Testament, hendes Folks Skat og Eiendom,
læste hun da, og kun det, thi hvad
hendes Fader havde sagt hende og
Læreren, da hun blev tagen ud af Skolen,
laae dybt i hendes Sind, Løftet, der var
givet hendes døende Moder, at Sara ikke
skulde blive christnet, ikke forlade
Fædrenes Tro. Det nye Testament var og
skulde blive hende en lukket Bog, og dog
vidste hun saa Meget fra den, den lyste
i Barne-Erindringer. En Aften, hun sad i
en Krog af Stuen, hørte hun sin Huusbond
læse høit, og hun turde vel høre derpaa,
det var ikke Evangelierne, nei, der
læstes op af en gammel Historiebog, til
den kunde hun nok lytte; det var om en
ungarisk Ridder, som blev fangen af en
tyrkisk Pascha, der lod ham spænde hos
Oxerne for Ploven, drives med Pidskeslag
og uendeligt haane og vansmægte.
Ridderens Hustru solgte alle sine
Smykker, pantsatte Borg og Land, hans
Venner skøde sammen store Summer, thi
utroligt næsten var Løsepengene, der
forlangtes, men de bragtes tilveie, og
han blev løst af Trældom og Forsmædelse;
syg og lidende naaede han sit Hjem. Men
snart lød almindeligt Opraab mod
Christendommens Fjende; den Syge hørte
derom og havde nu ikke Ro eller Hvile,
han lod sig løfte paa sin Stridshest,
Blodet kom igjen i hans Kinder,
Kræfterne syntes at vende tilbage, og
han drog afsted til Seier. Just den
Pascha, som havde ladet ham spænde for
Ploven, haane og lide, blev nu hans
Fange og førtes af ham hjem til
Borgfængselet, men alt i den første Time
der, kom Ridderen og spurgte sin Fange:
"Hvad troer Du vel, der venter Dig?"
"Jeg veed det!" svarede Tyrken, "Gjengjældelse!"
"Ja, den christnes Gjengjældelse!"
sagde Ridderen, "Christendommen byder os
at tilgive vore Fjender, elske vor
Næste. Gud er Kjærlighed! drag i Fred
til dit Hjem og dine Kjære, bliv mild og
god mod dem, som lide!"
Da brast den Fangne i Graad: "Hvor
kunde jeg tænke Sligt muligt! Piinsler
og Qvaler vare mig en Vished, og jeg tog
en Gift, der vil dræbe mig om faa Timer.
Jeg maa døe, der er ingen Hjelp! men før
jeg døer, forkynd mig den Lære, som
rummer en saadan Kjærlighed og Naade,
den er stor og guddommelig! lad mig døe
i den, døe som Christen!" og hans Bøn
blev opfyldt.
Det var Legenden, Historien, der blev
læst; den hørtes og fulgtes af dem Alle,
men meest brændende opfyldte og
levendegjorde den hende, der sad i
Krogen, Tjenestepigen Sara, Jødepigen;
store, tunge Taarer stode i de lysende,
kulsorte Øine; der sad hun med
Barnesindet, som hun sad engang paa
Skolens Bænk og fornam Evangeliets
Storhed. Taarerne rullede ned over
hendes Kinder.
"Lad ikke mit Barn blive en
Christen!" var Moderens sidste Ord paa
Dødsleiet, det klang gjennem hendes Sjæl
og Hjerte med Lovens Ord: "Ær din Fader
og din Moder!"
"Jeg er jo ikke christnet!" de kalde
mig Jødepigen; det sagde Naboens Drenge
i Spot sidste Søndag, da jeg blev
staaende udenfor den aabne Kirkedør og
saae derinde, hvor Alterlysene brændte,
og Menigheden sang. Fra Skoletiden og
indtil denne Dag vr og er der en Magt
fra Christendommen, der ligesom et
Solskin, om jeg endogsaa lukker mine
Øine for det, dog skinner lige ind i mit
Hjerte; men, Moder, jeg skal ikke
bedrøve Dig i din Grav! jeg skal ikke
svigte det Løfte, vor Fader gav Dig! jeg
vil ikke læse den christelige Bibel, jeg
har jo mine Fædres Gud at helde mit
Hoved til!"
- - Og Aaringer gik.
Huusbonden døde, Huusmoderen sad i
trange Kaar, Tjenestepigen maatte
undværes, men Sara tog ikke bort, hun
var Hjelpen i Nøden, hun holdt det Hele
sammen; hun arbeidede til ud paa Natten,
skaffede Brød i Huset ved sine Hænders
Gjerninger; der var ingen nær Slægt, som
tog sig af Familien, hvor Konen Dag for
Dag blev svagere og i Maaneder holdtes
paa Sygeleiet. Sara vaagede, pleiede,
arbeidede, mild og from, en Velsignelse
i det fattige Huus.
"Derhenne ligger Bibelen!" sagde den
Syge, "læs lidt for mig i denne lange
Aften, jeg trænger saa inderligt til at
høre Guds Ord."
Og Sara bøiede sit Hoved; Hænderne
foldede sig om Bibelen, som hun aabnede
og læste i for den Syge; tidt brøde
Taarer frem, men Øinene bleve klarere,
og i hendes Sjæl blev det klarere:
"Moder, dit Barn skal ikke tage de
Christnes Daab, ikke nævnes i deres
Samfund, det har Du forlangt, det skal
jeg bevare Dig, derom ere vi enige paa
denne Jord, men ovenover denne er - er
Enigheden større i Gud, "han ledsager os
over Døden!" - " han besøger Jorden, og
naar han har gjort den tørstig, gjør han
den meget rig!" jeg forstaaer det! selv
veed jeg ikke, hvorlunde det kom -! det
er ved ham, i ham: Christus!"
Og hun zittrede i Nævnelsen af det
hellige Navn, en Daab af Ildslue
gjennemstrømmede hende stækere, end
Legemet kunde bære, og det bøiede sig
mere kraftløst, end den Syges, hun
vaagede hos.
"Stakkels Sara!" blev der sagt, "hun
er overanstrenget af Arbeide og Vaagen."
De bragte hende til de Fattiges
Sygestue, der døde hun, derfra blev hun
begravet, men ikke paa de Christnes
Kirkegaard, der var ikke Stedet for
Jødepigen, nei, udenfor, op til Muren
fik hun sin Grav.
Og Guds Sol, der skinnede hen over de
Christnes Grave, skinnede ogsaa hen over
Jødepigens Grav derudenfor, og
Psalmesangen, der lød paa de Christnes
Kirkegaard, klang ud over hendes Grav;
ogsaa ud til den naaede Forkyndelsen: "
Der er Opstandelse i Christo!" ham,
Herren, som sagde til Disciplene:
"Johannes døbte vel med Vand, men I
skulle døbes med den Hellig-Aand!"