Nær
ved Gudenaa, inde i Silkeborg-Skov,
løfter sig en Landryg, som en stor Vold,
den kaldes "Aasen" og under den mod Vest
laae, ja der ligger endnu, et lille
Bondehuus med magre Jorder; Sandet
skinner igjennem den tynde Rug- og
Byg-Ager. Det er nu en Deel Aar siden;
Folkene, som boede der, dreve deres
lille Avling, havde dertil tre Faar, eet
Sviin og to Stude; kort sagt, de havde
det ret vel til Føden, naar man tager
den, som man har dne, ja de kunde vel
ogsaa have bragt det til at holde et Par
Heste, men de sagde, som de andre Bønder
derovre: "Hesten æder sig selv!" - den
tærer for det Gode den gjør. Jeppe-Jæns
drev sin lille Jordlod om Sommeren, og
var om Vinteren en flink Træskomand. Han
havde da ogsaa Medhjelp, en Karl, der
forstod at skjære Træskoe, der vare
baade stærke, lette og med Facon; Skee
og Sløv skar de; det gav Skillinger, man
kunde ikke kalde Jeppe-Jæns for fattig
Folk.
Lille Ib, den syvaars Dreng, Husets
eneste Barn sad og saae til, skar i en
Pind, skar sig ogsaa i Fingrene, men en
Dag havde han snittet to Stykker Træ,
saa at de saae ud, som smaa Træskoe, de
skulde, sagde han, foræres til lille
Christine, og det var Prammandens lille
Datter, og hun var saa fiin og saa
yndelig, som et Herskabs Barn; havde hun
Klæder skaaret, som hun var født og
baaret, saa vilde Ingen troe at hun var
fra Lyngtørvhuset paa Seishede. Derovre
boede hendes Fader, der var Enkemand og
ernærede sig ved at pramme Brænde fra
Skoven ned til Silkeborg Aaleværk, ja
tidt derfra videre op til Randers. Ingen
havde han, der kunde tage vare paa lille
Christine, der var et Aar yngre end Ib
og saa var hun næsten altid hos ham, paa
Prammen og mellem Lyngen og
Tyltebærbuskene; skulde han endelig
heelt op til Randers, ja saa kom lille
Christine over til Jeppe-Jæns's
Ib og lille Christine kom godt ud af
det ved Leg og ved Fad; de rodede og de
gravede, de krøb og de gik, og en Dag
vovede de sig ene to næsten heelt op paa
Aasen og et Stykke ind i Skoven, engang
fandt de der Sneppeæg, det var en stor
Begivenhed.
Ib havde endnu aldrig været ovre paa
Seishede, aldrig prammet igjennem Søerne
ad Gudenaa, men nu skulde han det: han
var indbudt af Prammanden og Aftenen
forud fulgte han hjem med ham.
Paa de høit opstablede Brændestykker
i Prammen sad tidlig om Morgenen de to
Børn og spiste Brød og Hindbær.
Prammanden og hans Medhjelper stagede
sig frem, det gik med Strømmen, i rask
Fart ned ad Aaen, gjennem Søerne, der
syntes at lukke sig ved Skov og ved Siv,
men altid var der dog Gjennemfart, om
endogsaa de gamle Træer heldede sig
heelt ud og Egetræerne strakte frem
afskaldede Grene, ligesom om de havde
opsmøgede Ærmer og vilde vise deres
knuddrede, nøgne Arme; gamle Elletræer,
som Strømmen havde løsnet fra Skrænten,
holdt sig med Rødderne fast ved Bunden,
og saae ud ligesom smaa Skovøer;
Aakander vuggede paa Vandet; det var en
deilig Fart! - og saa kom man til
Aaleværket, hvor Vandet brusede gjennem
Sluserne; det var Noget for Ib og
Christine at see paa!
Dengang var endnu hernede hverken
Fabrik eller By, her stod kun den gamle
Avlsgaard og Besætningen der var ikke
stor, Vandets Fald gjennem Slusen og
Vildandens Skrig, det var den Gang den
stadigste Livlighed. - Da nu Brændet var
prammet om, kjøbte Christines Fader sig
et stort Knippe Aal og en lille slagtet
Griis, der Alt tilsammen i en Kurv blev
stillet agter ude paa Prammen. Nu gik
det mod Strømmen hjem, men Vinden var
med og da de satte Seil til, var det
ligesaa godt, som om de havde to Heste
for.
