Fader
og Moder og alle Søskende vare paa
Komedie, kun lille Anna og hendes
Gudfader sad ene hjemme.
"Vi ville ogsaa have Komedie!" sagde
han, "og den kan begynde strax!"
"Men vi have intet Theater," sagde
lille Anna, "og vi have Ingen til at
agere! min gamle Dukke kan ikke, for hun
er saa ækel, og min nye maa ikke faae
sine pene Klæder krøllede!"
"Man kan altid faae de Agerende, naar
man tager hvad man har!" sagde Gudfader.
"Nu reise vi Theatret. Her stille vi en
Bog, der een og saa nok en een, i skjevt
Geled. Nu tre paa den anden Side; der
have vi Coulisserne! den gamle Æske, her
ligger, kan være Bagtæppe; vi vende
Bunden ud. Theatret forestiller en Stue,
det kan da Enhver see! Nu skulle vi have
de, som agere! Lad os see hvad der
findes her i Legetøiskuffen! Først
Personerne, saa lave vi Komedien, det
Ene holder da paa det Andet, og det
bliver udmærket! Her ligger et Pibehoved
og her ligger en umage Handske, de kunne
godt være Fader og Datter!"
"Men de ere kun to Personer!" sagde
lille Anna. "Her ligger min Broders
gamle Vest! kan den ikke spille
Komedie?"
"Den er stor nok til det!" sagde
Gudfader. "Den skal være Kjæresten. Den
har ikke Noget i Lommerne, det er
allerede interessant, det er halv
ulykkelig Kjærlighed! - Og her har vi
Nøddeknækkerens Støvle med Spore paa!
Potz, Blitz, Mazurka! han kan trampe og
kneise. Han skal være den ubeleilige
Frier, som Frøkenen ikke synes om. Hvad
Slags Komedie vil Du nu have? Sørgespil
eller Familiestykke?"
"Familiestykke!" sagde lille Anna;
"det holde de Andre saa meget af. Kan Du
eet?"
"Jeg kan hundrede!" sagde Gudfader.
"De meest velseete ere efter det
Franske, men de ere ikke pene for smaa
Piger. Vi kunne jo imidlertid tage et af
de netteste, indvortes ligne de
Allesammen hverandre. Nu ryster jeg
Posen! kukkelurum! splinternyt! nu ere
de splinternye! Hør nu Placaten." Og
Gudfader tog en Avis og lod som om han
læste op:
Pibehoved og godt Hoved,
Familiestykke i een Akt.
Personerne ere:
Hr. Pibehoved, Fader.
Frøken Handske, Datter.
Hr. Vest, Kjæreste.
Von Støvle, Frier.
Og nu
begynde vi! Tæppet gaaer op; vi have
intet Tæppe, men saa er det oppe. Alle
Personerne ere inde; saa have vi dem
strax. Nu taler jeg som Fader Pibehoved.
Han er vred i Dag; man kan see, han er
røget Meerskum:
"Snik snak snurre, basselurre! jeg er
Herre i mit Huus! jeg er Fader til min
Datter! vil man høre efter hvad jeg
siger! Von Støvle er en Person man kan
speile sig i, Safian i Overdelen og
Sporer paa Nederdelen; snikke, snikke,
snak! Han skal have min Datter!"
"Pas nu paa Vesten, lille Anna!"
sagde Gudfader. "Nu taler Vesten. Den
har ombøiet Krave, er meget beskeden,
men kjender sit eget Værd og har Ret til
at sige, hvad den siger:
"Pletfri er jeg! Boniteten maa ogsaa
tages i Overveielse. Jeg er af ægte
Silketøi, og jeg bærer Snore!"
"Paa Bryllupsdagen, ikke længer! de
holde ikke Couleur i Vasken!" det er Hr.
Pibehoved som taler. "Von Støvle er
vandtæt, stærk i Skindet og dog saa fiin,
kan knirke, klirre med Spore og har
Physiognomi af Italien!"
"Men de skulde tale paa Vers!" sagde
lille Anna, "det skal være det
Yndigste!"
"Det kunne de ogsaa!" sagde Gudfader.
"Og naar Publicum befaler, man taler! -
See paa den lille Frøken Handske, hvor
hun strækker Fingre:
"Heller alle Dage
Handske uden Mage!
Ak!
Jeg kan ikke overvind' 'et!
Jeg revner i Skindet." -
"Snak!"
Det
var Fader Pibehoved; nu taler Hr. Vest:
"Elskede Handske!
Om selv de blev spanske,
Min skal Du blive!
Nu svor Holger Danske."
Støvle
slaaer ud, tramper i Gulvet, klirrer med
Spore og river tre Coulisser om."
"Det er udmærket deiligt!" sagde
lille Anna.
"Stille, stille!" sagde Gudfader;
"stumt Bifald viser at Du er et dannet
Publicum i første Parket. Nu synger
Frøken Handske sin store Arie med Knæk:
"Jeg kan ikke tale,
Saa maa jeg gale
Kykkeleky, i de høie Sale!"
Nu
kommer det Spændende, lille Anna! det er
det Vigtigste i Komedien. Seer Du, Hr.
Vest knapper sig op, sin Tale kaster han
lige ud til Dig, for at Du skal klappe;
lad bare være! det er finere. Hør, hvor
det rasler i Silketøiet: "Vi ere paa det
Høieste! vogt Dem! nu kommer Intriguen!
De er Pibehoved, jeg er det gode Hoved,
- Vup, er De væk!" Saae Du det, lille
Anna!" sagde Gudfader. "Det er et
udmærket Sceneri og Komediespil: Hr.
Vest greb gamle Pibehoved og puttede ham
i Lommen; der ligger han, og Vesten
taler:
"De er i min Lomme, i min dybeste
Lomme! aldrig kommer De derfra, før De
lover at forene mig med Deres Datter,
Handske til Venstre; jeg rækker Høire!"
"Det er rædsomt deiligt!" sagde lille
Anna.
"Og nu svarer gamle Pibehoved:
"Jeg bliver saa ør!
Det er ikke som før.
Hvor er mit Humeur?
Jeg føler, mig mangler mit hule Rør.
Ak aldrig før
Var jeg saaledes skjør. -
O, tag mit Hoved
Af Lommen atter,
Og vær forlovet
Saa med min Datter!"
"Er
Komedien allerede ude?" sagde lille
Anna.
"Bevar' os vel!" sagde Gudfader, "den
er kun ude for Hr. Støvle. De Elskende
knæle, den Ene synger:
den
Anden:
"Tag Hoved atter,
Velsign saa Søn og Datter!"
De
velsignes, holde Bryllup og Meublerne
synge i Chor:
"Knik, knak,
Mange Tak!
Nu er Stykket ude."
Og saa
klappe vi!" sagde Gudfader, "kalde dem
Allesammen frem, Meublerne med. De ere
af Mahogni!"
"Er vor Komedie nu ligesaa god, som
den, de Andre have i det rigtige
Theater?"
"Vor Komedie er meget bedre!" sagde
Gudfader; "den er kortere, den er frit
tilkjørt, og Tiden er gaaet til Theevand!"