Da de med Prammen var saa høit oppe
under Skoven, at de laae ud for hvor
Manden, der hjalp med at pramme, havde
kun et kort Stykke hjem, saa gik han og
Christines Fader i Land, men paalagde
Børnene at forholde sig rolige og
forsigtige, men det gjorde de ikke
længe, de maatte see ned i Kurven hvor
Aalene og Grisen gjemtes og Grisen
maatte de løfte paa og holde den, og da
de begge vilde holde den saa tabte de
den og det lige ud i Vandet; der drev
den paa Strømmen, det var en forfærdelig
Begivenhed.
Ib sprang i Land og løb et lille
Stykke, saa kom ogsaa Christine; "tag
mig med Dig!" raabte hun, og nu var de
snart inde i Buskene, de saae ikke
længer Prammen eller Aaen; et lille
Stykke endnu løb de, saa faldt Christine
og græd; Ib fik hende op.
"Kom med mig!" sagde han. "Huset
ligger derovre!" men det laae ikke
derovre. De gik og de gik, over vissent
Løv og tørre nedfaldne Grene, der
knagede under deres smaa Fødder; nu
hørte de en stærk Raaben - de stode
stille og lyttede; nu skreg en Ørn, det
var et fælt Skrig, de bleve ganske
forskrækkede, men foran dem, inde i
Skoven, voxte de deiligste Blaabær, en
utrolig Mængde; det var alt for
indbydende til ikke at blive og de blev
og de spiste, og bleve ganske blaa om
Mund og Kinder. Nu hørtes igjen en
Raaben.
"Vi faae Bank for Grisen!" sagde
Christine.
"Lad os gaae hjem til vort!" sagde
Ib; "det er her i Skoven!" og de gik; de
kom paa en Kjørevei, men hjem førte den
ikke, mørkt blev det og angest vare de.
Den forunderlige Stilhed rundt om
afbrødes ved fæle Skrig af den store
Hornugle eller Lyd fra Fugle, de ikke
kjendte; endelig stod de begge To fast i
en Busk, Christine græd og Ib græd, og
da de saa havde grædt en Stund lagde de
sig i Løvet og faldt isøvn.
Solen var høit oppe da de vaagnede,
de frøs, men oppe paa Høiden tæt ved,
skinnede Solen ned mellem Træerne, der
kunde de varme sig og derfra, meente Ib,
maatte de kunde see hans Forældres Huus;
men de vare langt fra det, i en ganske
anden Deel af Skoven. De kravlede heelt
op paa Høiden og stod paa en Skrænt ved
en klar, gjennemsigtig Sø; Fiskene i den
stode i Stiim belyste af Solstraalerne;
det var saa uventet hvad de saae og
tætved var en stor Busk fuld af Nødder,
ja saagar syv Kløvser; og de plukkede og
de knækkede og fik de fine Kjærner, der
havde begyndt at sætte sig, - og saa kom
der endnu en Overraskelse, en
Forskrækkelse. Fra Busken traadte frem
en stor, gammel Kone, hvis Ansigt var
saa bruunt og Haaret saa glindsende og
sort; det Hvide i hendes Øine skinnede
ligesom paa en Morian; hun havde en Bylt
paa Nakken, og en Knortekjep i Haanden;
hun var en Taterske. Børnene forstode
ikke strax hvad hun sagde; og hun tog
tre store Nødder op af Lommen, inde i
hver laae de deiligste Ting gjemte,
fortalte hun, det var Ønskenødder.
Ib saae paa hende, hun var saa
venlig, og saa tog han sig sammen og
spurgte, om han maatte havde de Nødder
og Konen gav ham dem og plukkede sig en
heel Lomme fuld af dem paa Busken.
Og Ib og Christine saae med store
Øine paa de tre Ønskenødder.
"Er der i den en Vogn med Heste for?"
spurgte Ib.
"Der er en Guldkarreet med
Guldheste!" sagde Konen.
"Saa giv mig den!" sagde lille
Christine, og Ib gav hende den og Konen
knyttede Nødden ind i hendes
Halstørklæde.
"Er der inde i denne saadant et lille
kjønt Halsklæde, som det Christine der
har?" spurgte Ib.
"Der er ti Halsklæder!" sagde Konen,
"der er fine Kjoler, Strømper og Hat!"
"Saa vil jeg ogsaa havde den!" sagde
Christine, og lille Ib gav hende ogsaa
den anden Nød; den tredie var en lille
sort en.
"Den skal Du beholde!" sagde
Christine, "og den er ogsaa kjøn."
"Og hvad er der i den?" spurgte Ib.
"Det Allerbedste for Dig!" sagde
Taterkonen.
Og Ib holdt fast paa Nødden. Konen
lovede at føre dem paa rette Vei hjem,
og de gik, men rigtignok i en ganske
modsat Retning, end de skulde gaae, men
derfor tør man ikke beskylde hende for,
at hun vilde stjæle Børn.
I den vildsomme Skov mødte de
Skovløberen Chræn, han kjendte Ib, og
ved ham kom Ib med lille Christine hjem,
hvor man var i stor Angest for dem, og
Tilgivelse fik de, skjøndt de havde
begge fortjent et godt Livfuldt Riis,
først fordi de lod Grisen falde i Vandet
og dernæst at de vare løbne deres Vei.
Christine kom hjem paa Heden og Ib
blev i det lille Skovhuus; det Første
han der om Aftenen gjorde, var at tage
frem Nødden, der gjemte "det
Allerbedste"; - han lagde den mellem
Døren og Dørkarmen, klemte saa til,
Nødden knak, men ikke Kjærne skabt var
der at see, den var fyldt ligesom med
Snuus eller Muld-Jord; der var gaaet Orm
i den, som det kaldes.
"Ja, det kunde jeg nok tænke!" meente
Ib, "hvor skulde der, inde i den lille
Nød, være Plads for det Allerbedste!
Christine faaer hverken fine Klæder
eller Guldkarreeet ud af sine to
Nødder!"
Og Vinteren kom og det nye Aar kom.
Og der gik flere Aaringer. Nu skulde
Ib gaae til Præsten og han boede
langveis borte. Paa den Tid kom en Dag
Prammanden og fortalte hos Ibs Forældre,
at lille Christine skulde nu ud at tjene
for sit Børd, og at det var en sand
Lykke for hende, at hun kom i de Hænder,
hun kom, fik Tjeneste hos saadanne brave
Folk; tænk, hun skulde til de rige
Krofolk i Herning Kanten, vesterpaa; der
skulde hun gaae Mo'er tilhaande og
siden, naar hun skikkede sig og der var
confirmeret, vilde de beholde hende.
Og Ib og Christine toge Afsked fra
hinanden: Kjærestefolkene bleve de
kaldte; og hun viste ham ved Afskeden,
at hun endnu havde de to Nødder, som hun
fik af ham da de løb vild i Skoven, og
hun sagde, at hun i sin Klædekiste
gjemte de smaa Træskoe, han som Dreng
havde skaaret og foræret hende. Og saa
skiltes de.
Ib blev confirmeret, men i sin Moders
Huus blev han, for han var en flink
Træskoesnider og han passede godt om
Sommeren den lille Avling, hans Moder
havde kun ham dertil, Ibs Fader var død.
Kun sjeldent, og det var da ved en
Postkarl eller en Aalebonde, hørte man
om Christine: det gik hende godt hos de
rige Krofolk og da hun var blevet
confirmeret, skrev hun til Faderen Brev
med Hilsen til Ib og hans Moder; i
Brevet stod om sex nye Særke og en
deilig Klædning, Christine havde faaet
af Husbond og Madmo'er. Det var
rigtignok gode Tidender.
Foraaret derefter, en smuk Dag,
bankede det paa Ibs og hans Moders Dør,
det var Prammanden med Christine; hun
var kommet i Besøg paa en Dagstid; der
var just en Leilighed til Them og igjen
tilbage, og den benyttede hun. Smuk var
hun, som en fiin Frøken, og gode Klæder
havde hun, de vare syede vel og de
passede til hende. I fuld Stads stod hun
og Ib var i de daglige, gamle Klæder.
Han kunde slet ikke komme til Mæle; vel
tog han hendes Haand, holdt den saa
fast, var saa inderlig glad, men Munden
kunde han ikke faae paa Gang, det kunde
lille Christine, hun talte, hun vidste
at fortælle og hun kyssede Ib lige paa
Munden:
"Kjender Du mig ikke nok!" sagde hun;
men selv da de vare ene To og han endnu
stod og holdt hende i Haanden, var Alt
hvad han kunde sige, alene det: "Du er
blevet ligesom en fiin Dame! og jeg seer
saa pjusket ud! hvor jeg har tænkt paa
Dig, Christine! og paa gamle Tider!"
Og de gik Arm i Arm op paa Aasen og
saae over Guden-Aa til Seishede med de
store Lyngbanker, men Ib sagde ikke
Noget, dog da de skiltes ad, var det
klart for ham, at Christine maatte blive
hans Kone, de vare jo fra Smaa kaldt
Kjærestefolk, de vare, syntes han, et
forlovet Par, uagtet ingen af dem selv
havde sagt det.
Kun nogle Timer endnu kunde de være
sammen, for hun skulde igjen til Them,
hvorfra tidlig næste Morgen Vognen
kjørte tilbage vesterpaa. Faderen og Ib
fulgte med til Them, det var klart
Maaneskin, og da de kom der og Ib endnu
holdt Christines Haand, kunde han ikke
slippe den, hans Øine de vare saa klare,
men Ordene faldt kun smaat, men det var
Hjerte-Ord hvert eneste et: "er Du ikke
blevet for fiint vant," sagde han, "og
kan Du finde Dig i at leve i vor Mo'ers
Huus med mig, som Ægtemand, saa blive vi
To engang Mand og Kone! - - men vi kan
jo vente lidt!"
"Ja, lad os see Tiden an, Ib!" sagde
hun; og saa trykkede hun hans Haand og
han kyssede hende paa hendes Mund. "Jeg
stoler paa Dig, Ib!" sagde Christine,
"og jeg troer, at jeg holder af Dig! men
lad mig sove paa det!"
Og saa skiltes de ad. Og Ib sagde til
Prammanden, at han og Christine vare nu
saa godt som forlovede, og Prammanden
fandt, at det var, som han altid havde
tænkt om det; og han fulgte hjem med Ib
og sov der i Seng med ham, og der taltes
saa ikke mere om Forlovelsen.
Et Aar var gaaet; to Breve vare
vexlede mellem Ib og Christine; "trofast
til Døden!" stod der ved Underskiften.
En Dag traadte Prammanden ind til Ib,
han havde Hilsen til ham fra Christine;
hvad mere han havde at sige, gik det
lidt langsomt med, men det var det, at
det gik Christine vel, mere end vel, hun
var jo en kjøn Pige, agtet og afholdt.
Kromandens Søn havde været hjemme paa
Besøg; han var ansat ved noget Stort i
Kjøbenhavn, ved et Contoir: han syntes
godt om Christine, hun fandt ham ogsaa
efter sit Sind, hans Forældre vare nok
ikke uvillige, men nu laae det dog
Christine paa Hjertet, at nok Ib tænkte
saa meget paa hende, og saa havde hun
betænkt at skyde Lykken fra sig, sagde
Prammanden.
Ib sagde i Førstningen ikke et Ord,
men han blev ligesaa hvid, som et Klæde,
rystede lidt med Hovedet og saa sagde
han: "Christine maa ikke skyde sin Lykke
fra sig!"
"Skriv hende det Par Ord til!" sagde
Prammanden.
Og Ib skrev ogsaa, men han kunde ikke
ret sætte Ordene sammen, som han vilde,
og han slog Streg over og han rev itu, -
men om Morgenen var der et Brev istand
til lille Christine, og her er det!
- "Det
Brev, Du har skrevet til din Fader, har
jeg læst "og seer, at det gaaer Dig vel
i alle Maader og at Du kan "faae det
endnu bedre! Spørg dit Hjerte ad,
Christine! og "tænk vel over hvad Du
gaaer ind til, om Du tager mig; det "er
kun ringe hvad jeg har. Tænk ikke paa
mig og hvordan "jeg har det, men tænk
paa dit eget Gavn! Mig er Du ikke
"bundet til ved Løfte, og har Du i dit
Hjerte givet mig et, "saa løser jeg Dig
fra det. Alverdens Glæde være over Dig,
"lille Christine! vor Herre har vel
Trøst for mit Hjerte!
Altid din inderlige Ven,
Ib."
Og
Brevet blev afsendt og Christine fik
det.
Ved Mortensdagstider blev der lyst
fra Prædikestolen for hende, i Kirken
paa Heden og ovre i Kjøbenhavn, hvor
Brudgommen var, og derover reiste hun
med sin Madmo'er, da Brudgommen, for
sine mange Forretningers Skyld, ikke
kunde komme saalangt over i Jylland.
Christine havde, efter Aftale, truffet
sammen med sin Fader i Landsbyen Funder,
som Veien gaaer igjennem og som var ham
det nærmeste Mødested; der tog de To
Afsked. Derom kom til at falde et Par
Ord, men Ib sagde ikke Noget; han var
blevet saa eftertænksom, sagde hans
gamle Mo'er; ja eftertænksom var han, og
derfor randt ham i Tanke de tre Nødder,
han som Barn fik af Taterkonen og gav
Christine de to af, der var Ønskenødder,
i hendes den ene laae jo en Guldkarreet
med Heste, i den anden de deiligste
Klæder; det slog til! al den Herlighed
fik hun nu ovre i Kongens Kjøbenhavn!
for hende gik det i Opfyldelse -! for Ib
var der i Nødden kun den sorte Muld.
"Det Allerbedste" for ham, havde
Taterkonen sagt, - jo, ogsaa det gik i
Opfyldelse! den sorte Muld var ham det
Bedste. Nu forstod han tydeligt hvad
Konen havde meent: I den sorte Jord, i
Gravens Gjemme, der var det ham det
Allerbedste!
Og der gik Aaringer, - ikke mange,
men lange, syntes Ib; de gamle Krofolk
døde bort, den ene kort efter den anden;
al Velstanden, mange tusinde Rigsdaler
gik til Sønnen. Ja, nu kunde Christine
faae Guldkarreet og fine Klæder nok.
I to lange Aar, som fulgte, kom ikke
Brev fra Christine, og da saa Faderen
fik et, var det slet ikke skrevet i
Velstand og Fornøielse. Stakkels
Christine! hverken hun eller hendes Mand
havde vidst at holde Maade paa
Rigdommen, den gik, som den kom, der var
ingen Velsignelse ved den, for de vilde
det ikke selv.
Og Lyngen stod i Blomster og Lyngen
tørrede hen; Sneen havde mange Vintre
fyget over Seis Hede, over Aasen hvor Ib
boede i Læ; Foraarssolen skinnede og Ib
satte Ploven i Jorden, da skar den, som
han troede, hen af en Flintesteen, der
kom ligesom en stor sort Høvlspaan op
over Jorden, og da Ib tog paa den,
mærkede han, at det var et Metal, og
hvor Ploven havde skaaret ind i det,
skinnede det blankt. Det var en tung,
stor Arm-Ring af Guld fra Hedenold;
Kjæmpegraven var blevet jævnet her, dens
kostelige Smykke fundet. Ib viste det
til Præsten, der sagde ham hvad herligt
det var og derfra gik Ib med det til
Herredsfogden, der gav Indberetning
derom til Kjøbenhavn og raadede Ib selv
at overbringe det kostelige Fund.
"Du har fundet i Jorden det Bedste,
Du kunde finde!" sagde Herredsfogeden.
"Det Bedste!" tænkte Ib. "Det
Allerbedste for mig - og i Jorden! saa
havde Taterqvinden dog ogsaa Ret med
mig, naar det var det Bedste!"
Og Ib gik med Smakken fra Aarhuus til
Kongens Kjøbenhavn; det var som en Reise
over Verdenshavet, for ham, som kun
havde sat over Gudenaa. Og Ib kom til
Kjøbenhavn.
Værdien af det fundne Guld blev
udbetalt ham, det var en stor Sum: sex
hundrede Rigsdaler. Der gik i det store,
vildsomme Kjøbenhavn Ib fra Skoven ved
Seishede.
Det var netop Aftenen før han vilde
med Skipperen tilbage til Aarhuus, da
han forvildede sig i Gaderne, kom i en
ganske anden Retning, end den han vilde,
og var, over Knippelsbro, kommet til
Christianshavn istedetfor ned mod Volden
ved Vesterport! Han styrede ganske
rigtigt vesterpaa, men ikke hvor han
skulde. Der var ikke et Menneske at see
paa Gaden. Da kom der en lille bitte
Pige ud fra et fattigt Huus; Ib talte
til hende om Veien, han søgte; hun
studsede, saae op paa ham og var i
heftig Graad. Nu var hans Spørgsmaal,
hvad hun feilede, hun sagde Noget, som
han ikke forstod og idet de begge vare
lige under en Lygte, og Lyset fra den
skinnede hende lige ind i Ansigtet, blev
han ganske underlig, for det var
livagtig lille Christine han saae,
ganske, som han huskede hende fra de
begge vare Børn.
Og han gik med den lille Pige ind i
det fattige Huus, opad den smalle,
slidte Trappe, høit op til et lille,
skraat Kammer under Taget. Der var en
tung, qvalm Luft derinde, intet Lys
tændt; henne i Krogen sukkede det og
drog Veiret trangt. Ib tændte en
Svovlstikke. Det var barnets Moder, som
laae paa den fattige Seng.
"Er der Noget, jeg kan hjelpe Eder
med!" sagde Ib. "Den Lille fik mig fat,
men jeg er fremmed selv her i Staden. Er
her ingen Naboer eller Nogen, jeg kan
kalde paa!" - Og han løftede hendes
Hoved.
Der var Christine fra Seishede.
I Aaringer var derhjemme i Jylland
hendes Navn ikke blevet nævnet, det
vilde have rørt op i Ibs stille
Tankegang, og det var jo ikke heller
godt, hvad Rygtet og Sandheden meldte,
at de mange Penge, hendes Mand fik i Arv
fra hans Forældre, havde gjort ham
overmodig og vildsom; sin faste Stilling
havde han opgivet, reist et halvt Aar i
fremmede Lande, kommet tilbage og gjort
Gjæld og dog flankeret; meer og meer
heldede Vognen og tilsidst væltede den.
De mange lystige Venner fra hans Bord
sagde om ham, at han fortjente det, som
det gik ham, han havde jo levet, som en
gal Mand! - Hans Liig var en Morgen
funden i Canalen i Slotshaven.
Christine gik med Døden i sig; hendes
yngste lille Barn, kun nogle Uger
gammelt, baaret i Velstand, født i
Elendighed, var alt i Graven og nu var
det saa vidt med Christine, at hun laae
dødssyg, forladt, paa et usselt Kammer,
usselt, som hun kunde have taalt det i
sine unge Aar paa Seishede, men nu bedre
vant, ret følte Elendigheden af. Det var
hendes ældste, lille Barn, ogsaa en
lille Christine, der led Nød og Sult med
hende, og som havde faaet Ib derop.
"Jeg er bange, jeg døer fra det
stakkels Barn!" fremsukkede hun, "hvor i
Verden skal hun saa hen!" - mere kunde
hun ikke sige.
Og Ib fik igjen en Svovlstikke tændt
og fandt en Stump Lys, den brændte og
lyste i det usle Kammer.
Og Ib saae paa den lille Pige og
tænkte paa Christine i unge Dage; for
Christines Skyld kunne han være god mod
dette Barn, som han ikke kjendte. Den
Døende saa paa ham, hendes Øine bleve
større og større -! Kjendte hun ham?
Ikke vidste han det, ikke et Ord hørte
han hende sige.
Og det
var i Skoven ved Gudenaa, nær Seishede;
Luften var graa, Lyngen stod uden
Blomster, Vestens Storme dreve det gule
Løv fra Skoven ud i Aaen og hen over
Heden hvor Græstørvhuset stod, hvor
fremmede Folk boede; men under Aasen,
godt i Læ bag høie Træer stod det lille
Huus, hvidtet og malet; inde i Stuen
brændte i Kakkelovnen Klynetørvene, inde
i Stuen var Solskin, der straalede fra
to Barne-Øine, Foraarets Lærkeslag lød i
Talen fra dets røde, leende Mund; der
var Liv og Lystighed, lille Christine
var der; hun sad paa Ibs Knæ; Ib var
hende Fader og Moder, de vare borte, som
Drømmen er det for Barnet og den Voxne.
Ib sad i det nette, pyntelige Huus, en
velhavende Mand; den lille Piges Moder
laae paa de Fattiges Kirkegaard ved
Kongens Kjøbenhavn.
Ib havde Penge paa Kistebunden, sagde
de, Guld fra Muld, og han havde jo ogsaa
lille Christine.